Ved I, hvad det bedste ved blogging er?
Selviscenesættelsen? Læsertallene? De tusindvis af reklamekroner, der skyller ind over mig (not)? At blive nævnt i Politiken? Næ. Det er kommentarerne. Dem, der siger bare en lille flig om jer på dette site, som ellers handler om mig. Jeg tjekker bloggen flere gange om dagen for, om I har kvækket noget – også de dage, hvor jeg selv er tavs. Dialogen, for fanden, den er så vigtig. Det er sgu da derfor, at man sender ord ud i verden. Fordi de måske kommer tilbage til én i en ny form. Enten med ny pseudoviden fra vonhörensagenskuffen på, som dengang med margarinen. Eller med skældud på, som dengang med homovielserne. Eller i selvsving over børnenavne.
Forlaget Samleren har været så søde at donere et eksemplar af Stine Pilgaards “Min mor siger”, som jeg anmeldte i går, og den kan du vinde. Ude i butikkerne koster den skam 199 kroner, det er altså ikke en pjece, vi snakker om her. Og ja, vi kan godt kalde det en give-away. Men jeg er ligeglad med, om du skaffer mig flere læsere eller giver mig et link på din egen blog eller retweeter mig, som give-aways vist normalt handler om. Jeg vil bare gerne høre fra dig. Derfor: For at deltage i konkurrencen skal du lægge et stykke af dig selv i kommentarfeltet. Det kan være en lille remse om, hvorfor din yndlingsbog er din yndlingsbog. Eller det værste, du nogensinde har sagt til din mor. Eller en udredning af, hvad du egentlig lavede med de to transer i Lloret de Mar. Eller noget helt fjerde. Det kan være kort, det kan være langt, alle bud accepteres, også de anonyme, så længe der er hjerte bag, og så længe det handler om dig, ikke mig.
Ordet er jeres. Indtil onsdag klokken 12, hvor jeg kårer den bedste. Ud fra parametre jeg ikke helt har fastsat endnu. Go!
Lige nu sidder jeg på en cafe med en kop sort kaffe og Kirsten Hammanns “Se på mig. Kl 3 skal jeg til åbent hus på Forfatterskolen. Jeg har drømt om at søge ind hvert år i over 10 år. Jeg tør ikke. Ikke endnu. Men nu skal jeg derud i dag og måske er det første skridt.
Jeg håber i al hemmelighed, at skolen føles helt forkert i eftermiddag, så jeg endelig kan slippe den drøm og blive tilfreds med mit kontormusliv.
Den lader vi lige stå lidt.
Kan du anbefale “Se på mig”? Er bange for, at jeg for længe har sat hende i kategori med Hanne-Vibeke Holst. Det er der ingen grund til, vel?
Jeg syntes ikke, at Forfatterskolen var et ret rart sted at opholde sig, når man ikke selv var en del af elevskaren. Jeg fandt det faktisk direkte ubehageligt. Men det afholdt mig ikke fra at søge, for den uddannelse, man får der, ville jeg så gerne have. Den gik ikke, men jeg har ikke længere den der “åh, måske var det i år, at jeg skulle prøve”. Det er rart at trække læsset, prøve kræfter med de hårde odds, få det ud af verden og klappe sig selv på skulderen.
Må lige indskyde at du bør læse Hamman. ‘Se på mig’ er så fin, og man stryger gennem de mange sider. Havde svært ved at lægge den fra mig igen. Slet ikke Holst.
Noteret.
Jeg synes til gengæld at “Se på mig” er noget så intetsigende. Med det forbehold at jeg ikke har læst den færdig. Jeg gad simpelthen ikke mere, og det er sjældent at jeg ikke læser en bog til ende. Jeg synes det er trivialiteter side op og side ned. Tilslutter mig Erik Skyums vurdering i denne artikel (tredje afsnit):
http://www.information.dk/284613
Skyum, Schmyum:-). Stoler generelt ikke på folk der ‘møder værket’…
Og ja, den er letbenet, men jeg synes den er det på en god måde. Og nu skal jeg nok forsøge at holde min kæft.
Jeg har for et par dage siden meldt ud på min blog at min psykolog stopper. Det synes jeg at jeg er kommet ret udmærket rundt om uden at udlevere for meget af mig selv og samtidig håber jeg at udmeldingen kan være med til at trampe endnu mere på det tabu der stadig ligger i at få hjælp til selvhjælp når noget gør for ondt indeni… Kan ses under titlen “En hyldest til Coaching…” knus fra mig. Elsker din blog. Elsker din sublime evne til at formulere synspunkter slash synsvinkler.
Jeg deler gerne lidt ud ag godteposen, for at vinde den bog…
F.eks er det værd at bemærke, at selvom min mors søster er gift med min fars bror, og hele familiesammensætningen har et mærkeligt twist af incest, så er jeg blevet rimelig normal. Det skal siges, at hvis man har det stramt med sin familie normalt, så skaber det et større pres når alle er søskende, og ens fætre og kusiner har samme bedsteforældre som en selv…
Ha! Du forstår ikke, hvor godt jeg kender den slags familieindviklinger…
FEDT! For efter din anmeldelse i går gik jeg fluks på nettet for at bestille den på biblo – men kunne ikke finde den! Og jeg har ikke råd til at købe bogen, å nu håber jeg, jeg vinder.
Et stykke med mig selv… Bum bum. Bliver et stykke med bart! Jeg er opvokset i et parcelhuskvarter omgivet af ligusterhække og var derfor vant til at spankulere nøgen rundt. Det fortsatte jeg med, da jeg flyttede hjemmefra på kollegie, i en fin kollegielejlighed med min veninde. Jeg gik altid nøgen rundt, og vi boede på 1. sal, så jeg var sikker på, at man ikke kunne se noget. Efter et halvt år og lige inden jeg skulle flytte igen blev der holdt tour de chambre – en event som hverken min veninde eller jeg skulle deltage i, da vi ikke regnede med at være hjemme. Det var jeg så alligevel, og det gik hverken værre eller bedre end at fredag aften bankede 15 drenge (det var stort set et drengekollegie) på min dør og spurgte mig, hvorfor i al verden jeg dog ikke var tilmeldt tour de chambre og kunne jeg så lige komme med. Jeg fulgte med ned i lejligheden som lå i stueetagen i bygningen overfor mig. Jeg syntes godt nok at folk trak lidt på smilebåndet, når jeg sagde, hvor jeg boede, og særligt bed jeg mærke til en lidt underlig kommentar om at vi gik meget rundt oppe i lejligheden. Og så kiggede jeg op og opdagede, at jeg havde glemt at slukke lyset i lejligheden – og at man kunne se ALT. Jeg havde med andre ord gået og flashet røv i et halvt år. De sidste 14 dage, jeg boede der, var jeg nok kollegiets mest tildækkede beboer. Og med røde kinder.
Kan godt lide den indledende præmis om, at man ude i parcelhuskvartererne er vant til at spankulere nøgen omkring! Jeg er også vokset op sådan et sted – men fuldt tildækket
Nu kompenserer jeg og vader tit nøgen rundt, selv om min lejlighed placeringsmæssigt i min boligforening minder om scenen på et amfiteater.
