You want the truth? You can’t handle the truth!
Thursday, 19 July 2012
Engang, Anton var vel nogle måneder, sagde Linda til mig, at det var sjovt med sådan en fødsel. For uanset hvor ondt, man inden forestiller sig, at det vil gøre, så vil det blive værre. Og hvis man prøver at bilde hjernen ind, at det bliver værre, end man kan forestille sig, så bliver det alligevel værre end det. End det ufattelige.
For Linda er cirka as tough as it gets.Så begyndte hun at smide om sig med ord som vestorm og iltmaske og noget med ikke at nå at komme til sig selv mellem veerne, og så blev jeg bange.
Siden har jeg frittet mange mødre om sandheden, og tak til jer. Altså, man skal bede meget specifikt, men hårdt tvunget kan de fleste godt lokkes væk fra “men det var jo det hele værd” og over i noget “jeg troede, jeg skulle brække midt over og jeg håber ikke, at jeg nogensinde skal gøre det igen”.
Indtil! På det seneste! Hvor ikke en eller to, men hele tre ellers kaldeenspadeforenspadeagtige kvinder i min periferi har rokket ved min frygt ved at stå på, at dette var de pure sandheder:
En sagde “jamen, det var faktisk overhovedet ikke så slemt, som jeg frygtede” og de to andre bevægede sig i omegnen af “joeh, det spidsede da til undervejs, men det er så surrealistisk, at det i situationen faktisk er svært helt at forstå smerten”. Og Maren og Superkvinden, ja, de popper jo pigebørn med samme hyppighed som vi andre tager til Ikea, det taler vel for sig selv.
Hvad er det nu for noget!? Sig mig. Har den nu fødedygtige generation besluttet sig for, at det er sådan vi vinkler al smertes moder i 2012? Som noget, man godt kan overskue? Eller som noget, der igen er blevet så slemt, at man bør holde sandheden fra alle, der har det til gode?
I want pain. I want details. Jeg kan godt klare det. Så hit med sammenligningerne. I må gerne gange op. Fx “det svarer i smerte til at få savet alle fingre af og derefter den hånd, de sad på, og i ubehag til at drikke et glas af en andens snot gange syv”.
Go.
No. 1 — July 19th, 2012 at 22:58
Hmm, det svarer nogenlunde til at presse en honningmelon ud af det ene næsebor…
[Reply]
No. 2 — July 19th, 2012 at 23:23
Altså den smerte er bare noget, jeg er bange for. Og jeg har aldrig født og er ikke gravid…!
En af mine veninder sagde til mig, da hun var højgravid med nummer to: “De sidste to uger har jeg bare ville have ungen ud, men nu er jeg kommet i tanke om hvor ondt det gør, så den kan bare blive derinde”
[Reply]
No. 3 — July 19th, 2012 at 23:28
At beskrive hvordan det føles at have veer og føde svarer (I guess) til hvordan det er at gå på Månen – det er surrealistisk og en (høhø) ud-af-kroppen oplevelse! Det gør skidehamrendemøgondt, men mental forberedelse kan være ganske brugbart. Jeg havde på forhånd sagt til mig selv, at jeg skulle arbejde MED veerne og “for hver ve jeg har, jo tættere er jeg på målet”. Jeg tror på, det hjalp mig (også selvom der gik 3 døgn fra første spæde ve til babypigen var ude).
Man kan sige MEGET om en fødsel (spænder meget bredt fra “temmelig ulækkert” til “fantastisk smukt”), men – og det her er ikke for at holde sandheden fra nogen (dig) – jeg syntes faktisk ikke det var så slemt. Her kommer så hvorfor jeg ikke syntes det var så galt: e-pi-du-ral! Hoooold nu kaje, hvor det reddede min dag
Epidural eller ej, så glæder jeg mig rent faktisk til at skulle føde igen, på et eller andet tidspunkt. Det er det vildeste jeg har oplevet og synes det er fantastisk som urkvinden kommer frem i én. Jeg er ihvertfald ikke skræmt
Kh Mor til en på 13mdr.
[Reply]
No. 4 — July 20th, 2012 at 00:06
Jeg var godtroende første gang. Tænkte, at mange kvinder før mig jo havde gjort det, så slemt kunne det ikke være. Jeg blev klogere. Det var sådan ca lige så slemt, som at få flået sit underliv op med en opsprætter og lige så brændende, som et helt fakkeloptog, der marcherede igennem mit skræv. Bevares, mit barn lå også på tværs. Hvorfor helvede vidste jeg ikke, de kunne det? Altså baby skal jo ligge parallelt i bækkenet, så skuldrene og det bredeste stykke i bækkenet passer sammen, Men ved du, hvad der sker, hvis barnet ligger på tværs, så skuldrene venner vertikalt? Så flækker den ene skulder alt det, der engang var med til at adskille de to huller downthere fra hinanden, ja sågar ringmusklen, river den over. I hvert fald når baby hives ud med en jernekæde som en anden kalv. Sådan en lille skulder. Flæns. Væk med det, Brugte jeg mon det til noget?
Næh du. Anden gang havde jeg oparbejdet en god sund skepsis, og lod selvfølgelig angsten løbe af med mig. Ja jeg blev sgu sur over at være blevet gravid igen, for det her barn, skulle jeg fan’me ikke spytte ud. Men jo jo, jeg blev lokket til det igen. Og ved du hvad? Folk der siger, det går meget lettere anden gang, de har altså ikke nødvendigvis ret! Nå! Efter to gange med 18-timers nonstop-veer, er jeg blevet klogere. Det føles fan’me som at skide vandmeloner, mens man har raketter smidt op bagi. Det gør naller.
Og alligevel har jeg håb om at gøre det igen. Det er jo det allersindssygeste af det hele!
[Reply]
Dorte (Kaffekværneren) Reply:
July 20th, 2012 at 22:03
Aj – det må denondenlynme have gjort nas det der med skulderen. Men hold kæft hvor er det sjov læsning!!
[Reply]
Dines Reply:
July 22nd, 2012 at 12:52
Altså. Nu vi er ved emnet. Sådan en ødelagt… ringmuskulatur. Kom du dig? Eller er det bare gone forever? Og hvad gør man egentlig ved det?
[Reply]
Teresa Reply:
July 22nd, 2012 at 12:58
nåmmen den blev da bare syet sammen igen og så fik jeg forbud mod at sidde op i 14 dage eller sådan noget. Fik en uges indlæggelse og et frossent bind i ny og næ til at køle af på nævnte område. Og piller. Jordemoderen trøstede mig med, at når man går så meget i stykker, bliver man syet af de bedste. Great, ikke? Har faktisk ingen problemer haft siden. Heller ikke under anden fødsel. Så det er sgu nok syet ok!
[Reply]
No. 5 — July 20th, 2012 at 00:30
Jeg tænker bare på syv glas fyldt med andres snot og kan slet ikke huske hvad emnet lige gik ud på..
[Reply]
No. 6 — July 20th, 2012 at 00:45
Jow, det er slemt. Men mon ikke der er lige så mange perceptioner, som der er børn? I grunden?
In unrelated news var jeg i Næstved i dag, hvor jeg gik forbi Salon Dines. Og så tænkte jeg på dig. Mærkeligt på flere niveauer, synes jeg.
Tilbage til fødslerne – go for it girl!
[Reply]
Dines Reply:
July 22nd, 2012 at 12:54
Salon Dines! Ja! Og så i Næver! Husk fotos næste gang!
Har også lige fået melding om en lille nyfødt Dines. Godt nok en dreng, så lidt konform er det stadig, men I told you all: Vi overtager verden nu.
[Reply]
No. 7 — July 20th, 2012 at 01:54
Jeg tænker, at det må gøre MENINGSFYLDT ondt, uanset den reelle smertegrad. Og uden nogensinde at have født. Men jeg har dog oplevet meningsLØS, langvarig smerte og tænker ved mig selv, at sådan kan veer og fødselssmerter umuligt opleves, for der er jo dog en gylden gevinst forude. Hvis og såfremt alt går vel – hvilket i virkeligheden er min største skræk ved en graviditet og fødsel. At det ikke går, som det skal, med graviditet + veer + øvrige fødselsgener = velskabt barn. Skidt med smerten.
[Reply]
Dines Reply:
July 22nd, 2012 at 12:56
Jeg er også en af dem, der går og siger højt, at det vel ikke kan være så slemt at være i fødsel, for der er jo et barn for enden af tunellen. Og ja, skidt med smerten, så længe kalorius har det godt.
Jeg tror, vi har fået samtlige mødre i verden til at le højt nu.
[Reply]
Juliette Reply:
July 24th, 2012 at 00:36
Har på nærmeste hold oplevet, hvad der skulle have været et nybagt forældrepar gennemleve, hvad Mette beskriver nedenfor. Derfor er jeg blevet endnu mere iskold, end jeg i forvejen var, overfor romantiske forestillinger om graviditet, og har fået fuldt fokus på selve det raske, levende barn, der må & skal findes for enden af graviditetsbøvl- og smertetunnellen.
Alt andet blegner i den sorte, knugende tavshed, hvor der absolut ingen latter findes, kun et hav af tårer og en kvælende meningsløshed.
