Hvad man kan tillade sig at stå ved som anonyma
Monday, 17 December 2012
Jeg har det med Sandy Hook-skyderiet, som jeg har det med 11. september, med Virginia Tech og med Utøya. Jeg får så forbandet svært ved at se mig selv for dybt i øjnene i spejlet.
Måske er det fordi, jeg ikke er mor og derfor ikke forstår, hvad det gør ved mødre at høre om nedmejede børn. Måske er det fordi jeg ikke er amerikaner og derfor ikke har et nært forhold til tragedien. Men midt i al empatien og de grimme billeder på nethinden, så er det hele også lidt … spændende. Jeg mangler et bedre ord. Spændende. Nej, det er ikke dækkende. Og frydefuldt er forkert. Men der er noget thrilling, noget adrenalinlækkert over den særligt kildrende følelse i rygsøjlen, gyset af kulde, når de her grusomme ting sker, spørgsmålet: Hvor slemt er det denne gang? Er det værre end sidst?
Endelig kan jeg få lov at svælge. I ofrenes fødselsdatoer, der lyder 2005 og 2006. I det faktum, at han plantede flere skud i hvert enkelt barn. I, at gerningsmandens bror skal magte at have været prime suspect i skyderiet – oveni at have mistet både sin mor og sin syge bror. Jeg kan svælge i Obamas tårer. I en grådkvalt far, der knust på tv-skærme verden hikster, hvor glad han dog er for at have nået at være far til den lille pige, han har mistet. I historier om rektoren, der blev skudt i et forsøg på at stoppe gerningsmanden. I heltesnak på Facebook, delt millioner af gange, om den 27-årige lærer, der gemte sine elever i skabene for selv at blive skudt. Ja, jeg svælger så meget i det, at man skulle tro, at jeg ikke er nok i kontakt med mine følelser til daglig. Man har endda set mig fælde egne tårer i weekendens løb. Og det føltes forbandet … forløsende. Fordi det var så smukt, ikke? Med alle de “giv dine nærmeste et ekstra knus i dag”, på en eller anden måde er sådan en tragedie helt vildt samlende, ikke?
… Våbenkontrol? Hvor et kedeligt ord. Er for investeret i detaljesvælging til at danne mig en mening. Okay så. Jeg håber naturligvis på strammere våbenlov. Jaja. Og amerikanerne er da for langt ude, når argumenterer med, at lærerne da bare skal have lov at have våben liggende i katedrene i klasselokalerne, sådan forhindrer vi skoleskyderier. Old news, at de er sådan! Må jeg gerne svælge videre i de psykologiske profiler af gerningsmanden og billedserierne af de døde børn nu?
…
Jeg skriver det kun, fordi jeg ikke er den eneste. Jeg har røv i sæde i et hjørne af den danske mediebranche og er blandt dem, der tracker, hvad I læser. Og som det gælder i hverdagen (hvor I aldrig læser de politiske nyheder eller økonomianalyserne eller al EU-stoffet, I angiver i diverse barometre at I gerne vil læse og skælder ud på Twitter over, at der ikke er mere af, men i virkeligheden voldklikker på historier om kræftsyge Mira Wanting og fotogallerier med nyfødte dyreunger i Zoo), sådan gælder det selvfølgelig også i det minikaos, der hedder Newtown. Hvad tror I hittede mest? Debatartiklerne med en snert af perspektiv om Obamas chance for at indføre strengere våbenkontrol – eller detaljerne om, hvor ilde tilredte barneligene var, og hvor længe de skulle ligge urørte i gangene på Sandy Hook Elementary, mens politiet dannede sig et overblik? Ja, gæt selv.
Jeg kan kun finde et svar: Fascination. Der rimer så fint på giv-mig-mere-nu. Jeg-kan-ikke-få-nok.
Og jeg synes, at jeg vil sige til os, at vi skal lade være at bilde os selv ind, at det kun er sorg og medfølelse, vi føler her på fysisk afstand af udlandets store tragedier. Det er også nogle andre ting. Der kunne minde mistænkeligt meget om fryd og adrenalinkick, men som jeg nok skal lade være at kalde det, fordi det lyder så grimt.
Men jeg ved ikke, hvor det stiller os som race.
No. 1 — December 17th, 2012 at 15:28
Puh… følelsen af spænding og adrenalin er jo forbundet med fare, så på en måde kan jeg godt forstå, at det er det der føles mest derude i verden. Vi er allesammen pakket sikkert ind i vat det meste af tiden, især heroppe i det kolde nord (termovat?). Lad os lade være med at tale om våbenkontrol overhovedet (ikke fordi jeg er imod), for helt ærligt så er det sådan en underlig loose some, win some indstilling, hvor nogen prøver at vende en tragedie til en sejr indenfor noget politisk. Våben er lort I get it, men jeg er mere til den menneskelige reaktion (selvom jeg græmmes ved for meget heltedyrkelse – måske fordi jeg ikke ved om jeg selv kunne være heltinde), hvor man undres, ophidses og graver i profiler, for det tyder da i det mindste på at man forsøger at forstå. For hvad nu, hvis hans våben var købt af en gangster i gyde for sparepenge han havde lagt til side til formålet gennem det sidste år? Så spørger man da: “hvorfor?”… og er det ikke bare det folk prøver at forstå, når de svælger i tragedier?
