Dette er ikke en anmeldelse af Borgen
Monday, 11 February 2013
Sidder I stadig søndag efter søndag og inhalerer cognacbønner og dessertsmoothies og det seneste afsnit af Borgen? Med den lille skuffelse bagerst i hovedet over plot, haltende dialog og utroværdige karakterer i dette politiske drama, denne øjebæ på din søndag aften? Men som du alligevel ser, fordi det jo er det ypperste DR Drama byder på lige nu? Selv om du nærmest ikke orker at skulle forholde dig til handlingen i den kommende uge, hvor medierne og de rigtige politikere går i selvsving over, hvor virkelighedsnært det er?
HAHAHAHAHA.
Det er der virkelig ingen grund til. For man kan nemt junke eminent politisk drama andetsteds:
På Netflix – hvor den første måned er gratis – har de lagt første sæson ud af deres første egenproducerede serie, House of Cards.
Kevin Spacey som kongresmedlemmet Francis Underwood, der bliver politisk tacklet i det første afsnit og derfra ruller sig ud som Satan selv og løbende får bøjet Birgitte-Nyborg-GO-HOME i neon, er omdrejningspunktet i Washingtons intriger, hvor ingen – og slet ikke hovedpersonen – har folkets bedste for øje.
Hans smukke, midaldrende karrierekvinde af en hustru er det eneste i livet, han elsker, og som et foreløbigt brilliant twist fungerer deres sexløse ægteskab, fordi det er åbent og de må have sex med andre. Så trist og så kynisk lever de – ikke kærlighedsløst, men sexløst, som for at sige, at et ægteskab kun kan holde for evigt, hvis man betragter det professionelt som et maskineri. En virksomhed. Hvor ingen må have noget så upraktisk som irrationelle følelser i klemme. Og hun, spillet af Forrests Gumps Jenny, Robin Wright, får sendt store, fede fuckfingre efter Birgitte Nyborgs forsmåede ægtemand, Philip, fordi hun er en birolle, man faktisk interesserer sig for, gerne vil forstå.
Det gælder også journalisten Zoe Barnes, som er så irriterende lillepiget-korrekt i seriens første halve time, at jeg var lige ved at slukke. Fordi jeg ikke orkede endnu en idealistisk, altoverskyggende dygtig og nævenyttig karikatur af en journalist, der ikke har andet end sit job i sit liv. Oooog så begynder hun at rulle sig ud med alle måder nuancer, som Katrine Fønsmark aldrig kommer til at indeholde. Bredtandede, provinsielle Katrine Fønsmark, der skal forestille både at være en hardcore in-it-for-the-kill reporter, mens hun på hjemmefronten skiftevis sukker efter og har det heeelt cool med sin som karakter visnende eksmand, Kasper. Man kan aldrig fange Katrine Fønsmark i at komme til kort med noget. Selv, når hun bliver besat af at optrevle Lars Mikkelsens DKP-fortid, selv da fremstilles hun bare dreven af sin egen klogskab, men også sympatisk, fordi hun lynhurtigt indser, at hun gik for langt. Bræk. Som om rigtige mennesker bare gider stå ved de fejl, de har begået, bare fordi de bliver taget i dem. Og som om rigtige, kloge mennesker aldrig gør noget, der bare er dumt.
Næ, der er den politiske reporter Zoe Barnes anderledes. Hun misbruger gerne sin magt, knepper gerne lidt med kilderne, får sin rare chef fyret, fordi hun vil have hævn – vist mest over, at han med sin magt er for gammeldags og stadig skatter printjournalistikken højere end digitale medier. Den slags. Bare for at komme lidt højere op i selvsamme hierarki, som hun egentlig slet ikke er til. O, but she is. I stilletter og store, uskyldige manga-øjne.
Prøv og hør. Det her er ikke en anmeldelse, den slags forstår jeg mig ikke på, og jeg har heller ikke set hele første sæson færdig endnu, så ti lige stille med spoilere. Men det er en anbefaling. Til et tv-drama, der er så absurd og virkelighedsfjernt i det store perspektiv, at det efterlader plads til at hæfte sig ved de detaljer, der faktisk siger noget om den rigtige virkelighed.
Men de af jer, der bare gerne vil have slutningen af Borgen med nu? I kan jo følge med i begge dele. Bare for at få kontrasterne i ambitionerne for politisk drama med. Modpolerne. Provinsiel pizzaproduktion møder den fætter, der stak af til USA og blev til noget. Det er i hvert fald den model, jeg kører.
No. 1 — February 11th, 2013 at 17:13
Vi er helt med på din vogn herhjemme. Vi har opsagt tv gennem TDC og har istedet fået Apple tv med netflix plus en masse podcast mv. og vi så også HoC i går aftes uden at skænke Borgen en tanke
[Reply]
No. 2 — February 11th, 2013 at 17:17
Du har fuldstændig ret med hensyn til “Borgen”. Den er heller ikke på niveau med sit tidligere selv. Men Kevin Spacey og Robin Wright, whauv – jeg brugte weekenden på at se sæson et til ende og glæder mig til den næste.