[Reply]
No. 8 — July 20th, 2012 at 04:17
En af myterne lyder, at man glemmer, hvor ondt det gjorde at føde, så snart man har sit barn i armene. Så hurtigt synes jeg nu ikke, det gik! Men smerterne har jeg faktisk glemt nu, så jeg kan ikke rigtigt beskrive, hvor psykopatagtigt ondt det gjorde. Hvad jeg husker som det værste var, at jeg på grund af smerterne gik helt ind i mig selv, og derfor ikke kunne kommunikere, at jeg frøs fuldstændigt vildt og tænderklaprende under det meste af fødslen. Så jeg lå i bar røv og gennemsvedt undertrøje uden andet end et lagen over mig. Desuden brækkede jeg mig i timevis under fødslen, men kunne ikke få sagt, at jeg var så tørstig, så tørstig (jeg havde nok brækket al væske op alligevel, men jeg ville have sat stor pris på en tår vand undervejs). Mærkeligt nok glemte jeg fuldstændigt, at der skulle komme et barn ud af mine anstrengelser, mens jeg fødte, så jeg var helt overrasket, da jordemoderen smed en våd baby op på maven af mig efter 14 timers veer. Da jeg ikke var den skrigende type, mente min kæreste bagefter, at det nok ikke havde været så slemt, fordi jeg ikke sagde noget. Jeg kunne have kværket ham! Fordi jeg fødte under sygeplejerske- og jordemoderstrejken i 2008, blev vi sendt hjem 4 timer efter fødslen. Gåturen hjem fra hospitalet var lidt hård med kæmpebind på og ondt i alle muskler efter kulderysteturene. Men efter et par uger kunne jeg da gå på toilettet uden at græde af smerte imens. Det var der forresten ikke nogen, der havde fortalt mig: At man har virkeligt ondt i understellet i et godt stykke tid efter fødslen, især hvis man er blevet syet meget. Heller ikke, at det gør ondt at amme i starten, sådan á la tusind nåleprik i brystvorterne, når mælken begynder at løbe til. Sundhedsplejerskerne strejkede jo osse…
[Reply]
Dines Reply:
July 22nd, 2012 at 12:58
Seriøst. Det her kommentarfelt burde udgives som en hvidbog til alle gravide og deres mænd.
[Reply]
No. 9 — July 20th, 2012 at 06:30
Det gør så himmelråbende ondt. Og det der med at skide en vandmelon er ikke et helt forkert billede. Man kan også forestille sig, at den bliver presset,skubbet og smadret op i fissen i småbitte ryk. Men det er også en spændende smerte. En forventningssmerte. Og så er det et klimaks, man har ventet på i lang, lang tid. Hvis man går over tid, har man måske en del aggressioner, man kan få afløb for nu. Den mentale del er virkelig betydningsfuld som en anden også skriver. Det er måden, du griber smerten på. Hvis du er bange og anspændt, er den sværere at kapere. Det kan bestemt godt betale sig at gå til yoga eller anden smertekaperende træning før. Så føler man sig stærk og parat. I glimt følte jeg
mig som Uma Thurman i kisten. Kill Bill. Og det kræver styrke ikke at blive suget ned i et klaustrofobi-hul, hvor man bare vil ud væk og hjem. Der gør man ikke noget godt for sig selv. Fødsler kan være barmhjertige og ondskabsfulde
[Reply]
Maria Reply:
July 20th, 2012 at 06:34
Hov. : mine var midt i mellem, hældende til den gode side. Jeg tror det handler meget om det. Og så synes jeg faktisk de efterfølgende smerter i fisse og brystvorter var værre end fødslen. For de var konstante i lang tid (hos mig) og nu kunne jeg ikke bare være i smerten og håndtere den, men skulle hele tiden forholde mig til et lille nyt menneske.
Kæft det blev langt. Det føles som om, jeg er 400 gram lettere nu. Tak fordi jeg må bruge dig som fødselspsykolog et øjeblik.
[Reply]
No. 10 — July 20th, 2012 at 07:17
Nu er der jo kun lige omkring 67 dage (men hvem tæller?) til jeg selv står i det. Og selvom jeg har hørt alverdens skrækhistorier om fødsler er jeg virkelig ikke det mindste nervøs for smerterne.
Men vandet der går – og slimproppen!? FY for satan!
Og det der med at man bløder i dagevis bagefter og nogle siger at ens udflåd lugter af døde dyr og der kan komme ægge-store klumper af blod ud – jeg kan slet ikke overskue det! Både at skulle forholde sig til et lille barn og at ens krop er ulækrere end nogensinde. Jeg håber virkelig hun er det værd. Virkelig. Ellers bliver hun enebarn.
[Reply]
Zillaen Reply:
July 21st, 2012 at 01:40
Dagevis?!? Muahahaha…. Fødte for præcis 6 uger siden og bløder stadig… Resten af beskrivelsen passer meget godt!
[Reply]
No. 11 — July 20th, 2012 at 08:06
Jeg har været igennem 2 stk. Du bad om den fulde historie, og du får den.
Nummer 1:
8 timer fra første lille ve til datteren var i armene på sin far.
Det begyndte at gøre ret ondt i lænden da vi ramte fødegangen,
Især da jeg gav den jordmoderstuderende lov til også at mærke hvor langt jeg var åben.
Det tog RET lang tid for hende.
Til gengæld havde jeg både jordmoder, studerende og mand ved min side gennem det hele.
En til overblik og en til hver hånd.
Ren luksus.
En tur i badekaret fik smerterne til helt at smelte.
Jeg bad om te da manden blev tilbudt kaffe.
Det overraskede vist fagkvinderne.
10 minutter senere skulle der presses.
Det stadie var ikke behageligt.
Jordmoderen prikkede fosterhinden mens jeg lå i karet og så at fostervandet var lysegrønt.
Det betyder at barnet har skidt i egen rede, og kan være tegn på iltmangel, stress, akut lægebehov og generelt ret trælse ting.
Det kan også være helt normalt.
Da fagkvinderne jævnligt indtil nu havde lyttet til min datters hjertes regelmæssige trommen, var jordmoderen ikke bekymret.
Det var jeg så heller ikke.
Jeg fik lov at blive i vandet.
Heldigvis lå barnet med alle lemmer lagt hensigtsmæssigt, så det tog en 15-20 minutter med ret trælse presseveer.
Og vups så var datteren ude og jeg blev til en svækling som skulle have lattergas før de stak mig med lokalbedøvelse og syede 3 sting i mit mellemkød.
Nummer 2:
6 timer fra første “nu kan jeg ikke sove fra det mere ve” til sønnen lå med grønt hår på min mave.
Da vi ankom til fødeafdelingen var jeg fortrøstningsfuldt fokuseret på at jeg skulle i vand igen.
Alt ville blive godt når jeg kom i vand.
Jordmoderen var alene på vagt og havde egentligt ikke rigtigt tid til at forholde sig til os endnu. Hun havde dog endnu mindre tid til at høre på min historie om min mors andengangsfødsel hvor jeg var blevet skudt ud næsten uden en eneste ve.
Vi fik lov til at blive lukket ind på stuen med badekar.
Så ville hun komme og kikke til os om lidt.
Uhhh badekar. Jeg satte manden til at fylde det med tempereret vand, og kravlede forventningsfuldt op i varmen.
Instant lindring.
Så kom jordmoderen ind.
Irriteret.
“Man må ikke komme i vandet før vandet er gået.”
Nå? Nu havde jeg det lige så godt.
“Kan du så ikke prikke?”
“Du skal op af vandet så jeg kan se farven på fostervandet!”
“Kan vi ikke bare lukke det meste af vandet ud?”
“Hmpfh lad gå.”
Det varme vand løb ud af karet sammen med min velvære.
Fostervandet var grønt og grumset.
Jordmoderen var ikke glad.
Jeg skulle op på briksen.
Der skulle findes en læge.
Der ville blive en farlig bøvl.
I lang tid endnu.
Jeg sad foroverbøjet i karet og kunne slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne komme op, hen til briksen og ligge ned med flad ryg.
Der var rykket rundt inden i mig og min krop kunne ikke formes sådan længere.
Jordmoderen var ubøjelig.
“Du SKAl op.”
“Jo du kan!”
“OP!”
Jeg stod foroverbøjet på gulvet mellem karet og briksen.
Med min hånd på mit mellemkød for ligesom at holde sammen på mig selv.
Der var noget ekstra dernede.
Jeg var sært nok helt rolig.
“Er det hovedet jeg kan mærke”
Jordmoderen hørte vist ikke rigtigt efter.
“Ja og så om på ryggen!”
Jeg ved ikke hvordan jeg kom op på briksen og ned at ligge.
Men jeg ved at efter 2 veer var sønnen ude.
Med det fineste grønne hår og smukke grønne negle.
Han havde ikke manglet ilt under fødslen.
Han havde som sin storesøster ikke kunnet holde sig og var blevet helt indfarvet af at ligge i det grønne vand.
Hvis jordmoderen havde haft lidt bedre tid til at lytte til os og måske kaste et blik på journalen ville det hele måske have følt knapt så kaotisk for hende.
Hvis det havde været min første gang var jeg måske panikket?
Som det var, var jeg for travlt optaget af at føde til at blive nervøs.
Og så:
Anden gang får man efterveer.
De er ikke til at holde ud!
Hele ens underliv er jo lige blevet most.
Og så starter det igen.
Og der er ikke et smukt barn for enden af en efterve.
Efterveer er noget lort.
[Reply]
Dines Reply:
July 22nd, 2012 at 13:00
OMG. I am scarred for life.
TAK for beretningen!
