Der er lort på styret, Bodil
Sunday, 2 December 2012
Da jeg var yngre og mine store forbilleder i verden var min klasselærer og Anne fra Grønnebakken og Karen Blixen, da gik jeg vist og forbandt voksenlivet uløseligt med at have styr på det. Det virkede som sådan en ting, der blev uddelt med eksamensbeviset, det var vel faktisk selve det, man blev eksamineret i – om man havde styr på det. Det hele.
De var jo så tjekkede, de tre typer der? Bodil, når hun med tough love og stor myndighed fra de tidlige klasser fortalte mig, at jeg havde talent, men at hun blev skidesur, når jeg ikke forvaltede det. Anne fra Grønnebakken, fordi hun arbejdede sig igennem sin ungdom med at uddanne Canadas ungdom, hvor alle andre giftede sig – og alligevel fik hun sin drømmeprins og sine 117 børn. Baronesse Blixen, fordi hun gik konkurs med en kaffefarm og blev røvrendt af Denys, inden han faldt ned fra himlen i et klassisk mand-trodser-naturloven-stunt af et flystyrt, men alligevel holdt hovedet højt og må have tænkt “fuck jer, så skriver jeg da bare noget prisvindende litteratur, hvis livet skal være sådan en so”.
Men hvis jeg analyserer en gennemsnitsdag i det voksenliv, nogen har givet mig, så drejer det meste af den om at se ud, som om jeg har styr på det. På at træffe valg og tage beslutninger, der som minimum ikke får mig til at ligne en klovn eller afslører, at jeg faktisk ikke aner, hvad jeg beskæftiger mig med.
Jeg kigger fra kollega til kollega og ved ikke, om de nogensinde ude på toilettet sidder og banker hovedet ind i væggen og tænker “Få den mail til at gå væk, jeg ved ikke hvad jeg skal svare den” eller bare svarer vrøvletekst, når nogen kommer til dem som de autoritetspersoner, de skal være, og beder om professionel sparring. For det gør jeg.
Arbejdsglæde? Ork, det er der oprigtigt masser af. Jeg elsker mit job, kan godt lidt at gå på arbejde. Jeg ved bare ikke, om det er så betryggende, at min følelse af succes tit opstår, når jeg ikke har screwed up, men bare styret skuden i havn. Det er vel ikke en decideret succes, når man bare passer sit job uden at vælte virksomheden?
Jeg aner ikke, om det er sådan her det her, det bare er. Om det er sådan her, man faktisk har det, når man udadtil har styr på det. Eller om man bør lede liiiidt længere efter sin rette hylde. Som Anne fra Grønnebakken lige ledte et par år efter følelserne for Gilbert Blythe, i stedet for at slå sig til tåls med good-on-paper-Roy Gardner.
Jeg har lyst til at ringe til Bodil og spørge, om hun ikke giver et par privatlektioner i Livets Voksenskole.
No. 1 — December 2nd, 2012 at 10:03
Smukt. Og hold-nu-kæft, hvor kan jeg relate. Tak for at du altid skriver hvad jeg tænker.
[Reply]
Dines Reply:
December 5th, 2012 at 02:42
Tak fordi du så tænker, hvad jeg skriver. Føler mig mindre alene på den måde!
[Reply]
No. 2 — December 2nd, 2012 at 11:34
Anne fra Grønnebakken var også min ultimative heltinde, da jeg var et ensomt barn. Hun havde bare altid gode intentioner, hun var hårdtarbejdende og dygtig og kunne ikke finde på at svare mails med tomsnak om fejlagtig indeksering, taxonomi og andet sludder for forhindre, at modparten kunne finde på at skrive tilbage. Mand, hvor jeg ikke savner den del af mit gamle arbejdsliv.
[Reply]
No. 3 — December 2nd, 2012 at 11:55
Jeg kender det og overvejer en gang imellem, hvornår det mon bliver afsløret, at jeg ikke har en skid styr på tingene. Det er ikke sket endnu – Tværtimod får jeg ros. Betyder det at mine chefer er blinde eller at alle andre har endnu mindre styr på det? Og hvilken mulighed er den værste?
