Så nu har jeg også lyst til at flytte ud i skoven
Friday, 25 January 2013
Jeg kunne mærke opkasten kilde bagerst i mundhulen, da jeg læste følgende underrubrik på information.dk: “I 2011 trak familien Hejlskov stikket til det storforbrugende højhastighedssamfund og flyttede langt ud i den svenske skov, hvor livet føles tæt på og ægte. Familien er del af en ny autenticitetsbevægelse.”
En ny … autencitetsbevægelse. For helvede. Det eneste, der er mere politikensk nutildags, det er fandme Information.
Så jeg klikkede for at få mig en god forarger op at køre. Og her, dagevis senere, må jeg sande, at jeg siden i tankerne er vedblevet at kredse om de ideer, der bliver præsenteret i den.
For jeg havde læst en artikel om en kvinde, som jeg troede var af den slags, jeg elsker at hade. Det er hun måske også, men nu hader jeg mest mig selv for at være så forudindtaget. For hun ramte mig lige der, hvor det gør ondt. Midt i min egen udlængsel, som jeg ved, at jeg aldrig nogensinde får gjort noget ved.
Jeg har ikke lyst til at flytte ud i nogen skov, som hun har gjort, og sige nej til fast arbejde, elektricitet og salatmayonnaise, men jeg har lyst til at reagere på det vat, der pakker mig ind i en knugende, kronisk zombietilstand. Jeg har lyst til at flytte, bryde, knytte nye bånd, gøre noget helt outrageous med mit liv. Ikke for at kunne bøje i neon for andre, at jeg var nogen, der gjorde noget outrageous, men for at have gjort mig selv den tjeneste det var at tage ansvar. Og ikke bare at have ladet ansvarstagelsen bestå i at klappe mig selv moderligt på hovedet og voksent sige, at den der udlængsel og lyst til rodløshed, det er noget, man vokser fra.
Jeg er træt af at være så tilfreds. Og at sige om mit job, at det er “godt nok”. Og at være sådan lidt kronisk afventende. Spørgende. Var det her så det? Det, vi arbejdede på at opnå? Det, der lå efter eksaminer, efter dødsdruk, efter al bloggeriet, efter de dårlige forhold og de erfaringer, man høstede der? Efter det fede ubehag, der ligger i ærligt at kunne svare folk, der spørger, hvordan det går med det der bogprojekt, jeg engang ævlede om: Det går ad helvede til, for jeg har intet på hjerte.
Det er kejserens nye klæder. Jeg har jo ikke oplevet noget!
Men jeg får aldrig nogensinde gjort noget ved tankerne. Det ved jeg. For i morgen, når jeg vågner, skal jeg drikke min kaffe og gå på arbejde, som jeg i disse akutjobtider dog bør være taknemmelig for, at jeg i det mindste har – og så er vi tilbage i hamsterhjulet.
Nå. Det var Informeren, vi kom fra.
Vi lader citaterne stå næsten for sig selv.
Vores overvejelser gik meget på, at vi havde solgt ud af vore værdier. At det moderne liv ikke hang sammen for os, og at vi og vores børn ikke havde det godt. Vi havde brug for at reagere på dette ’nagende ubehag’.
She had me at det nagende ubehag. Og:
Da jeg begyndte at holde foredrag om vores radikale livsvalg, oplevede jeg noget, jeg aldrig havde oplevet før. En lille procentdel af tilhørerne bliver sindssygt provokerede. Det forvirrede mig meget. Hvordan kan vores personlige valg provokere nogle få folk på den der voldsomme måde? Jeg er nået frem til, at jeg ikke gider mere pis. Især ikke med de veluddannede, som kritisk dekonstruerer alt, hvad der truer status quo. Dem, der ser sig selv som progressive, men i virkeligheden er dybt reaktionære.
Av. En stor fed flaskehals pegede på mig. Jeg skal holde op med at være så skide fordømmende over for folk, der bare gerne vil gøre noget anderledes med deres liv. Altså, ikke dem, der bare gerne vil skille sig ud for at skille sig ud, men dem, der prøver at gå nogle andre veje for at … (opkast-alert) blive sat fri. For det vil jeg jo også gerne, ikke, måske er det i friheden, at lykken, den satan, gemmer sig.
Frihed er en indre følelse. Det er noget, man kræver og kæmper for. Du kæmper jo også din egen kamp for den frihed, du har. Min frihed er følelsen af, at jeg slap ud.
