Åh, Lidl… Tak!

Jeg mødte engang en svensker i USA, og som altid uden for Skandinaviens mure, kom vi til at tale om vore landes indbyrdes forskelle. En lille art landskamp. En slags “Vi har begge noget vildere kulturel kapital end USA – men hvem har mest?”

På en eller anden måde faldt snakken på madpakker, som jeg forklarede, at jeg troligt var vokset op sammen med. Det var alle jævnaldrende i min omgangskreds også. Svensken kiggede forfærdet på mig. Og sagde “O my god, that’s like so 1950′s”. Og fortsatte med, at i hendes opvækst var det kun de fattige børn, der traskede i skole med rubbere i tasken – resten af børnene var omfattet af statsreguleret kantinemad i skolen. Altså dem, hvis forældre kunne betale, forstås.

I 1990′erne var det da lige omvendt i Danmark, ikke? Det var børnene fra de såkaldt ressourcestærke familier, der havde madpakker med. Dem, hvis mor eller far havde overskud til at stå op og smøre noget pålæg ud på noget brød, pakke det i en boks med noget frugt og sende ungen af sted med skoleversionen af et hjemmelavet måltid.

Og så var der børnene, der blev stukket en tyver, som de ikke brugte på Dagens Ret i skoleboden, men på pølsebrød og kakaomælk på tanken. Og så ud derefter.

Jeg kunne ikke overbevise svensken om, at hjemmedesignede madpakker er en grundsten i en sund opvækst, og hun kunne ikke fatte, hvorfor jeg ikke kunne se, at det er bedst at lægge et beløb, så staten kan sørge for mindst ét sundt, dagligt måltid året rundt.

Sund mad, staten og kantine har jeg stadig svært ved at sætte i samme, meningsgivende sætning, og jeg ser kun de mikroopvarmede plasticæsker med glaskartofler og kødaffald, som min senile nabo fik leveret på sin dørmåtte tre gange om dagen, indtil plejehjemmet inddrog hende.
Svensken har stadig ikke overbevist mig, men ikke desto mindre troede jeg, at vi i Danmark efterhånden havde indhentet nabonationen hvad kantinemad angår. Jeg nægtede at tro på, at der i disse stressede tider med alle muligheder for at købe sig fra alt seriøst stadig var nogen, der gad stå og lave madpakker.

En tur i Lidl genoptrettede min tro på, at vi nok skal klare den som civilisation lidt endnu:

Der er stadig et marked for… mellemlægspapir! Hele to kasser i diverseafdelingen. I køber det! Hurra!

Vil du ikke også læse ...

Det segment har et meget begrænset ordforråd
Kære badedragt.
The sound of silence
På menuen i dag? Perspektiv.




26 Responses to “Åh, Lidl… Tak!”

  1. Jane writes:

    Det er til børnefamilierne, Dines. Så de sirligt smurte leverpostejmadder ikke smatter helt sammen.

    [Reply]

    Dines Reply:

    Æhm ja – that’s my point. Man laver stadig madpakker med mellemlægspapir. Jeg troede vi var blevet helt amerikaniserede. Uddyber lige min glæde :)

    [Reply]

  2. ida rud writes:

    Er det bare mig, eller er det totalt random, den måde det dér mellemlægspapir er brugt på pakken? Hvorfor have det under det øverste stykke brød…?

    Jeg forstår det ikke.

    [Reply]

    Dines Reply:

    Hahaha, ja, det er sgu da så! Det er nok fordi rugbrødshalve med leverpostej med rødbede og rullepølse ikke gør sig så godt på foto som denne sandwichernes cadillac. Som ingen normale mennesker ville putte mellemlægspapir ind i!

    [Reply]

    Ida Rud Reply:

    Ja, der er godt nok absurd mange skiver hamburgerryg i den dér bad boy. Hvem ville nogensinde lave sådan en sandwich? Det ser jo absurd ud.

    [Reply]

  3. Ann writes:

    Så er verden da ikke gået helt af lave. Her synes jeg dog det ligner, at papiret er lagt IND i en stor sandwich (eller “klapsammen”, hvis vi skal holde os til stilen).

    [Reply]

    Dines Reply:

    Det giver INGEN mening. Men det er for fedt.

    [Reply]

  4. Søren writes:

    Når det så er sagt, så er der kommet en ny niveaudeling – i KBH, i hvertfald. Her har vi nemlig EAT, som er det kommunale madtilbud til de kære små. Her går man ind på en hjemmeside og bestiller mad til 23,- pr. dag, og så får de små noget, der ligner noget Claus Meyer har været inde over. Jeg citerer fra min datters mad i næste uge:

    Nudler med kalkun, hel gulerod og agurkestykke. Fuldkornsbolle og sesambar med chokolade (L)

    Risotto med svampe. Grøn salat af spinat, asparges og ærter. Fuldkornsbolle og lille crumble med rabarber (M)

    Men man skal bestille lang tid i forvejen. Og der skal sættes en del penge ind på kontoen. Og man skal jonglere kalendre, Dankort og småkræsne børns valg. Så det er primært de ressourcestærke, som kan smække 500,- ind på en madkonto for at lillemanden m/k kan få god mad tre måneder frem.

