Og der blev faderligt lys
Wednesday, 19 December 2012
Når min far spørger mig, om jeg er glad for lampen, så siger jeg ja og lader ham tro, at det er lampen selv, jeg er så glad for, for sådan har han det bedst. Med at vi lader de store udsving blive i skuffen, når vi taler. Det er bedst at holde det praktisk. Holder gevindet? Nu er den ikke på vej ud af loftet, vel? For så skal du altså pille den ned i en hulens fart. Det ved du godt, hvordan du gør, ikke? Sluk for strømmen først. Det må du altså love.
Men i virkeligheden. Hver gang jeg ser på den københavnerlampe. Som jeg havde ønsket mig i tre trilliarder år og slet ikke kunne kapere for benovelse, da den endelig kom, den har nu fået en ekstra dimension. For jeg ser slet ikke dens skønhed i min stue, først sekundært. Jeg ser den lange eftermiddag min far brugte på at hænge den tunge, tunge satan op. Selv om han overhovedet ikke har forstand på elektricitet, brummede han. Og det var næsten det eneste, der blev sagt den eftermiddag. Men det har han. Altså, forstand. På faktisk alt.
Det er så sjældent, han og jeg har alenetid. Og vi er slet ikke særligt gode til at have det, når vi har det, fordi det som regel ender med, at jeg inviterer på middag, for man skal sgu da ses med sin far, og så sidder vi der stive i ryggen ved mit lidt for høje spisebord på mine lidt for små stole og forsøger at holde en samtale kørende, og det stinker vi til, for vi har så forskellige livssyn, at det altid, altid ender med en formanende enetale fra hans side. Og så siger vi hejhej, når den sidste bid er spist op, og så står jeg i vinduet og vinker ham farvel, sådan lidt lang i armene af noget, jeg ikke ved, hvor jeg skal placere.
Men når han så kommer forbi og hænger min lampe op og fifler med ophænget i tavshed, bortset fra lidt hyggebanderi undervejs, og jeg sidder i hjørnet ved radiatoren og kæmper mig gennem min Steve Jobs-biografi (kapitlet, hvor Steve hænger ud med sin far på værkstedet og beundrer den gamles ordenssans) og grynter ja og nej og “skal jeg virkelig ikke hjælpe dig?” og “skal jeg virkelig ikke finde dig noget bedre lys at arbejde i?” og han siger nejnej, blive du bare ovre ved varmen, hvad er det for noget musik, vi hører, og jeg siger “bare Spotify”, og han nikker og aner ikke, hvad jeg mener, tror vel det er et band, men kunne ikke være mere ligeglad, han havde bare skiftet emne, så ikke jeg skulle indfinde mig med min fumlefingrede “hjælp”, så bliver jeg all warm and fuzzy inside. Og indrømmer, at der fandtes en tåre i min øjenkrog. Helt uagtet. I den stille, rare jul.
Jeg er så forbandet glad for, at lige han er min far, at lige han har opdraget mig med alt sit stivstikkeri og gode værdier og ordentlighed, og jeg er ikke langt fra at sætte mig i oprejst fosterstilling med hænderne for ørerne og råbe “nejnejnejlalalala” ved tanken om den dag, han er ikke er her mere. Og så kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg er så strid ved ham med al min kritik og teenagefacon langt det meste af tiden. Når han er noget af det bedste, jeg har.
Vil i det kommende år sørge for at ødelægge noget hårdt hvidevare eller lignende mindst en gang om måneden, så han kommer forbi og tier stille og er her på den der tavse måde, som vi åbenbart er bedst til.
.
No. 1 — December 19th, 2012 at 13:32
Kuldegysninger.
[Reply]
No. 2 — December 19th, 2012 at 13:46
Suk, hvor jeg kender det. Hvorfor skal det være så svært?
[Reply]
No. 3 — December 19th, 2012 at 13:59
Suk hvor er du bare brølende god til at formulere dig for fanden! Du fanger bare hvad der rører sig henne i din verden og transformerer det om til smukke, bevægende (and often very funny) ordstrømme Med Indhold og Dybde.
[Reply]
Dines Reply:
December 19th, 2012 at 14:03
Du er sød, tak. Glædelig jul!
[Reply]
No. 4 — December 19th, 2012 at 14:29
Da jeg var barn, og man blev samlet i en rundkreds om mandagen i klassen, da skulle man altid fortælle om, hvad man havde lavet i weekenden.
Og alle de andre drenge fortalte om, at de havde været ude og enten fiske eller se/spille fodbold med deres fædre. Og det var jeg aldrig med min far, for det interesserede ingen af os.
Men jeg løj og sagde tit, at det havde jeg også, for det var åbenbart det, fædre og sønner burde gøre sammen.