[Reply]
No. 12 — July 20th, 2012 at 08:12
Jeg vil gerne starte med at stemme i med epiduralen. Den er guds gave til fødende kvinder. Under hele min fødsel, som sammenlagt tog omkring 12-14 timer var der ca 2-3 timer hvor smerten var ulidelig. Jeg tænkte, det her KAN jeg bare ikke klare. Ind kom så endelig narkoselægen fra himlen og smed noget epi i ryggen på mig og vupti gik jeg på 2 min fra at tude af smerte, til at grine over at det kildede i mine tæer. Her troede min mand helt sikkert jeg var blevet vanvittig. Den tog alle (ALLE i tell you) smerter i en pæn slat timer. Da smerterne kom igen, gik der kun 1 times tid før jeg måtte presse og jeg synes ikke pressefasen gjorde ondt. Men den var pisse hård, for man har eddermame ikke flere krafter. Til sidst skulle han altså bare ud, så jeg hørte klippe-med-saks-lyd og kunne godt regne ud hvad det betød, men det gjorde ikke ondt at blive klippet og 5 min efter havde jeg min lille klamme blodindsmurte søn i armene.
Og til jul skal jeg gøre det hele igen og jeg glæder mig faktisk. Ikke til psykosmerte, men til oplevelsen, for den er altså lidt magisk.
[Reply]
No. 13 — July 20th, 2012 at 09:31
Jeg fødte 2 timer efter min første ve, uden nogen form for smertelindring – ikke pga. tapperhed, men jeg var så væk i smerter at jeg ikke kunne be´om det. Min lille mand valgte at arrivere som Supermand med den ene hånd knyttet på brystet. Det kostede en del sprækker. For mig var efterforløbet klart værre end veer og fødsel. Efterveer er en bitch af rang! Og der gik 2 uger inden det at tisse, ikke medførte tudeture af smerte. Føj for en omgang. Men jeg gør det hellere end gerne igen.
[Reply]
No. 14 — July 20th, 2012 at 09:41
Jeg siger kun én ting: Epidural er Guds gave til den fødende kvinde!
- Og så siger jeg én ting til, og det er at jeg på INGEN måde ville have den der epidural; jeg var rædselslagen for den; det SIDSTE jeg ville.
Alligevel fandt jeg mig selv grædende tigge om den…
[Reply]
No. 15 — July 20th, 2012 at 09:48
Glem fødslen, du! De smerter kan epiduralen tage for dig. Men hvis der er noget, de glemmer at fortælle, så er det, hvor sygt ondt det gør at amme! En ting er, at det er ekstremt smertefuldt at ens bryster vokser til håndboldstørrelse over night, men hvad sker der så lige, når der er nogen, der konstant forsøger at ernære sig fra dem. Absurd smerte, siger jeg bare!
Og når der så er et sygehuspersonale, som får det til at lyde, som at ens nyfødte tvillinger er ved at dø af underernæring, fordi de vejede en smule under 2500 g ved fødslen, og man i øvrigt har hormoner, der raser rundt i kroppen, så er det ikke her, man lige får kvækket frem, at det der med amning, det ikke lige er sagen for moren. Allerede på barselsgangen lærer man, at man er endt i sidste række af alle prioriteter. Så nej du, lad mig bare føde. Men amme, det gør jeg sgu ikke igen!
[Reply]
No. 16 — July 20th, 2012 at 09:50
Det var 12 timer.
De 9 af dem med veer der føltes som om at mit underliv var én stor karklud, der blev vredet virkelig hårdt op, af nogle meget store hænder. Hvert andet minut. I 9 timer.
Det var panik. Hver gang en ny ve kom tromlende. Den slags panik der i løbet af 2 sekunder for en overbevist om at, “Jo, det her – det slår mig ihjel.”
Det var angst. For det ukendte og uvisse. Kan det være rigtigt at det skal gøre så ondt?
Det var frustration. Ingen i hele verden ved hvordan du har det, og hvor ondt det gør. Heller ikke dem der har prøvet det før.
Det var en opvågning. Én af den slags hvor man nærmest inden det er gået i gang må erkende, at alt hvad man havde planlagt ikke bliver til noget. Hvor drømmen om en fødsel uden smertelindring var noget man “bare” gjorde.
Det var tre timers venten på narkoselægen og den der nål der skal bankes ind i ryggen. Tre timer hvor man tigger og beder om at blive slået i gulvet. Tre timer med for tidlige presseveer. Tre timer der føltes som en evighed og lidt til.
Det var lettelse da narkosen endelig kom. Lettelse, og så søvn.
Det var forbandet rart at få rigtige presseveer. Så må man – og kan man! – nemlig gøre noget konstruktivt og arbejde med.
Det var lykke da han endelig var der. Og jo, al smerte forsvandt.
Det var snyd. For al smerte kom igen da jordemoderen lige skulle trykke på maven for at få moderkagen ud. Og så have sin hånd ind, hvor jeg lige havde fået 3.5 kg baby ud. Og så sy i mit underliv i en time.
Det var efterveer. De rammer nemlig ikke kun fleregangsfødende.
…..
Det var fantastisk.
Når det hele er overstået er du medlem af en helt særlig klub. Den for mødre. Den klub som giver dig en helt særlig respekt mellem alle kvinder i verden. Som giver dig anderkendende nik når du kommer med dit nyfødte barn. Som gør dig mere stolt end nogensinde før. Som hylder urkvinden i dig.
Som får dig lyst til at gøre det hele én gang til.
[Reply]
No. 17 — July 20th, 2012 at 09:52
Christ, jeg sad for en time siden og blev ramt af tanken om, om jeg overhovedet TURDE blive gravid! Jeg er i færd med at forsøge mig med den slags – specielt fordi min kæreste har sat bremserne i – men lige dér blev jeg sgu lidt i tvivl om, om jeg overhovedet var “cut for it”..
Og det værste er jo, at graviditeterne er SÅ forskellige.. Jeg skeler tit og ofte til dem jeg kalder mine “fødedygtige hofter”, og håber vitterligt at de gør arbejdet som jeg har forudsagt: spytter den unge ud i løbet af no time! (please!)
[Reply]
Cecilie Reply:
July 23rd, 2012 at 10:36
Jeg er IKKE i færd med at forsøge mig med den slags.. Ret vigtigt ord lige at komme til at udelade..
[Reply]
No. 18 — July 20th, 2012 at 10:21
Yay, jeg eeeelsker at fortælle om mine fødsler! Men jeg er også en fødemaskine, som min mand siger… Jeg er en af dem, der ikke synes, det er så slemt. Jeg synes fx at blærebetændelse er værre. (hvor man ligger på badeværelsesgulvet, fordi man føler, man hele tiden skal tisse, og det gør nas, og man ikke ved, hvornår det stopper) På den anden side er der ligheder, for jeg synes, at det er vildt ubehageligt at føde – det er bare ikke smerte for mig.
Anden gang var baby kommet skævt ned og havde navlestreng om halsen, samtidig med at veerne stoppede, så de to gange var fødestuerne fyldt med alle mulige fagfolk.
Man er ude af kontrol, man har brug for hjælp,,og jeg har også været i den der med ikke at kunne sige, at man har det for varmt, for koldt, etc. De to første,gange var lattergas min ven. Jeg kunne falde i søvn stående mellem veer, selvom det var lige op over. Skrid med massage, musik og pis! Jeg føder! Men jeg kan ikke mærke presseveer, så det har ladt mig forvirret og dybt afhængig af jordemoderens: “Pressss, nuuu!” Første gang heppede min mand med, indtil jordemoderen sagde, at man kun skal presse, når dermer en ve
Tredie gang blev jeg sendt fra Skejby til Horsens i egen bil, fordi de ikke mente, at jeg var tilstrækkeligt i fødsel. Da vi kørte derfra ca. 15:30, sagde jordemoderen, at jo, jeg fødte da sikkert inden midnat. Vi kørte så også lige et smut hjem, og nåede hovedindgangen præcis kl 17:00. Jeg svarede nej, da min mand spurgte, om jeg selv kunne gå ind, mens han parkerede. Tøsen er født 17:41! Uden bedøvelse men med vejledning. Så jeg havde siddet i bilen med fødsel opover, uden at vide det. Eller…jo, jeg havde det på fornemmelsen, men jeg var jo blevet sendt videre. Jordemoderen havde ikke engang modtaget journal fra Skejby, så hun anede ikke, hvem jeg var – men vi hilste pænt på hinanden efter fødslen. 2 timer senere kørte vi hjem med 1 stk. baby. En anelse sur på Skejby, for tredie gang ved man altså godt, hvad det handler om.
Anyway, ikke smerte…men i den grad tab af kontrol!
[Reply]
No. 19 — July 20th, 2012 at 12:55
Da jeg var gravid gik tænkte jeg tit på “gad vide hvor ondt det gør i forhold til…”, og jeg tænkte bl.a. at hvis man smadrer sit skinneben for fuld hammer ind i en skarp kant, så gør det pænt ondt….. Men desværre er det ingenting sammenlignet med fødslen. Jeg oplevede de værste veer (7½-8½ cm = tre timer) som om der var ild i hele min krop. Og når jeg siger hele, så mener jeg fra tåspidserne til øreflippen. Det var en helt syret ud-af-kroppen-agtig oplevelse, og jeg kun huske at jeg registrerede at jeg åbnede min mund, og der kom et kæmpe brøl ud, men det var ikke noget jeg selv gjorde. Det var meget crazy….!!! Efter de tre timer (og EN fucking centimeter) sagde jeg også ja tak til epiduralen. Den virkede godt, men måske lidt for godt, for jeg kom aldrig til at mærke mine presseveer. Ungen kom dog snildt ud, men i lang tid følte jeg at jeg ikke havde født rigtigt, fordi jeg ikke mærkede mine presseveer……
Gør jeg det igen – JA selvfølgelig, men næste gang skal jeg helt sikkert forberede mig selv bedre med bl.a. yoga og grundig vejrtrækningsteknik (fx smertefrifødsel.dk).