Jeg har simpelthen ikke selvdisciplin nok til ikke at blive lidt afhængig af filmtjenesterne, fordi det er så nemt, og der er så mange fede serier. Det svære er at camouflere det for familien, så de ikke ser på en, som om man er narkoman, bare fordi man lige skal have et afsnit mere med af Breaking Bad, Modern Family, Game of Thrones eller som i øjeblikket Dexter
[Reply]
No. 3 — February 11th, 2013 at 17:24
Jeg må indrømme, at jeg hverken har set Borgen (det gider jeg ikke) eller House of Cards (det har jeg ikke haft tid til endnu). Men House of Cards skal jeg helt klart stifte bekendtskab med. Ikke kun fordi den har fået gode anmeldelser, men også fordi den er noget så interessant som en serie, hvor manuskriptet er baseret på den data, som Netflix har akkumuleret om deres brugere. Altså: hvornår stopper sætter en bruger en tv-serie på pause? Hvornår genoptages seningen? Hvornår spoles der tilbage? Frem? Hvor mange gange ser folk et afsnit? Hvor mange afsnit ser de ad gangen? Hvornår går brugerne døde i en serie? Hvilke skuespillere er med?
Alle den slags minutiøse observationer er blevet aggregeret og har dannet grundlag for manuskriptet til House of Cards. Det er voldsomt interessant at basere historiefortælling på den slags data, synes jeg. Om det i fremtiden kommer til at dræbe kreative plottwists og levere en art perfekt McDonalds inspireret smagssammensætning, der passer til alle, eller om det bliver et redskab, der kan supplere kreativiteten, må tiden vise. Men spændende. Det er det!
[Reply]
No. 4 — February 11th, 2013 at 17:30
Jeg har faktisk lige set det første afsnit for et par timer siden. Det er i øvrigt gratis, selvom man allerede har brugt sin første gratis måned. Og uha, det er da lige før, jeg tilmelder mig Netflix igen, for det lægger da virkelig godt op! Lækkert lavet, cool hovedperson, god historie. What’s not to like? Jeg fik aldrig set Borgen, men det lyder ikke som om jeg går glip af noget der…
[Reply]
No. 5 — February 11th, 2013 at 18:12
House of Cards er drønhamrende godt. Som en perfekt blanding mellem The West Wing og News Room og med både Spacey og Wright i tordnende storform. 6. afsnit and counting…
[Reply]
Dines Reply:
February 12th, 2013 at 00:12
West Wing hoppede jeg aldrig på – men jeg kan vist lige nå det endnu med News Room. Noteret.
[Reply]
Jeppe Morgenthaler Reply:
February 12th, 2013 at 08:53
Disclaimer: News Room *er* meget svingende – fra genial til banal fra afsnit til afsnit. The West Wing kan også stadig nås – og er *den* bedste serie jeg har set.
[Reply]
Thomas Reply:
February 12th, 2013 at 12:32
Enig med Jeppe i West Wing, og helt enig med Dines i kritikken af Borgen. Har aldrig set et afsnit til ende, men gav efter for hypen på et tidspunkt og har set et par bidder hist of her. Jeg kan derfor ikke rigtigt forholde mig til historien, men dialogen er simpelthen så tung og slæbende. Hvorfor er det danske skuespillere næsten altid taler som om de står på en scene og læser op fra et manus?
[Reply]
Dines Reply:
February 12th, 2013 at 12:38
Fordi der er så meget info, som DR Drama er nødt til at servere for retardo Prins Knud, der også skal regnes blandt DRs segment. De kan ikke på samme måde eksperimentere med udeladt info og usagte hentydninger, hvorfor alt gumpetungt skal pensles ud. Forestiller jeg mig. Det gør det lettere at tilgive. Når de igen taler med hinanden som ingen, der har mødt hinanden bare to gange før, taler.
[Reply]
No. 6 — February 11th, 2013 at 18:50
Tak for tippet. Tror, min hvide væg slår Borgen (så dog kun lidt af sæson 1, der så åbenbart var højdepunktet – sheit!), så alternativer er meget velkomne. Fatter slet ikke, hvordan verden (eller i al fald UK/US) falder på halen over danske serier for tiden.
Selv junker jeg mig med Breaking Bad, som absolut også kun vokser og vokser på en. Figurerne er væsentlige – og også de mest karikerede har dybde. Samtidig tør serien til tider benytte helt andre fortællevirkemidler end de gængse, hvilket altid er flabet frækt. Oh, I’m addicted!
[Reply]
Dines Reply:
February 12th, 2013 at 00:09
Kunne ikke hænge på til mere end to afsnit af Breaking Bad. Men nu skal den serie have et skud igen – alle skamroser den jo. Alle.
