Nåm, hvordan gik det egentlig med det der tyndhedsprojekt?
Altså. Det ved I jo godt, ikke, selv om I har diplomati nok til ikke at spørge. Det gik sgu da i vasken. Mens AmarOrama er dygtig både nationalt og internationalt og spurter Amager og Færøerne rundt og Maren og de andre kraftedeme gennemfører et rædselsfuldt løb, så sidder jeg her (æhm… ligger, for jeg blogger altid fra sengeleje, det gør man altså, når man er arbejdsløs… som jeg er lidt endnu) og bliver mindet om min egen fiasko, hver gang, jeg kigger på sitet. Og det er sgu da min egen skyld. Og dermed mig selv, der bestemmer, at jeg da bare kan pille det skide projekt ned fra blogmenuen her til venstre og forbigå det i tavshed.
Men nu får det lov at stå. Og så kan I få resten af historien.
Sidst, jeg var i nærheden af det projekt var i et anfald af sukkerchok først i juni, tror jeg, hvor jeg gik forbi Imerco, der havde en badevægt på tilbud. Jeg vendte den, drejede den. Og jeg havde faktisk smidt fire kilo – skulle den ikke dokumentere yderligere tab? Og få mig tilbage på rette kurs? Den var ret fin. Retro, ikke noget digitalt crap. Hvilket endte med at fælde den. For hvem gider smide 100 kroner efter noget sladrehank, der ikke engang kan sladre på grammet aflæseligt. Jeg stillede den tilbage på plads – og afviklede således åbenbart også resten af mit positive mindset, der gjaldt det der med at smide nogle flere kilo og komme i form.
Siden er det gået ret meget ned ad bakke. Eller. Måske skal man sige op ad bakke. Noget er i hvert fald gået op. Min appetit. Og min evne til at slukke for selvdisciplinen. Farlig cocktail. Og come Roskildes afslutning var det ikke så meget bøvserne fra de daglige flæskestegssandwiches, der tyngede, som livremmen, der strammede. Så den droppede jeg. Livremmen. Og opdagede, at de denimshorts, der var købt for løse (i et forsøg på at camouflere, at min røv aldrig bliver bredere end min talje… don’t ask, men det ser så ærgerligt ud, at jeg var desperat), pludselig kunne holde sig selv oppe. Praktisk, tænkte jeg i mudderet, da jeg pakkede bæltet væk. Bælter og Godik-toiletter og fadøl duer alligevel ikke sammen. Oh my gosh, tænkte jeg senere, da jeg tilbage i København, renvasket, fangede et blik af mig selv i en butiksrude. Eller også var det i et Facebook-fotoalbum. Måske var det begge steder. I hvert fald har jeg aldrig set noget lignende. Eller, i hvert fald har jeg aldrig mødt så bred en kæbe uden for Buddy Holly-dørvagternes dækningsområde.
Det er som om, jeg er vågnet op. Efter halvanden måneds søvn. Og har fundet ud af, at man ikke uden afregning kan have hele dage bestående af fabriksproduceret kost, der aldrig har set skyggen af natur. Eller kan have et lidenskabeligt forhold til creme fraiche, kakaotoppe, bag-selv-croissanter og “forårsruller”, hvis man gerne vil have en talje også. Eller ustraffet kan have mange ‘artige’ dage, hvor man helt lader være at spise for at nulstille ædedolkeri. Det taber man sig i øvrigt ikke af, hvis nogen var i tvivl.
De dage, hvor jeg ikke gider love mig selv utopiske løbeture (har ikke løbet efter andet end bussen siden 2006), men alligevel går på grillen, handler det som regel om, at jeg godt må ‘unde mig selv noget godt’. Enten for at fejre. Job. Lejlighed. Veloverstået Roskilde. At have gjort rent. Den slags. Eller også at ‘jeg jo fortjener noget godt, når nu’… Når nu flotfyr79 er en røv. Når nu min mor er syg. Når nu min veninde har overfuset mig. Når nu, når nu…. når nu.
