Hallo, er der andre Anne fra Grønnebakken-fans derude? Af bøgerne, iggå, ikke det pladderlort fra tv (som jeg sleeet ikke har på dvd…). Så ved I, hvem jeg taler om, når jeg nævner Annes ældste søn, Jem Blythe. Ham, som senere skulle blive krigshelt og kirurg og gifte sig med den vilde præstedatter Faith Meredith – men inden alt det var han bare en lille dreng. Med en hundehvalp.
Hunden fik de fra en fattig familie oppe fra nordbyen. Jem og far Gilbert hentede ham vist selv. Hvalpen var meget knyttet til sin ejer, en dreng på Jems alder, som altså skulle give den fra sig. Husker ikke helt hvorfor. Kan vel ikke være fordi den var dyr (get it? dyr) i drift. Fandtes der pedigree og hundetræning og bidesticks og vacciner og kastraktioner og andre seriøse udgifter dengang? Anywho. Han skulle give den fra sig. Til Jem. Som tog den hjem til Ingleside og overøste den med kærlighed.
Og da hunden ikke gengældte kærligheden, overøste han den med endnu mere kærlighed. Og så lidt mere. Og så lækkerbidskner (?) og kødben og mere kærlighed.
Men hunden lå bare i et hjørne, krøllet sammen, ked af det. Den havde hjemve. Og da først Jem indså den smertefulde sandhed, at hundens hjerte for evigt var givet bort til en anden, gik han op til nordbyens fattige kvarterer, fandt hundens rigtige ejer, græd og gav den tilbage. Selv om det var hårdt for lille Jem. Fordi det var her, den hørte til.
Nåm, det kom jeg sådan til at tænke på i dag. Fordi jeg kom til at savne min grønne sofa. Min grønne drøm. Som jeg solgte via Twitter, selv om jeg elskede den så højt. Og så kom jeg til at håbe, at min grønne drøm stod i et hjørne i en stue i Viborg og så forhutlet og deprimeret ud. Og at den rare mand, som købte den af mig, ville være ligesom Jem Blythe og køre den tilbage til mig og sige “Her. Tag den. Den er ikke glad hos os. Gid den var. Men den smukke sofa tilhører dig”.
Årh. For fanden. Det er jo bare en ting … men det var bare sådan en smuk ting! Suk!
Det var fordi den lille dreng, skulle flytte hjem til sin tante, og han troede at han ikke måtte have hunden med. Men det måtte han godt alligevel, og så kom den hjem igen. iih herre gode bøger!
Ha. Var faktisk på vej på loftet for at slå op i bøgerne, hvad der egentlig var skyld i, at drengen gav hvalpen fra sig. Tanten, selvfølgelig – tak
kender følelsen – skilte mig engang af med min barndoms bamse i et oprydningsraid. Og da jeg en uge senere så den sidde helt ensom i genbrugsbutikkens vindue blødte mit hjerte så meget og jeg måtte bede min søster gå ind og købe den fri næste dag- fordi jeg selv var rejst på ferie. Den kostede 50 kr. og nu bor den hos mig igen… dog på loftet – men hos mig!
Tillad mig at minde dig om, at Jem får en ny hund. En hund, der trofast venter på sin herre, mens han er i krig, og som ikke opgiver håbet.
Der er en ny sofa derude til dig. En, som vil gengælde din kærlighed, og komme til at være HJEMME hos dig.
Guuud, hvor en god kommentar. Lille Hund Mandag! Min Mandag er derude, jeg kan mærke det!
uhhhh kender følelsen …. og jeg bliver helt trist nå nu alle minderne pludselig kommer væltende tilbage….
Nej trist vil jeg ikke være… som du siger det er kun ting ….. ting har ikke følelser, men for dælen hvor vi dog knytter os til dem…
Man må se positivt på det og tænke der er noget bedre der ude … noget som bare venter på mig!
og jeg er sikker på at hvis det ikke lige er en sofa ja så er der noget andet som står og venter på “Anne fra Grønnebakken”!
Nu vil jeg da til at læse de skønne bøger igen. Hvor på biblioteket skal man lede, i skøn- eller børneafdelingen?
I børneafdelingen, skønlitteratur under M som Montgomery, L. M.
Det var virkelig også en fin sofa!!
Anne fra Grønnebakken-anekdoter – srsly, jeg elsker det. Hold op, hvor har jeg læst de bøger mange gange.