Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.
Tuesday, 26 February 2013
Jeg får hønserøveren på over, hvordan Marilyn før eller siden kommer op i samtaler mellem veninder, hvoraf mindst én af dem bærer på flere kilo, end hun har brug for.
- Ja, Marilyn Monroe var jo faktisk en størrelse 42 …
Og så hænger den der. Påstanden. Som varm ånde, der sløver og luller den både udspilede og hendes veninder ind i et trygt lag fedt, og som prøver at være en kommentar til dels opfattelsen af tykke kvinder som smukke, dels til det faktum, at en størrelse 42 ses som en stor størrelse. Det er jo forrykt, fællesryster de på hovedet, at ingen sexede stjerner i dag har former. 42 er nemlig overhovedet ikke en stor størrelse, fællesnikker de. Af formodet hensyn til deres store veninde.
Kvinder i str. 42 og opefter kan sikkert sagtens være smukke og sexede. Det ved jeg intet generelt om. Jeg tror ikke, der findes et generelt svar. Jeg selv har det bedst og strutter mest i en str. 40, hvor jeg kan passe det pæneste af mit tøj og i spejlet får øje på mine strålende øjne før min dobbelthage. I en størrelse 38 er glansen gået af det, fordi jeg kun kan være i en størrelse 38, hvis jeg har pint min vægt derned med triste kure, masser af sult og tvungen motion. Så 40 er bedst.
Min studieveninde, derimod, blev ikke kønnere af at tabe sig ned til en str. 36; hun så simpelthen bedre ud før med de fyldige bryster og de runde kinder, muligvis fordi hun nu bærer sin krop duknakket, som om den stadig er tyk, men det er vist en anden snak.
Det, der generer mig, er at Marilyn Monroe skal bruges som målestok. En sovepude for samtalen, når veninder ikke tør spørge de større veninder, på hvem kiloene ikke sidder klædeligt, om de er okay. Jeg er med på, at det ikke er de øvrige veninders job eller pligt at sørge for tykkere veninders velbefindende eller sundhed, så I behøver såmænd ikke invitere mig med til yoga eller spørge, om jeg godt ved hvor glad man bliver af at motionere. Men. Leave Marilyn out of it og hold op med at drage udviklingen af samfundets syn på kurver ind i samtalen.
Hun var nemlig slet ikke på nogen måde en fyldig kvinde og dermed heller ikke en del af et argument, som kan stå uimodsagt og skrige “nuff said”, som Monroe-argumentet alt for ofte får lov at gøre. Hun var et nips. Lad fakta tale. Her er Marilyn Monroe:
Hun var en størrelse 42-44, ja. I en tid, hvor 42-44 betød noget andet, end det gør nu. Engang i halvfjerdserne opdagede amerikanerne, at deres voksne var noget større end voksne havde været hidtil. Først tilpassede man numrene til de nye kroppe, siden – i 1983 – slettede man helt de nationale standarder for, hvor stor en størrelse ditten og en størrelse datten var. Herfra var det op til tøjproducenterne selv, hvor meget de ville lefle for det stadig tykkere folks forfængelighed og hvor bred og lang en str. 38 skulle være.
Det gør det alt andet lige noget svært at sammenligne 1950′er-pinuppens tøjstørrelser med nutidige.
Marilyn Monroe var 166 centimeter høj. Hun vejede ifølge sin skrædder i gennemsnit 53 kilo gennem sin karriere. Nogle gange lidt mindre, som ovenfor. Nogle gange lidt mere, som her:
Stadig med en hvepsetalje og en lækker røv og en sexet udstråling. Hun har intet med mig at gøre eller andre i 2013, der er kede af at være i færd med at krybe fra en 42 op i en 44. Hun var fra en anden tid.
Hvis I endelig skal tale om emnet med vægt med jeres store veninder, så tal rigtigt om det. Med udgangspunkt i veninden. Ellers så ti stille. Og uanset hvad: Hold Marilyn og resten af samfundet ude af det. I sammenligner jo pærer og bananer, for Chrissake.
