Når min mor siger til mig, at i hendes øjne har ingen af de mænd, jeg har kendt, virket som om de virkelig har elsket mig, så kommer jeg altid til at tænke på de sidste ord, min far hvislede til hende, inden hun marcherede ud af deres ægteskab.
»Du har en forskruet forventning til begrebet kærlighed.«
Når man vurderer andres kærlighed til hinanden, må det vel ske ud fra overfladiske betragtninger, tænker jeg.
Mødre er nok ikke de rette til at bedømme den slags. Uanset om de har et forskruet billede af Den Store Kærlighed eller ej.
Men mødre vil os vel bare det bedste. Jeg kan ikke lade være at tænke, om noget nogensinde vil være godt nok for dem.
Mødre ( og fædre) skal holde kæft med deres meninger om dem man har datet.
Hvor HAR du ret. De skal i hvert fald ikke anlægge den der “Jamen, JEG har også altid ment, at han var bad news”, når de altid skamroste knægten, da man var sammen med ham.
Av, til det hele. Til det hun siger til dig og til det han sagde til hende.
Man kan ikke være objektiv om begrebet kærlighed!
Jeg tror ikke, man kan afvise, at der kan være gran af sandheder i både det, hun sagde til mig, og det han sagde til hende.
Af en eller anden grund minder det om da min far ville trøste mig efter et brud, og udbrød: “Han har da allerede glemt dig”.
Det var – trods det ikke lyder sådan – venlig ment. Men alligevel.
Jamen, min mor ville da også være venlig! Noget med, at det da KUN er godt at være sluppet for den slags mænd…
AVS! De har da været røv hammerende vilde med dig – basta!
Hahaha. Næppe. Men min mor troede vist, at hun hjalp, da hun sagde det.
Sådan en mor ejer jeg også, hun “hjælper” tit med et verbalt “skulder klap” eller to ;- )
Du gør det igen Dines. Det vidunderligt. Tænk sig hvad ord kan gøre. Håber en dag jeg kan få en bog af dig i min samling!
Du er sød.