[Reply]
Andreas Hansen Reply:
February 12th, 2013 at 02:19
Den begynder meget langsomt. That’s the thing i disse dage, åbenbart. Serien er i begyndelsen fyldt med meget maskuline værdier, hvor kvindernes karakterer først sent bliver rigtigt fremtrædende. I det hele taget tager serien først rigtigt form efter sæson 1. Er House of Cards afhængighedsskabende fra første kick? PS: Havde høje forventninger til News Room, men den fængede så godt nok ikke til at begynde med. Slow starter?
[Reply]
Dines Reply:
February 12th, 2013 at 12:34
Mjah, den er vel afhængighedsskabende fra første afsnit, men ikke fordi der sker noget bestemt i det afsnit, det gør, at man er hooked. Det er noget med den måde karaktererne udrulles på. Især ægteskabet mellem Wright og Spacey er næsten Helle Hellesk i den vigtige historie, der gemmer sig det, der ikke bliver sagt.
Men altså. Det er ikke fordi serien ikke har skønhedsfejl. Fx irriterede det mig længe, at Kevin Spacey taler direkte til kameraet, når han er allermest et røvhul. Men hvor jeg først ikke kunne abstrahere fra det billige Sex and the City-trick, så har jeg nu vænnet mig til det, fordi det ikke helt kun er et billigt trick til at fortælle, hvad der egentlig foregår, men noget … merværdi. Scenerne ville kunne fungere uden. Det er bare glasur. Mere kynisme. *drool*.
[Reply]
Hr Forstad Reply:
February 12th, 2013 at 11:20
Helt på linie med Andreas her. Breaking Bad tager tid og er først rigtigt i gang efter sæson et. Men herfra bliver den bare bedre og bedre og bedre. Jeg tror faktisk det er den serie, som har holdt mig fanget over flest sæsoner. Hæng på!
[Reply]
No. 7 — February 12th, 2013 at 06:36
OBS: Følgende kommer fra én der generelt ikke er til politiske dramaer. Har ikke set Borgen, og kommer aldrig til det.
Sammenligningen med The Newsroom er ærgerlig for hvor The Newsroom har humor og en dialog der er out of this world, har House of Cards tilsyneladende intet. Javist, Sorkin går indimellem over the top med sine anstrengt platte og forudsigelige forsøg på morsomheder, men dialogen (og Jeff Daniels i sin bedste rolle nogensinde) redder alt.
Ret skal være ret; jeg har kun set første afsnit af House of Cards, men jeg kan vitterligt ikke se hvad der skulle få mig til at se andet. Ikke en eneste gang når dialogen tilnærmelsesvis de højder som The Newsroom præsterer at ramme 4-5 gange i hvert afsnit. Så kan jeg godt leve med de forcerede jokes og overkarikerede figurer.
Jeg var hooked på Breaking Bad fra første afsnit. Helt og aldeles. Du finder ikke treenigheden af modbydelige karakterer, højspændt dialog eller plottwists andre steder. Ikke mig bekendt. Det er til dato – på alle parametre der er værd at måle på – den bedste serie jeg nogensinde har set.
Men nu har jeg jo heller ikke set Borgen …
[Reply]
No. 8 — February 12th, 2013 at 13:35
[...] det der i det møde og måske blev det cementeret i går, da en flok mænd fra nær og fjern samlede sig i mit kommentarfelt og gav sig til at diskutere politisk tv-drama. På min blog. I know, det ser ikke ud af meget, men jeg tror aldrig det er sket her på [...]
No. 9 — February 12th, 2013 at 15:15
Vi blev færdige med House of Cards igår. Den er fremragende. Vil selvsagt ikke spoile alt for meget, men henimod de sidste par afsnit, bliver personerne mere og mere modbydelige. Det er ikke ment som en kritik, men det er næsten for nemt for manuskriptforfatterne. Politik (som i ‘politics’, ikke ‘policy’) er i House of Cards PRÆCIS sådan, som det fremstilles i medierne. Alle er kyniske, alle er magtbegærlige, ingen har ideologier, ønsker eller oprigtigt mente holdninger. Alt er til salg for magten og egenvindingens skyld. På samme måde som Borgen kammer over til den anden side i idealisme, synes jeg tilsvarende at House of Cards tipper over i den anden grøft. Jo, bevares, magtspillet er selvfølgelig vigtigt i en politisk proces, men hvad med alt det andet? Nogle gange vinder det gode argument og den gode analyse faktisk.
Det gør ikke House of Cards til en dårlig serie, men der mangler nogle nuancer. Selv blev jeg mest rørt over afsnittet, hvor han er tilbage på militærakademiet, og genser hans sande kærlighed fra gamle dage. Lige dér blev House of Cards vedrørende, og vi fik åbnet op for andet end kynismen og de begsorte drømme.
[Reply]