No. 1 — February 26th, 2013 at 17:16
Måske er der bare brug for nogle nye rollemodeller (hvis man har brug for det).
Nu er jeg ikke ude i nutidens dateverden, fordi jeg er gift på 190enstyvende år. Men har set i datingprogrammer, at de tager hinanden med på første date i fitnesscenter – wtf.
Hvad blev der af og gå ud og spise eller smårøre ved hinanden i biografmørket?
Ved ikke helt hvor jeg vil hen med det, egentlig…
Tror det med Marilyn handler om, at man bare gerne vil have lov at føle sig dejlig, men skal finde en undskylding for at være en str. 42.
[Reply]
Dines Reply:
February 26th, 2013 at 17:21
Det er en trist verden, hvor tv-programmer bilder folk ind, at man tager på første date i et fitnesscenter. Altså, jeg kender ingen ved deres fulde fem, der ville gøre det. Jeg kender også nogle – og har en mening om endnu flere af den type – som ikke er ved deres fulde fem, og de ville HELLER ikke gøre det.
Jeg ved heller ikke, hvor jeg ville hen. Er bare træt af, at man gennem Marilyn forsøger at sige, at det er samfundet den er gal med, når jeg ikke har det godt i min for store krop.
[Reply]
No. 2 — February 26th, 2013 at 17:42
En str 42 i Marilyn Monroes tid har intet med dagens str 42 at gøre. (Og i øvrigt er reglerne for tekstilbranchen at de kan kalde enhver størrelse lige hvad de vil)
Jeg går altid i gammelt tøj. (Ikke retro – gammelt.)
Jeg er en “perfect 42″ fra 1950′erne. Med timeglas-talje og det hele. (Og jeg er helt enig, det handler ikke om at slanke sig til modelmål, for man ser bedst ud når man har det bedst! Jeg er så heldig at dette er min standard figur og har været det siden jeg var færdigudviklet)
Jeg er i nutids-størrelse cirka Medium foroven, Small i taljen og Large om hoften. Altså en talje på cirka 66-69 cm og en hofte på omkring 100 cm. En kæmpestor forskel på disse mål, hvilket korsettet hjalp til med i svundne tider.
En str 42 idag har en talje på omtrent de 80 cm og der er i øvrigt temmelig lille forskel mellem brystvidde, talje og hofte. Sådan ser mennesker ud idag. Så jeg skråler med i koret: LEAVE MARILYN OUT OF IT!
[Reply]
Dines Reply:
February 26th, 2013 at 17:50
Men gid dog, at det havde været muligt for Department of Commerce dengang at holde fast i de gamle mål. Jeg tænker sanktioner, man kunne pålægge de tøjproducenter, der i 70′erne holdt op med at anføre tøjstørrelserne, fordi folk ikke gad købe tøj, der mindede dem om, at de var blevet tykke.
Ikke for at stasificere samfundet, men for at tvinge folk til at forholde sig til, at vi som samfund bliver større og større. Og at det ikke er så godt. Jeg tror, det havde gjort en forskel*.
Ja, og selvfølgelig også for at høre, hvilken nutidig størrelse Marilyn Monroe *egentlig* var. 36?
*) selv om det mest minder mig om dengang for nogle år siden, hvor jeg fortalte min mor, at min nye kjole var i størrelse medium, hvortil hun fnøs, at tøjproducenterne simpelthen skulle holde op med at stikke folk blår i øjnene. Nåmmen … tak. Men for helvede, hun havde jo ret. Jeg *er* ikke en medium. Men det faktum, at jeg i praksis var det, havde været medvirkende til, at jeg havde købt kludene.
