Jeg har kigget oppe. Jeg har kigget nede. Jeg har kigget inde i mig selv og ude i Facebookalbummer. Jeg har set rørende film, jeg har hørt vred musik. Jeg har pillet løg i håbet om at fremprovokere den ægte vare. Jeg har stirret virkelig længe ud i luften uden at blinke. Jeg har drukket mig fuld, jeg har ligget i fosterstilling, en dag cyklede jeg endda en omvej forbi vores yndlingsrestaurant. I håb om at se, høre, konfronteres med minder, der kunne afsløre bare et lille, vådt spor efter lidt gråd et eller andet sted inde i mig.
Jeg har sågar taget mig selv i at stå midt i mit soveværelse i bare bryster og sure trusser og skråleskrige Kelly Clarksons Because Of You. Her rundede jeg en yderst uværdigt hvislende I cannot cry because I know that’s weakness in your eyes-strofe og en skinger snubleversion af linjen My heart can’t possibly break whenitwasn’tevenwhole to staaaaart wiiiiith!!!
Intet. Nada. Ikke en eneste oprigtig tåre lader sig vride ud. Selv om jeg virkelig gerne ville. I forløsningens, punktummets, respektens navn. For at vise mig selv, at jeg er et rigtigt menneske af kød og blod, der reagerer, når betydningsfulde indslag i livet er forbi.
Men. Kroppen er ikke med mig. Det er som om den ikke rigtigt synes, at situationen er dét værd. Så jeg indstiller søgningen og tager et hovedspring ud i noget helt andet vand; det store, grå, stille hav af det-var-vist-bare-det.
Og nu skal jeg nok tie stille med den hjertesmerte.
Knus herfra.
Kære Dines,
Med fare for at overshare så kostede mit sidste forhold en tur i en psykologstol efterfølgende. Så sad jeg der med gråden prikkende i halsen, og stirrede stift ned i mit skød, men jeg græd ikke. Og jeg har ikke grædt siden.
Som du siger: Det var det. Jeg var slidt op af relationen alene. Der var ikke mere tilbage. Måske er det også sådan for dig?
Måske har du ret. Måske er der ikke mere. Men jeg føler mig nu ikke som sådan slidt op… har grumme på fornemmelsen, at det slet ikke var så betydningsfuldt, som jeg gjorde det til oppe i hovedet.
Åh, gud. Tænk, hvis jeg begynder at hyle over dét. Jesus, hvor meta.
Hey, hallo, er det her måske ikke din blog?! Du holder kæft med hjertesmerten, når du er klar til at holde kæft med den, iggå? Du skal ikke tie med den for mig skyld i hvert fald…
Alt godt.
Kh
Lene K
He. Okay så.
Jeg ser noget i den her retning for mig:
http://www.youtube.com/watch?v=cKPD2sIkx98
Pingback: Heldigvis kommer Knud ud over det hele « Infotainment « DINES die INFOTAINER
Johnny Cash gjorde det for mig: “I hurt myself today, to see if I still feel.” Jeg takkede ham, for at vride tre taarer, ud af en toer sjael (ik nr.2, men toer som i antonym til soed naar man bA(e)ller RO(e)dvin).
Og siden denne kommentar er for citater kun, og jeg har bemaerket din hang til at vaeve i Blixen’ske mO(e)nstre:
“Den eneste kur der hjælper på alt er saltvand – sved, tårer og havet.”
Saa lader til du selv fandt kuren “…det store, grå, stille hav af det-var-vist-bare-det..”… var virkelig smukt. Tak
Det ældste trick i den store psykologbog er også det mest simple og sværeste af dem alle: Der er hvad der er. Du føler hvad du føler.
Det kan virke ret self-explanatory, men faktisk bruger vi alle sammen ret meget krudt på at prøve at føle/tænke noget andet end vi egentlig føler/tænker. Og det er total spildt krudt. Hvis du virkelig er ked af det (?) skal de tårer sgu nok komme af sig selv på et tidspunkt….og så kan du jo bruge dit krudt på noget sjovt i mellemtiden. Kh Anne-Kirstine.
Pingback: Postkort fra skråplanet « Best Of Dines « DINES die INFOTAINER