Jeg kan berette om en dugfrisk begivenhed. Familiebrunch på en klassisk café i Odense, en begivenhed der blev blæst så meget op, at jeg på trods af mine tyve år fik påtvunget sengetid før midnat. Det var familiehygge, en smule på komando til at starte med, hvor den prægtige buffet skulle beskrives med lidt for brede smil og lidt for højfrekvente hvin over den varmrøgede laks. Snakken flød fint, velformuleret, som det nu passer sig for den akademikerfamilie jeg kommer fra, differentialregning og gymnasie-reformer blev ivrigt diskuteret. Indtil et lille ømt punkt rammes: Logistikken for familieferien. Min far, der lider af kronisk speeder-fod, ønsker en kør-selv-ferie, min mor, søster og jeg, der konsekvent sidder med angst og sorte pletter for øjnene når speedometeret passerer 130, vil gerne flyve til destinationen. Diskussionen bliver hidsig og overophedet, men dog stadig diskret, indtil en henholdsvis stædig og trist tavshed lægger sig over selskabet.
Hun går ud på toilettet, formentlig for at tvinge et par tårer tilbage.
Han går op og betaler.
Jeg var sytten år og var ikke den store tyller når jeg gik i byen, men jeg kendte alle udsmiderne og bartenderne på mit lokale diskotek, for jeg kom der tre dage om ugen – og en lørdag besluttede de så, at jeg skulle være bare lidt fuld. Jeg havde fået smag for Southern Comfort, så de havde købt en flaske, til mig, helt alene.
Jeg husker ikke så meget fra den aften, mest noget med at sidde ved toilettet og bagefter blive båret ud for at få noget luft. Og så at vågne i en politibil ved firetiden om morgenen. Hvorefter jeg måtte en tur i detentionen og sove brandert ud. Mine forældre var nemlig ikke hjemme og alle der var gamle nok til at tage sig af mig, var for fulde. Og de som var ædru var ikke gamle nok!
Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at ringe til min oldemor, hvor mine forældre var på besøg. Jeg bad om at snakke med min mor, som lyttede til min historie – og så bad hun mig om at fortælle min far det. Som grinede højlydt og længe, da jeg var færdig (og jeg er næsten HELT sikker på, at min oldemor lyttede med på sin egen telefon på etagen ovenover).
Efterfølgende blev min mor og jeg enige om, at jeg nok lige skulle holde en pause med det der byhalløj, og jeg holdt mig i skindet i tre uger. Så blev hun træt af at se på mig og sagde en fredag: Smut nu afsted, du er jo ved at blive rundtosset af at gå i cirkler. Hvorefter jeg spurgte hende om det, jeg var så nysgerrig efter at vide: Hvorfor hun ikke var blevet vred og havde skældt mig hæder og ære? Hvortil hun svarede: Kære skat. Jeg kan jo ikke give dig en skideballe med tilbagevirkende kraft. Jeg kan bare håbe på, at du har lært noget af det her.
Og den kække læser har nu sikkert længe spekuleret over, hvorfor jeg overhovedet fortalte dem det her. Ser du/i, min far kører taxa i min hjemby og kender gud og hver mand – måske endda vagthavende på politigården den pågældende aften – og jeg havde regnet ud, at han nok skulle finde ud af det på den ene eller anden måde. Og så da hellere at han hørte det fra mig.
Hvilket i virkeligheden fortæller jer mere om min mor og far, end om mig…
Ej, det siger da allermest om dig. Jeg håber, at jeg en dag får en barn, der bliver til sådan en teenager, som du var.
*Rødmer* Ja, jeg var vist nem – til gengæld rammer det som jeg ved ikke hvad når man bliver voksen, man aner jo ikke, hvordan man skal kalde folk for nogle røvhuller, når man virkelig har lyst til det, det har man jo slet ikke ingen øvelse i!!!
I dag skal jeg være mig selv. I dag skal jeg ikke til møder, jeg skal ikke være en slags overordnet for en masse mennesker, jeg skal ikke lade som om jeg har styr på en skid. I dag skal jeg til koncert med dejlig venner ind og se et fedt amerikansk punkband, som vi ellers rejser Europa tyndt for at se når de er på tour, fordi de aldrig kommer til Danmark. Men i aften er de her. Der er hverken yderst velskrevet poetiske tekster eller vanvittig teknisk kunnen i deres musik, men der er en følelse af, at nu skal vi være glade og have det sjovt. Jeg skal være fuld og synge med på alle numrene og smadre min forkølede krop, men det er ok, for i aften skal jeg ikke være hverken pæn eller overordnet, jeg skal bare være mig selv.
Og efter en meget våd aften i Dublin for 2 år siden hvor jeg 143 gange fortalte dem at vi var kommet “Allllll the way from Denmark” for at se dem, så er de nu kommet til os. Heeeeele vejen til Danmark.
Undskyld komma og tastefejl. Men i dag er jeg bare mig selv, med alle slags fejl de nu medfører.
Det lyder lidt som min datingprofiltekst, det der. Jeg er vild med det. Hav en dejlig aften. Du lyder som om, du fortjener den.
Hmmm – der her tæller sikkert overhovedet ikke, fordi det osse handler om dig… MEN alligevel:
Inspireret af dig (nej, ikke direkte – og jeg kan ikke engang fornuftigt forklare hvordan og i hvilken forbindelse – så bare glem det, selvom det passer), har jeg startet en danskblog op for mine 10.-klasse elever. Har blogget privat og totalt amatøristisk i et par år, og elsket at læse med hos alle mulige meget dygtigere bloggere. Samtidig var jeg ved at trække hår ud af mit hoved over, at eleverne ikke var til at rykke et fornuftigt ord ud af i timerne m. mindre man lossede dem i koglerne m. en jernbeslået træskostøvle. Og jeg ville gerne vise dem en anden flig af det liv der kan leves i cyberspace, end det de selv kan opdrive. Feks. ku de være så heldige at finde dig – og blive rørt og moret af dine ord, lissom mig?
Det er gået som jeg håbede – pludselig tænker de store (og små) tanker – og jeg kan kommunikere m. dem uden at sku føle jeg trækker samtalen. Og du er som en af de få på blogroll´en – de skal nemlig møde nogen der kan noget med ord – det kan du! Dine ord kan det dér særlige: at skabe det, de nævner! Nå – ja, så blev det jo mere noget der handlede om dig end om mig – men den må du så æde :0)
Men p.s.: jeg har ikke i lang tid følt mig som en succes m. min undervisning – og det gør jeg faktisk lidt nu…
Det er jo for VILDT, det du her fortæller mig!! Tusind tak for anekdoten, den vil jeg folde sammen og pakke ned og pakke op på en rigtig rainy day. Hvis du har lyst til at fortælle mere om blogprojektet og om dine overvejelser (også de indledende, det lyder spændende…), så tøv endelig ikke med at spamme dines (@) infotainer (.) dk til. Det vil jeg virkelig gerne høre om.