    I min datters klasse er det stort set kun de ressourcestærke børn, der får Eat. Så er der madpakkebørnene. Og så kommer dem, der får en 20,- og smutter i Kebabben på hjørnet.

    [Reply]

    Dines Reply:

    Interessant! Er der så nogle børn, der får der hver dag og nogle børn, der får det en gang om måneden, eller er det sådan lidt lyksaligt jævnt fordelt, at de fleste får det nogle gange? Ellers er der da grobund for seriøst madmisundelse. The worst. Min klassekammerats mor arbejdede deltid og havde altid tid til den lækreste anretning med hjemmebag og sjove salater og eksotisk frugt. Og så var vi dem med mellemlægspapiret, rødbeden og mad, som jeg nægter at tro, at min mor selv syntes så lækkert ud.

    Vi var flere børn derhjemme, der skulle have madpakker med – så der blev skrevet vores initialer på, så de ikke forbyttede sig. Op ad formiddagen sprituschen ædte sig godt ned i leverpostejen. Da kunne mellemlægspapir egentlig have været ret ligemeget.

    Måske er EAT meget smart? Men da ikke, hvis det bare bliver endnu en niveaudeling.

    Er EAT noget nyt? For jeg husker da en madordning for nogle år siden i København, som lignede noget plejehjemsudbringning. Er det blevet touchet up?

    [Reply]

    Søren Reply:

    Jeg tror at Eat startede omkring 2007, men jeg er ikke sikker. Jeg husker det som et Ritt-initiativ. Og det er i allerhøjeste grad blevet shapet op med frækt grafisk univers.

    Men det er svært at impuls-EAT’e. De ovennævnte få portioner gør at man skal være fremsynet, planlæggende og koordineret. Og det er jo h-e-l-t op til forældrene at få bestilt det, så jeg ser det som svært for alle at være med.

    [Reply]

    Bodil P Reply:

    Jeg har været folkeskolevikar her i foråret og kan lige supplere lidt med EAT-erfaring.

    Det er generelt de ressourcestærke børn der får EAT og ret ofte gider de ikke spise det stykke frugt forældrene også bestiller med. Især ikke hvis det er æbler.

    Og hvis der er noget mad de kræsne børn ikke kan lide går det jævnligt videre til dem der hverken får madpakke eller penge med hjemmefra…

    Har endda haft en pige i 3. klasse der nærmest konsekvent fik to menuer og ofte ikke gad spise noget af det, fordi det “bare er helt vildt ulækkert”.

    [Reply]

    Annel Reply:

    *taber kæben ned i tastaturet* Holy crap!

    Det er svært at forene min barndoms surtsvedne ostemadder, gustne halve med leverpostej og indtørrede, slatne agurkehumpler med det der mundvandsinducerende overflødighedshorn af mad..

    Men ok, jeg voksede også op med madkulturen på den vestjyske yderkant på den lokale folkeskole på Mors – yderste katoffelrække (næst efter Thy selvfølgelig :) ) og derude tror jeg sgu stadigvæk ikke, risotto har været bestanddel af en madpakke endnu.

    .. Ved egentlig ikke, hvad jeg vil sige med indlægget. Måske bare at der er forskellige muligheder og indstillinger til madpakker sådan generelt.

    [Reply]

  5. Maren writes:

    Fatter slet ikke det her indlæg. Jeg står og smører madpakker med mellemlægspapir hver eneste skide fucking morgen – what is the fuss? Ja, vi smørende folk går endda på hvilken slags mellemlægspapir vi lægger i mellem …

    Men ville ønske det var en slags fuss, for så skægt var det heller ikke at stå der og høvle rugbrødere hen over skærebrættet til 1-2-3 unger og 2 voksne. … i mit næste liv vil jeg have leveret japansk mad hver dag.

    [Reply]

    Dines Reply:

    Jamen, der er ikke så meget at fatte. Det var mig, der havde taget fejl. Troede for længst mellemlægspapiret var blevet udfaset et sted mellem sølvpapir, vitawrap og tupperware – og junkfood. Gamle dyder og vaner består, endda i firserdesign; mødre står stadig i de små hjem og smører rubbere, og det er jeg glad for. At have opdaget.

    [Reply]

    Søren Reply:

    A-hem. (Sted-)fædre står også å smører. Den yngste dreng er for kræsen til Eat, så han er på mad.

    Og det bedste mellemlægspapir er da klart det der med fantasy-væsener på. Da datteren var lille, var det the shit.