Jeg har løbet marathon og har fødedygtige hofter, så jeg gik nok lidt for kækt til opgaven, men til næste gang ved jeg at det mentale overskud er så meget vigtigere end det fysiske, og jeg vil absolut være mere ydmyg!
[Reply]
No. 20 — July 20th, 2012 at 18:49
Jeg bankede selv blodårerne frem for at få drugs, allerede da jeg kom ind på sygehuset, men fik ikke lov.. Da jeg endelig var åben nok til smertestillende var jeg FOR åben (Åbnede mig 9 cm på 2,5 time – Tal lige om avforhelvede og bræk i lårtykke stråler) .. Min første kommentar var “Så er der ingen eidural? *bævrende underlæbe*” .. Den første måned var jeg MEGET med på “Det her skal jeg aaaaldrig prøve igen” – Og efterveer under amning?! HVORFOR SAGDE INGEN DET TIL MIG!! Man tror at mareridtet er overstået, men så snart ungen patter løs, så er der atomkrig i underlivet igen.. wtf?!
Nu er jeg klar igen.. Anytime.. Jeg skal bare finde en mand.. For jeg har lykkelig glemt hvor ondt det i virkeligheden gør.. For.det.gør.ondt..gange.3.
[Reply]
No. 21 — July 20th, 2012 at 20:01
Jeg nåede aldrig til presseveerne, men lå i vestorm i 14 timer. Epiduralen hjalp i en time, hvor jeg fik en gulerod og en cola og så tog smerterne fat igen, så jeg ikke kunne nå at spørge om det var meningen. Jeg kunne ikke andet end have ondt og pauserne var kun lige lange nok til at trække vejret to gange, samtidig havde epiduralblokaden fjernet min føling med venstre ben, så jeg kunne ikke andet end ligge og lade sammentrækningerne tage magten. Være helt uden kontrol…
Der er nogen, der beskriver veer som menstruationssmerter gange 100 – presseveerne aner jeg ikke noget om, men jeg ved at det gør herrenas at skulle sætte sig op med et ar efter kejsersnit.
Men fødslen er bare et lille komma i den store historie. Et ret solidt komma, dog.
[Reply]
No. 22 — July 20th, 2012 at 21:09
Jeg fik veer tirsdag eftermiddag og fødte fredag morgen. Oh yes. 63 (treogfuckingtres!) timer efter første ve, 2 epiduraler (der dog ikke tog smerterne, men til gengæld lammede mine ben. Som i totalt!), et ve-drop der satte ekstra knald på veerne, (uden tilsvarende smertelindring), feber grundet epiduralen, med antibiotisk drop til følge, stigbøjler det faldt sammen gentagne gange under presseveer, så de døde ben faldt til jorden med et brag, truslen om et kejsersnit og bum, så var han ude. Easy peasy, ha ha! Husker det dog ikke som synderligt smertefuldt, men efter 3 hele døgn uden søvn, tror jeg lidt, jeg havde noget ud-af-kroppen oplevelse.
Anden gang gik det heldivis hurtigere. Fik ingen smertelindring og skreg som en syg abe, for gu gør det sgu da naller. Men i det store perspektiv, er fødslen jo kun et splitsekund og skulle jeg nogensinde føde igen, kan du regne med, at det blev sans epidural! (Udover at man ikke får at vide, at epiduralen udsætter fødslen, havde jeg efterfølgende drop fod et stykke tid og har stadig gener indimellem, måske de lige har ramt en nerve i rygsøjlen, hvad ved jeg).
Amningen derimod er tusinde gange værre end at føde! Det tager 100 år at få det lort til at fungere og den smerte er så hjernedød sindssyg, at det kan man slet ikke stave til! For mig handlede det ikke kun om de blodige brystvorter, men smerten strålede ud i ryg, arm og hals. Og her er ingen kære endorfin-mor til at tage toppen. Det er bare rå smerte og kan ikke sammenlignes med noget! Heller ikke fødslen, som jo ret beset er menstruationssmerter gange en milliard, altså noget man har haft følelsen af før, dog i en meget mindre skala. Og under amning kan man jo af gode grunde ikke sidde og skrige som en syg abe lige ned i hovedet på en sulten nyfødt.
Og efterveerne. Uh, don’t get me startet on the efterveer. Føj.
[Reply]
Dorte (Kaffekværneren) Reply:
July 20th, 2012 at 21:47
Hold kæft hvor jeg lige lå flad af grin over dit indlæg!!
[Reply]
No. 23 — July 20th, 2012 at 21:42
Jeg vrælede som et lille barn og råbte vist nowed med “JEG VIL IKKE MEEEREEE!!!!” med nummer 1. Det var da der var gået 10 timer. Så fik jeg epidural og var kæk indtil presseveerne kom efter YDERLIGERE 7 timer….
Jeg vil placere smerterne i kategorien “psykopat-spasser-hjernepulveriserende”
Nr. 2 tog præcis den halve tid (omkring 10 timer ialt) at presse ud og gjorde lige præcis dobbelt så ondt at levere som etteren. Istedet for at råbe skelede jeg da også nu bare og kunne ikke meddele mig. Ja jeg var rent faktisk lige gået 100% fra forstanden da den første presseve endelig kom. Hun skyndte sig at blive født allerede på 3. presseve. Ved ikke hvorfor. Hun kunne vel li’ sin mor.
[Reply]
Dorte (Kaffekværneren) Reply:
July 20th, 2012 at 22:13
Åh men for fanden hvor er det alting værd og mere til – BAGEFTER! Nu er mine rolllinger også 3 og 5 og det har bare været optur (midt i alt det andet pis-hårde morarbejde) siden de poppede ud;o) For helved jeg kan jo ikke snakke om andet end mine to små starutter ligemeget i hvilken sammenhæng. Låve
)
[Reply]
No. 24 — July 20th, 2012 at 22:22
Fire fødsler…
Tre med skrig og skrål og med et underliv der brister…
En i dyb tavshed og med et hjerte der brister…
Smerten ved den sidste, var den største…
[Reply]
Dines Reply:
July 20th, 2012 at 22:29
Åh… Nej? Der sank mit hjerte.
[Reply]
Teresa Reply:
July 20th, 2012 at 23:56
Mit hjerte også!
[Reply]
Dorte (Kaffekværneren) Reply:
July 22nd, 2012 at 23:24
Og mit! For fanden!
[Reply]
unsent Reply:
July 23rd, 2012 at 01:22
Mit hjerte føltes som om det slog et slag over. Hammer lige midt i panden.
Nå men det jeg egentlig også ville skrive var: tak. Det kan godt være alt det her bare er ord, beskrivelser og lidt gore, men det er altså fedt med den debat, de beretninger og det liv, dine ord afføder (pun intended). Det gælder stort set alle dine indlæg, og jeg synes du er superinspirerende.
Kan godt være vi principielt ikke ved en skid om dig, men du skriver og “italesætter” (anførselstegn fordi det altså IKKE er et ornligt ord) nogle af de ting, sådan nogle damemennesker går og tænker og grubler over.
Så tak. Det var bare det, jeg ville sige.
[Reply]
Laura Reply:
July 22nd, 2012 at 00:03
Kære Mette
Det tror jeg er det mest forfærdelige og det klogeste der er sagt i den her tråd.
Jeg kan ikke forestille mig en smerte der er større.
kh Laura
[Reply]
No. 25 — July 20th, 2012 at 22:42
Inden jeg fødte min første søn sagde min veninde til mig, at det gjorde så ondt, da hun fødte sin datter, at hun seriøst troede, hun skulle dø. Så det indstillede jeg mig på – og blev faktisk positivt overrasket; for nok gjorde det ondt som bare pokker, men det var så surrealistisk at befinde sig i sin egen smertebobbel med det vildeste fokus ever – alt andet blev ligegyldigt. Alle tankerne inden om alle de frygtelige ting, der kunne gå galt, var pist væk, og fokus var skarpere end nogensinde før. Ud kom den dejligste lille dreng på 2840 gram. Og da jeg ringede til min mor kort efter sagde jeg allerede der, at det kunne jeg sagtens gøre igen.
Det eneste, der gav mig styrken til at fortsætte undervejs var tanken om, at det jo ville gå over på et tidspunkt, smerten forstås. This too shall pass, var det John Lennon der sagde det? Og over gik det, men så stopper vi også her. Både fordi to børn passer til os, men også fordi jeg nødig går sådan en omgang igennem igen!
To år senere skulle jeg føde igen. Tog der helt køligt pga. den gode fødsel fra før og fordi “alle” fortalte mig, at det er meget nemmere anden gang. Det endte med en helt utrolig hård og smertefuld fødsel af den skønneste lillebror på hele 5480 gram, skønnet til 4 kilo inden fødslens start…det trak ud i uendeligheder, men han kom altså ud på naturlig vis
Summa summarum: Jeg synes BESTEMT det betyder meget, hvad man har indstillet sig på inden!
[Reply]
No. 26 — July 20th, 2012 at 22:44
Jeg har nu været gravid i præcis 39 uger og 3 dage – og nej, hvor jeg bittert fortryder at have læst samtlige kommentarer til dette indlæg
Jeg vil ikke!
[Reply]
Dines Reply:
July 20th, 2012 at 23:02
Åh, for fanden! Undskyld. Jeg bør nok lige putte en disclaimer ind i teksten. Til folk i din… situation. Fuck. Men der er jo også gode råd imellem!