Læs artiklen af Annegrethe Rasmussen her og besøg Andrea Hejlskovs blog her. Ja. Hun har en blog ude i sin “elektricitetsfri” tilværelse i den svenske skog. Hun må godt for mig. Fordi hun i et år forinden havde boet i en jordhule med sin familie og havde løsrevet dem helt fra alt, der hed moderne bekvemmelighed.
Vi kommer aldrig tilbage. Der er intet i den moderne livsstil, der siger mig noget. Det kan være, jeg besøger byen engang imellem og går på cafe og ser mine gamle venner, men fandeme om jeg vil tilbage i den vattilværelse, jeg havde før! Den daglige indignation over et eller andet, de her små frustrationer, der ikke er store nok til, at vi gør oprør.
Hvem vil med? Ikke nødvendigvis til Sverige, men bare ud. Jeg vil gerne noget mere ud, Thorkil.
No. 1 — January 25th, 2013 at 14:47
Av.
Lige i dovenskabsdellen.
Problemet med os bloggere er, at vi er all talk.
[Reply]
No. 2 — January 25th, 2013 at 15:02
Jeg kender det så pissegodt!! Men det skræmmer mig helt vildt.
[Reply]
No. 3 — January 25th, 2013 at 17:35
Jeg hæftede mig ved det afsnit hvor hun skriver om deres proces med at træffe beslutningen og spørgsmålet der meldte sig var “må man godt det her?”. Jeg kan virkelig genkende det! Altså frygten for at gøre noget “forkert”.. fordi man ikke gør som alle andre. Det kræver satme en ordentlig portion mod og tro på både sig selv og hinanden som par at gøre det dér. Men omvendt – der er jo masser af mennesker, der tager ud og bosætter sig i andre lande og lever på nye måder. Man behøver ikke at vælge den mest hardcore survival-udgave.. man kan jo bare vælge det, man har lyst til. Hvis man altså tør.
[Reply]
No. 4 — January 25th, 2013 at 21:20
Uh lige min evige kamp med mig selv. Men rastløsheden forsvinder aldrig. Den bliver bare pakket ind i vattet.
Tak for ordene.
[Reply]
No. 5 — January 25th, 2013 at 22:30
Meget Thoreausk projekt. Egentlig prisværdigt at nogen i den grad tager ansvar for deres egen eksistens, uagtet at det selvfølgelig kun kan være nogle få beskåret at handle på lige præcis den maner, hvis ellers de ønsker at bibeholde den primitive eksistens MED internet. Jeg tror dog ikke, der er mange, der kommer til at handle på den måde, så for lige præcis de mennesker skal det nok kunne opretholdes.
Det kan dog undre mig, at projektet fremstilles som så radikalt nyt i medierne, idet kerneværdierne som de involverede bekender sig til, læner sig meget op af transcendentalismen og dens tanker om samfundsinstitutionernes korrumperende indflydelse. I de senere år har Erlend Loe og Gyrðir Elíasson i øvrigt beskrevet lignende projekter i fiktionsform, mens hjemvendte soldater har opsøgt samme tilværelse af mere nødtvungne grunde. Såe … en ny autencitetsbevægelse? Det ved jeg nu ikke. Men det er mere en kritik af den journalistiske formidling af projektet end projektet selv.
[Reply]
Dines Reply:
January 26th, 2013 at 00:32
Jeg læste godt ordet “ny” om bevægelsen, men derudover synes jeg ikke det er formidlet som hverken banebrydende eller originalt.
Jeg hæftede mig blot ved, at hun inden flytningen levede et liv med mand, børn og skrivevirksomhed. De samme ting, som jeg og folk omkring mig føler os låst af. Men hun låste det op.
Måske ikke nyt, men inspirerende. Og vigtigt, uhyre vigtigt, at få journalistisk formidlet til masserne, at man skam godt kan låst ubehaget op.
[Reply]
No. 6 — January 25th, 2013 at 22:50
Undskyld, Dines, jeg kender dig jo ikke, og nu kommer jeg alligevel med alle mine antagelser.
