Jeg nægter at tale mere om roastbeef i februar
Wednesday, 13 February 2013
Den akavede frokostpause, som man havde tænkt sig at fordrive i stilhed med sig selv og en gammel gang Billed-Bladet, men som i et øjebliks uagtsomhed over roastbeefen bliver spoleret, fordi man kommer til at kigge op og få øjenkontakt med perifer kollega. Man kan se det i hans øjne, han havde også håbet på en ensom frokost, formentlig også hans arbejdstid eneste ensomme minutter, de tredive minutter der går med ikke at tænke en eneste tanke, ikke tage stilling til en eneste tid, ikke se på noget og ikke høre, lugte eller sige noget. Bare tredive minutter. Som nu er spoleret, fordi to kolleger i udkanten af hinandens perifer har kigget i de forkerte øjne på det forkerte tidspunkt. Det vil være akavet at sætte sig hver for sig nu. Også hans skuldre falder to hak. Havde begge bare kigget ned, ikke op. Aldrig op. For så står den på tredive minutters tvungen smalltalk om dagens menu og lidt mere smalltalk om dagens menu, for roastbeefen er det eneste man orker at registrere, at man har til fælles.
Den frokostpause er den værste. Fordi den sætter spot på hvor menneskesky, man egentlig er gået hen og blevet.
No. 1 — February 13th, 2013 at 11:13
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1895606/noerd-vi-skulle-maaske-have-festet-lidt-mere/
[Reply]
Dines Reply:
February 19th, 2013 at 13:42
Falder du ned fra stolen, hvis jeg fortæller dig, at jeg i gymnasiet med debattøren? Eller vidste du det godt?
TAK for at linke til denne artikel, jeg er så glad for indsigt i, hvad han gik og tænkte dengang – og hvad han tænker om det nu.
[Reply]
Triaka Reply:
February 19th, 2013 at 23:06
Haha nej det vidste jeg ikke. Men genkender nogle af tankerne. Fra mig selv og også lidt på det du skriver engang imellem. Har selv med tiden lært, at det nogle gange føles helt ok at holde af det banale.
[Reply]
No. 2 — February 13th, 2013 at 14:30
Jeg arbejdede engang et sted, hvor alle – ALLE – sad i stilhed og læste hver deres avis i frokostpausen. Side om side om et langt bord. OK, ind i mellem blev stilheden brudt af et “her står at…” “har I læst at…” “ej, læser du BT, det korrumperer din sjæl, hehe.” Og først synes jeg selvfølgelig, at det var åndssvagt og asocialt. Men så lærte jeg at elske det. Der var så rigeligt med snak og tanker og pis og papir i forvejen, at det var virkelig-virkelig rart ikke at behøve at have øjenkontakt-smalltalk-angsten over frokosten.
[Reply]
Dines Reply:
February 19th, 2013 at 13:44
Jeg gik forbi sådan et bord i kantinen i går. Instinktivt kom jeg til at fnise ud på stilheden, fordi det virkede akavet. I dag tænker jeg anderledes.
[Reply]