Er vi snart væltet færdig?
Wednesday, 5 December 2012
Og det var som om hendes pjaskede fehår faldt endnu lettere om hendes skuldre end normalt, og det var som om hendes grønne øjne bare plirrede lidt mere grønt end normalt, da hun sagde det, ja, faktisk tog jeg min krop i straks at fortrænge budskabet i hendes ord og hæfte mig ved hendes fysik.
For da hun sagde “Jamen, de knaldede vel lidt rundt, hvornår var det, jamn’ … engang sidste efterår”, gad jeg ikke tage det ind. At den chef, der åbenbart havde “knaldet rundt” med dig sidste efterår, da du også i den grad “knaldede rundt” med mig; jeg orkede det ikke. At tænke over, at du nogle dage formentlig har bevæget dig fra dét selskab direkte til mit. Så jeg var nødt til at lede efter noget dybere grønt i hendes øjenfarve og se, om hendes hår mon faldt lidt tungere med det tunge budskab – for det ville det vel, hvis hun, min perifere bekendte med det lette hår og de grønne øjne, ville mig det ondt. Ræsonnerede min krop. Der ikke ville fokusere.
Det gjorde det ikke. Håret var let, øjnene var så grønne, som de altid har været. Hun anede ikke, hvad hun fortalte mig. Hun anede ikke, at du og jeg sås sidste efterår, og at det, hun fortalte mig om dig og din chef (din chef, for cryin’ out loud. Du *er* mit livs vildeste kliche) endnu engang tværede ud i mig, hvor luset, du er.
Så jeg måtte jo forstå det. Og enten gå i stykker – igen – eller gå i hegnet. Valgte det sidste. Aldrig klogt. But it was like taking a bullet.
Vores forhold er et korthus, der aldrig holder op med at falde, selv nu, hvor jeg for længst er holdt op med at tænke på dig på daglig basis. Jeg har ellers forsøgt at bygge et robust stillads uden om det, for dog at bevare noget stående, det af det, jeg kan. Det bevaringsværdige, det mindeværdige, det sjove; ikke det saneringsmodne. Det er aldrig gået særlig godt.
Det vælter. Det hele vælter. Og når jeg tror, at der ikke er mere at vælte, at det definitivt ligger ned, så kommer der nogen ind fra periferien og plirrer med grønne øjne og kaster let med håret og leverer budskaber, der slår omkuld, uden at de eller deres fehår eller deres lette væsen ved det eller vil det.
No. 1 — December 5th, 2012 at 08:36
Av, av…
Når du en dag skriver en bog, køber jeg en håndfuld. Uanset emnet.
[Reply]
Dines Reply:
December 5th, 2012 at 23:40
Tak tak tak. Kan bare ikke bære at skuffe glade bloglæsere
Hvad hvis jeg slet ikke duer i bogformat!?
Og hvis jeg skulle lykkes med en roman, så bliver det nok ikke som Dines, men civile mig. Så hvis nogen har ideer til, hvordan jeg får bloglæsere indviet i udgivelsen uden at annoncere den på bloggen, så er de velkomne med dem.
Ikke, at nogen behøver skynde sig med ideerne. Udover mig. Ved ikke, om jeg nogensinde får skovlen under det bogprojekt, hvis ikke nogen sætter en deadline – og hænger en gulerod op ved den.
[Reply]
No. 2 — December 5th, 2012 at 08:47
Pleeeeeeeeeeeeeeeeeeaaaaaaaaassse skriv en bog!
[Reply]
Dines Reply:
December 5th, 2012 at 23:43
Tak. Men hvorfor egentlig en bog? Ved ikke, om det, jeg kan, mon virker i langt format.
Næ, du. En blog ved man sgu, hvad er – skizo, plotløs og uden forpligtelse
(ok, vil gerne skrive den bog, prøver også, der er bare så mange omveje …)
[Reply]
No. 3 — December 5th, 2012 at 09:02
Av for satan
[Reply]
No. 4 — December 5th, 2012 at 09:28
Uf. Du har sgu været i dårligt selskab.
[Reply]
No. 5 — December 5th, 2012 at 10:21
Av for pokker altså!
Men jeg siger også “Go for it!” mht bog-idéen! ,)
[Reply]
No. 6 — December 5th, 2012 at 10:40
Av.
[Reply]
No. 7 — December 5th, 2012 at 11:13
Av, den er træls. Kan kun sige, at i det mindste er det bag dig… Selvom jeg ved, hvordan det føles at få “efterslag”.
[Reply]
No. 8 — December 5th, 2012 at 12:22
Åh for fanden. Sikke noget lort med lort på. Den slags efterchok er så vamle.
Men jeg får sådan lyst til at sige noget. Jeg synes han har været latterlig længe og synes det også nu, men er vi helt sikre på, at det var sidste efterår og ikke sidte sommer eller vinter? Og er vi sikre på, at de knaldede og at de ikke bare blev set dele en taxa på vej til et møde? Sladder om chefer/undervisere/kongelige, som knalder med undersåtter er ofte så pisse god sladder, at historien tit får et nyk op. (Det ved jeg godt, du ved.)