Jeg er træt af mad. Af crappy mad, som jeg slet ikke holder af, men som jeg kan blive så ør ved tanken om, at jeg tror, at jeg holder så meget af det, at det skal markere både fejring og opmuntring.
Ceci n’est pas une blogindlæg. C’est l’offerrolle. Og det var en af de tekster, der burde ryge i dagbogen, men dagbogen er brændt, og nogle gange er det nok at være lam at høre på på bloggen, for så behøver jeg ikke klynke i virkeligheden. Hvor rigtige mennesker jo også skal trækkes med mig.
Jeg er bare ikke klar til at slutte fred. Til at indstille mig på, at jeg resten af livet skal have mærkatet – udover en masse andre mærkater – “stor”.
Dette skrives mens jeg er helt forsikret om, at jeg, når dette er publiceret, sidder med snablen i en kop kaffe og hænderne gemt under lårene i bullet proof forvisning om, at uanset hvad jeg bruger dagen på af ærinder og kaffedates, så er det et spørgsmål om tid, før jeg indtager et eller andet idiotisk.
Kender I det med, at man siger om tykke, at de æder deres følelser? Har I også grinet lidt af den pittoreske talemåde? Det har jeg. Jeg har bare lidt svært ved at grine helt så oprigtigt med lige nu.
.
Jeg er en af de svært overvægtige. Jo, det passer. Min BMI er over 30 – heldigvis er kiloene ret veldisponerede, og det sidste år har jeg tabt 20 kilo, hvilket har hjulpet på helhedsindtrykket. Jeg får en masse komplimenter, fra venner og fremmede, og selveste Mads Mikkelsen gav mig elevatorblikket med et ‘whazzup’-smil til følge (han kunne så kun se min overkrop, da jeg sad ned i en kaffebar, og derfor så han ikke gigarøven og lårene, men who cares. Et elevatorblik er et elevatorblik).
Men alt det var glemt, da jeg i går oplevede følgende.
1. Står foran kiosk, da mor med barn i cykelsæde holder ind. Drengen siger ‘chips’ og peger på ruden. Moren kigger på mig, mens hun siger: “Nej, du må ikke få chips, for så bliver du så tyk, at du kan rulle. Det vil du da ikke have, vel?” Taktak. Jeg havde ikke chips på mig. Lortedame. Det dobbeltmoralske var, at de skulle ind og købe is – det bliver man åbenbart ikke tromlefed af at spise? Hvad er det dog for noget at lære sit barn?
2. Sidder og venter, da 4 store knægte/små mænd kommer cyklende, én i ladvogn. Ladvognlortefilipensidioten folder hænderne til en tragt, laver en fanfare og råber ‘fat in sight. fat in sight’, hvorpå han peger på mig og de allesammen griner.
… hvad vil jeg fortælle med det her?
Ved jeg ikke. Blev bare så ked af det. Folk er neandertalere.
Hæng i, hvis du virkelig har lyst til at tabe dig, og ellers så ser du sikkert dejlig ud, som du er – det vigtigste er i sidste ende ens udstråling. Jeg har følt mig godt tilpas i lang tid, og det har folk reageret ekstremt på.
Jeg synes du er smuk. (og tyndere end mig)
Men jaja, kender godt følelsen. Sign me up too, til den der opvågning.
Jeg synes, at du er sød.
Åh, det er aldrig slemt at opdage, hvor lidt selvdisciplin man har. Føler med dig. Jeg har lige ædt en pappizza til morgenmad, hvis det man trøste. For ganske nylig var jeg til fest på min gamle skole, hvor jeg fik den mest nederen kompliment nogensinde “ej, hvor er du blevet smuk og kvindelig, efter du har fået barn, Katinka! Det klæder dig virkelig godt ikke at være helt tynd. Du var alt for tynd før.” Men jeg er begyndt at tænke, at jeg bare skal tage lidt fra, hver gang jeg æder noget klamt. En halv cupcake i stedet for en hel, en burgermenu, men UDEN mayo osv. Desuden må EN grøntsag om dagen tælle for 6, hvis man virkelig ikke gider æde dem? Ja, jeg bliver noget aldrig coach.
