Det er sådan næsten intimt, det nik

Det der lidt akavede nikkesmil, man kan sende en kollega efter ens venneanmodning på Facebook er blevet accepteret. En perifer kollega, som endnu er for fremmed til at det ville være lidt grænseoverskridende ligefrem at spise frokost sammen. Men alligevel en så god kollega, at man har opfanget fælles fixpunkter i humoristisk sans, så ofte, at man forbandet gerne bare vil kunne spise den frokost sammen af og til. Uden at det skal være forbundet med for mange risici om ikke at have noget at tale om i de 30 minutters buffetfortæring.

Ingen taler om det, og det ville være for meget at krydre nikket med et “Nå, Poul, så skal der fandme likes løs, hva’, det var sgu på tide, at én af os gjorde det, hva’, hvorfor har du egentlig ikke spurgt mig for længst, jeg kan jo se på din timeline nu, at du er herreaktiv derinde,” selv om man har lyst.

Men begge ved det. Og kan se det i den lille for andre usynlige krusning i mundvigen.

Fra nu af er vi venner.

Bliver af en klog læser oplyst, at jeg bevæger mig i yderst
dangerous territory med slig adfærd op til julefrokostsæsonen.
Shit. Skal jeg nu til at gentage tidligere mønstre?
Rejser kraftedeme væk i december så,
hvis jeg skal være så clueless igen.

Vil du ikke også læse ...

Kære iPod-generation.
Når livet er sådan et møgdyr, at diagrammer fremstår sjove
Har fået ny hobby. Stalking.
Overlever på sismofytter og Gosling-blogs




4 Responses to “Det er sådan næsten intimt, det nik”

  1. Jane writes:

    Det er optakt til julefrokosten, det der! Godt første træk! ;-)

    [Reply]

    Dines Reply:

    Nej nej nej! “Poul” og jeg er bare venner! Men det er godt nok!

    … åh nej. Hvilket signal har jeg nu sendt midt i julefrokostsæsonen. Shit.

    [Reply]

  2. Ann writes:

    Det er sjovt fordi det er sandt! Jeg kommer altid til at udtrykke min enorme glæde for det nye venskab, når jeg er fuld. Men fuld synes vist, at det er sødt nok i det mindste.

    I går fandt jeg mig selv i en samtale med min veninde om, at det bare var helt vildt dejligt, at jeg kommenterede på hendes blog så tit og at hun synes godt om alt på min Facebook. Hun omtalte mine statusopdateringer som prosa. Jeg var rørt.

    [Reply]

  3. Ann writes:

    Måske er jeg stadig fuld. Selvfølgelig er det folk der synes, og ikke fuld der synes.

    [Reply]

Leave a Reply