[Reply]
Dines Reply:
December 17th, 2012 at 18:15
Jamen, vi kan da godt prøve at sminke det til at ligne noget så sympatisk som et forsøg på at forstå. Men kradser jeg i overfladen, så sidder mit indre lillemenneske mentalt parkeret dybt i et biografsæde med popcorn og 3D-brillen på og æder og får kvalme og æder lidt mere, mens den Gollum-style hvæser, at det her jo er bedre end den bedste film, fordi det her skete for rigtige mennesker. I vir-ke-lig-he-den.
Det er ikke pænt at sige. Men jeg synes, at nogen burde sige det, inden vi allesammen får bildt hinanden ind, at tragikken er så overvældende, at vi allerhelst ville være den foruden. For det tror jeg ikke, at vi ville. Vi elsker katastrofer, tsunamier, død og sorg, så længe den sker nogen andre end os – men nogen, der kunne være os*. Makes us feel alive.
*) hvad der adskiller denne tragedie fra hungersnød i Afrika og horribelheder i Syrien og får den til at ligne Utøya og 9/11: identifikationen. Den satan. What makes us care.
[Reply]
Blå Solskin Reply:
December 18th, 2012 at 11:24
Tja, jeg har brug for at sminke det, hvis det er det vil skal kalde det, for at stille os lidt bedre som race end popcorn og 3D briller. Behovet for at læse alle detaljerne er heller ikke noget jeg kender så godt, men jeg bed mærke i det du skrev om psykologiske profiler, og kørte ud af min egen tangent derfra. Hvis det virkelig bare var popcorn og 3D, så kan du vel heller ikke påstå at “I care”, så er det vel bare en god film og noget der er totalt uvedkommende og det kan jeg overhovedet ikke identificere mig med. Så det er måske lidt groft at skære alle over en kam?
Så ja, lad os sminke det, så det er nemmere at acceptere…
[Reply]
No. 2 — December 17th, 2012 at 15:29
(og jo … jeg bør tage et kursus i sætningsdannelse og tegnsætning, men jeg havde så travlt med at få det skrevet, at jeg glemte formen)
[Reply]
No. 3 — December 17th, 2012 at 15:46
Må jeg foreslå denne artikel af Jean Baudrillard, hvor han bl.a. snakker om lige netop den der fornemmelse af at det “jo næsten er som om han [Lanza] gjorde det, men det var os som ønskede det”.
http://www.egs.edu/faculty/jean-baudrillard/articles/the-spirit-of-terrorism/
[Reply]
No. 4 — December 17th, 2012 at 16:28
Du er et svin, Dines. Og det er jeg også.
[Reply]
No. 5 — December 17th, 2012 at 19:00
For fanden, hvor ramte du bare lige hovedet på sømmet der, Dines! Wauw.
[Reply]
No. 6 — December 17th, 2012 at 19:23
Jeg må så være uden for kategori, for jeg har absolut ikke lyst til at læse om den tragedie. Jeg har aldrig lyst til at læse om skoleskyderier – det gør mig ked af det. Eneste undtagelse i hvor jeg bare måtte følge med var Utøya, som var så tæt på, og hvor jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at nogle af ofrene kunne være bekendtes børn (det var det ikke).
Men forstår godt din pointe. Det må være den samme mekanisme, som fik københavnere i tidligere tider til at tage på udflugt til fælleden og følge med i løjerne på skafottet.
[Reply]
No. 7 — December 17th, 2012 at 20:28
Jeg er enig med Triaka – jeg kan ikke forstå fascinationen eller fryden, eller hvad vi nu skal kalde det. Børn er døde, forældres liv er smadret. Der er ikke noget adrenalin kick over det – egentlig kun sorg og medfølelse. Det, du skriver om, er jo det samme, som når folk ruller langsomt forbi trafikuheld for lige at få det hele med. De blå blink, måske noget blod, og nogen der er døde.
Fair nok at påpege at mange af os fascineres. Men for satan.. det er sgu ikke sjovt det, der er sket.
Måske fordi jeg selv er mor, så tager jeg det for meget ind. Kan bare mærke at det bliver for ubegribeligt, for stort. Og jeg bliver faktisk nødt til at lade være med at læse om det, for jeg kan næsten fornemme hvor frygteligt det er for de stakkels forældre.
Så nej, popcorn og 3D briller – det bliver sgu aldrig mig.