Knæk og bræk. Må man gerne sige det til højgravide? Kom lige tilbage og fortæl, savner beretninger fra kvinder, der stadig er i granatchok.
[Reply]
Nina Reply:
July 22nd, 2012 at 17:45
Jeg fødte for præcis en måned siden. En fantastisk lille pige – 3500 g. – og det var en fed, fed oplevelse. Det er for vildt og for fedt at føde, det var det i hvert fald for mig. Så gå ind i det med gode forventninger, det kan “risikere” at blive en dejlig oplevelse. Det afgørende for mig var, at det ikke var en smerte som indikerede at noget var galt, blot at kroppen arbejdede intenst på noget. Noget vigtigt
[Reply]
No. 27 — July 20th, 2012 at 23:17
Det er 19 år siden jeg fødte min ældste, og jeg kan genkende historierne om ikke at kunne sige noget. Jeg ville egentlig gerne have haft noget smertestillende – eller bare noget lattergas! Men jeg kunne ikke sige noget. Derfor blev det en super og meget urtet fødsel og jeg kan ikke huske den smerte jeg ved var til stede. Dog husker jeg sjovt nok første toiletbesøg efter, efterveer, piveriet da jeg skulle syes, brystbetændelse, 3. dagstudeturen og sorgen da en sygeplejerske fik plantet mistanke om Downs Syndrom – tog en uge at få svar på den mistanke.
Anden fødsel var tre en halv måned før termin, lynende hurtig, brølende smerte og overraskelse over at sønnen faktisk levede. Fødslen var en biting i forhold til den tid der fulgte.
Jeg husker at begge fødsler var smertefulde, men jeg husker ikke smerten. Ligesom jeg husker at mine graviditeter var kvalme – uden at huske kvalmen. Jeg husker hvor ulidelige de søvnløse nætter var – uden at huske følelsen. Men hvis jeg landede det igen, ville jeg sikkert sige -gud ja…fuck nej…
[Reply]
No. 28 — July 20th, 2012 at 23:19
Jeg vil ikke fortælle dig hvor ondt det kommer til at gøre på dig, for det kan jeg overhovedet ikke vide noget om. Vi håndterer alle sammen smerte forskelligt.
Jeg kan ikke fortælle dig, at det hele blegner ved tanken om det smukke barn du skal holde og ved din partners (M/K) beundrende blik.
Jeg kan sagtens fortælle dig skrækhistorier om klyx og et badekar der ikke nåede at blive fyldt op og om en uplanlagt hjemmefødsel og en masse andet følelsesporno.
Men jeg kan fortælle dig, at det er skide lige meget alt sammen. For en fødsel er en kraftpræstation. Det er noget af det sejeste du kan gøre i dit liv.
Nogen kommer igennem det som en klynkende klump blævrende kød med snottet rendende ned ad ansigtet.
Nogen vågner op fra det med et lille ar på maven og føler sig snydt.
Nogen finder deres indre urkvinde frem og brøler mod månen som løvinder.
Men vi KOMMER igennem det.
Hvis du tror på tankens kraft, kan du måske selv vælge hvem du vil være? Hvem ved, jeg er ikke ekspert. Jeg har bare født to smukke piger uden nogen form for bedøvelse. Det lyder sikkert mærkeligt for nogen, men jeg nød det. Både før under og efter.
[Reply]
No. 29 — July 20th, 2012 at 23:34
Og til Louisa – fødselsberetninger er kvinders krigshistorier, og nuancerne ryger i det store regnskab. Jeg kender en kvinde som helt frivilligt har fået otte børn. Hun spytter dem ud hjemme i stuen uden noget pjat – og de fem yngste er under skolealder – hun eeeelsker at føde. Held og lykke med din fødsel – det bliver helt din egen oplevelse..
[Reply]
No. 30 — July 21st, 2012 at 00:31
…ups, jeg er vist gået forkert, undskyld!
[haster ud igen]
[Reply]
No. 31 — July 21st, 2012 at 07:18
Da barn nummer tre blev født kom hun med en noget overraskende udmelding. Midt i de MEGET høje lyde, krav om massage NU osv. fortalte hun at det føltes virkeligt forløsende da presseveerne kom. Hun sagde noget om, at det følelsen af ikke at kunne lade være var næsten.. dejlig? Hun mente ikke det samme om selve smerterne altså.
Jeg blev overrasket fordi jeg hele livet kun har hørt om nederen ting omkring det fysiske i fødslen, og fik mig til at tænke over hvilke andre ting jeg ikke har hørt om omkring det at føde. Yes.
[Reply]
No. 32 — July 21st, 2012 at 08:31
Det gør lige så ondt som en mandeinfluenza
(ahr – måske ikke helt så ondt, men næsten)
[Reply]
No. 33 — July 21st, 2012 at 10:48
Jeg har gjort det EN gang – for over 14 år siden – og jeg gør det IKKE igen! Jeg vil faktisk hellere løbe en maraton – og har gjort dette flere gange.
Første gang, jeg var på toilettet efter fødslen, ventede sygeplejersken uden for døren. Hun kiggede på mit forpinte ansigt, da jeg trådte ud og sagde:” Ja, det er sjovt, der er faktisk nogen, der gør det igen..!” Min eneste tanke var: ” Jep, men ikke mig” – og det har jeg som sagt holdt mig til. (Det har så også lidt at gøre med de hævede fødder, ømme bryster og nul alkohol i ca. to år. – samt de vågne nætter og bleerne… )
[Reply]
No. 34 — July 22nd, 2012 at 00:00
Det gjorde mere ondt end noget andet jeg har prøvet i mit liv. Det gør ca så ondt som du forventer det gør, hvis noget indefra først sprætter din livmoderhalsgang op og bagefter mellemkødet helt ned til og inklusiv ringmusklen.
Der er kun en ting jeg er mere bange for end fødsler og det er væggelus.
Men jeg ville gøre det igen – anyday – for resten er hver en time (31 første gang og 18 anden gang) værd.
[Reply]
No. 35 — July 22nd, 2012 at 10:14
Når man skal føde første gang kan man trøste sig ved tanken om at “kvinder jo gør det hver dag, så hvor slemt kan det lige være” – Anden gang VED man hvor slemt det er! Jeg tror der er en mening med de 9 måneders graviditet – det er så lang tid ud i fremtiden, så man kan bilde sig ind at lægevidenskaben har nået at opfinde en ny måde at gøre det på inden det er min tur… Skulle man tage beslutningen om at føde i morgen ville der ikke komme flere børn efter nr 1 – for så vidste man jo hvad man gik ind til… Men ja, de er jo skønne når de er her, og de er det hele værd.
Og mængden af smerte….tja…ubeskrivelig slem. Og skal du selv føde en dag, så insisterer du bare på epiduralen fra starten!! Det er vejen frem…
[Reply]
No. 36 — July 22nd, 2012 at 13:09
Som at føde et råkostjern.
Og en uge efter føles det som om nogen har smadret en hammer oveni klitten.
Og så amningen. Bloody nipples, say no more.
Men den rigtige smerte kommer, nå man indser man har født et par børn i en verden hvor de højst sandsynlig kun når at blive ens egen alder før det hele brænder på, og man ved, at man selv var med til at ødelægge lortet. Den sveder.
[Reply]
sus Reply:
July 23rd, 2012 at 11:49
…højst sandsynligt…?
[Reply]
No. 37 — July 22nd, 2012 at 13:29
Jeg hører også til dem der kun har gjort det en gang, og gerne ville have gjort det mindst to gange. Det tog mig fra fredag middag kl. 12.30, til mandag aften kl. 20.27. Det var et smertehelvede, ydmygende og forfærdeligt. Det er snart 14 år siden – og at have ET barn er aldeles dejligt. For føde, det gør jeg aldrig igen:-)
[Reply]
No. 38 — July 22nd, 2012 at 13:31
I virkeligheden er det uhyggeligt sjældent, at man Kan bruge andre menneskers erfaringer til særlig meget. Jeg er en af dem der hverken syntes eller synes det var så slemt. Ja, det gjorde ondt, men hele min organisme var en maskine der først kunne stoppe når arbejdet var gjort. Kroppen tog over. Mellem veerne var jeg fjantet på en overgearet teenager-agtig måde, og grinte og tog sjove billeder med mine to fødselshjælpere. Jeg er meget enig med det Rolf har fået beskrevet: pressefasen var direkte lækker! Her kunne jeg deltage mere aktivt end tidligere og var ved at være i mål. Meget, meget forløsende. Jeg fik lattergas og akupunktur. Sidstnævnte gav mig intet, og jeg fjernede nålene da jeg blev irriteret på dem under en ve. Jeg kunne sagtens føde igen, jeg er – i al beskedenhed – ret god til det men jeg kunne ikke, igen, overleve to døgn på hospitalet efter en fødsel. Jeg har intet godt at sige om Rigshospitalets barselsgang. Intet!
[Reply]
No. 39 — July 22nd, 2012 at 13:56
Jeg ELSKER indlæg og kommentarer som disse! TAK!
Jeg er en sucker (stav selv?!) for fødsler. Jeg læser beretninger igen og igen og igen og jeg gennemlever fødslen af min datter igen og igen og igen. Jeg VIL føde igen og igen og igen. Men jeg vil sateme ikke have ammehelvede og brystvorter, der er faldet af – igen. Så no way! NO GO!