Det er ikke fordi, jeg vil gøre ham bedre end han er. Jeg kan bare næsten ikke bære, at han har været så stor en lort overfor dig.
Det var det jeg ville sige, hej. Og så sender jeg en fernet og en tanke.
[Reply]
Dines Reply:
December 5th, 2012 at 13:31
Du har helt ret. Men resten af historien beviste detaljerne på måder, hun ikke kunne vide. Opfølgende spørgsmål var unødvendige: den er god nok.
[Reply]
Madammen Reply:
December 5th, 2012 at 14:12
Pis! Sikke en lort. (Det latrinære er det eneste der dur i sådan en situation.) Man burde give ham en vasker i dagens anledning.
[Reply]
No. 9 — December 5th, 2012 at 13:23
Nogen gange kan det værste der kan ske, være det bedste der kan ske.
Jeg brugte vel omegnen af 6 år af mit yngre liv på en mand der var af skidt karakter og ikke god for nogen …men han var jo min sjælefrænne, mit åndehul og manden i mit liv.
Og en røv. En røv, som jeg selv kyssede med første gang, til en fest der blev holdt af hans ex .. og vi sjovt nok blev smidt ud fra. En røv der gjorde sin bedste vens kæreste gravid og generelt tænkte en hel del mere på sine egne behov – end resten af verden omkring ham.
Men det var først da han gik i seng med min bofælle, mens jeg var i lejligheden at jeg sådan for alvor forstod at han også var en røv overfor mig … og først der blev jeg klar til at slippe ham.
I dag er jeg min bofælle taknemlig for at lægge skød til, for ellers havde jeg nok stadig gået rundt og troet at jeg kunne redde ham for ham selv.
[Reply]
Dines Reply:
December 5th, 2012 at 23:26
Åh … Din sidste sætning. Med at redde dem. Hvorfor er det, vi så gerne vil det!? Når rationalet siger, at de fortjener en enkeltbillet ned ad floden Styx.
I svage øjeblikke går jeg stadig og håber, at jeg med sødme og godhed nåede at præge ham bare lidt til det mere positive. Ville ønske, at jeg bare fokuserede på, at alt hans røvhulshed er en andens hovedpine nu.
[Reply]
visitsen Reply:
December 6th, 2012 at 06:07
… de spiller jo også på det de svin. Med at man (måske) kan redde dem … ham her sagde med dybtfølthed og inderlighed til mig på et tidspunkt: “det er når jeg er allermest umuligt og støder dig allermest fra mig, at jeg har allermest brug for dig”.
Og det klamrede jeg mig til år efter år.
Men det er jo ikke ok. Det er ikke kærlighed. Og det er slet, slet ikke den måde man vokser på som menneske – ved at blive slået tilbage til start gang efter gang.
[Reply]
visitsen Reply:
December 6th, 2012 at 06:12
I øvrigt kan fortid blive fortid … det så sådan her ud da jeg (en del år) senere mødte ham. I Superbrugsen … nede ved mælken:
http://visitsen.dk/2005/04/18/
[Reply]
No. 10 — December 5th, 2012 at 19:46
Jeg er vild med det. Hvorfor kan de aldrig slippe én 100%, selvom de teknisk set ikke er en del af éns liv længere?
[Reply]
Dines Reply:
December 5th, 2012 at 23:22
Fordi man først slipper dem, når man finder noget større. Åh, hvor jeg glæder mig.
[Reply]
No. 11 — December 6th, 2012 at 09:56
Tænk hvis man aldrig væltede. Hvilken slags person ville man så være? Vi har alle nogen i vores fortid der er krøbet ind under huden, og det gode er, at der er nogen, der er i stand til det. Du er ikke kun et panser. Tillykke.
[Reply]
No. 12 — December 6th, 2012 at 11:33
Hmm…så kan man jo sidde her og være ekstra-meget glad for, at det er lykkes mig at undgå røvhullerne. Måske fordi min egen far var lige præcis sådan et røvhul og det vaccinerede mig mod den slags for tid og evighed.
Chin up! De gode mænd findes – også – derude
[Reply]
No. 13 — December 18th, 2012 at 11:55
[...] furer i panden, når jeg en uge for sent opdager, hvor meget jeg har svælget i de små detaljer. Om fortiden og væltede stilladser. Om noget, der kunne have væltet læsset for et år siden, men som burde være så uendelig [...]
No. 14 — May 22nd, 2013 at 11:50
[...] bare var en god, perifer ven dengang, blev lukket helt derind, hvor han slet intet havde at gøre, viste det sig. Jeg har boet flere steder, end jeg kan holde ud at tælle, og hvis jeg for fire år siden skulle [...]