[Reply]
No. 3 — February 26th, 2013 at 18:27
Med den højde og vægt du oplyser den kære marilyn havde, så ville hendes BMI være 19,23, hvilket er i den “lave” ende af normalspektret for BMI (18,5-24,9). Så en str. 36 ville nok være et OK bud, taget hendes højde i betragtning…
[Reply]
No. 4 — February 26th, 2013 at 18:49
Åh, jeg synes, at det er synd, at vi som samfund er så fokuserede på (over)vægt. Selvfølgelig skal man være opmærksom og spørge ind, hvis en ven eller et familiemedlem pludselig gennemgår en markant fysisk eller psykisk ændring. Men ellers synes jeg faktisk bare, at man skal holde næsen for sig selv ift. andres vægt. Det er naturligvis sødt at være bekymret, men der ikke én overvægtig i dette land, som ikke efterhånden HAR fattet, at fedme vistnok ikke er så sundt, og ikke HAR hørt adskillige gange, at de burde tabe sig. Jeg tror virkelig ikke, der er mange, der har brug for ENDNU mere fokus på deres kroppe fra deres omgivelser (selvom det selvfølgelig altid er godt at støtte, hvis man bliver bedt om det).
Hvad angår dit spørgsmål om Marilyns størrelse, så kan jeg da fortælle, at jeg selv er 167 cm og 53 kg, og som regel bruger jeg str. 34, af og til str. 36.
[Reply]
Dines Reply:
February 26th, 2013 at 20:58
Okay, jeg ved ikke hvor meget det her har med Marilyn at gøre, men:
En ting er at man har hørt, hvor usundt, det er at være tyk – noget andet er, om det er sevet ind, hvor godt man får det af at veje det, man skal.
Jeg *ved* selvfølgelig ikke, om det ville gøre en forskel at høre fra en kær person, at vedkommende ville anbefale mig at tabe de overflødige kilo for at blive sund og komme mere i balance – men jeg tror faktisk, at jeg ville føle mig taget alvorligt. Maskefald på en god måde. For det, folk som jeg gør, er at sige til os selv, at SÅ meget for meget vejer vi jo heller ikke. Måske er det kun os selv, der synes, vi vejer for meget. Men min logik ved jo godt inderst inde, at sådan er det ikke. At blive konfronteret med, at jeg ser synligt tynget ud … dét ville være øjenåbner, tror jeg.
Jeg kan ikke tale med om sundhedsfarlig overvægt, for så meget for meget vejer jeg ikke, og dermed er der heller ingen, der med rette kunne sige til mig, at jeg burde tabe mig for mit helbreds skyld. Hvorfor alle vel stikker piben ind. Men jeg ville ønske – modsat dig – at vi blev bedre til at tage fat i vores nærmeste og turde sige “du virker ikke glad” og i mit tilfælde også sige “jeg tror, det hænger sammen med, hvor usundt, du lever”.
(Okay, det virker underligt, at jeg forholder mig til min egen situation med sådan en distance. Men der foregår ting i kulissen her, som gør, at jeg konstant vender de her ting for tiden. Man kunne kalde det en lille sundhedsrevolution.)
[Reply]
No. 5 — February 26th, 2013 at 19:03
Hvordan taler man ‘rigtigt’ om vægt, når den pludselig går op? Hvad er den gode måde at tackle den på? Har du erfaringer, som du har lyst til at dele?
På en måde virker det mere legitimt at sige ‘hey – hvor har du gjort af din røv, er du okay?’ end det modsatte. (Sikkert fordi, nogen har bildt os ind, at det er bedst at være tynd.) Jeg synes, det er ret svært at tale om. Ville selv blive ked af det, hvis nogen påpegede, at jeg har taget på. For det ved man jo godt selv, når bukserne begynder at stramme. Og det føles sjældent særlig sjovt.
Ps. Tak for at tage gode emner op. Jeg tog mig sammen og slog op med en veninde efter dit indlæg om det. Det var faktisk en lettelse for os begge.
[Reply]
N. Reply:
February 26th, 2013 at 19:53
Vægt er noget underligt noget.
Får mig til at tænke på, at dét der med, at folk har bestemt, at man kan sige alt til en tynd. Hvorfor? Ja, det virker mere legitimt at sige “ej hvor er du tynd!”, men ingen tænker over, hvor ufedt det er, at hele samfundet skriger “det er flottest med former! Du skal ikke være tynd!”, når man bare står tilbage og tænker “jamen for helvede, jeg kan ikke tage på, at være tynd er ikke noget, jeg selv har valgt!”.