Jeg havde plukkeveer fra uge 21 og mærkede derfor ikke, at de overgik til rigtige veer, før jeg var 8 cm åben. MEN skal jeg sige noget som helst skræmmende om selve fødslen – nu vi er ved emnet – og ikke tudehelvedet og forstoppelsen, fordi det gjorde ondt i syningerne i MANGE dage efter, når jeg skulle skide…
Ja, altså, så er det den sviende fornemmelse, jeg både mærkede og så i glimt i det spejl, jeg havde bedt om at jordemoderen holde op (Jeg skulle sgu ikke gå glip af noget!) – og er du i tvivl, så er det den sviende fornemmelse, der kommer lige når man presser hovedet ud og sprækker, jeg taler om! AVS!
[Reply]
No. 40 — July 22nd, 2012 at 13:57
Ej, og altså skammen over at skide sin mand på fødderne i en heftig ve – dén kommer jeg mig nok heller aldrig sådan rigtig over.
[Reply]
Cecilie Reply:
July 23rd, 2012 at 10:49
Åh, Jesus! Dér fik du mig lige til at sidde og hulkegrine højlydt i kontorlandskabet – ups..
[Reply]
No. 41 — July 22nd, 2012 at 14:41
Oh – hvor fantastisk at være hende der popper pigebørn ud, så hyppigt som i andre tager i IKEA. Tak!
Jamen nu spørger du jo…
Jeg har aldrig løbet en maraton eller noget som helst andet sportspræstationsagtigt – kun fødsler. Og det har været overvældende, vildt og fantastisk, at min dovne krop kunne overleve noget så ekstremt, og jeg har været helt høj over hvor sejt det egentlig var, også undervejs.
Før jeg fik det første barn, var jeg skræmt ved tanken om det. Havde hørt skræmmehistorier, og kunne ikke forestille mig at jeg kune finde ud af den slags – krævede det ikke ligesom at man var mere voksen end jeg var?
Tanken om at komme ind på et hospital, hvor der var sære maskiner, fremmede mennesker der kom og gloede på min bare røv, stressede jordemødre, og rutineindgreb jeg ikke kendte til, skræmte mig næsten mest – så jeg valgte at føde hjemme(hvor jeg kendte stedet og rutinerne, og hvor jordemoderen ikke ville være stresset af mange andre fødsler) .
Det var en god beslutning – for mig altså – for jeg tror at man, som fødende, skal have nogle redskaber der gør en tryg, uanset om det er at have trænet vejrtrækning, have lovning på epidural, blinkende maskiner, fødekar, hospital eller hjemme.
Er man tryg ved omgivelser og udstyr, og har nogenlunde sat sig ind i hvad der egentlig sker under en fødsel, kan man bedre tage hvad der måtte komme af uforudsete hændelser – og smerter.
For ja: det gør ondt. Det der gør mest ondt er selvfølgelig der hvor barnehovedet kommer ud(har engang læst det beskrevet som:”at skide en kummefryser indsmurt i chili”) – men selv om det lige i det øjeblik svier og brænder, så er det hurtigt ovre, og man får belønningen – i form af barn – så hurtigt efter, at man er skideligeglad.
Så det er muligvis det der gør mest ondt, men ikke det værste, efter min mening.
Jeg synes de mange timers veer er værre, og mine veer har føltes som om nogle strammede et bælte med pigge på undersiden, hårdt om min mave, og bare blev ved.
Alle fire af mine børn har ligget skævt, så det har taget sin tid at føde dem, men jeg lærte nogle ting der virkede:
1. Tæl under veer. Fokuser på at trække vejr ind mens du tæller til 15, og puste ud mens du gør det samm. Hele tiden: tælle og trække vejr langsomt. Det afleder enormt meget, og føles som et håndtag at holde sig oppe over smerten med.
2. Glæd dig over at hver eneste ve er ovre, og du er des tættere på at være færdig
3. Prøv på ikke at skrige – det gør mere ondt(synes jeg).
4. Bevæg dig. At ligge fladt på ryg, kan give ekstra smerter i lænden, og det kan afgjælpes ved at bevæge sig lidt, rokke med røven, stå eller gå.
Og nej, det er ikke en opskrift på smertefri fødsel, men har hjulpet mig meget.
Jeg ærgrer mig faktisk over aldrig at skulle føde igen – ikke fordi det ikke gør ondt, eller fordi jeg er særligt god til det – men bare fordi det er så grænseoverskridende, sejt, fint, spændende og imponerende at kroppen kan den slags – og der findes intet mere overvældende i verden, end at se sit barns ansigt for første gang. Det er lige stort og smukt hver gang…
[Reply]
No. 42 — July 22nd, 2012 at 20:23
Hva’ sku’ det nu til for Dines? Kvinde er kvinde værst, når fødslen skal ‘hypes’ til at være så skide forfærdelig.. man kan gøre meget med ord – og jeg tror på, at fortalte vi den gode fortælling om fødslen om og om igen – bum! – så ville flere kvinde FÅ gode fødsler… For man kan beslutte sig for meget oppe i det der hoved.
At vi har en sundhedsvæsen, der udstråler at fødslen er ‘farlig’ og skal overvåges af udstyr og læger er slemt nok (og en gigantisk misforståelse.. se bare lidt sydpå.. I Holland føder 40% hjemme! YEPS; 40!… ).. men at vi kvinder imellem skal opfordres til liiige at smøre lidt af det grimme ekstra grundigt på, når historien skal fortælles, det synes jeg sgu er træls. Der går nærmest fødejantelov i skidtet – så når man sidder der i mødregruppen og kommer til at bjæffe ‘jeg synes ikke det var slemt’, så bliver man nedstirret af 5 storbarmede (bitre??) kvinder med ‘luk arret-blikket’ – i stedet for at den gode historie bliver hørt, sunket og hyldet… hmm..
Jeg har født 2 lækre unger – og ja.. jeg syntes det var FEDT! Fuldstændigt vidunderligt hårdt arbejde… og det var lige det jeg havde hjernevasket mig selv til… hårdt arbejde.. skulle det være.. ikke al den fokus på smerte.. Og ja.. jeg pressede også et par timer første gang.. og sked på min mands sutsko anden gang osv, men det er vist så også det jeg kan finde frem af sleeeeemmme ting om de fødsler.. FORDI jeg var klar på udfordringen, fordi jeg stolede på at min krop ku’ det shit og fordi jeg lod mig føre af veernes seje arbejde..
WORD UP for den gode fortælling, de gode ord og de gode følelser (og de gode fødsler – som kan være så forskellige, hurra for det…)..
[Reply]
Dines Reply:
July 23rd, 2012 at 09:11
Nu tror jeg egentlig ikke, at I, mine klogere læsere, flere af jer mangegangsmødre, lader mig, en ikke-mor i tyverne med hele moderskabet endnu foran mig ude i fremtiden, definere diskursen omkring fødsel.
Jeg spurgte, fordi jeg var nysgerrig – ikke fordi jeg havde et højere formål. Jeg har jo bare hørt at fødslen er al moders smerte, og det undrede mig, at jeg spottede en lille tendens til, at vi nu lægger låg på. Og det er jeg bare så lidt fan af. Men jeg sætter så stor pris på beskeder som dine som antyder, at man virkelig kan komme langt med at arbejde med det i hovedet.
Jeg kan slet ikke genkende mig selv i, at jeg skulle være med til at opildne til den slemme fortælling. I know, en ret tam udtalelse efter mit blogindlæg, men at det blev opfattet som, at der ikke var plads til de gode historier, er så langt fra den person, jeg er i virkeligheden. Herude har jeg for nylig fået ros af en gravid veninde for at at være den eneste, hun kunne tale åbent med om sin lyst til hjemmefødsel og sin tro på en “smertefri” fødsel. Fordi jeg tog seriøst, at hvis man tror på det, så kan det også ske. I hvert fald ske i større omfang, end hvis man ikke har trænet sin hjerne til at forstå, virkelig forstå, hvad der skal ske, og hvad kroppen skal kunne – og godt kan.
Jeg er fan af åbenhed. Alle aspekter og historier og detaljer og finesser og tips.
Tak for dit perspektiv!
[Reply]
Teresa Reply:
July 23rd, 2012 at 11:15
Jeg synes heldigvis, der er plads til både de gode og de dårlige oplevelser. Og jeg er da enig med dig, Nana, i, at flere ville få bedre oplevelser ved at føde hjemme. Sindet kan gøre SÅ uendeligt meget! Jeg forsøgte det selv anden gang, men endte alligevel med ambulance til sygehuset efter alt for lang tid. Det til trods står anden fødsel stadig som den roligste og bedste af de to.
Jeg synes ikke, der pustes til ilden med Dines’ indlæg. Tværtimod er det da befriende at alle kan udtale sig om deres oplevelser, uanset hvordan de var. Jeg elsker at nogle er så pisse seje til at føde. Jeg er åbenbart ikke. Men jeg gjorde det gerne igen. Alligevel.
Tendensen til at det handler om mindcontrol, kan være med til at andre, med grimme oplevelser, ikke får det bearbejdet ordentligt, fordi de føler sig svagelige, når de ikke kunne klare en fødsel lige så godt. Min mor udtalte (efter 2 x 18 timers veer) at hun da aldrig havde brugt mere end 4 timer på at føde hvert af hendes 4 børn og epidural fik hun da aldrig. Hvilken gavn skulle det gøre mig efter en traumatisk oplevelse?
Jeg elsker fødselshistorier og synes det er skønt, at så mange deler. Både på godt og ondt.