Og så har du fundet den film, jeg har ledt efter i årevis! Drengen der gik baglæns! Jeg så den selv i 1994, og den gjorde dybt indtryk, men jeg havde forlagt titlen et sted i puperteten. Tak for reminder.
Dines: der lander formentlig en laaaang mail i din boks en af dagene (ja, det er farligt at sige “spam mig” til mig ;0)) Tak fordi du tar dig tid til at svare og kigge omkring bloggen i al sin ufærdighed… “Drengen der gik baglæns” holder bare, selvom den er 17 år gammel. Og med elever der oplever at miste, savne eller kæmpe m. div store eller små psykiske lidelser går den bare rent ind. Vi høres… Kh Lisbeth
Sejt!
e eHvor cool at en anden dansklærer også gør det, som jeg gør. Jeg har nemlig også startet et blogprojekt op på mit danskhold på en efterskole. Det udsprang af at jeg synes dagbogsgenren er spændende og så læste de nogle uddrag af både Blicher og Nynne, og så sluttede jeg af min dagbogsgenren anno 2012, nemlig bloggen, hvor de faktisk fik et Dines-indlæg. Og det var fandme et hit.
Og så startede jeg en blog op til holdet, hvor de frit kunne poste (det er der ikke så mange der har gjort) men også hvor de løbende får opgaver om at skrive noget til. Den første var en fri tekst om det at gå på efterskole, og her for et par uger siden skulle de øve essayformen i en opgave jeg kaldte “hos bageren” Hver elev fik et stykke bagværk udleveret fx romkugle, franskbrød, medalje etc, og så skulle de skrive et essay ud fra det. Altså lidt en opgave i hvor meget man kan få ud af et meget smalt emne. Ham der skrev om knækbrød er genial!
Den er her hvis det er: http://www.derhvorkragernevender.blogspot.com
Glæder mig til at læse! Elsker, når I bringer bloggenren ind i folkeskolen!
Er ved at DØ af nysgerrighed over, hvilket Dines-indlæg, du læste for dem
Jeg kommer til at være sådan lidt kedelig og banalt lykkelig – for jeg kan næsten ikke skrive om andet end det, der har besat mit væsen i den sidste tid: at jeg har fundet en kærlighed, som jeg ikke havde forestillet mig kunne findes.
Det er virkelig ikke for at dreje kniven rundt i såret… for jeg ved, dit hjerte gør ondt. Men jeg har selv været der – det har vi jo alle. Ikke at det gør det bedre for nogen. Efter at have været håbløst forelsket i en anden mand i over halvandet år, der ikke gjorde andet end at manipulere med mig, spille spil, lege kispus, overtale mig til… seksuelle udskejelser, der ikke ligger til mig, en mand som min psykolog har kaldt psykopat – så er det altså noget så fantastisk at have fundet et helle med lune arme og strålende øjne, ro og ærlighed. Aldrig har jeg følt mig så tryg. Tiden flyver af sted, nætterne forsvinder i opslugt samtale og rødvinståge og kærlighedserklæringer. Manden i mit liv; kan jeg næsten ikke få mig selv til at sige, men jeg kan heller ikke lade være med at sige det…
Som starten af en ringe teen-romantisk-roman, så har jeg kendt ham i 10 år. Var så forelsket i ham dengang, men det var forkert og jeg var for ung og han var for forlovet. Og nu har vi alligevel fundet sammen, som de alligevel markant forandrede mennesker, vi er blevet til i tiden siden dengang. Det føles stadig så rigtigt.
… men så er det jo lige, at jeg rejser til Berlin i morgen. Skal bo der i seks måneder. Det skulle være så godt, og så er det jo bare helt vildt svært at efterlade så stor en del af sig selv i København.
Jeg glæder mig i vemoden. Heldigvis. Jeg ved, at jeg har fundet noget ægte.
Ida, det er virkelig skøn læsning, det der.
*rødmer*
Tak!
Min far jeg ikke har set og talt med i 10 år! har sendt mig en invitation til hans runde fødselsdag. Ingen personlige ord, et “jeg håber du kommer” eller undskyld for jeg valgt dig fra, men bare en standardiseret computerskrevet invitation.
Og nu sidder jeg med dilemmaet, skal jeg tage med fordi “man” nok bør gøre det?!
Hvis du ikke har lyst, så behøver du vel ikke? Har du indtryk af, at han helst ikke vil se dig?
Jeg var nok mødt op. Fordi jeg ikke gider kopiere andres dårlige opførsel (har jeg lært for nylig), men i stedet sætte eksempler for, hvordan man behandler andre pænt. Uden, naturligvis, at være hverken hellig eller få egne følelser i klemme. Gør, hvad du får det bedst med.
Et stykke af mig selv… bum bum bum.
Jeg er lige blevet inviteret til min venindes fødsel og selvom jeg er virkeligt beæret og sagtens kan se hvilken tillid, der ligger bag det, så har jeg bare ikke rigtigt lyst. Jeg har været med til fødsler før, og det er altid noget helt særligt, men åh, jeg har ikke lyst til at tage med til denne her. Hvorfor? Aner det ikke. Og hvordan siger man lige nej, ude at blive verdens allerdårligste veninde i egen optik? Kan jeg mon pakke det ind i chokolade, så det ikke føles helt så fesent? Det vil hormonella sikkert sætte pris på…
Man skal ikke tage med til noget, der er stort for andre, hvis man virkelig ikke vil. Jeg kan ikke forestille mig, at din veninde vil sætte pris på andet end din ærlighed på forhånd.
Men hvorfor vil du ikke? Og hvilke andre fødsler har du overværet? Er det noget, vi er begyndt at gøre i flæng!? Er jeg bagud…?
Vi er ikke begyndt at gå til fødsler i flæng, jeg er bare lucky like that. Tror ikke du er bagud og kan, for future use, anbefale at man holder sig i hovedenden af sengen… med mindre mareridt er højt på listen over ønsker. Ej, pjat.
Til den første fødsel jeg var med til var jeg 17, det var min veninde også og hun var helt alene i verden pga. dårligt timet (teenage)graviditet, der blev opdaget sent. Dengang tænkte jeg ikke engang at det var en mulighed evt. at sige nej.
Den anden fødsel var for 1½ år siden, da min veninde gik noget for tidligt i fødsel og hendes mand var udsendt til Afghanistan. Heller ikke der slog det mig at jeg kunne have sagt nej, men jeg stod også nærmest på Riget før det gik op for mig hvor meget for tidligt det var, hvor langt ude hele situationen var og hvor grundangst jeg egentlig var for at det var en Hello/goodbye-situation vi pludselig stod i.
Og du har da helt ret. Selvfølgelig skal jeg ikke tage med, hvis jeg ikke føler for det, men det er eddermame svært overhovedet at skulle formulere det på skrift. Jeg kunne selvfølgelig smide et link hertil… ej.
Jeg har ikke svaret endnu, og jeg skal lige have det til at rotere et par gange før jeg beslutter mig, men jeg har bare en underlig følelse i maven over det. Jeg aner virkelig ikke hvorfor, jeg ville ønske jeg kunne finde en grund, for det ville gøre det så meget nemmere at tage en beslutning, jeg kan videregive.