Det kan nemt gå den anden vej. Oplever jeg i hvert fald selv med mine veninder, som ind i mellem sniger en stikkende kommentar ind om min krop – uden at mene den stikkende, selvfølgelig. Men det bliver let sådan noget “jaaa, N., men har du overhovedet hofter?”. Og så står man lidt dér og ved ikke rigtigt, om man skal svare: Ja, har du situationsfornemmelse?
[Reply]
Dines Reply:
February 26th, 2013 at 21:27
Hej Rikke. First off: Jeg fik lige kuldegysninger der. At du kunne bruge mit indlæg om knas i venindeskabet til noget så konkret. Godt gået! (og for at følge op: Jeg er stadig en kryster, som troede det var løbet endeligt ud i sandet. Og så! … modtog jeg en middagsinvitation. Som jeg tager imod og har tænkt mig at tage snakken under).
Secondly. Jamen, det er da et skidesvært emne at tage op. Og du kan være helt sikker på, at den tykke vil tage det ilde op. Men er det ikke det, man også skal turde for sine veninder? Gide risikere et irrationelt møgfald, fordi man jo godt ved, at hun ringer nogle uger senere og anerkender, at det var dét, der skulle til.
Eller, jeg ved ikke – det kan jo også være, at veninden er sådan en type, som aldrig ville tilgive dig at du vadede ind over grænserne på den måde. Know your audience.
Personligt har jeg det sådan lige nu, at jeg i for mange år har vejet lidt for meget – og i perioder lidt meget for meget. Op og ned, men altid på den tunge side af normalvægten. Og det er også svært med mig, fordi jeg ultrasjældent taler om min vægt eller hvordan jeg har det med den (jeg blogger i stedet …), der ligger måske kun nogle hints i kropssprog (undgår kameraer, dækker maven, når jeg sidder ned, etc.). Jeg tror, at hvis jeg havde en veninde som mig, så ville jeg vente til hun nævnte den – typisk jokende – og så gå alvorligt i flæsket på det. Ikke nævne vægt eller om man har eller ikke har bemærket det, for forfængeligheden kan hun selv stå for. Jeg ville som veninde kredse mere om, at hendes udtryk/overskud/glæde har ændret sig over tid, og at det måske har noget at gøre med, hvor sundt, hun lever.
Ofte joker jeg med min usunde livsstil, men jeg tror faktisk det ville ramme mig på en god og hård måde, hvis nogen sagde “Så er salatmayonnaise måske heller ikke sjovere. Jeg tror det er den, der er skyld i, at du er så træt og trist og spids”.
Jeg ville også ønske, at jeg – og vi – ikke var så bange for at ødelægge den hyggelige stemning. Fuck da det, om I er på vej i byen, om hun er stresset på sit job eller om kæresten lige er skrevet. Det er jo en tjeneste, man vil gøre hende – og en håndsrækning om, at man bare gerne vil være med til at sikre, at hun er glad.
Ej, måske skal jeg til at holde op med at generalisere ud fra min egen situation. Og jeg vil gerne pointere, at jeg ikke synes, at en str. 42-kvinde pr. definition er tyk. Men det er jeg så. Ikke alle de andre. Mig.
[Reply]
Rikke Reply:
February 26th, 2013 at 23:51
Jeg tror, at du har ret i meget af det. Jeg er på ingen måde konfliktsky til hverdag. Men lige omkring mine aller kæreste… Åhhh, hvor vil jeg altså bare helst beholde den hyggelige stemning. Men du har jo ret: Man skal risikere et møgfald af og til – i omsorgens tjeneste.
Og hvor er jeg glad for, at jeg gav dig kuldegysninger. Det fortjener du. Alsså… Du ved, hvad jeg mener.