Jeg er så glad for at folk med både talent og børn spiser pappizza til morgenmad. Virkelig.
Damn it Dines du får mig til at tænke. og mærke efter, jeg snupper lige en tur på vægten før jeg siger mere: Fuck siger jeg så nu.
Seriøst, lad os gøre hvad der skal gøres, sammen? og hver for sig, men lad os sgu da gøre noget, for no fucking way skal det lykkedes min værste fjende at få mig til at tage 3 kilo på, bare fordi at sukker smager godt. Kom nu for fanden da. Hvis ikke du er med, så gør jeg det sgu selv, men jeg aner ikke hvordan man gør. For jeg hader at løbe. Men jeg elsker at cykle, og så må jeg jo bare lære at elske de muskler jeg får af det. Jeg sværger min mandlige læge er misundelig på mig. Jeg tror jeg for det første vil til at spise de grøntsager jeg plejer at købe. Kom så, det er fandeme nu, og ikke i morgen! Nu, livet begynder nu. NU!
Jeg ville gerne sige noget klogt, men jeg ved simpelthen ikke, hvad det skal være eller hvordan det skulle formuleres. Så jeg klapper dig bare blødt i røven og fortæller, at det nok skal gå alt sammen alliwl. Stor eller lille. Tyk eller tynd. Smukke menneske!
Uh, det lyder bekendt det der. Min bortforklaring pt. er australsk vinter. Og når de nu for pokker ikke kan finde ud af at isolere deres huse så må der jo noget andet (tommetykt fedtlag?) til at holde kulden fra de indre organer.
Advarsel! Læs kun videre hvis i humør til flueknepperi om fransk grammatik:
Projekt er masculin så “Ceci n’est pas un slankeprojekt”.
Rolle er også hankøn, men offer starter med en vokal så der trækkes sammen = “l’offerrolle”
Øh, blogindlæg, pis, kender ikke det franske udtryk så lad os bare sige at det er hunkøn.
Jeg elsker flueknepperi! Og jeg vil ændre det snarest muligt.
Meeeen (..trykker monoklen ned om næsen) – men kunne også indvende, at eftersom Dines’ overskrift er en reference til en vis M. Magritte og hans “Ceci n’est pas _une_ pipe” så kunne man måske godt være vovet og ofre den korrekte grammatik for at bevare så meget som muligt af tekstkildens form. Det er frækt – jeg ved det. Men også lidt frisk!
Jeg elsker denne debat! Mere!
… og hvor står vi, når det kommer til l’offerrolle? Er meget vild med samnentrækningen.
Jamen, rôle er hankøn på fransk, og da sammentrækningsreglen gælder som Ibisdamen skriver, så det er klart mest korrekt at skrive “l’offerrolle”. Der er ikke samme interkulturelle henvisning i “offerrolle” som ved “Ceci n’est pas une pipe” og som motiverer til at gå på kompromis med grammatikken.
Et lidt svagere argument mod grammatisk korrekthed kunne dog være, at adskillelsen af “le” og “offerrolle” på en underspillet og lidt ironisk måde fremhæver det franske islæt i udtrykket, fordi artiklerne (un, une, le, la) i vores (manges..) bevidsthed symboliserer noget ærkefransk. L’offerrolle er korrekt fransk – Le offerrolle er en ironisering over fransk.
Men – sådan et sindssygt vovestykke kræver integritet som skribent for ikke at gøre læseren i tvivl om, hvorvidt man er genial eller bare sjusker lidt med den franske grammatik.
Jamen. Har jeg mon integritet nok til at ironisere over fransk!? (elsker stadig jeres flueknepperi efter min klagesang her – mere!)