[Reply]
Nana Reply:
July 27th, 2012 at 10:32
Teresa, du har helt ret i, at der skal tages RIGTIG god hånd om dem med dårlige oplevelser – de må endelig ikke sidde tilbage med følelsen af, ikke at have gjort det godt nok… det er som regel sygehusvæsenet og alle deres (ikke altid videnskabeligt funderede!) retningslinjer, der fucker fødslerne op, så det er vel i virkeligheden der, at fokus primært skal lægge mhp at arbejde hen mod bedre fødselsoplevelser.
Jeg oplever dog også, at flere og flere kvinder slet ikke stoler på deres krops evne til at føde – og som nærmest har ‘givet op’ på forhånd – og der er her jeg tænker at ‘den gode fortælling’ i højere grad til bidrage til en ændring af fødselskulturen. Om det er hjemme eller ej er for så vidt mig ligegyldigt, men det er da ærgerligt at størstedelen af befolkningen i dag tænker at det er direkte farligt at holde sig væk fra hospitalskjorten, elektronikken, de hvide kitler og det kedelig toastbrød der udgør festmåltidet efter fødslen.
Det er en lang og spændende debat – og det er svært at ændre en kultur – men den tendens, at kvinder eeelsker at svælge i dramatiske fødselsfortællinger, den forstår jeg simpelthen ikke. Såfremt hospitalerne i langt højere grad tilbød efterfødselssamtaler, således at fødslerne kunne blive bearbejdet med en fagperson, så tror jeg også at langt flere kvinder ville kunne gå ud og sige ‘min fødsel var lang og sej, der skete dit og dat, men det gav mening og ud kom verdens fineste medalje’.
mange hilsner… og ja, jeg er jordemoder
.. Nana
[Reply]
Nanna Reply:
August 20th, 2012 at 20:23
Jeg kan godt følge dig, men altså….. Jeg følte mig virkelig ført bag lyset, fordi ingen havde fortalt mig hvor sindsygt det ville være. Jeg var positiv og meget jeg-ved-jeg-kan-agtig inden fødslen, og så fik jeg bare en dør i hovedet da det hele gik løs, fordi jeg SLET ikke var forberedt på at det gjorde så ondt. Så hvis nogen spørger, så svarer jeg hudløst ærligt på hvor sindsygt det var at føde, for det ville JEG gerne have vidst inden… Og jeg ville gerne have været foruden solstrålehistorierne og de opmuntrende ord fra fødselsforberedelsen: “Ca. en cm i timen”, “man har jo også pauser mellem veerne”, “når først en ve er overstået, så er man tættere på målet” osv osv osv – BULSH… tænkte jeg, da veerne var på sit højeste, og de opmuntrende ord på ingen måde stemte overens med min virkelighed….
Resultatet var fantastisk, men processen var virkelig ikke særlig sjov, og det synes jeg sådan set gravide skal have lov til at høre…..
[Reply]
Nana Reply:
August 20th, 2012 at 20:47
Tak for din kommentar Nanna..
.. Men ved I hvad – jeg vil fandme gå ud og knokle for at de kvinder som lander i mine hænder får nogle FEDE fødsler.. som gi’r mening og som får alle ud på den anden side uden ar på sjælen (lidt korsstingsbroderi downstairs eller ej 
..). FØD VEL… 
Jeg elsker at lære! – og dette kommentarfelt har udvidet mine horisonter. Jeg har tænkt og tænkt og lært at… Man kan ikke lave den ‘perfekte fødselsforberedelse’.. man kan ikke proppe diverse fødekoncepter ned over hovedet på alle kvinder og forvente at de så ‘fest-føder’… Fordi.. lige som at alle kvinder FØDER forskelligt.. ja, så skal de også allesammen forberedes på forskellig vis.. for at få den bedst mulige oplevelse,, oh sweet Lord, det er ikke nemt at være jordemoder
No. 43 — July 22nd, 2012 at 23:05
Spændende læsning!
Mine to fødsler var på knap 5 og 2,5 time. Hårde, naturlige, men trods alt hurtigt overstået og uden særligt ødelagt skræv eller noget andet. Men det siger nok noget om den følelse man (eller i hvert fald jeg) får af begejstringsrusen over resultatet, at jeg selv efter at have læst alle disse indlæg virkelig får helt lyst til at føde igen. Barnet er selvfølgelig den allerallerALLERbedste præmie, men det at have nået målstregen; stadig at være levende, når man nu var sikker på man ville dø, at ens vajayjay stadig sidder fast til ens krop, selv om man var sikker på man pressede så hårdt at den splattede op på væggen, og at man kæmpede sig igennem det, er en ret overskudsagtig skøn følelse midt i rester af lort og blodsmat på hospitalsgulvet. Hvis ikke det var fordi, min kæreste ikke synes vi skal have flere børn, og fordi vi ikke har råd, og fordi det jo var meningen jeg ville adoptere en eventuel 3′er, så gad jeg godt føle det igen..
(hvorimod efterveerne med nummer 2, hvor man sidder og har en salig stund med bebisen i favnen, var noget jeg ikke drømmer om at gentage. Det er jo veer fra helvede, hvor man ikke lige kan skrige til ens mand at man vil have noget narko nu, eller kaste sig bagover i smerte. Her kan man bare bide tænderne sammen og stille holde det ud, så den lille ikke bliver forskrækket)
[Reply]
No. 44 — July 23rd, 2012 at 10:59
Veer synes jeg var værre end selve fødslen. For veerne kan godt stå på virkelig længe. Mit billede på det er at man skal forestille sig kroppen som en karklud som nogen bare voldvrider på midten hvert 3. Minut. Eller måske som hvis du var en sammenrullet avis som nogen forsøger at rive over med al vold og magt.
Jeg fødte uden smertelindring. Ikke fordi jeg er speltkusse. Men fordi jeg kom alt for sent til det. Havde virkelig mange veer herhjemme (30 timer) og på et tidspunkt var jeg sådan “nu skal jeg fandme ha noget narko – let’s go” og så havde jeg jo lige en time i bil til sygehuset – damn you decentralisering! Så da jeg ankom var jeg næsten klar til at presse, så jeg nåede intet.
Og nå ja. Den første gang man skal skide efter fødslen er også angstprovokerende. Man føler at alt sprækker på ny.
[Reply]
No. 45 — July 23rd, 2012 at 20:51
Jeg svælger gerne i fødselshistorier og bliver hver gang forundret over at det eneste de ikke har til fælles er, at de er forskellige! Hver og en har sine egne detaljer og er helt unik. Se det, synes jeg, er det mest fantastiske ved det hele.
Endvidere kan man være sikker på en ting: det kommer IKKE til at gå, som du forestillede dig!
Fødsel 1: vand gik, veer, opkast igen og igen. Efter 10 timer konstateres det at barnet vender med måsen ned, kejsersnit anbefales og jeg siger ja tak og kan det gå lidt hurtigt? Barn vel ude, men jeg måtte ligge uden mand og barn til “opvågning”, det var sgu lidt trist.
Fødsel 2: var meget opsat på at få lov til at føde naturligt, har en tro på, at jeg vil være pisse god til at føde. Vand går, veer kommer, kun en runde opkast denne gang, mange smerter, epi hjælper, dårlig hjertelyd giver akut kejsersnit gardagung ned af gangen, omtåget af epi, uden mand men sært rolig alligevel. Fuld narkose, opvågning til nogen, der snakkede om en dreng.
Konklusion: jeg fik aldrig lov til at bevise at jeg ville være cool til det der med at føde. Jeg har et fint ar og vil da nok lige sige at det er ret vigtigt at de er dygtige til det med at sy. Det er ikke altid nemt bagefter.
Og jeg kommer aldrig til at være med i den klub for dem, der har født naturligt. Det er jeg faktisk lidt trist over af og til.
Held og lykke når/hvis det bliver din tur. Og glem cirka alt det du her læser for din fødsel bliver helt din egen!
[Reply]
No. 46 — July 24th, 2012 at 21:06
Jeg har højt og helligt lovet mig selv, at jeg ikke vil være den kvinde, der trænger en førstegangsfødende op i krog og spørger “nå, hvornår har du termin?”, for dernæst at fortælle om min fødsel. Jeg blev passet op af folk, jeg dårlig kendte, der kunne berette om brækkede haleben, veer i dagevis osv. Det synes jeg simpelthen var så tarveligt, for jeg endte med at være så bange for fødslen. Og ja, det gør virkelig ondt, noget i stil med at få vendt vrangen udad på kroppen, og presseveer føles som om man skal skide helt vildt. Men epidural er en fantastisk ting, der i hvert gjorde det mindre smertefuldt for mig. Mht at blive klippet så tænker jeg, at det er mere kontrolleret end at sprække. Jeg regnede delvist med at se et kæmpe stramajbroderi, da jeg skulle se syningerne efterfølgende.
[Reply]
No. 47 — July 25th, 2012 at 20:34
Naturen er så visseligt indrettet at kroppen producerer de sejeste hormoner. Hvis man kunne isolere den eufori (kæmpe koncentrationer af lykkehormoner) der produceres ved en fødsel var lsd og lignende long gone.
Samtidig produceres der efter fødslen et eller andet hormon der får kvinder til at glemme den egentlige smerte – smart ikke?
Jeg læste en hippie bog om smertelindring hvor man skulle give procenttal på hvor meget de forskellige faser gjorde ondt. Tænke tænke tænke, grifle grifle grifle.
Næste spørgsmål var hvad man havde tænkt sig at gøre når det gjorde dobbelt så ondt! Det hjalp mig.
Jeg tror også det handler om kontroltab. Jo mere man prøver at kontrollere sin fødsel, des mere modarbejder man processen.
