Livet er fyldt af svære valg (hej introduktionskliché).
Et af dem kunne være: Skulle man 1) bevæge sig ud på forstadsapotek – forstad for ikke at blive genkendt – og hviske den pinlige salves navn over disken og risikere, at det fyldte apotek overhørte forespørgslen and be highly frowned upon? Eller skulle man 2) gå online og bestille pinlig salve i ro og mag over nettet, men risikere at kun bofæller var hjemme på leveringsdagen og dermed blive evigt frowned upon af mennesker, man deler tilværelse med i nær fremtid?
Jeg valgte dør nummer 1. Hellere fremmede i to sekunders pinlighed, end velkendte i to måneders vished.
Var hvid i hovedet på eksamensmåden, da mit nummer blev råbt op. Mest fordi tre ud af fire skrankepersoner var mandlige, og jeg bare lissom aldrig er typen, der så lander på den fjerde ud af fire. Men det var jeg så. Men må alligevel have set farlig ud og lydt ditto, da jeg fremstammede pinlig salves navn. Det tolker jeg, eftersom skrankedamen tog sit bæredygtige omsorgsblik på og slog over i engelsk (wtf?).
Derpå begyndte hun med de opfølgende spørgsmål. På engelsk. Jeg klappede i, selv om jeg hjemmefra faktisk havde forberedt små one-liners á la “det ved jeg søreme ikke, det er ikke til mig selv, jeg er bare sendt i byen for min… eh… veninde?” Hun overså helt mit antræk, der helt tydeligt ikke havde tænkt sig at ytre flere ord på dén matrikel. Hun må have troet, at jeg var klimagæst fra et seriøst udfordret land hvad angår engelsk, for hun fortsatte spørgsmålene, nu akkompagneret af fagter, der skulle blive til brugsanvisning, havde jeg ikke kvalt hendes forsøg i dens vorden. Et dræberblik formummede hendes udlændingeservice, hun stak mig mit stash (som kraftedeme viste sig at stå på en for kunderne tilgængelig hylde, hvorfor min hvæsen og angst var total unødvendig – kunne jo bare selv have grebet lortet, smidt svesken på disken og betalt uden et ord) og jeg hørte mig selv spørge efter ’the receipt, please’. Aner ikke hvorfor. Hverken det engelske, eller hvorfor jeg dog ville have et bevis.
Og så kan alle dem, der siger, at apotekspersonale ikke er sarte hvad angår apoteksgængeres indkøb, godt lukke arret. At de nærmest ikke skulle registrere, hvad de sælger, fordi de er så vant til lidt af hvert. Jeg kunne se i hendes øjne at hun lige dele morede sig, lige dele ynkede mig, for sådan så jeg selv ud dengang jeg var kassedame og godt kunne se det sjove i, når unge mænd bagstive gik ned i føtex med brødebetyngede blik og købte intet andet end en pakke toiletpapir.
Man vidste bare, at de enten næsten ikke kunne holde sig længere og skulle hjem og mose pronto – eller også, at de havde bremsespor langt op ad ryggen.
Fårk jeg er nysgerrig efter, hvad du sku ha!
Og jeg hader, når det kun er mænd, der står bag disken. Øjh.
Præcis. Ville det være meget at bombe kvindesagen 150 lysår tilbage at bede om kønsopdelte apoteker?
Uf, eller at skulle købe pinligt kvindeprodukt X i Føtex, hvor sadistiske Zelina er på vagt og råbe-spørger “X – er det ikke den der til…” hvortil man svarer “JO!” og desperat forsøger at pege på / beskrive pakken. Selv om hun UDMÆRKET godt ved, hvordan den ser ud. Bitch. Og når man køber håndkøbsmedicin, helt ærligt, jeg skal nok SPØRGE, hvis jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre med det.
Det er som om de tror, de begraver flovefaktoren ved at vise, hvor large de selv er. Det er da åååverhoooodet ikke pinligt! Ork! (eller også er det bare deres eneste glæde i abejob. og det kan jeg egentlig godt unde dem. når bare det ikke går ud over mig selv. så large er JEG nemlig.)
Den er jo næsten klassisk (altså ikke lige det med, at den rare apoteker-dame svarede på engelsk *g*) – men at man får forklaringer med både arme og ben, så alle ved, hvad man har købt… Den er næsten ligeså klassisk, som når man forsøger at sige det lidt sagte og så får det meget tydelige, næsten råbte “HVA’???” tilbage i hovedet, så man synes, at man næste gang er nødt til at halvråbe “det pinlige” ;o)
Men god bedring med whatever det nu er ;o)
hehe – jeg har bare gået og glædet mig til du sku skrive en historie om den creme!!
men prølli’høørher – næste gang vælger du fanneme dør nr.2 – fordi . . helt ærligt, hvordan sku de der bofæller nogensinde vide hvad der er i pakken, medmindre de har for vane at åbne din post – eller også ska’ du dælme til at øve dig lidt i at være rigtig meget mere nochelant, dér . . ved skranken!
word!
Du glæder dig da til de særeste ting, din twitaholic!
Måske ville de ikke vide, hvad der var i pakken. Men de ville måske spørge. Og hvis jeg blev bare halvt så hvid (halvt så hvid?) i krydderen, mens jeg fremstammede indstuderet undskyldning, som jeg gjorde på apoteket, så skulle de da være skarn, hvis ikke de nogle dage senere tog et uskyldigt tit i skuffen på badeværelset (ræsonerer ud fra sandhed om egen person. jeg er et dårligt menneske.)
Alternativt kunne apoteker indrettes som skriftestole, hvor man efter ens nummer kommer op, går ind i privat aflukke og beder om det man skal have, og ikke kan se personen der betjener én, og denne ikke kan se én.
Genialt forslag, hvis jeg selv skal sige det.
Køns-op-del-te apoteker! Hvor svært kan det være!
BØRVE!!! ER DER MERE AF DEN DER HERPESCREME!!!
vi kiggede alle sammen på den stakkel der stod oppe ved disken og blev rød i hovedet.
Ak ja, det var en anden tid dengang.
Pingback: Bloggen fylder år. Truuuut. « DINES the INFOTAINER
Pingback: Dines stiller om « DINES the INFOTAINER