[Reply]
No. 6 — February 26th, 2013 at 19:27
Jeg kommer til at tænke på en chick-lit krimi, jeg engang læste. Heltinden er en falleret popstjerne, der efterhånden har sneget sig op i en str. 12, altså en dansk 44. Når folk kommenterer hendes vægt, kitkat-afhængighed eller dårlige form, bliver de mødt med standardsvaret: “Size 12 is not fat. In fact, it’s the size of the average American woman.” I det endelige opgør bliver illusionen dog spiddet af morderen med ordene: “Guess what? The average American woman is fat”.
Det er så åbenlyst, og alligevel så politisk ukorrekt at påpege, at str. 42-44 ikke altid er lig med “bootylicious” “eller curvaceous” eller et andet amerikansk dækord for “til den store side, men stadig lækker”. Nogle gange er str. 42-44 lig med en usund og uklædelig overvægt. Selvbedraget på denne front er jo lige så skadeligt for vores sundhed, som når modebranchen prøver at bilde os ind, at modellerne bare har et utroligt højt stofskifte.
Ps: Jeg er en af de blinde passagerer, du råbte op forleden. En blogmediets Doven-Robert, der nyder frugten af andres arbejde uden selv at bidrage med noget. Men altså. Det er jo ikke fordi jeg er for vigtig, for doven eller for nærig til at give dig lidt igen. Mine ord virker bare så flade og leverpostejsagtige, når jeg lige har læst dine. Jeg skal nok blive lidt bedre til at pippe tilbage. Men jeg håber, det er en ok undskyldning for at være stille en gang i mellem. At jeg er intimideret af et talent og en skarphed, jeg ikke selv har.
[Reply]
Dines Reply:
February 26th, 2013 at 21:36
Word!
Til dit PS: Du har liiiidt mere stil end Doven-Robert. Men nej, man må ikke være stille her, hvis man på nogen måde er blevet rørt, påvirket eller aktiveret af, hvad har læst på denne side. Så må man sige dét. At man ikke ved, hvad man skal sige af de og de grunde. Du gjorde det lige så flot her!
Don’t be a stranger – og velkommen til spalterne
[Reply]
No. 7 — February 26th, 2013 at 19:29
Jeg er SÅ enig med dig i, at Marilyns størrelse er helt misforstået i dag. Men det der med størrelser er godt nok også individuelt. Da jeg brugte 36/38 var jeg 175 cm høj, vejede 56 kilo, var 13 år gammel og sultede mere eller mindre mig selv. Så jeg vil til hver en tid holde på, at jeg ikke rigtigt er skabt til at fylde mindre end en størrelse 40. Det er sgu lidt svært at presse tøj længere ind end til knoglerne.
[Reply]
J Reply:
February 26th, 2013 at 22:05
Jeg har det lige omve
[Reply]
No. 8 — February 26th, 2013 at 21:38
Nej, hvor er I enige alle sammen. Det er jeg ikke. Selvfølgelig synes jeg heller ikke, man skal bruge andres størrelse og slet ikke fejlfortolkede, forældede størrelsforhold til at bestemme, hvad der klæder en eller ens veninder. Men det er sgu da knald i låget at rende rundt og kalde Beyonce for kurvet. Gu’ er hun da røv. Nej, hun er ikke formet som en slikkepind, men hvis hun er kurvet, og jeg jo fed. Jeg er str. 38. Så jeg synes da bestemt, at der er brug for at tale om samfundet/kendisverdenens måde at skalere kvinders former på. Eftersom det jo både er dem, som modeindustien og vi selv skeler til.
[Reply]
Dines Reply:
February 26th, 2013 at 21:51
Selvfølgelig skal man da det! Men hver ting til sin tid, ikke? Jeg er træt af at høre Monroe-argumentet brugt som kommentar, når meget konkrete veninders vægt diskuteres. Fordi samtalen typisk stopper der. Og pludselig er det hele faldet til jorden på baggrund af noget forkert. Fordi nogle damer ikke ved, hvordan de skal forholde sig til den tykke, lyserøde elefant i rummet.
Æh. Diskuterer vi to forskellige ting? Jeg kan ikke lure det.
