Og vinderen er…

Okay, det var rent Sophie’s choice, det der med at skulle vælge mellem jeres fine vinderlodder i kommentarfeltet til konkurrencen om at vinde Stine Pilgaards “Min mor siger”. Så jeg skrev til Stine selv. Om hun gad være den, der fandt et par af de gode kommentarer, som jeg så kan trække lod mellem? Hun indvilligede.

Til Natasja, der gerne vadede rundt i sin barndoms parcelhuskvarterer nøgen, skriver hun: “Det her er fandme sjovt. Jeg gik altid nøgen rundt. Vild sætning. Og hele forestillingen om, at man i parcelhuse vandrer nøgen rundt fra morgen til aften. Det sjove er, at hun ikke gør så meget ud af det, det virker snarere som tekstens præmis.” Og til Lauriestrode, der selv ville fortælle sine uiomponerede forældre om sin første teenagebrandert: “Det lyder da som verdens dejligste forældre. Og den mor er så fin, selvfølgelig kan man da give en skideballe med tilbagevirkende kraft, hvor er det fint, at hun ikke synes, at man kan det.”

Til Kolorista, 10. klasse-lærerinden, der har forsøgt at engagere sine elever via blogsfæren, skriver Stine: “Jeg ELSKER entusiastiske folkeskolelærere, det er en genre i sig selv og den skal hyldes og hyldes og hyldes. De er den eneste grund til at der stadig bliver læst og skrevet bøger i Danmark.” Og til Ida Rud, der står med et ben i Berlin og en lækker forelskelses vemod, som må pakkes med i bagagen og overleve distancen: “Jeg blev ret rørt over det her indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke kender den følelse, hun beskriver, men der er en tillid til følelsen, der virkelig fascinerer mig. Når jeg er lykkelig er jeg også altid bange for at det forsvinder igen, du ved, lige dele angst og lykke, men det her virker så rent, så tillidsfuldt: Jeg ved, at jeg har fundet noget ægte. Gid jeg en dag kunne sige det.”

Manja, der er blevet inviteret med, når hendes veninde føder, men ikke ved, om hun egentlig vil, får disse ord med: “Det er et virkelig fint dilemma. Hun får det til at lyde som om det er normalt at gå til fødsler, som at gå til klaver eller spejder, det er en sjov bizar tone. Og så den der irriterende bitterhed, der skinner igennem. Hormonella, hehe, nyt kælenavn til alle mine gravide veninder.” Og Anette, der ser mor-begrebet i et nyt lys efter selv at have fået et barn, får at vide: “Hun smigrer mig, og Stine P. er til fals for smiger. Dejligt at høre, at ens forhold til ens mor vokser, når man selv får børn. Jeg vil også have følelser, der eksploderer ud over min familie.”

Stride, der måtte døje med en upassende mor efter sin skilsmisse er dog Stines personlige favorit: “Hvis bare jeg havde læst den før min bog gik i trykken, så var de to scener kommet direkte med i bogen. Det er så sjovt, jeg elsker den mor, hun minder om moren i min bog, al den misforståede omsorg, den der underlige bagvendte kærlighed. Stride er en god skribent også, det er kort og koncist og underspillet.”

Stine Pilgaards udvalgte ryger i puljen sammen med min egen favorit: Tiakas brev til sin kæreste, som hun nu skal gå fra – og ikke har formuleret en afsked med før i kommentarfeltet på Infotainer.dk. Det fortjener så meget mere end en bog, men en plads i lodtrækningen om den er alt, jeg har at give.

Jeg har netop revet et brev fra Jobcentret over i otte stykker (passende, ikke?), skrevet et navn på hver, foldet dem sammen til små kugler og trukket en vinder med lukkede øjne. Og bogen går til… ANETTE! Hit med din adresse på dines (@) infotainer (.) dk, så får du smidt “Min mor siger” i nakken.

Vil du ikke også læse ...