Og så sad jeg ellers og tænkte på, hvorfor min far og jeg ikke havde et rigtigt forhold til hinanden, sådan som alle de andre havde. Imens vi sad sammen på gulvet og rodede igennem alle hans gamle og nyere rockplader og hørte dem, og han fortalte mig om deres historie.
Nu lærer jeg ham om moderne rock, og vi går ofte til koncerter sammen – skiftevis på den ene eller andens opfordring.
Go’ jul, godt skrevet.
[Reply]
Dines Reply:
December 19th, 2012 at 18:18
Ih, nu blev jeg helt ærgerlig over, at dem i din børnehave aldrig fandt ud af, at I lavede noget så sejt som at vende plader sammen.
God jul selv!
[Reply]
No. 5 — December 19th, 2012 at 14:43
For filan. Det er jo mig og min far, det der. Tak! Og glædelig jul
[Reply]
Dines Reply:
December 19th, 2012 at 18:17
Ha, sådan er det vist med mændene i den generation. Grumpy old kærlige mænd. Jeg frygter, at generationen efter dem ikke har deres format.
[Reply]
EnTuriKulturland Reply:
December 22nd, 2012 at 14:22
Du har så ret.
Jeg var nær faldet ned af stolen i dag, da min far kiggede på mig og sagde: “Det er dejligt med jul, hvor vi alle kan være sammen. Det gør mig glad!” – Og så fik jeg en lille klup i halsen…
[Reply]
No. 6 — December 19th, 2012 at 14:43
Det er en relativ dårlig idé at læse blogs der ikke bare handler om dyrt tøj og pressearrangementer når man er gravid og hyper-hormonel.
Jeg græd lidt over det her. For din far lyder så sød og kompleks og simple og faragtig!
[Reply]
Dines Reply:
December 19th, 2012 at 18:15
Det er lige præcis, hvad han er.
Helt ærligt. Er det ikke bare LIDT sjovt at være så hormonella?
[Reply]
No. 7 — December 19th, 2012 at 18:18
Så velformuleret -som altid.
Tak for god læsning. (Igen)
[Reply]
No. 8 — December 19th, 2012 at 18:55
Jeg gad godt prøve det. Heldigvis kan storebrødre nogle gange væreden tavse håndværker. Altså de dage, hvor vi ikke får ordnet verdenssituationen i stedet.
[Reply]
No. 9 — December 20th, 2012 at 12:34
Åh Dines! Det er min far du snakker om. Men han døde i 2008. Hvis det kan lykkedes må du godt give ham et knus fra mig. Jeg savner ham sådan!
[Reply]
Dines Reply:
December 20th, 2012 at 14:06
Orv. Dét var mere, end den indre vandstand kunne klare. Gulp.
Må ikke tjekke blog i arbejdstiden. Må ikke tjekke blog i arbejdstiden. Må ikke tj…
[Reply]
No. 10 — December 20th, 2012 at 17:47
Også høj vandstand her :’( Nogle af mine bedste minder om min far (han døde i 2004) var sommerdage i drivhuset, hvor vi nussede om planter og vandede og ikke sagde noget. Vi var bare… Tak for at få mig til mindes.
[Reply]
Dines Reply:
December 20th, 2012 at 19:22
EJ, I skal stoppe med alle jeres fine, tavse minder om døde fædre. Kan ikke klare det. This is me: NejnejnejnejLALALALALA.
[Reply]
No. 11 — December 21st, 2012 at 00:07
Ååååh, det går lige i hjertet på en som mig, der har det på præcis samme måde med sin far; de er sgu somme tider lidt anstrengte at være sammen med når man virkelig prøver, men hvis man bare giver slip og lader far være far og datter være datter, så er det satme fantastisk!
[Reply]
No. 12 — December 21st, 2012 at 09:38
Ville skrive min allerførste kommentar til dig, da din tekst rørte mig så meget. Men så kom jeg til at læse kommentarsporet, og man må ikke skrive om sine døde fædre:-). Men altså, spot on tekst. Netop den slags eftermiddagen savner jeg meget. Min far og jeg sluttede dem altid af med en Big Mac menu på Nørrebros runddel af uransagelige grunde.
Jo flere gode minder man har med sin far, jo lettere bliver det den dag han ikke er der længere. Så saml endelig på dem.
[Reply]
No. 13 — December 24th, 2012 at 08:09
Årh hvor er det fint skrevet! Helt gåsehudsfremkaldende.
[Reply]
No. 14 — February 19th, 2013 at 10:14
[...] lade være med at more mig lidt med ham. Fordi han er noget af det bedste, jeg har. Og fordi han beviser det i de særeste situationer. For eksempel ved at sætte spot på, at jeg faktisk stadig har ham. Lige her. I færd med at ordne [...]