Nå, var ikke min mening at spamme på dig, men nu spurgte du jo…
Ved sgu ikke, om jeg tør. Det der med at lukke op for sluserne hér. Jeg er ikke sikker på, jeg kan gøre det kortfattet. Eller interessant…
Har den seneste tid erfaret følgende på egen krop:
* At jeg er blevet optaget i en hemmelig klub.
* At det fan’me er heldigt, jeg ikke er en ko.
* At jeg har Ø-kuller, selvom jeg bor i Jylland.
* At jeg virkelig må se at holde op med at pisse i bukserne.
* At en sløjfe om håndleddet betyder mere, end man lige tror.
* At jeg er en sucker for følelsesporno.
* At jeg faktisk er begyndt at lytte til, hvad min mor siger.
Tjah… Hvad mon det egentlig siger om mig? Nysgerrige er velkomne forbi min blog, hvor det meste er mere uddybet. Jeg gi’r kaffe.
… pisse i bukserne? Hvis det er af grin, så er det da meget sødt. Hvis ikke, så synes jeg da, at du skal søge læge. Eller Tena!
ha ha… det er min psyk, der siger det. Som en metafor, heldigvis. Hun siger, at det jeg gør, er som at pisse i bukserne, for at holde sig varm. En temmelig kortsigtet løsning. Så det skal jeg lade være med. Måske lidt dryp-sjatteri er ok.
Følelsesporno siger du?
Du kan få min begyndende hyldest til lithium:
Jeg har lidt af tilbagevendende depressioner siden jeg var 18 (6 år), og har lige været nede i et hul igen. Jeg har været medicineret hele vejen igennem, men lige pludselig var det som det, der før virkede så godt, holdt op med at virke. Verden var virkelig ikke særlig sjov, og bare at gå i netto kunne få mig helt ned med flaget.
Min psykiater mente ikke det kunne være rigtigt, og beordrede mig derfor på lithium sammen med det andet medicin. Jeg var ikke meget for det, for det var ikke små doser jeg fik i forvejen, men nu, en uge inde i behandlingen, kan jeg allerede mærke en bedring. Prikken over det famøse “i” er, at jeg som bivirkning har fået kuldskærhed, og det er helt vidunderligt – den anden medicin giver nemlig svedeture, så jeg har endelig normal temperatur igen.
Jeg begynder rent faktisk at tro på en fremtid igen.
Jeg læste en anmeldelse af bogen i aviseni morges, og siden har jeg tænkt meget på den. Og nu har jeg lige læst din anmeldelse, det lyder virkelig som en god bog.
Hele mor-begrebet har jeg vendt og drejet det sidste års tid. Jeg blev mor for et halvt år siden, så jeg virkelig tænkt over det at være mor, hvilken mor vil jeg være og især mit forhold til min mor.
Både hvordan min mor var og er mor, og hvordan jeg var overfor min mor. Vores forhold er kun blevet bedre, jo ældre jeg er blevet. Og underligt nok, så var det min kærlighed til min datter, der fik mig til at mærke, at jeg virkelig elsker min mor. Lige pludselig eksploderede mine følelser udover min familie og nærmste.
Jeg vil gerne dele en erfaring, der er kommet med alderen….søde Dines, du kan nok ikke se det nu, men…der er ingen tilfældigheder i kærlighed. du tiltrækker/s mænd, der giver dig bekræftelse af noget dybt i dig. Det behøver ikke være noget positivt, det kan også være en bekræftelse af “at man nok ikke fortjener bedre…” Når man i stedet begynder at fokusere på at få bekræftet at man fortjener det gode, så kommer det automatisk. Spørg dig selv, hvad dit fokus er. Og vælg det gode til. Jeg lover, det virker. Og jeg giver en, nej 2 latter og speltboller om et år, hvis det ikke gør ( store ord fra en, der aldrig bager! Og som nægter at bruge spelt, fordi hun bare synes at ordet speltkusse er så fantastisk spot-on)
Tak for en god blog. Og fordi du delte, at du naturligvis gerne vil have kommentarer – det manglede da også bare…
Åh en god ide’!
Blogger også klart mest for kommentarerne,( og bliver skuffet hvis der kun kommer få – og så bliver jeg altid sikker på, at det nok er fordi at jeg slet ikke kan finde ud af at skrive mere, at det hele er blevet kedeligt, og der sikkert aldrig er nogen der gider kommentere hos mig igen. Tal om lavt selvværd?)
Noget af mig selv?
Arh kan ikke komme på noget passende.
Men bildte engang en ekskæreste ind, at jeg havde fået gonorre’ og han skulle testes. Det sagde jeg kun, fordi jeg vidste at måden man testede på, var ved at hamre en vatpind op i urinrøret… Fuck – hvor tarveligt!
Og det er faktisk ikke noget jeg har fortalt sÅ mange – er lidt flov over ondskab.
Men var kun 16
Hahahaha! Klassisk! Du burde lave en klub med Trix. Hun har engang gemt rejer inde i gardinstangen hos en ekskæreste. Han lokaliserede aldrig lugten og måtte flytte. Jeg håber, at han tog gardinstang og lugt med sig. Og ved du hvad, han havde sikkert brug for den gonoré-test, man kan aldrig blive testet for meget. Har hørt, at de ikke maser vatpinde op i urinrøret længere. Øv.
Jeg har PCO og kan ikke finde ud af at fortælle mine forældre, at jeg fandt ud af det fordi min kæreste og jeg forsøger at få børn. De har bare fået besked om, hvad det er, og at jeg derfor har ændret min kost totalt og ikke spiser normalt. Jeg VED at de bliver skuffede, når jeg fortæller dem den ægte sammenhæng en dag.
Håber ikke jeg spammer dig. Kan ikke se den kommentar, jeg lige skrev. Fuck det, jeg er ikke for fin til at spamme, når der er præmier i sigte.
jeg har på det sidste erfaret at:
* jeg er blevet optaget i en hemmelig klub.
* det fan’me er godt, jeg ikke er en ko.
* jeg har ø-kuller, selvom jeg bor i Jylland.
* jeg må se at holde op med at pisse i bukserne.
* jeg er en sucker for følelsesporno.
* jeg faktisk nogle gange hører efter, hvad min mor siger.
Ved sgu ikke, hvad det fortæller om mig? Nysgerrige kan læse mere om det på min blog. Kig forbi, så gi’r jeg kaffe.
I sidste uge skrev jeg en kommentar herinde om min møgdag: Opdagelsen af at min veninde for to år siden kyssede med en fyr jeg troede jeg var ved at blive kæreste med; min anden veninde der trængte sig på i mit øvrige sociale liv; og anden aktør der indkaldte mig til aktivering.
I den forgangne uge har jeg skrevet sammen med kysse-veninden og fundet ud af at det faktisk ikke betyder så meget for mig hvad der skete for to år siden. Jeg har jo for længst fundet ud af at den pågældende fyr ikke var noget for mig alligevel. Og min veninde og jeg var i virkeligheden ikke så meget veninder dengang som vi er nu. Under alle omstændigheder er det fortid – og jeg kan mærke at betydningen af opdagelsen formindskes dag for dag. I dag har jeg været til brunch med både kysse-veninde og møveren – og det var faktisk helt ok. Jeg fakede et overskud og en imødekommenhed der endte med at føles ægte.
