Everytime I cough it’s like I taste you

Jeg har endelig fattet meningen med Spotify. Det var ellers et langt tilløb.

Var det brugervenligheden derinde? Næppe! Synes stadig det er en jungle at finde rundt i, og jeg ville sætte pris på, hvis jeg snart blev overbevist om, at alle sange, jeg lytter til, ikke blive autopostet i alle mine Facebook-venners newsfeeds. Frygter det mest, fordi jeg selv har skjult at kunne se andres Spotify-lytninger; hvad hvis nu jeg så heller ikke kan se mine egne – mens andre kan? Stoler ikke helt på den private session-knap. Alle os, der har abonneret på Søren Pinds updates husker vel hans offentlige Anne Dorthe Michelsen-trip? Hvilken gru.

Var det Spotify Radio, hvor man bliver præsenteret for nyt musik, der måske minder om det, man allerede godt kan lide? Ikke kun, men det var vist der tiøren alligevel faldt. Hold kæft, hvor er det smart.

Næ, det der gjorde det for mig, var det lavpraktiske faktum, at Spotify tvinger mig op fra sofaen. Ikke fordi jeg bare må rejse mig og danse, er desværre ikke så meget typen til den slags, men fordi mit lydanlæg er placeret henne ved spisebordet – så langt fra sofaen, at et lydkabel ikke kan nå. Så hvis jeg vil have god lyd, så foregår det henne i krogen ved spisebordet, hvor jeg skal sidde oprejst og artigt lytte med kablet plugget i og en holdning, min mor ikke ville kunne sætte en finger på.

Ja ja. Når man i relativt ung alder opdager, at man sagtens kan føre sit liv fra en horisontal stilling på sofaen og ikke rejser sig af andre grunde end tissetrang eller liggesår, så må man jo finde andre motivationsmodeller, så ikke ens rygsøjle går i forrådnelse.

Det her er i øvrigt, hvad der lyttes til fra spisebordet for tiden. Det er pissegodt og pissedansk.

Vil du ikke også læse ...