[Reply]
No. 9 — February 26th, 2013 at 22:42
Jeg tror, vi taler om det samme, men måske er vi lige splittede? Marilyn skal ikke være en undskyldning for at lette røven, hvis man dybest set selv synes, man trænger. Eller veninden trænger. Men måske er det bare en usikker måde at sige, I’m Big, Black and proud? Og ingen ved, hvad de skal kalde det udover Marilyn. Bare en tanke.
[Reply]
No. 10 — February 27th, 2013 at 11:00
Forfriskende indlæg. Jeg gider ikke skrive en lang smøre om, hvorfor jeg er enig med dig. Det er jeg bare.
[Reply]
No. 11 — February 27th, 2013 at 14:14
Jeg ved ikke, om jeg er helt enig med dig, eller jeg er helt enig hvad angår at holde op med at bruge Marilyn. Er desværre mester i at lyve for mig selv – ikke lige med Marilyn, men så med Beyonce eller J-Lo, men løgnen er som at pisse i bukserne, det varmer kun lige til, man har taget dem af og konstateret, at appelsinhuden ikke lyver.
Men når det er sagt, så synes jeg ikke nødvendigvis, at det at vi fjerner Marilyn behøver betyde en overdrevet ærlighed. Jeg er hende, der fortæller mine veninder, at de ser fantastiske ud, hvis jeg synes det, men ellers bare slet ikke siger noget, mest fordi jeg synes, at det lyder hårdt, når veninde siger: “Åhh, jeg har bare taget SÅ meget på”, hvis jeg så svarer: “Ja, det har du godt nok”. Synes det er rigtig svært at påtale det, ikke fordi det ødelægger hyggen, men fordi det bare ikke rigtig passer sig. Hun kan jo godt selv se det. Du ved, som du selv siger godt, at du lever usundt, så hvorfor skulle dine veninder begynde at påpege, at det er derfor, du ikke selv er tilfreds. There is no reason to state the obvious. Til gengæld så kunne man jo tage hinanden i hånden og gøre noget ved det, eller i det mindste bakke op og støtte, når en veninde rent faktisk har tænkt sig at gøre noget ved det.
Det hårdeste ved at forsøge at være sund (efter min mening), er når resten af verden vælter sig i kage og slik og ikke har tænkt sig at tage med til fitness. Når ikke sundhedsglade veninder og kollegaer bliver småfornærmede, fordi de tager det, som en kritik af dem og deres livstil, at man rent faktisk forsøger at gøre noget ved den altædende utilfredshed (pun intended).
Men ja, lad os holde op med at stikke folk blår i øjnene og i stedet konstatere, at hvis man er utilfreds, så er det som regel kun én selv, der kan gøre noget ved det og så må man finde ud af hvor balancen er, hvordan man kan leve med sig selv bedst muligt – som du så fint beskriver med at din idealstørrelse er der, hvor det ikke er en sur pligt at holde den. Og lige præcis det med at tøjle og balancere utilfredsheden, har jeg ingen problemer med at nævne for veninder. Og så endte jeg vel i virkeligheden med at være helt enig alligevel…. hmm
[Reply]
Dines Reply:
March 3rd, 2013 at 12:38
Altså, jeg synes der er masser af grund til at state the obvious. Bare fordi hun giver udtryk for, at hun godt ved, at hun er for tyk, så stopper den jo ikke der – for den ytring får hende ikke til at gøre noget ved det. Det gør derimod måske det, at nogen går i kødet på hende og ikke tier stille og heller ikke hælder salt i såret med et “Ja, det har du godt nok”, men forsøger sig med et undrende “Hvorfor har du egentlig det? Skal vi tale om det?”
Og ja, hun bliver stensikkert befippet, og måske gider hun heller ikke lige der tale om det. Men jeg er næsten overbevist om, at det vil sætte tankerne i gang hos hende. Fordi du turde træde lidt uden for jeres trygge rum og vove lidt der, hvor det koster dig mindre at vove end det koster hende.