[Reply]
Dines Reply:
December 5th, 2012 at 02:48
Måske har dine chefer været på kursus i anerkendelse? Måske har du nogle virkelig rådne kolleger og brillerer ved siden af dem? Måske kan cheferne bare virkelig godt lide dig som person og reagerer på din personlighed?
Eller: Måske ER du bare god til dit arbejde. Uden at vide det. But we will never know.
Jeg har det på samme måde, altså tvivlsmæssigt. Og kan i den forbindelse ikke lade være at tænke, at hvis jeg er god uden selv at føle, at jeg har styr på det – hvor god kunne jeg så ikke være, hvis jeg nu FIK styr på det …?
[Reply]
No. 4 — December 2nd, 2012 at 13:35
Som klasselærer får jeg decideret angst, ved tanken om, at der muligvis er børn, som har det med mig, som du havde det med Bodil. For jeg ER ikke voksen. Jeg lader bare som om!
[Reply]
No. 5 — December 2nd, 2012 at 14:24
Jeg har lige genlæst Anne fra Grønnebakken. Hele sagaen. Den holder stadig og giver fornyet mod på tilværelsen.
Kunne godt have brugt en Bodil. Min klasselærer var ikke så inspirerende. Rosende – ikke inspirerende.
[Reply]
No. 6 — December 2nd, 2012 at 17:29
Røvrendt af Denys? Damn der er en pointe jeg har misset der. Troede han var the good guy i flokken af Blixens mænd…
[Reply]
Dines Reply:
December 3rd, 2012 at 00:42
Robert Redford var god nok ved Meryl Streep. Virkelighedens Denys knaldede Karen og skred ind og ud af hendes ulykkelige liv – og da hun havde mistanke om, at hun var gravid, afviste han enhver idé om, at han skulle til at være far til noget.
Har jeg læst …
[Reply]
Maria Reply:
December 10th, 2012 at 12:45
Sådan et møgøre! Kender kun til filmen og bogens version og det kunne tænkes, at hun skriver det mere sukkersødt i den afrikanske farm end det i virkeligheden foregik.
Kh
[Reply]
No. 7 — December 3rd, 2012 at 09:56
Åhhh, Anne – magtede slet ikke da de gik over til Voksen Anne, eller da hendes plejeforældre døde, men yes mam, – i hear you
[Reply]
No. 8 — December 4th, 2012 at 14:35
Jeg tror virkelig, der er mange, der kender det…! Jeg gør i hvert fald. Meget.
[Reply]
No. 9 — December 4th, 2012 at 15:19
Hvis du finder nummeret på Bodil – deler du det så ikke lige? For jeg har da næsten permanent installeret følelsen af at navigere rundt med røven i vandskorpen. Sådan en slags livslang brandslukning…
Er forøvrigt pjattet med din blog – må man komme den på sin blogroll?
[Reply]
Dines Reply:
December 5th, 2012 at 02:40
Jeg har simpelthen sådan en rådden fornemmelse af, at Bodil ikke er mere.
[Reply]
No. 10 — December 4th, 2012 at 15:27
Hvis du får fat i Bodils nummer – deler du så ikke lige? Har nemlig permanent installeret følelsen af at hænge med røven i vandskorpen og fake sig igennem resten. Tænker det som sådan en livslang brandslukning.
Forøvrigt – superfed blog – må man komme den på sin blogroll?
[Reply]
No. 11 — December 4th, 2012 at 15:27
Hov. Undskyld for dubletten… Er åbenbart ALT for utålmodig.
[Reply]
No. 12 — December 4th, 2012 at 17:38
Brian Eno gi’r en ret fin lektion i voksenlivets skole, i dokumentarfilmen ‘Here is what is’ af og om Daniel Lanois og hans kreative processer når han laver musik. Nederst her: http://www.jeppemorgenthaler.com/inspiration
Undskyld at jeg linker til egen blog. Hvis det er dårlig stil så bare slet den her kommentar.
[Reply]