Altså, som jeg læser interviewet, handler det om normkritik… Du skriver, at du er træt af at være så tilfreds. Men du lyder jo virkelig ikke tilfreds overhovedet? Det ligger sådan lidt i luften, at det ikke er godt nok, at dit job er godt nok, men hvorfor skal dit job overhovedet være så afgørende for din opfattelse af autencitetsgraden i dit liv? Det er vel for alvor at spille samfundet bolden i hænderne? Virker lidt som om du har læst artiklen og i stedet for at tænke, at det også er nogle urimelige krav samfundet lægger på os, så tænkt, at hov, det her krav skal du også lige leve op til, sammen med alle de andre, du havde i forvejen…
En anden ting er det her med friheden. At det måske er der, lykken findes. Igen læser jeg det lidt anderledes. Jeg tror friheden er vigtig, men mest i den forstand, at den er midlet til at afgøre, hvordan man vil lade sig binde. At bo ude i de svenske skove havde jo rigtigt nok ikke været fedt, hvis de ikke selv havde valgt det. Så havde det bare været gulag-agtigt. Næppe nogen fest. Men det handler for også om, at de forpligter sig på noget, og at de vælger rigtigt meget fra. Og det tror jeg egentlig er en rigtigt pointe, for virkeligt meget i vores samfund handler om at få os tvivle på, om det nu også er “godt nok”, det vi har, eller om ikke liiige det kunne opgraderes. Og jeg læser dig egentlig også sådan, at det er det, du vil: forpligtes på noget. At afskrive visse valgmuligheder fuldstændigt, så man ikke vågner op hver morgen med alle aspekter af ens liv til eksistentiel forhandling, for hold nu kæft, hvor er det nedslidende. Men så er der selvfølgelig altid risikoen for, at det, man ender med at forpligte sig på, mislykkes. At man måske bliver til grin. Den gode nyhed er så, at det behøver man ikke en gang en lille smule en svensk skov eller en outrageous livsstil for at opnå.
Nå, det blev langt og vrøvlet. Jeg håber, at det var nogenlunde forståeligt alligevel.
I øvrigt, hvis du har lyst til at leve det svenske skovliv by proxy, kan jeg anbefale denne blog: http://jonnajinton.se/
[Reply]
Dines Reply:
January 27th, 2013 at 23:25
Hej Hazel.
Din kommentar har lige simret nogle dage. Skulle lige bundfælde sig, du ved.
Du bevæger dig på nogle akademiske frekvenser, der ikke er en håndværker som mig helt forundt, og du tabte allerede lidt ved begreber som “normkritik” og “opfattelse af autencitetsgraden”, men jeg kunne godt lide din tanke om, at jeg bruger Andreas eksempel som endnu et krav, jeg stiller til mig selv. Ikke at jeg er helt enig i, at det forholder sig sådan, men det satte tankerne i gang.
Jeg er skam meget tilfreds med mit job. I glimt elsker jeg det endda. Men jeg har sådan en nagende fornemmelse af, at min tilfredshed mangler en kerne – og at det ikke er i mit job, som er omdrejningspunktet i min hverdag og derfor mit liv, at kernen skal findes. At der må være noget større derude. Og nej, som også skrevet: Jeg har intet behov for at flytte ud i en svensk skov. Men for fanden, hvor jeg beundrer hendes handlekraft. Opgøret med vatlivet.
[Reply]
Hazel Reply:
January 28th, 2013 at 13:28
Haha, sorry, jeg synes også selv, at jeg lyder røvprætentiøs af og til. Det er bare, når jeg har læst akademiske tekster hele dagen, så kører min hjerne lidt fast i en rille og gider ikke rigtigt bruge energi på at finde de rigtige ord. Ren dovenskab. Bruger også ofte ord lidt forkert af samme grund, sådan lidt “nåhmen det her kommer vel tæt nok på…”
Anyway, glad for at høre, at du ikke synes, at jeg har rigtigt ret
Og jeg synes også, at det er sejt gjort af Andrea + familie.
[Reply]
No. 7 — January 26th, 2013 at 10:26
Meget intessant “problemstilling” – som med det samme ledte tankerne hen på en anden artikel jeg har læst her til morgen, som et andet bud på tanker omkring det her med lykke/ tilfredshed.
http://www.theatlantic.com/health/archive/2013/01/theres-more-to-life-than-being-happy/266805/
Tror egentlig at den skelnen mellem lykke vs. mening, der er bærende i artiklen, i høj grad supplerer tankerne om, hvorvidt ‘lykken’ ligger i en svensk skov uden vand og el.
Tak for, at du bringer interessante emner i spil – læser din blog fast, og sætter stor pris på både reflektioner og sure opstød
[Reply]
No. 8 — January 26th, 2013 at 13:14
Jeg vil også gerne noget mere ud. Jeg har haft det på samme måde som dig. Artiklen, bloggen og tankerne sidder også fast i mig. Jeg vil noget andet, noget mere.
[Reply]
No. 9 — January 26th, 2013 at 20:06
Jeg er bare vild med Blinkende Lygter-citatet!