    Maren, hvorfor om morgenen? En madpakke, der er lavet om aftenen, smager ikke anderledes, og det giver en bedre tid. Selv HVIS det smager anderledes, spiser de små det jo, når de er sultne nok.

    [Reply]

    Maren Reply:

    Fordi om aftenen spiller jeg Diablo.

    [Reply]

  6. Kristian Ras writes:

    Selvom den madpakke som fulgte min folkeskoletid op igennem halvfemserne i dag sikkert vil blive kaldt et udtryk for omsorgsvigt med dens røde pølser på rugbrød med ketchup, hvidt toastbrød med nutella, medister med remoulade og de der ristede løg som har ligget sammen med remo’en hele dagen, så får jeg af en eller anden grund nogen gange lyst til den. Der var noget specielt over at spise en substans hvor nuancerne ikke var til stede. Det hele smagte bare af…medister med remoulade og løg. Det kan bedst sammenlignes med at spise en big mac. Den smager også af det hele hele vejen igennem.

    Men nu skal man ikke glemme, at madpakken også var en direkte port hjem til mor i alt det hurlumhej som var folkeskolen. En port som mindede éen om, at hun tænkte op dig og havde forberedt denne lille pakke, selvom hun skulle tidligt på fabrikken. Tydeligst var forbindelsen ved juletid, når madpakken en sjælden gang afveg fra de sædvanlige klemmer. I stedet kunne man løfte låget og finde en lille chokoladenisse og udbryde “JAA MOR!!”. Og så gjorde det ikke så meget, at resten måske ikke var så sundt.

    [Reply]

    Dines Reply:

    Du er sød.

    [Reply]

    Kristian Ras Reply:

    Jeg gør mit bedste.

    [Reply]

    Manja Reply:

    Læser lige det her indlæg under en tilfældig browsen rundt herinde…. og hold kæft, hvor er det en fed kommentar.

    Jeg kan huske engang, min far havde smurt min madpakke. Det var på min fødselsdag og i stedet for noget som helst sundt, var der tre (!) ostehaps, 1 ornlig syg fastelavnsbolle og to minimuh i. Jeg tror jeg har været 7, og det står bare stadig klart, hvor speciel lige dén madpakke var. Selvom den var fyldt med 100% rent crap og jeg sandsynligvis var sulten igen ca. kl. 12:01.

    Jeg synes også du er sød, Kristian.

    [Reply]

  7. Shm writes:

    Min mand smører 3 x madpakker MED mellemlagspapir hver dag.
    Spurgte på et tidspunkt den 10 årige, der fantaserede om at få en box fra sticks og sushi med hver dag, om hvad hun foretrak: 1. Fars mad pakker eller 2. En sticks og sushi box, leveret sammen med en lussing hver dag.
    Hun vaklede meget, men mente godt at hun ville kunne tage den med lussingen, men højst hver tredje dag.
    Rart at have prioriteringer i orden….

    [Reply]

    Dines Reply:

    Dine børn er for vilde. Det er du også at spørge dem om sådan noget!

    [Reply]

  8. Jette writes:

    Denne diskussion berører slet ikke det væsentlige i din historie…som er, hvorfor svenskeren svarede dig på ENGELSK??

    [Reply]

    Dines Reply:

    Haha, godt spørgsmål. Jeg forstår knap svensk, og hun forstod slet ikke dansk. Så når nu vi var i USA…

    [Reply]

    Brian Reply:

    Dén gjorde også ondt i mine øjne.

    [Reply]

  9. Linn writes:

    Ohh, det her synes jeg er en interessent diskussion. Jeg ved seriøst ikke hvor mange gange jeg har haft den med forskellige dansker, for præcis som din svensker i teksten er jeg jo vokset op på kantine-mad og synes at den danske måde at gøre det på med madpakker er Helt Forkert. Jeg kan, lige meget hvordan jeg prøver at forstå konceptet, ikke se hvad der er så godt med det. Og jeg synes altid jeg har fået god mad i skolekantinen. Ja, nu var jeg et kræsent barn, så jeg spiste fx aldrig kødsauce, men ellers tror jeg de fleste altid vær tilfredse med at de fik en ordentlig omgang mad midt på dagen. Desuden banker mit hjerte lidt ekstra hårdt for det faktum at i skolen så må alle spise lige så meget de har lyst til, og de er ikke kun de “rige” familier som kan sende sine børn afsted med ordentlige madpakker. Min mor, der arbejder som folkeskolelærer, har mange gange fortalt mig om elever som spiser 3-4 portioner frokost i skolen, fordi de simpelthen ikke får specielt meget der hjemme. Jeg vil ikke en gang tænke på hvordan deres rugbrødder ville se ud, hvis de skulle ha madpakke med.

    Ja, nu blev det lidt længere og måske lidt mere bestemt end jeg forestillet mig. Men jeg vil nok mest sende two thumbs op til det svenske kantine-system :)

    [Reply]

Leave a Reply