Man skal passe på med, hvad man ønsker sig.
Jeg gik i forgårs rundt i Lidl og jagtede noget hjertesmerte. Jeg har haft så meget at se til den sidste tid med projekter, arbejde (sgu!), gravide veninder, middage, druk og koncerter, at jeg helt har glemt at sidde i min sofa i nattøj og svælge forurettet i misforståelse, at jeg har sparket mig selv ind i den ret hjernedøde fase, Savner At Savne. Hvorfor findes den fase!? Ej, men det er så dumt. Så dumt, at jeg faktisk gerne ville bytte med den langt hårdere periode af reelt savn, som er død nu på grund af effektive løsninger med at slette numre, slette sms-tråde og at kysse lidt på andre frøer. For at spole tiden en fase til, gik jeg i Lidl. Det var noget, vi havde sammen, det der med Lidls varesortiment.
Gik rundt mellem hylderne. Troede ærligt talt, at jeg kunne begynde at savne hans gode sider ved at gå og glo på tilbud på discountmakuleringsmaskiner og elektriske kløpinde (…). Gik dårligt. Fik bare klaustrofobi over på den måde midt i neonbelysning at bøje i samme neon præcis hvor ynkeligt, projektet var. Så jeg gik. Bevæbnet med kedafdethed og en hel del kanelgifler. Havde propper i ørerne. Og tænkte, hvornår der mon er noget, der begynder at betyde noget igen, ikke så efterlyst, men faktisk for real.
Ville ønske, jeg ikke havde tænkt tanken.
Tolv timer senere sad jeg i en sofa, langt fra egen hjertesmerte, men midt i en andens præoperationsfastende krise. Og hørte mig selv sige, aende hendes arm, at hun ikke skulle være så bange for narkosen. Det er bare som at sove godt. Hvad ved jeg om det? Og det der med at føde naturligt, det var vist ret overvurderet. Havde jeg hørt. Hun kunne jo stadig blive gravid engang, når den tid kom, det havde lægerne selv sagt. Og jeg blev ved med at sidde der og væve rundt i jagten på de rette ting at sige, indtil hun gennem tårer hvæsede, at hun aldrig havde tænkt på at skulle have børn, men nu, hvor hun i løbet af 48 timer havde fået reduceret muligheden betragteligt på grund af onde, onde kræftplamager et sted i underlivet, så kunne hun mærke, at hun altid havde vidst, at hvis hun skulle have de børn en dag, så ville hun fandme gerne have lov at føde dem selv.
Så blev jeg stille. Også oppe i hovedet. Og holdt mig til at ae.
Du skriver/beretter/formidler altså ganske forrygende og vedkommende. Tror jeg har sagt det før. Og tror så også at andre må have sagt noget tilsvarende!! Kæmpe møs!