Og i går var jeg til møde med anden aktør om den forestående aktivering – som netop i denne uge er skåret ned fra 26 til fire uger, hurra! – og på vej hjem fra mødet blev jeg ringet op med tilbuddet om at starte som deltidsvikar i et job som ikke er drømmejobbet, men måske et skridt på vejen
Dejligt med update! Nej, jeg mener det.
Et stykke af mig – det bliver ikke så munter, men snarere forvirrende og kaotisk – for det er netop den følelse jeg sidder med indeni. Jeg er i tvivl om mit studie – et studie som jeg tilsyneladende er god til, som på papiret passer på mig, til mig. Men slet ikke i virkeligheden.
Løsningen ligger jo lige for – eller gør den? For hvis jeg stopper, hvad starter jeg så på? Og hvis det jeg vil, efter, alligevel kan gøres med denne uddannelse, er det så ikke blot spild af tid? Er tvivlen blot et resultat af en masse kaos og flytten til en ny by, en ny landsdel?
Åh, de svømmer rundt de små tanker, bæster er de – jeg bliver i tvivl, og så pludselig også i tvivl om jeg i virkeligheden er i tvivl.
Problemet er småt, trivielt, men samtidigt føler jeg at jeg ikke kender mig selv godt nok. Jeg må gå en tur i morgen, samle tankerne mens fødderne tilbagelægger en vis distance.
p.s. fremragende blog!
#1: Jeg var 14 år. Jeg havde skrevet en slags novelle på den store, grimme, grå PC vi lige havde fået hjem i stuen, komplet med futuristisk-symfonisk modem. Min mor havde fundet min novelle, printet den ud, og forfulgte mig rundt i lejligheden mens hun læste op fra den med hånende, forvrænget stemme. Noget slog klik i mig. Jeg sagde ikke noget, men jeg gik ud i køkkenet og hentede en stor, skarp kniv. Hun blev så bange at hun forlod lejligheden i et par timer.
#2: Jeg var omkring 21-22. Havde fået nyt arbejde, men var kommet ud af døren med en ufuldstændig plan, som jeg desperat havde brug for. Jeg ringede min mor (Lene) op for at få hende til at tjekke min mail, så hun kunne se planen. Da jeg havde givet hende brugernavnet, gik det op for mig: jeg havde oprettet mailadressen samtidig med at hun sad i nærheden af mig og irriterede mig noget så grusomt, så da hun bad om password måtte jeg sige: øhm, det er “FedeLene.”
#3: For nylig. På skriveophold et unavngivet sted i Danmark med kunststøtte i ryggen og konverserende med en anerkendt amerikansk forfatter på toppen af et tårn. “I don’t want my mother to think I’m going to celebrate her just because it’s Mother’s Day. It takes more than that, you know?” Et par dage efter havde hun taget sit eget liv.
*min mor hed noget andet i virkeligheden, resten passer
Puha, der fik jeg svært ved at trække vejret.
Argghhhg – Tidens mantra.
Efter knap 2 år uden job landet jeg i JOBBET. Søde mennekser og rart sted.
7 måneder senere fik jeg sparket ud igen. Med ordne – Nedgang i ordre.
Det blev ligesom starten på turen down hill 2.
Troede at man havde en kæmpe nedtur i sit liv. (Og den havde jeg haft og syntes faktisk den var klaret til UG)
Nu begyndte 2éren så.
Det startede med at jeg mistede jobbet, dernæst væltede der regninger ned i hovedet på mig, alle på kæmpebeløb.
Samtidig udeblev sneen hele julen. (Elsker sne i julen.) og min julebog var ikke at spore nogle stedet på matriklen. Var lidt som om julen havde valgt at udeblive.
Vi kom igennem julen og og den var fanstatisk.
Efter nytår skulle der begyndes på en frisk.
Bare lige med lidt flere umulige regninger og trusler om at betale lige NU. Samtidig kom de sidste sølle lønkroner ikke og nogle mente de ikke skulle betale for G-dage. (Anede intet om G-dag – var åbenbart den sidste i verden, ja altså bortset fra min tidligere chef)
Efterfølgende kunne jeg så erfare at chefen, der mente, der ikke var nok arbejde til mig, nu havde ansat en anden i min stilling. GREAT.
Ja og dertil skal siges at min højtelskede søs jo selvfølgelig fik arbejde.
Efter et utal af raserianfald og trang til stortuderi – har jeg dog alligevel bevæget mig ud i verden til div. julefrokoster og andre vennesammenkomster.
Erfaringen fra disse var – LIFE SUCKS
Også alle de andres liv.
Så nu er jeg ligeglad, som i virkelig ligeglad med hvad nogle tror og mener om noget som helst, det eneste jeg er interesseret i, er min egen evne til at komme videre og MAKE THINGS HAPPEN.
Åh, jeg kunne fra nu af levere små historier fra mit sølle liv. F.eks:
Min mor siger mange slemme ting, det stopper aldrig. Efter jeg blev skilt var min mor stille indtil en dag, hvor jeg skulle overnatte hos hende. Der lå en gave til mig på min seng fra hende. Det var Lone Hørlycke’s Skilsmissedigte!!! Så kunne jeg jo lærer at sætte ord på mine følelser! Tak mor.
Og det stoppede ikke der. Til min fødselsdag sidste år ( et par måneder efter skilsmissedigtene) havde jeg ønsket mig øreringe med bogstaver i, gerne “Æ” og “Ø”. Min mor købte “A” og J”, fordi det er mine forbogstaver og det også dannede “”Ja”, for det er vigtigt at sige ja til en ny mand, når man er blevet skilt!” – sagde min mor da jeg åbnede gaven.
Ps. Giv mig den bog!
Du får en drøm, jeg havde fornylig.
Elin ville give mig turen, fordi jeg elsker heste.
Vi rider ud, der er et lille føl, der løber med.
Elin forsøger at holde balancen på hesten, der stejler.
Den falder bagover. Det må ikke ske. Åh nej. Elin ligger under dens ryg. Jeg løber derhen.
Samtidig føder den en lille føl.
Et forsvarsløst lille liv.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvem jeg skal beskytte, Elin eller føllet.
-
Byen er ligesom en westernby, vi slendrer, jeg er lidt utryg. Husene ligger spredt. Der er støvede gader, og der står et vandtrug, men der er også et butikscenter. Vi står lidt i åbningen, ved ikke hvor vi skal gå hen.
-
Vi skal hjem nu, tilbage over bakkerne. Vi skal huske at have vand med. Hvis der nu sker noget.
Jeg prøver at finde de piger vi red med. De pæne mørkhårede piger.
Vi går i en stor stald.
De ødelagte heste. Sår i siden. Trætte og magre.
