Bedre end Helle Helle

Måske var det meget godt, at de ikke lukkede mig ind på Forfatterskolen, dengang jeg forsøgte. For nu har jeg læst debuten fra Stine Pilgaard, en af dem, der faktisk blev vejet og fundet tung nok det år. Eller, læst og læst. Inhaleret, slugt er måske mere ordene. Og hun skriver mine pointer meget bedre, end jeg selv ville kunne.

Det er ikke fordi der sker forfærdelig meget at skrive hjem om på de 168 sider i “Min mor siger”. Kvinde kyles ud af sit parforhold, kvinde flytter hjem til sin far, kvinde ignorerer sin mors nærmest karikerede mangel på pli og går til lægen og forsøger at jagte en diagnose på sit vakuum, men lægen er mere sådan én som leder efter fysiologiske forklaringer på det hele. Måske er hun aseksuel, foreslår lægen, og selv om kvinden ikke føler sig aseksuel vil han hellere rede ud, hvorfor aseksualitet er så svært at forske i, end han vil forholde sig til at kvinde pludselig giver sig til at hyle.

Det lykkes kvinde at komme videre – hvordan må I selv læse, men hvorfor forbliver et mysterium, for hun handler ikke. Bortset fra når hun ryger i detentionen eller ringer til eks-kæresten og knalder røret på. Eller når hun holder mikrofonen, mens hendes hukommelse – Søhesten – guider læseren rundt i hendes krop og lader organerne tale i imponerende monologer. Indskudte afbræk uden for tid og sted, der bare spytter ord og minder og observationer ud og efterlader mig så ordløs, at jeg måtte læse alle disse passager igen. Sagde hun virkelig det? Det er ikke bare mig, der bliver voldsomt irriteret, når jeg hører folk referere til bøger, som jeg ved de kun har læst omslagsteksten på – ikke kun mig, der kan få lyst til at lave en scene på en restaurant, når folk insisterer på at tage billeder af maden?

Selve historien er som sagt til at ridse op i ganske korte sætninger, og umiddelbart tænkte jeg åh-gud-endnu-en-ung-forfatterinde-der-tror-hun-er-Helle-Helle. Måske primært fordi karaktererne er så anonyme eller groteske (og fordi det parforhold, hovedpersonen smides ud fra, er et lesbisk et. Uden at det nogensinde bliver italesat – undskyld bæ-ordet – for homoseksualitet skal ikke gøres til et tema, de tider er forbi i den moderne litteratur, thank God). Men Stine Pilgaard er sig selv. Og hvor Helle Helle roder rundt i en stringent minimalisme og ender i nogle lette kalorier, fordi hele meningen stod i det udeladte, og som er glemt, når man har vendt sidste blad, pærer Stine Pilgaard rundt i sine egne, mange ord og meninger og skaber et så tragisk relatable menneskebillede, ikke et kvindebillede, et menneskebillede, at jeg mere synes at man kan kalde romanen et spejl end en egentlig roman.

Jeg er forpustet. Men rolig til mode. Fordi jeg har fået 168 siders bekræftelse på, at jeg ikke er alene med min skide hjertesmerte, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere.

Stine Pilgaard – “Min mor siger” – Forlaget Samleren – udkommer i dag. Og Lars Bukdahl er vældig begejstret… Sarah not so much.