For en måneds tid siden (ok, to) sagde en flot betitlet kvinde til mig, at jeg skulle skrive. Sådan rigtigt. Med henblik på udgivelse i mere professionelt regi end WordPress. At Dines allerede er en fiktiv karakter, bygget på mig eller ej, og at hun med en mere gennemarbejdet, bevidst pen godt kunne spille samme lille rolle i litteraturen, som hun gør i blogsfæren. En spændende kvindestemme, det kaldte hun Dines.
Jeg gik direkte hjem til paralysen på sofaen. Lammet af skræk har jeg ikke skrevet noget af værdi – og det meste af det, der duede bare lidt, har I alligevel fået her. Egner mig, uden helt at vide hvorfor, ikke til at holde tilbage og gennemarbejde og bygge ovenpå, selv om jeg satans gerne vil.
I fredags læste jeg i Weekendavisen et citat af forfatter og blogskriver Asta Olivia Nordenhof, som om noget coinede den splittelse, jeg oplever, hvis jeg skal til at skrive noget længere.
Blogs generer en anderledes skrift. På bloggen er der plads til en anden umiddelbarhed, en større fejlmargen. Min blog er et ekstremt ujævnt portræt af et menneske, jeg ikke er sikker på ville kunne rummes i en bog, blandt andet fordi en bog er en afrundet form. En blog kan stable udsagn på udsagn i en uendelighed (…). Den kan lettere rumme den humørsyge, jeg har i mig.
Men hun gjorde det lissom alligevel, skrev bogen. Men lidt mere innovativt end bare efter opskriften skrivehi, skriveblokade, udgivelse, book launch, anmeldelse, slut. Der var flere stop på vejen, og den sluttede ikke ved anmeldelserne. For siden bogen ‘Et ansigt til Emily’ udkom med tekstbidder fra blogindlæggene, har dens tre karakterer levet videre på bloggen. Og så sagde hun noget til avisen, der fik mig til ikke at føle mig helt så skizo, som jeg nogle gange gør, når jeg opdager, at jeg vitterligt har spaltet personen Dines ud af mig selv… fordi hun er hemmelig for dem, der virkelig står mig nær:
Der står intet på bloggen, som er løgn, men jeg oplever den alligevel som fiktion. Hver gang man sætter sig for at skrive, skaber man en ny virkelighed.
Nå, men hvis vi nu sagde, at I godt havde bemærket, at der på det seneste var længere og længere mellem de personlige indlæg, hvor der er noget på spil for mig som skribent, skulle vi så ikke sige, at I bar over, fordi I nu vidste, at jeg sparer op og gemmer væk og bygger op til et større projekt, som jeg formentlig knækker halsen på, men som jeg ikke desto mindre kaster mig ud i.
JA! Jeg tror på projektet.
For fanden, tak, det er vigtigt. Indspark modtages fra alle!
Jeg tilgi’r uanset. Men jeg tror nu ikke, du knækker halsen. Jeg tror, du bliver klogere, og vi bliver underholdt. Godt underholdt endda. Go for it, du skriver fabelhaft, så bare bliv ved. Både her og der.
Jeg bliver ved så. Over det hele!
Det er jeg glad for at høre. Det skal nok blive godt. Hurra!
Haha, du er sød. Får måske brug for noget coaching undervejs.
Jeg synes, det lyder spændende. Kan sagtens tilgive dig.
Det er jeg glad for at høre! Var nødt til at proklamere projektet her, fordi… eh, ja, det gik ikke så godt at gå og putte med det. Lidt for let at lade være.
Det er dagens bedste nyhed. Dines, nu som noget man kan tage med sig i papirform, og stille på hylden, hvor hun bestemt vil pynte. Forestiller mig det bliver en nye studentergave klassikker, i stil med Strunges samlede! God skrivehi, skriveblokade, booklaunch og anmeldelse.
Ej, ej, ej, nu må vi se, ikke! Men tak. For troen.
Åh, det håber jeg sådan at du gør. Altså ikke knækker halsen, men kaster dig ud i det og lærer at flyve, selvom du tror, du ikke kan. Jeg vil gerne forudbestille et eksemplar.
Jeg skriver den lige først, så kan vi snakke om forudbestilling. Hænger dig ikke op på det
Dines for fanden, skriv nu bare. Det klær dig ikke at være beskeden. Selvfølgelig kan og skal du skrive en bog. Hvad ellers?
Jeg er ikke beskeden, det ligger ikke til mig. Jeg er praktisk indstillet. For der er ingen garanti for, at det her kommer til at gå godt.
Jeg vil gerne melde mig som køber på forhånd! Det bliver godt, det kan jeg mærke.
I er for vilde. Tak. Vil gerne lige understrege, at jeg ikke fiskede efter alle jeres roser, da jeg postede det her indlæg. Det handlede mest om at gøre projektet til noget rigtigt – ikke bare noget, der eksisterer inde i mit hoved, hvor der ved gud ingen forpligtelser eksisterer.
Hvor er det bare fantastisk fedt, Dines.
Og hvad så om det ikke bliver udgivet? Det er at afprøve sine egne vinger, og det er altid en god ting. For det KAN jo være det rent faktisk bliver udgivet.
Jeg tror på dig. Og lover at bære over. OG at købe bogen. OG jeg krydser fingre for dig.
God pointe. Jeg tester bare vingerne. Verden brister nok ikke, selv om de gør. Tak skal du have, du trofaste læser!
Glæææder mig til at læse det, du brygger på.
Jubi! – Og lidt mere nede på jorden: Hvad har du at miste, som virkelig ville være en katastrofe? Du har sandsynligvis langt mere at vinde, når det kommer til stykket. Om ikke andet så må det give utrolig meget mening, det der med at have et projekt, som er ens eget og som man skriver på med (større eller mindre – sådan for at være lidt realistisk) lyst – og ikke fordi, at man ellers ikke får sit skide afgangsbevis. (Hrmpf dumme speciale.)
Haha. Elsker at være i kontakt med specialeskrivende mennesker – I kan relatere det meste til de gigaopgaver. Men husk, at du vel også valgte specialeemnet ud fra interesse engang, ikke? Hjælper det? Nå, ikke? Hm. Men så… det skal nok gå alligevel, ae ae.
Sådan!
Verden har brug for endnu en blogroman. Hvem kan glemme næsten-nobelprismodtageren Singleton aka Marlene Weybølls to bøger.
Jeg har ikke kommenteret på din side før, selvom jeg er trofast læser. Bliver altid lidt glad, når bloglovin fortæller mig, at der er nyt fra dig. Som mange andre allerede har sagt, vil jeg bare sige tillykke, og at jeg uden tvivl vil købe den bog. Sejt mand!
Jeg står forrest i kø for at købe din bog – og få din autograf på mine patter, hvis det på nogen måde kan virke motiverende?
Du skriver fantastisk, og det kan kun blive helt specielt og fantastisk.
Du må få min autograf på dine patter, om jeg så skriver en bog eller ej. Alene fordi du kalder det patter, og ikke noget crap som… barmen.
Årh, ser først den her post alt for sent – men FEDT at høre! Det kan KUN blive godt. Sig endelig lige til, når du regner det der med handlingsforløb, spændingskurve og ikke mindst det der underlige begreb point of no return ud. For så kunne jeg i den grad godt bruge nogle pointers fra dig. Indtil da held og lykke og rigtig fan-fuckin-tastisk fornøjelse!
Wow, du er sød! Jeg regner ikke med at stifte bekendtskab med nogen af de nævnte begreber. Handling, bwaaah, who needs it!
Yeeeeaaaah!