Kronisk angst for at være stjerne i virkelighedens Truman Show

Når jeg bliver voksen, vil jeg være sådan en, der ikke på daglig basis går rundt og tænker på, at hvis jeg nu døde i dag og aldrig vendte hjem igen og mine efterladte skulle rydde op i min lejlighed, så ville de altså finde resterne af et meget stort rod.

Snavsede trusser bagerst i skabet mellem det rene linned, tandblegning nok til at neonoplyse en mindre provinsby, passwords til en hemmelig, selvudleverende blog, uhumskheder i køleskabet, beviser på at jeg helt er holdt op med at tjekke min postkasse (hvis man virkelig vil mig noget, så tilbageholder man vel min løn eller kukker i e-boks?), ubetalte regninger, berettiget sure naboer og gevaldige symptomer på syg eneboeradfærd.

Nogle gange bliver jeg så bange for, at jeg slet ikke er mig, men i virkeligheden en stor, psykisk sygdom, som jeg ikke selv har opdaget.

Andre gange står jeg bare op og passer mit arbejde i stedet for at tænke så meget.

Vil du ikke også læse ...

… så du er fyret
Statusupdates, jeg ikke skrev
Hvad man når at tænke i en søvnløs ske...
Of mothers and daughters




10 Responses to “Kronisk angst for at være stjerne i virkelighedens Truman Show”

  1. Ida writes:

    Åh nej. Du må slet ikke nævne det. Når man først begynder at blive ramt af de tanker… det er alt-ødelæggende.. Jeg er også helt igennem angst for, at jeg en dag vågner op i en hospitalsseng på den lukkede, og det viser sig at jeg har været super skizo hele mit liv, og tror at jeg hedder Ida og bor på Nørrebro, men at jeg i virkeligheden hedder Sandy og er fra Oklahoma eller sådan noget. Puha. Øv, nu kom jeg til at sidde og tænke over det alligevel..

    [Reply]

  2. J writes:

    Og du klarer det sgu godt, Dines. Er fuld af beundring!!!

    [Reply]

  3. Bjarne writes:

    Sådanne tanker kan man godt have en gang imellem.

    [Reply]

  4. Random joe writes:

    Jeg har ikke kommenteret før, men dette indlæg kræver stor ros. Du er konkret og alligevel kludret. Det føles let og umådeligt dybt. Hvis ikke dit arbejde lader sig skrive, håber jeg dit fremtidige vil. Tilykke

    [Reply]

  5. Thea writes:

    Troede ikke, der var andre, der havde det på den måde.. For søren, den film har givet mig noia for livet!

    [Reply]

  6. Sarah writes:

    For ti år siden brækkede jeg benet. Jeg er stadig flov over, at jeg netop den dag havde DE trusser på.

    [Reply]

  7. Mette writes:

    Hold kæft, hvor jeg kender det!

    [Reply]

  8. Kim Bach writes:

    Arbejde?

    [Reply]

    Dines Reply:

    Jep. Det er sådan et sted, jeg går hen hver dag og sidder lidt, og så får jeg nogle penge for det. Kan anbefales!

    [Reply]

  9. Stones writes:

    Nogle gange når jeg læser din blog, tænker jeg, om det i virkeligheden er mig, der skriver… om det er mig, der er Dines og bare fortrænger det…??!?!

    [Reply]

Leave a Reply