Blot nogle tanker…
[Reply]
No. 48 — July 25th, 2012 at 21:08
Det kunne altså være ret fedt at høre, om alle I med disse fantastiske fortællinger har en fornemmelse af, at smerteoplevelsen under fødslen er ‘genkendelig’ i forhold til jeres generelle smertetærskler?
Jeg er enig i, at både ens eget sind og hjælp fra jordemoder kan være af kæmpe betydning. Under fødsel nr 2 lå jeg og stirrede stift på en stikkontakt på væggen og tænke: “det her, der har ikke noget med mig at gøre”, så jeg skilte simpelthen kroppen fra. Nok ikke det generelt gode råd, men det virkede for mig.
Men – jeg har mange gange oplevet, at jeg simpelthen ikke mærker smerte lige så kraftigt som andre. Altså, jeg kan godt besvime og sådan noget, men jeg bliver som regel døsig kvalm i stedet for at skrige af smerte.
Derfor spørgsmålet: Høj eller lav generel smertetærskel – er I blevet overraskede over smerteniveauet i en fødsel? Eller har det været forventeligt, hvor lidt eller meget ondt det gjorde, hvis man kigger på jeres generelle oplevelse af smerte?
Jeg tror, at jeg prøver at komme frem til noget med at man altså også skal passe på med at tro, at et forberedt sind er ‘nok’. Det er lidt unfair over for dem med lav smertetærskel. 2 af mine børn er hypersensitive, og jeg kan ikke lade være med at grine lidt (med kærlighed!) ved tanken om at køre en af dem igennem en fødsel. Jeeez, når det kan gøre SÅ ondt at få klippet negle, så er det måske ikke lige en fødsel, der er ens stærkeste kompetence…
Og det gør ikke noget. Så skal man sgu bare have al den smertelindring, der findes. På een gang
[Reply]
No. 49 — July 26th, 2012 at 06:20
Svar til Louise ovenfor: Med nr. 1: Jeg var chokeret over smerterne. Og absolut uforberedt på hvor psykopat-ondt det gjorde. Også fordi man ikke vidste hvornår det ville høre op?Så jeg blev bange oveni. Men godt jeg bad om epidural efter 10 timer (læs min beretning blandt de andre ovenover et sted) for den var virkelig min frelser frem til presseveer. Jeg var salig.
Med nr. 2 gjorde det mindst lige så nas men jeg var blevet psykisk stærkere og mere forberedt naturligvis. Jeg blev aldrig rigtig bange, bare opslugt af smerter. Nåede dog faktisk at bede om epidural men da var jeg 8-9 cm åben og hun kom ud 20 min. senere og så var jeg jo kæk igen. Skulle iøvrigt sys med begge men ikke ret meget, mærkede det ikke fordi man er helt lam i underlivet:o)))
Nå men jeg kunne ihvertfald godt have haft behov for en grundigere slags forberedelse på smerterne. Der følte jeg mig svigtet af Jordemodervæsenet.
Havde iøvrigt ingen særlige efterveer – dog lidt mere med nr. 2 end med nr. 1 og amningen kørte efter totalt bøvlen rundt og udmalkning nogle dage først. Fik god hjælp på fødegangen.
[Reply]
No. 50 — July 26th, 2012 at 09:15
Hej Dines
vil du virkelig sådan ADVARES mod børnefødsler? OK så…
Fire måneder med kvalme og ekstrem træthed
En måneds velvære, efterfulgt af fire måneder med halsbrand, ondt i fødderne (man tager også på) og ryggen samt plukveer.
Fire timers veer
Tre år med ekstrem søvnmangel, et amputeret socialt liv samt sexliv, og lortebleer.
Atten år (plus/minus) med bekymringer for barnets udvikling, normalitet, helbred, sociale liv, intellektuelle kompetencer, sociale ditto, etc. etc.
Mindst ti år med dårlig samvittighed, over dårlig mad, for mange timer i institution (er jeg mon den eneste mor i verden der arbejder til kl 16?), for lidt opmærksomhed, for meget slik, etc.
Resten af livet med flade bryster og ditto baller.
Så, i helikopterperspektivet: de der fire timers veer, de er sgu ikke så afgørende!
Jeg skal lige sige at jeg selvfølgelig elsker mine børn over alt, ikke ville undvære dem for noget, plus at jeg faktisk HAR spyttet ungerne ud kort efter ankomsten til sygehuset…
[Reply]
No. 51 — July 29th, 2012 at 22:22
Hør her: jeg har født to styks. Første gang tog det 10 timer fra første ve-agtige fornemmelse til født barn. Anden gang 2 timer. Nul smertestillende. Første fødsel i badekar, anden gang på alm. fødselsleje. Første gang proklamerede jeg fuld af adrenalin-peps at “det var sgu da ikke så slemt, -det gør vi igen i morgen. Anden gang gjorde lidt mere naller, men hey, 2 timer kan man lige klare. Ingen tvivl om, at det gjorde ondt, men der er stor forskel på ve-smerter og “skade-smerter”, fordi det er meningen, at de skal være der. Jeg synes det betød meget at tænke på, at smerterne jo er et tegn på, at kroppen gør det, den skal. Det er mest uvisheden om, hvor meget værre det mon bliver, der kan være svær.
Jeg er absolut ingen superkvinde, var ikke i superform eller super noget-som-helst. Jeg havde bare fået at vide, at det ville gøre så ondt, at jeg ville tro, at jeg skulle dø. Det gjorde det ikke. Det var var et kæmpe selvtillidsboost, og absolut til at komme igennem.
Alle fødsler er forskellige, mine var gode, og jeg vil virkelig gerne sprede budskabet om, at det kan være andet end ulideligt smertehelvede.
Godt tip: Fokus på vejrtrækningen! Så længe du kan kontrollere den, har du en anden mere kontrolleret styring af smerterne. Min fødselsforberedelse var pilates, -det var en god investering, fordi jeg blev vænnet til at styre min vejrtrækning.
Men altså, er der ikke det ene, så er der det andet. For mig var det nok det, der kommer efter fødslen, der var svært. Man bliver jo nogens mor af det dér!
[Reply]
No. 52 — August 1st, 2012 at 14:40
Tak Nana. Min jordemoder har samme indstilling som dig, og hun er guld værd. Jeg har termin om halvanden uge – det bliver for vildt at skulle føde, hvornår det end bliver, og jeg glæder mig til det hårde arbejde (smerterne har jo et formål, så fuck det om jeg flækker hele mit underliv og skal leve med flad røv og hængepatter efterfølgende). Og ja, jeg ved godt, at det gør meget ondt. Og nej, jeg synes ikke, at jeg er naiv.
[Reply]
Nana Reply:
August 20th, 2012 at 20:49
Kære Marie… Jeg håber du nu sidder med en lækker baby i armene og stråler i sejhed.. at dine oplevelser under fødslen gav mening.. at du følte dig tryg.. at din kæreste gjorde det samme.. og at I får jer en rigtig god start på familielivet. Mange hilsner, Nana
[Reply]
No. 53 — August 8th, 2012 at 09:33
Det med smerterne er allerede blevet beskrevet rigtig godt. Jeg havde selv en lang og haard fodsel (36 timer, 2 x epidural, vestorm, 9.5 cm aaben i 5 timer, gispen mod presseveer, vedrop, antibiotikadrop, et doedt traelaar, smerter og omhed i hele kroppen…).
I en maaneds tid efter taenkte jeg – ‘jeg gor det aldrig igen’.
Men med tiden begyndte jeg at faa haabet igen – om maaske at opleve en mere ‘normal’ fodsel, en der er mindre voldsom.
Det sejeste var dog endorfinruset bagefter, som stadig kan komme igen! JEg folte mig som superkvinde! Saadan total ‘Hvis jeg kan klare det! – kan jeg klare hvad som helst der ellers skulle komme min vej!!” — jeg er idag stolt og glad over at have klaret det, og foler mig paa en eller anden maade som en ‘rigtig kvinde.’
Jeg synes dog ogsaa det er vigtigt at alle historierne bliver fortalt — baade de gode og de daarlige og de sjove og de sorgelige. Alle fodsler er unikke og specielle. Lang tid efter fodslen synes jeg at hele verden havde lojet for mig om hvordan saadan en fodsel OGSA kunne vaere – fordi folk kune havde fortalt mig glansbilledet og klicheerne. Derfor var jeg heller ikke forberedt paa alle de mulige scenarier der kunne forekomme.
[Reply]
No. 54 — August 10th, 2012 at 08:49
Jeg har født to gange.
Veer for mig følels præcis som mens smerter på en ond dag af slagsen.
Fødslen kan ikke rigtig beskrives, det følelses som at bruge alt sin energi, og man når ikke rigtig at følge med.
Jeg brugte MEGET energi på at frygte den i 9 mdr. Den var ikke noget nær så slem at den fortjente alt den frygt i så mange mdr. Det var den virkelig ikke, det gjorde nas på et tidspunkt – lige der hvor det sidste af hovedet skal ud, en lidt underlig brændende følelse. Men ellers følelses resten af fødslen nærmere som et løb eller andet man skulle bruge kræfter på.
Bagefter følelses det som at være væltet på en cykel, hvor man er øm og går lidt sjovt, men ikke rigtig kan huske cykelstyrtet.
[Reply]
No. 55 — August 15th, 2012 at 15:46
Mange oplever hård mave efter fødsel. Husk afføringsmiddel! Der er ikke noget værre end at grave sin lort ud af røvhullet så kort tid efter, man har født.
Ellers var det fedt at føde. Begge gange. Vil hellere føde 10 gange mere, end at være gravid 5 gange mere.
[Reply]