[Reply]
No. 10 — January 27th, 2013 at 18:09
Jeg flytter til udlandet om nogle måneder, hvilket er en klar fuck-finger til mit etablerede vatliv. Jeg aner ikke, om det er mit livs bedste eller værste beslutning.
[Reply]
Dines Reply:
January 27th, 2013 at 23:26
Seeeeeejt! Kan man følge din rejse nogen steder? Blog?
[Reply]
A Reply:
January 27th, 2013 at 23:58
Når specialet er afleveret 1. marts, og mit money job er afsluttet, begynder jeg at tænke på varmt tøj, 1000 bøger og blog (jeg har ikke besluttet mig endnu. Blog or not?). Grønland forresten – det er dér, jeg skal hen.
[Reply]
No. 11 — January 27th, 2013 at 18:46
Det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv – ever – var at sige mit job op og rejse et år til Egypten.
Selvom jeg brokkede mig igennem det meste af året – for det med at være i opposition til alt og alle er ikke noget man sådan liiige lægger fra sig (specielt ikke i Egypten), så har det været alt værd.
Og det at komme væk. Se ens egen (og andres verden) fra en ny vinkel gør noget ved en, hvis man lader det gøre det.
Og i det år der er gået siden jeg kom tilbage er det som om at lag efter lag er blevet skrællet af mig … eller at jeg er blevet pakket ud af mit vat om du vil … så jeg i dag fremstår som en renere og mere sand udgave af mig selv, hvor mine prioriteter fuldstændig har skiftet.
Er stadig i transformationsfasen … nu uden kæreste, katte, penge, arbejde og uden at min virksomhed endnu er blevet banket op – og jeg har faktisk aldrig været mere glad i mit liv.
… men det jeg egentligt vil sige er, det er aldrig for sent … at du ikke ændrer kurs nu, behøver ikke at betyde at du ikke kan ændre kurs senere. Det du kan gøre lige nu og her – er at begynde at spare op. At have en fornuftig opsparing giver dig frihed til at ændre dit liv senere ….
Det at jeg havde et betydningsfuld og stresset job, er jo også med til at gøre at jeg lige pt. har noget på kistebunden der gør at jeg rent økonomisk kan lade være med at bekymre mig (helt så meget) om min umiddelbare fremtid.
[Reply]
Dines Reply:
January 27th, 2013 at 23:32
Nøøøøj, en vigtig pointe, du lige skrev der. At bare fordi jeg ikke gør noget nu, så behøver det ikke betyde, at jeg aldrig gør det. Og så behøver jeg ikke slå mig selv oven i hovedet med dét. Jeg kan jo starte i det små, som du foreslår: Betragte de matadorpenge, der ruller ind på min konto hver måned, som opsparing. Selv om jeg ikke helt ved, hvad det er til endnu.
Jeg gjorde det, da jeg var yngre. Flyttede til udlandet, bare sådan fordi. Og ja, jeg bandede mig igennem det år og det kummerlige arbejde, jeg havde i udlandet, og jeg nød langtfra hver eneste dag, sådan som du også skriver. Men i dag står den tid så lysende klart i et positivt skær for mig. Ikke fordi jeg bilder mig ind, at alt var lutter gammen hver dag i den tid, men fordi jeg ved, at det overordnet var godt, fordi jeg handlede.
[Reply]
visitsen Reply:
January 28th, 2013 at 22:25
Glad for at budskabet gik igennem
[Reply]
No. 12 — January 29th, 2013 at 13:07
Som det andre har sagt; det behøver ikke at være nu, og det behøver heller ikke at være en svensk skov. Jeg gjorde det, og du kan læse om det på udpaatur.blogspot. Det var superfedt og det var af og til det værste jeg har udsat mig selv for.
Men lige en kedelig advarsel; jeg sidder nemlig selv med tømmermændene efter den fede fest, og aner ikke hvad jeg skal bruge resten af mit liv på. For jeg skal sat’me ikke ind i den der mølle igen, men uden lottopenge er det svært at undgå hverdagsrumlen, og hvad gør man så egentlig?
Det sker ikke nødvendigvis for alle, men rodet på landkortet bliver ikke mindre af at landkortet ændrer sig, og man finder ikke sig selv bedre end det hvor man befinder sig lige nu. De nødvendige ændringer kan lige så vel ske herhjemme som derude.
Kærlig hilsen den banale dame
[Reply]
No. 13 — March 9th, 2013 at 12:07
[...] var dog ikke, da jeg her lovpriste en artikel om hende i Information; det var først nogle dage senere, da jeg tyggede mig igennem [...]