Det virkede som en god idé. Det der med at sige til min søde, men anstrengende familie, at jeg først indfinder mig til jul den 24. Op ad dagen.
Fordi man slipper for al den larm og babysnak og pattebørnsstemning, der flyder mellem dem i juleoptakstdagene, som giver mig sådan et behov for at sidde i et hjørne og rokke frem og tilbage og være heeeelt stille. Næ. Jeg købte mig fri. Ved at arrangere et lift den 24. i stedet for en togrejse dagen før. Og nu kan jeg gå herhjemme og smække søde, personlige hilsner på de sidste tilfra-kort. Omindpakke alle de gaver, som ligner, at de er pakket ind af… teenagere i Magasins indpakningsbod (… som de er. Man skulle tro, at de havde lært at få det til at se pænt ud efter en måneds nonstop indpakning, ikke?). Gå ned i pakistanerkiosken på hjørnet, som af reasons unknown to man fører den helt rigtige ribsgelé til rødkålen – fordi jeg ved, at min mor har købt syv glas af den forkerte. Lytte til P1. Dampe min nye vintagevinterkappe fri for krøller, så jeg kan se ordentlig ud, når vi tager billeder i skovene på julegåturene om nogle dage. Krybe sammen i sofaen med kaffe, stearinlys og Tine Tholanders lækre mor-manual, som dumpede ned i mit skød til en pakkeleg for nogle dage siden (… just for the record, Tine. Din bog er ikke allerede pakkelegshadegavemateriale. Det var ikke sådan nogle mennesker. Voksne mennesker, ordentlige gaver.) Filosofere lidt over det år, der er gået.
Well. I praksis har jeg hverken skrevet søde tilfra-kort, været i nogen pakistanershop, filosoferet en skid, dampet en pind eller kigget på andet end omslaget af Tines bog. I stedet tilbringer jeg 23. december med tømmermænd og drageånde og fedtet pyjamas i min sønderskudte lejlighed, i tudehumør over Nogen, der igen-igen har demonstreret, at han ikke fortjener mig. Med tyndskid efter alt for mange mandariner, fordi jeg ikke gider bevæge mig ud efter propre fødevarer. Mens jeg følger jeres statusupdates, som I indfinder jer i provinsen og klager over larm og pladsmangel og anstrengende familier. Og I elsker det. Og I har slet ikke tid til at læse det her. Fordi I er hoppet med på den kollektive neurose og nu sidder og taler babysprog og generer jeres single, barnløse kusiner med pludder og smalltalk og gode intentioner. Jo, I er, og jo, I gør.
Og ved I hvad? Nu savner jeg min mor.
hvis nu jeg mødte dig, og kendte dig (for det er lidt upassende at kramme folk man ikke kender), så ville jeg give dig et stort kram nu (:
Læst! Får jeg så mandelgaven?
Glædelig jul
Altså vi er nogen, der sidder på arbejde og slet ikke skal til provinsen, før efter juleaften er overstået.
Ps. der er altid plads til éen til i Forstaden til risengrød med rød saft lillejuleaften, er ret sikker på at Hr. F og unge gerne deler i hvertfald. Jeg skal ikke nyde noget af en ret der i den grad ligner noget der har været spist en gang før.
Åh, hvor er du sød! Har heldigvis et stående tilbud om lillejuleaftenshygge hos min venindes forældre i naboopgangen
Men nu har jeg pludselig ikke så meget lyst til risengrød…?
Jeg sidder på et tomt universitet og skriver speciale. Og jeg er gravid, så kan ikke engang mande mig op til familiejulen med en god gang druk i aften *suk!* I det mindste smitter sønnikes juleglæde mig nok i morgen.
Du får et kram, hvis du giver mig et igen…
P.S. Aner ikke hvordan din situation er. Men der er grænser for hvor mange gange NogenSOMHELST skal få en til at græde.
Kram hermed sendt af sted!
Vigtigt: Tudehumør betyder ikke, at jeg tuder! I øvrigt nåede han at ringe og sige noget sødt. En lappeløsning, der virker. Jaja… jeg ved det godt…
Glædelig jul til dig fra Dørmåtten!
Jeg skal skrive opgave hele dagen, og jeg sidder med samme følelse. Jeg vil hjem til min moar og være i familiens skød, nu hvor det er så tæt på jul. Men det må vente et par sider eller fem… håber du finder på noget rart at lave!
Bøgernes verden opslugte mig. Slet ikke så dårligt.
Fuck Nogen!
Jeg meldte mig frivilligt til at hente farmor, så vi kunne mødes hjemme ved mor og far til røget ørred, hvilket var sejt, fordi det viser at vi da ‘skider på traditionerne’, selvom det er traditionsbundet, at vi tilbringer 23. ved mine forældre med farmor til hygge.
Ørreden var kun halvt røget, den anden halvdel var rå og min far var stiv. Ikke på den hyggelige julemåde, men som en alkoholiker der ikke kan håndtere alt det der følelsespladder er stiv. Dumstiv kan man kalde det.
Havde nok foretrukket selv at være den stive, hvis jeg havde vidst det var en mulighed. Hellere ødelægge aftenen for de andre uden at indse det, end være en af de andre.
Jeg håber ikke for nogen, at jeg en dag møder ham i en mørk gyde. Med mindre self, at han har en lappeløsning klar til mig…
Pingback: Handyråd søges « Infotainment « DINES die INFOTAINER