Jeg har været hjemme hos min nye svigermor i dag. Jeg har kendt min kæreste i 1 1/2 måned. Og grunden til at vi tog hjem til hende var for at fortælle hende at jeg er gravid. 5 1/2 uger henne. Jeg synes stadig det er fuldstændig urealistisk at JEG er gravid. Vi glemte det EN eneste gang og så BANG! Nu skal jeg pludselig til at være voksen.. og ansvarlig. Fuck.
Inden i mig vokser der et lille liv støt og roligt frem. Endnu ikke større end et støvfnug, men allerede så betydningsfuldt. Jeg burde juble ikke? For det er planlagt, og jeg har ønsket det så længe, og min kæreste er den jeg vil ha’, og jeg fejler ikke noget, og jeg har det godt, og… jeg er hunderæd. Så bange for ikke at slå til som mor, at jeg nogle gange tænker jeg ikke klarer det, men jeg smiler tappert af de mange lykønskninger der strømmer mig imod, mens jeg i det stille håber på, at utilstrækkelighedsfølelsen med tiden vil forsvinde af sig selv. For hvad skal man ellers gøre?
Åh, hvor er det rart, at du tør sige det! Og jeg vil vædde med, at du ville få en hær af “lille skat, det er HELT normalt”, hvis du sagde det højt. Angsten må være et vilkår – men hvordan ved man, hvornår det kammer over?
Der er også gode dage som i dag. Hvor jeg, trods det at jeg på tredivende døgn ligger sammenkrøllet foran toilettet med min heldags-’tømmermænds’-kvalme, alligevel kan tage mig til maven og føle en helt utrolig, aldrig oplevet før, omsorgsfølelse for det lille menneske, der engang skal blive til.
Så jeg ved det virkelig ikke. Hvornår det kammer over. Jeg tænker at det går, så længe man også kan føre sådan, og endnu ikke synes det er ‘for mørkt’ til at dele med omverdenen. Det hjalp i hvert fald. Virkelig. Det må være derfor en blogger elsker sin blog? Og tak for at ville dele den lidt med os andre!
føre = føle. Åh, hvor den dog irriterer mig den tastefejl!
Jeg har boet her i 6 år, 5 af dem har jeg følt mig som dansker. Jeg synes at jeg hører til. Men jeg er altid i tvivl om mine venner også synes det. Om det nu er ok med dem at jeg påtager mig deres identitet. Er jeg en tyv, en forrædder eller om det kun er et problem i mit hoved?
Jeg skriver tit, men udelukkende til skuffen. Åndssvage små og dumme noveller der er prægede af min ungdommelige, klichefyldte verdenslede og kunstneriske ambitioner. Kunstneriske ambitioner, hvis vigtigste brændstof er en overmådelig succesfuld kunstnerisk storebror, som jeg altid har sammenlignet mig med, men som jeg har tabt til i søskendekapløbet. Jeg er blevet rost, jeg blev sågar af en lærer opfordret til at søge ind på den forgyldte forfatterskole, og jeg har tænkt mig at gøre det. Men jeg er bange for at det er min indbildte families skuffelse, min egen skuffelse over “bare” at være barn nr. 2, uden kendetegn, der driver mig. Det er forkert, det ved jeg trods min generelle forvirring.
Jeg kunne selvfølgelig også bare lige vente lidt og se om jeg ikke vokser fra det her. Det gør jeg nok. Lorte ungdom.
Måske er både du og din bror med i samme kunstergenpulje? Så hvad han gør, er du også disponeret for at gøre?
Ikke at jeg vil nedtone søskendekapløbet. Jeg brugte de første 25 år af mit liv på aktivt at leve anderledes end min søster. I dag, hvor jeg lever konsekvenserne af det – uden at klage, det var ikke sådan ment – gad jeg godt have bare en flig af hendes liv.
Jeg befinder mig lige nu i yderst pinlig og krampagtig fosterstilling på mors lædersofa med udsigt til endnu engang at mærke syren fra en clementin, mens den klemmer sig OP igen. Jov jov – jeg er også røget på sygdomsbølgen. Jeg skulle egentlig have været til stor gallafest på mit gamle gymnasium i aften sammen med en masse dejlige venner, alkohol i stride strømme, opsat hår, lækker makeup og alt for fræk, grå, stram velour-kjole. I stedet kan jeg mærke min hud klistre sig fast til det sorte læder her på min mutters sofa, mens jeg desperat prøver at finde en fødevare, som min – i dag – kræsne mave kan acceptere og give indrejsetilladelse.
Min kæreste bor i den anden ende af landet, min veninde og bedste ven er til Galla, min mor er hos hendes kæreste, min far er også syg – så her ligger jeg. Helt alene – med en ekstrem grad af selvmedlidenhed. Med fedtet hår, chill-pants i leopard-mønster, en grå I <3 London-hættetrøje og den der feber, som gør, at man drømmer, at ens familie er blevet forvandlet til vingummi-bamser, som man kan vinde som præmie i et yderst mærkeligt quiz-show.
Jov jov – god lørdag til alle!
Jeg hader duer.
Ikke bare “synes ikke om”, men decideret HADER. Får kuldegysninger ved tanken om deres befængte fjer og betændte kløer!
De har ødelagt SÅ mange udendørs cafébesøg hvor jeg har obsesset over deres hoppen omkring under bordet (blandt andet ét hvor Ben Affleck og Jennifer Garner sad ved bordet ved siden af og stirrede forskrækket på mig der dansede rundt på bænken fordi en due havde strejfet min ben – slet ikke pinligt!).
- hov skulle det ende godt?
Når man er 20 år, som jeg er og ikke aner hvad man skal bruge resten af sit liv på, hvordan finder man så ud af det? Jeg vil gerne sige, at det er fordi der er så mange muligheder, så mange uddannelser at vælge mellem – og det er der da også – alligevel er der ingen der fænger. Ingen af de uddannelser på nettet eller studiemesser eller alle andre steder virker tillokkende på mig. Men er det så mig, der er noget galt med? Er jeg for besværlig? Stiller jeg for høje krav? – Jeg ved det ikke. For tiden er det som om jeg ikke ved noget som helst…
Derfor drager jeg snart mod Norges pister et par uger. Det kan forhåbentlig aflede mine uvidende tanker lidt.
Overvejer at spamme dig. Den slags skal man ikke være for fin til, når der er præmier i sigte.
De seneste uger har jeg erfaret følgende:
* at jeg er blevet optaget i en hemmelig klub.
* at det fan’me er godt, jeg ikke er en ko.
* at jeg har ø-kuller, selvom jeg bor i jylland
* at børn er nogle blærerøve.
* at jeg virkelig må se at holde op med at pisse i bukserne.
Ved sgu ikke helt, hvad det siger om mig? Nysgerrig? Så kig forbi min blog…. Måske siger den noget mere… Det er ikke sikkert.
muhahaa, så spammede jeg dig alligevel. Rundstyk. Kunne sgu ikke se, de kommentarer, jeg havde skrevet. Well, nu fik du da lidt kommentarer til samlingen. Love your blog!
