Overhørt hos Funchs

Hvis jeg nogensinde skal have mig en stambar where everybody knows my name, så håber jeg satme, at baren bliver alle rygerbodegaers forbillede; Funchs Vinstue ved Nørreport.

Min kærlighed til stedet skyldes ikke kun den særligt sure lugt i trappeskakten ned til de kølige toiletter i kælderen, en lugt, der hverken føles ram eller vammel, men bare hyggelig. Eller det mangfoldige klientelpatchwork af alle typer fra gymnasieelever over mappedyr til datende par og ældre kulturkoryfæer. Eller sætninger fra nu fallerede (men i firserne ret anerkendte) skuespillere som “Du har det der… og-ja-jeg-ved-godt-jeg-kunne-være-din-bedstefar-men-nu-siger-jeg-det-alligevel… du har det der begavede look. Intelligens. Det er smukt. Smuk.” Eller ølsjatterne på gulvet, de lunkne smørrebrød og det tykke tæppe af røg, der samler sig i hår og tøj og lader mig stinke i dagevis efter et besøg. Eller betjeningen, der aldrig er særlig hjertelig, men dog så fin, fordi personalet virker som rigtige mennesker, ikke robotter indstillet på ‘serviceminded’.

Nej, den, min kærlighed, er snarere født ud af det gearskift, der altid sker med mig og mine, når vi går gennem det smalle indgangsparti og slår os ned ved et i forvejen fyldt bord, men hvor der altid lige er plads til to mere. Når vi er på Funchen, kan vi lige så godt få ærlighederne på bordet sooner rather than later, for på den gamle, crowdede bodega er nemlig ikke plads til smalltalk, og ingen forlader Nørre Farimagsgade, før de store ord ligger til skue på bordet. Og sådan kunne man i nat se mig sidde og rømme et par tårer væk fra øjenkrogen, rørt over en nær venindes alvorlige hvisken om sin fremtid, der kommer til at slå hendes liv, som hun kendte det, helt omkuld. En kærlig hånd oven på min hånd og varm ånde i mit øre:

“Jeg har ikke brug for hvemsomhelst i den kommende tid. Eller brug for whoever jeg kan overtale til at stille op, fordi jeg beder pænt. Jeg har brug for dig. Fordi du altid er så pissestabil en støtte.”