Så har jeg lige været lidt rundt på det der internet for at blive genoplyst om udtrykkene for den ene og den anden slags oversættelse. Altså formel ækvivalens (tekstnær oversættelse) vs. dynamisk ækvivalens (indholds og betydningsorienteret oversættelse). For så kan jeg da i det mindste blære mig med at jeg har haft oversættelsesteori engang for en del år siden. Jeg må nemlig desværre indrømme at jeg tydeligvis er faldet i formel-ækvivalens-fælden, fyyyyh. Det blev der kimset ad (http://www.b.dk/viden/kimse) allerede dengang i begyndelsen af nullerne.
Eller sagt på anden vis: Anne har nogle rigtigt gode, solide og korrekte pointer…
Jeg har været ligesom dig. Det har jeg virkelig! Typen der kun kan løbe hvis de hører isbilen.
- Det handler bare om, at sætte dig mål du kan leve op til. Sig du gerne vil tabe dig 1 kg. om måneden, eller du gerne vil forsøge at spise en god og nærende morgenmad hver morgen i en uge, så alle mellem måltiderne ikke sniger sig op på en. Du kan godt. Jeg ved det. For jeg kunne godt.
Al bitterhed forsvandt et øjeblik da jeg læste dette indlæg.
Nu er spørgsmålet om du bliver vanvittig gal hvis jeg linker til det? For godt nok er jeg en røv, men så bred en røv er jeg heller ikke.
Bethany
Ehm. Det kommer da an på, hvad du vil skrive med linket. Foretrækker da, at du ikke hænger mig ud, men nettet er jo et frit sted, Bethany, så du gør lige, hvad der passer dig/sig.
Vil bare lige sige, at i mine øjne er du for fed… på skrift. Det er så megagribende at læse det du skriver, og selvom jeg ikke kender dig IRL, så vil jeg gerne state, at rigtige mænd tænder på kvinder der vejer noget mellem ørene. Selv laver jeg hjemmelavet is midt om natten og forsøger helt at skubbe tanken væk, om at kæresten skal føde og dermed taber kiloene igen, mine sympatikilo bliver nok et evigt minde!
Må jeg anbefale Weight Watchers? Ved godt det måske er lidt “tabu” og noget folk kun tænker, er for dem der er virkelig, virkelig store og ikke kan tabe sig “selv”. Men det er det altså ikke. Og man taber sig også “selv” ved WW PLUS det virker og det går hurtigt.
Jeg var ikke meget overvægtig, men lidt var jeg da og jeg havde det ikke længere godt med at kigge mig i spejlet. Jeg har siden marts tabt mig 12 kg og det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort og investeret i mig selv.
Ellers var jeg bare blevet siddende i sofaen og havde “belønnet” mig selv med chips og kager, hver gang det var synd for mig, jeg var tyk.
I hear you!
Engang var jeg meget tyk. Alligevel tog jeg i byen en aften og flirtede stort med en dejlig mand. Så tog fanden ved mig. Jeg tabte 40 kilo på 5 måneder. Intet motiverer som udsigten til sex.
Siden er jeg holdt op med at ryge og har spist forkert gennem en vinter hvor jeg blev mor og mistede mine bedsteforældrer. Og jeg kan bare ikke finde motivationen til at rette op på det. http://www.madlog.dk hjælper dog en smule.
Jaja. Jeg spurter måske nok. Men speedæder mig til gengæld også igennem et større kagebord hver eneste dag. Færøerne er farlig for figuren.
Fuck mand, det er fandeme ikke for sjov. Det er det jo aldrig når noget ikke går som man havde håbet, men det gør det sgu ikke nemmere at så mange er en del af det.
Men det er jo desværre pisse svært, og synes absolut ikke du skal have det dårligt over at det ikke er lykkedes (denne gang). Hvis det der med at tabe sig var så enkelt, var det nok ikke så stort et problem for SÅ mange mennesker.
Det er da egentlig meget fornuftigt det her : http://fpn.dk/liv/article2406029.ece