Jeg elsker bøger! Jeg ved ikke noget bedre end at fordybe mig i en bog og glemme verden omkring mig. Den bedste gave, jeg kan få, er en bog. Og jeg håber da også på en boghøst til min forestående fødselsdag, for lige nu har jeg ingen bøger, som jeg ikke har læst, og jeg bliver ikke så grebet af de bøger, jeg ikke lige har læst for nylig. Det er lige før, jeg får abstinenser, ligesom når smøgpakken er ved at være tom, og man bare MÅ få købt en ny pakke, sådan har jeg det lige nu, hvor jeg ingen ulæste bøger har.
En af de bedste bøger jeg har fået, fik jeg af mine kolleger på mit praktiksted. Det var ikke en bog, jeg havde ønsket mig, faktisk havde jeg aldrig hørt om den, og lige netop derfor var den så perfekt! Sådan er det også lidt med den bog, du udlover – jeg hørte om den første gang, da du skrev om den den anden dag, og jeg tænker, at den vil være helt perfekt i min bogsamling (som i øvrigt vokser og snart kræver indkøb af en ny bogreol).
I øvrigt, mange tak for en rigtig fin og underholdende blog! Elsker din leg med ordene!
Da jeg læste din anmeldelse af bogen den anden dag kom den faktisk på min to-read-liste (som efterhånden tæller et par hundrede bøger). Jeg læser litteraturhistorie, så jeg har et sygt kærlighedsforhold til bøger. Jeg bruger nok på den anden side af 500 kr. om måneden på bøger (som ikke står på pensumlisten), selvom jeg egentlig ikke har råd. For et halvt år siden blev jeg nødt til at købe en ny reol, fordi der ikke var plads til flere i den kæmpe store reol, jeg i forvejen havde. Den er også allerede ved at være godt fyldt op, men der er lige plads til en lille sag fra Stine Pilgaard
Jeg vil enormt gerne læse den bog, og jeg vil meget gerne mange mange ting. Med mit liv. Med min karriere. Med mine on the side projekter. Med de aktivistiske ting jeg har gang i i den frivillige verden. Og og og. I dag er jeg blevet ekstra overvældet af det. Og har indtil videre formået at tænke på det med at hvis man skal spise en elefant skal man starte et sted, og jeg er så startet med at gå til bageren efter en kokoskage.
Jeg er lidt af en bog elsker, på samler måden. Jeg elsker alt ved bøger, fede omslag, legende ord som pirrer fantasien, og at sætte mine egne ord efter endt læsning på den tomme forside. Så når jeg en dag ikke er her mere, så kan mine børn og familie læse om mine tanker, sindssyemning, og hvordan mit liv måske relaterer til bogen.
Jeg håber denne bog vil dele hjem med alle de andre i min bogreol. Din kommende bog, som jeg er sikker på nok skal blive en realitet, ender uden tvivl også i min bogreol en dag – og så kræver jeg altså de håndskrevne ord er dine – deal?
Rina
http://tanke-univers.blogspot.com/
De sidste par år har “Mit venskab med Jesus Kristus” været min yndlingsbog.. Synes jeg trænger til en ny! Bum. Forelskede mig i et uddrag jeg læste af bigen på nettet.
Jeg har lige taget en såkaldt type-indikator-test og jeg er så blevet til sådan en introvert, intuitiv, følende, opfattende type. Vi er gode til sådan noget med at tænke i visioner og vi tager gerne udgangspunkt i subjekter fremfor overordnede regler og desuden er vi er idealister, og ikke uefne udi formidling. Dejlig praktisk måde at få styr på den dersens identitet, sådan en test. For det er simpelthen noget af det ledeste i verden (for mig i hvert fald) at skulle beskrive mig selv. Jeg KAN. IKKE. Jeg har siddet så skide mange gange med sådan en dating-profil-tekst og prøvet og prøvet at vride et eller andet frem, som både beskriver mig ærligt og som ikke er fuldstændig generisk eller omvendt helt vildt opstyltet. Jeg falder helt fra hinanden, når jeg bliver bedt om at samle mig selv. Mission impossible.
Til gengæld kan jeg nu egentlig meget godt lide at læse. Specielt Helle Helle og Karen Blixen. Deres to fuldkommen forskellige skrivemåder supplerer på herlig vis hinanden og opfylder et eller andet behov hos mig. For på den ene side giver Helle Helles mig sådan en dejlig meditativ ro mens jeg flyder ned af hendes glatte åer af minimalistisk perfektionerede sætninger, og på den anden side fylder Karen Blixen på med de klogeste og mest inspirerende tanker og pointer, jeg tror, jeg har læst. Hvis Stine kan lidt af det samme er jeg hooked. Og beklager at det bliver så gennemsnitligt, altså! Der er en grund til, at jeg ikke blogger, lolz.
I dag skal jeg være mig selv. Det besluttede jeg mig for, for et par uger siden. Det eneste problem er bare, at jeg ikke ved, hvem jeg er længere. Tåbeligt ikke? Jeg kyssede med min chef. Og nu ved jeg ikke, hvem jeg er.
Dén bog, altså “Min mor siger”, er jo alle vegne; i min avis, på netmedier, på DINES, i min boghandlers vindue. Men tror du den er på mit bibliotek? Nope. Og når man nu holder så meget af ny dansk litteratur, skrevet af dygtige danske kvinder som jeg, så skal den jo læses. Så enten vinder jeg bogen her, løber forbi biblioteket for at spørge efter bogen HVER DAG eller tvinger min veninde til at købe den og lade mig læse den først (kunne måske nok selv købe den, men som arbejdsløs må man sætte tæring efter næring)
Jeg har læst alle kommentarerne til denne blogpost. Elsker at læse andre menneskers små give-aways om dem selv. Jeg er næppe den rette at give bogen til. Jeg har ikke læst din anmeldelse og jeg lader mig provokere af mennesker, der ytrer sig i længere tid om deres mødre. Min egen har været død i tusinde år. Kommentarerne er nok for mig. Tak.
Jeg snakker hele tiden. Jeg kan ikke styre det. Snakke, snakke, snakke, snakke, snakke, snakke. Kan fortælle 14 millioner historier fra dengang ruder konge var knægt og så ti mere om min mormor. Om dengang jeg boede i England, USA, Sydafrika, Italien, Danmark. Om hvad der stod i avisen, på nettet, i bogen, på hovedet.
Jeg prøvede engang at tie stille i en hel måned. Så blev jeg ked af det. Det gik ikke. Min elskede siger hver dag: fortæl mig en historie. Jeg elsker dig med ord.
Jeg skal snart sige farvel til dig, min kæreste. Fem år hvor jeg rummet tavshed, respekteret det personlige rum, sat mine egne behov på standby. Fordi du har en fortid i en dysfunktionel barndom hvor du blev taget som gidsel af to stridende forældre. En lang periode i dit voksenliv, hvor din ellers så stærke mor blev psykisk syg og efter syv års op og nedture begik selvmord – et sygdomsforløb hvor du var den eneste pårørende, og som har givet dig posttraumatisk stres.
Du har så mange sår og du kan ikke rumme familielivet. Jeg har givet dig plads til at deltage når du kunne og til at trække dig, når det blev for meget. Jeg har givet dig plads til den depression, som jævnligt dukker op og giver dig sorte dage. Jeg har talt med dig når du selv ville og været stille, når du trængte til tavshed. Jeg har accepteret, at du ønsker at holde dine venner for dig selv og kun stillet op til mine sociale arrangementer når du havde overskud. Jeg har holdt mine egne fester og søgt de udadvendte oplevelser andre steder.