[Reply]
No. 8 — December 17th, 2012 at 22:18
Modigt, Dines. Og ikke mindre sandt af den grund. Men turde man mene det i eget navn på FB? I think not. Og jeg mener ikke dig …
[Reply]
Dines Reply:
December 18th, 2012 at 16:40
Jeg mener generelt ikke så meget i eget navn på Facebook.
Men jeg ser din pointe og griber den med et rungende nej. Visse ting er for grimme til, at man (jeg) vil stå på mål for dem. Men det gør dem ikke mindre sande. Og jeg synes nogen skulle sige det, inden vi fik dannet os et narrativ om, hvor meget vi føler med amerikanerne i denne sag – som vestlige, som forældre, som medmennesker.
Inden violinerne overdøvede vores indre eb-læsere helt.
[Reply]
No. 9 — December 17th, 2012 at 23:06
Jeg læser heller ikke artiklerne. Jeg synes, at det er så kvalmefrembringende og grotesk – har ikke brug for at nærstudere beskrivelse for at holde tankerne igang. Det eneste jeg kan holde ud at læse om, er netop de analyserende artikler om våbenlovgivning, Obamas taler og politiske reaktioner. Men det anede mig, at det ikke er flertallet, der agerer på den måde. Og ja, det er nok noget med fascination – og et lidt tykkere filter.
[Reply]
No. 10 — December 18th, 2012 at 07:26
Kan intet genkende af hvad du har beskrevet…..
[Reply]
Dines Reply:
December 18th, 2012 at 16:36
Så er du nok et bedre menneske end flertallet.
[Reply]
No. 11 — December 18th, 2012 at 09:14
Slavoj Zizek har skrevet om denne “katastrofe-længsel” i forbindelse m. 11. september i “Velkommen til virkelighedens ørken”. Den forklarer ret glimrende hvad fanden der er galt med os.
Tak fordi du selv bringer emnet op. Som sædvanligt godt skrevet.
[Reply]
No. 12 — December 18th, 2012 at 11:48
[...] Apropos det der med at svælge. [...]
No. 13 — December 19th, 2012 at 11:40
Jeg kan ikke se hvorfor det ene skulle udelukke det andet – man kan vel godt være empatisk fascineret ?:)
[Reply]
No. 14 — December 19th, 2012 at 13:58
Jeg synes du har ret i så mange ting her… jeg tror også at grunden til at man svælger lidt er, at det også er så uvirkeligt og man har ikke selv nogle personlige følelser i klemme her. Det havde både jeg og flere i vores omgangskreds til gengæld med Utøya. Har selv været aktiv i DSU og det var faktisk fast tradition, at mange DSU’ere tog til Utøya og deltog i deres sommerlejr, da vi altid har haft en god connection til de norske unge socialdemokrater. Lige dét år ville skæbnen, at der var en international socialdemokratisk festival i Østrig som startede en enkelt dag efter at den norske sommerlejr skulle slutte. Derfor valgte rigtig mange af de danske DSU’ere den norske fra, fordi de skulle til Østrig. Og mon ikke nogle forældre i dag sender en kærlig tanke til arrangørerne af festivallen i Østrig for deres “dårlige” dato-planlægning
Nå, men det jeg ville sige var, at der var få danskere der var taget med (plus vi har venner der bor i netop det område i Oslo med bomben) og netop pga dette så gjorde det det faktisk sværere at høre om det hele tiden. Man skulle tro at man bare fulgte extra med, men det svingede hele tiden… det ene øjeblik kørte news fast på tv’et dagen lang for at få alt med og næste øjeblik slukkede vi alt, fordi vi magtede simpelthen ikke at høre mere om det – det gjorde sgu for ondt fordi det var kommet for tæt på.
Dem vi kendte kom heldigvis ikke til skade under det her (de fleste af dem var taget hjem fra Utøya dagen før for at forberede sig til Østrig) og dem i Oslo var helt tilfældigt i DK på sommerferie (de sad bare i et sommerhus uden internet, så der gik lige 3 dage før der kom livstegn på facebook… ikke 3 sjove dage!).
Mht 9/11 slugte jeg alting råt, men på selve dagen stod jeg i en tøjbutik hvor jeg der som 16-årig havde noget efter-skole job. Min chef havde været au-pair i USA og faderen arbejde i World Trade Center. Så da vi hørte om det stod hun desperat i flere timer og græd imens hun prøvede at få fat på familien over telefon. Heldigvis havde han været på kursus i en anden by, så han var okay, men de var alle i totalt chok. Og min kollega gad slet ikke at høre om det, se eller læse om det efterfølgende. Det var kommet for tæt på.
Nå, men min pointe med min lange svada er, at jeg tror det er spændende fordi det ikke rammer os selv og fordi det ikke er tæt på. Det er ihvertfald min personlige oplevelse med det hele… fordi så er det jo i egentlig bare lidt som en film og dem sluger vi jo også råt – gerne når de er extra vilde. Jeg har nemlig også slugt alt om lige denne sag. Alt fra nyheder til videoer, blogs og selvfølgelig også grædende Obama!
[Reply]