Og det har ikke været sort hele tiden. Vi har haft det sjovt. Grinet af de samme ting, haft dybe samtaler, opfundet vores eget interne sprog. Altid kun os. Lige så stille er dit sårede indre helet.
Imens er min tålmodighed snøret sig sammen til en lille bitter bold, der ind imellem hopper ud og folder sig ud til en flod af koldt raseri. Jeg bebrejder dig, at jeg ikke kan få det, jeg gerne vil have. En kæreste der deltager i mit liv med glæde og ikke med en kraftanstrengelse.
I dag fylder min datter 15 år. Hun er ikke længere min, men sin egen. Hvad er det for et kærlighedsliv jeg viser hende? Et liv hvor man sætter sig selv til side, for at den anden skal have det godt? Et kærlighedsliv hvor man glatter ud og ikke selv får tilfredsstillet sine egne behov? Hun vil ikke have dig med til sin fødselsdag.
Det er derfor jeg snart er nødt til at lade dig gå. Netop som du er på vej ud i verden igen. Jeg ved ikke hvornår jeg kan få mig selv til at sige det højt, så første gang jeg siger det, er her. For jeg ved jo godt, at det er slut. Hvad end det bliver i morgen, om en måned eller om et halvt år.
>Wauw.! Fortæl om dig selv. Så sad man der, med ethundredesyvoghalvfjerds [lærte engang reglen om hvodan man deler talord over hundrede; men indser på nuværende tidspunkt, at måske lige netop dét, var spild af læring] måder at begynde på. Ambitiøst..!
Jeg tror egentlig bare jeg vil fortælle om min morgen: Rødbedemorgenurin > sådan lidt ulækkert og meget sjovt – på én gang [jeps; livet VIL os]
Kan desuden anbefale Morten Søndergaards Ordapotek -for dem der synes det danske sporg er så dejligt at de ikke kan lade være: http://mortensondergaard.net/Apotek.html
Kære Dines. Har sendt dig en mail med næsegrus beundring af din blog. Forberedt som en kommentar, men det kammede over. Man vil helst ikke være hende, der kommenterer i A4-arks længde, vel?
Har til gengæld lovet ægte følelsesporno, og et stykke af mig selv, så here goes. En klassisk historie om kærlighed:
I løbet af 2011 var jeg i Sydamerika og undervejs forelskede jeg mig i en lokal. Han var anderledes end nogen, jeg før var faldet for: Umoden, med en voldelig og voldsom fortid og en fremtidshorisont der strakte sig til næste måned. Ikke just svigermors drøm. Derudover talte han ikke engelsk (og mit spanske var på det tidpunkt 4 måneder gammelt). Sprogbarriere: Tjek. Det er svært at snakke store følelser med en 5årigs sprogbrug, faktisk er det svært at snakke om noget som helst vigtigt og stort. Men vi gjorde det alligevel, og gik på kompromiser en masse gange. Så selvom oddsene var i mod det, så var der noget, der klikkede, og efter at have kendt hinanden i 4 måneder, havde vi havde hele to uger sammen som kærester (fnis, tihi) før jeg skulle tilbage til Danmark. Jeg græd som pisket i flyet (Reelt set – det kom i jag, det blev hulket, tænder summede og medpassagerne kiggede forlegent væk), og har siden siddet tilbage med … forvirring.
Var det ægte kærlighed? I øjeblikket, ja. Det er ikke sådan, at jeg ser ham som den Eneste Ene. Ham, jeg skal giftes med og avle med. Men jeg synes kraftedderrådeme heller ikke det er fair kun at få to uger sammen før det så stopper. Det er som om, vi er blevet dumpet af Atlanterhavet, og i stedet for det normale forhold med en forurettet, og en foruretter, sidder vi nu tilbage og er begge ofre. To uger er lige præcis nok til at komme hele vejen op på den lyserøde sky. Og du ved, højt at flyve…
Jeg kom hjem for et halvt år siden, og har stadig sporadisk kontakt med ham. Hverdagen er vendt tilbage. Er derudover relativt velfungerende.
Som lidt ekstra krydder vil jeg da også gerne anbefale en hjemmeside: http://www.TED.com – en masse videoer med ting at blive klog på. Der er oplæg så korte som 3 minutter, og emnerne spænder fra positiv psykologi til forskning i app’s. En nem måde at opnå blæreviden.
//Steine
Blæreviden = viden at blære sig med, ikke reel viden om blæren.
Jeg bor i et rækkehus med en tysker, en dansker og to englændere i en søvning engelsk by. Der bor også en kanin (Kafka) og i går flyttede der en kanariefugl ind. Derudover havde vi tre søde høns (som lige har lagt deres første æg! Men vi ved ikke helt hvem) – Jack, Allen og William, The Beak-Generation, klart. Men. En ud af cirka 10.000 høner kan finde på at undergå et mindre kønsskift, vistnok noget med at der ikke er nok haner i hønsegården (eller måske fordi vi havde givet dem drengenavne?), så pludselig havde vi to høner og en hane, selvsagt ikke særlig populært i et beboelsesområde hvor man bliver påtalt for at gå i hæle efter kl 23. Så vi måtte bytte ham for en ny høne. Måske var det den der lagde ægget.
Men. Om et halvt år rykker jeg til Berlin. På et års udveksling. For at lære noget mere om den tyske litteraturtradition, som har præget den danske på mange måder. Officielt. Men i virkeligheden måske mest for at forfølge noget kærlighed. Hvad i alverden skal jeg i Berlin, der måske nok har et blomstrende litteraturmiljø, men på et sprog jeg ikke kan læse på højere niveau end Jumbo-bøger? Hvor jeg igen kun kan følge den danske litteraturscene ved at læse så mange anmeldelser, at citaterne givet et falsk billede af bøgerne? Og hvor der ikke er nogen høns med nørdenavne på altanerne? Og det alligevel ender med, at jeg skal tilbage til søvnig engelsk by når året er slut? Og det udsætter startdatoen for min kandidat på KU med endnu et år? Det er ret store spørgsmål. Men i hvert fald skal jeg kysse helt vildt meget.
ps: jeg var lige ved at misse den her konkurrence på grund af fucking tidsforskel. Jeg er vist virkelig ikke en særlig kompetent udlandsstuderende.
Det er fandme også vigtigt at få kysset noget, Maya! Også selv om det er på Jumbobog-niveau.
Min mor, til familieterapi kort efter min fars død:
”Jeg har aldrig været jaloux på min datter – selvom hun ved gud altid har fået al den kærlighed, jeg skulle have haft” (ordret citat)
Min erfaring er med andre ord, at man skal passe meget på ikke at komme til at høre efter hvad mor siger.
(Jeg har i øvrigt datet ham den virkelig høje, der ikke kan lide rygere. Der er intet at komme efter dér. Intet)
Pingback: Og vinderen er… « Infotainment « DINES die INFOTAINER