[Reply]
No. 12 — February 27th, 2013 at 18:24
Jeg har 19.000 tanker. Giver op. Men jeg mener noget. Ret meget. Blandt andet, at jeg hellere vil spørges, om jeg har taget lidt på, end den evindelige ‘ej har du ikke tabt dig?’, som enkelte veninder spørger mig om HVER gang vi ses. Kan ikke finde ud af, om jeg er tykkere i deres bevidsthed eller om de bare panikker og går i modsat-mode, hvis der er fire baller i en pludselig for stram buks.
Synes helt klart man skal tage snakken med sin veninde. Man behøves ikke engang anklage eller bekymre. Bare spørge, om vægten har rykker sig med vilje eller med følelser…
Og som du selv siger, måske tage tyren ved nosserne når den tykke veninde for gud ved hvilken gang joker med egen vægt, for at komme blikke, fordomme og andres domme i forkøbet. Tag den nu med hende. Hvorfor skal hun skynde sig at kalde sig selv tyk? Så de andre ikke behøves? For at vise, at hun GODT er klar over det? Jeg forstår det ikke, men praktiserer det 6-8 gange dagligt.
Når det så er sagt, ligner jeg en million i str 42. Med hofter, røv og en blød barm. Jeg er ikke skabt til at være stram, men det forsvarer ikke, at jeg er usund.
[Reply]
Dines Reply:
March 3rd, 2013 at 12:33
Den er grum, den der plade i hak med “Har du ikke tabt dig?”, når begge parter ved, at det sleeet ikke passer. Og ja, det handler uden tvivl om panik og et ønske om at ville give en stor kompliment, for de har den tykke da vist uden tvivl behov for. Og hvilken kompliment er større end en kommentar til formodet vægttab?
Jeg ved ikke, om man skal udarbejde en decideret guide til, hvordan kvinder skal tackle deres tungere veninder, som nogen i tråden efterspørger. For det er jo et minefelt af muligheder for sønderrevne følelser og overskredne grænser. Men jeg tror aldrig man går galt i byen med en seriøs snak, der er renset for generelle antagelser om tunge kvinder og one-line-floskler om, hvordan man sagtens kan være smuk som rund. Det er jo ikke vægten, der gør smuk – det er hendes følelse indeni. Så sæt den i centrum.
[Reply]
No. 13 — March 3rd, 2013 at 12:03
Jeg synes det er interessant at rigtig mange siger, at de ikke siger noget fordi “veninden jo selv kan se det, hvis hun har taget på”.
Jeg er en af dem, der har følt sig tyk hele mit liv. Da jeg vejede 50 følte jeg mig tyk, da jeg vejede 60 følte jeg mig tyk … sjovt nok også da jeg vejede 70 … og først da jeg til en jul opdagede, at jeg vejede 80 kg. gik det op for mig at jeg måske nok _var_ ved at være rigtig tyk.
Jeg er 160 høj.
… så jeg skulle altså op i en bmi på over 31 som er fedme, før jeg sådan rigtig kunne se-se … og opdage at det der med, at jeg jo var for tyk var noget jeg var nødt til at gøre ved.
Og jeg er stadig langt fra mål. Jeg har tabt mig og taget på i pæn yo-yo stil – og de gange hvor jeg har tabt mig en masse, får jeg så mange komplimenter og når jeg slipper tøjlen og kg’erne kommer kravlende igen, så er der ikke nogen der siger en lyd.
Jeg har siden september dyrket crossfit, men har ikke været fokuseret på hvad jeg spiser. Her i den seneste tid er flere og flere begyndt at sige til mig at jeg har tabt mig.
Ifølge vægten har jeg tabt omkring 5 kg. Jeg kan ikke selv se en forskel. Jeg ved kun at det er korrekt fordi jeg har vejet mig og noteret min vægt en gang om ugen siden september.
…. lang kommentar – I know, men min pointe er bare, at man selv er det dårligste øjenvidne omkring sin krop og sit udseende. Hvis du for alvor skal bemærke forandringer er det i form af kommentarer fra andre, ved at se det på nogle tal (og vide hvad du vejede tidligere), eller ved at se på fotos af dig selv fra tidligere tider.
(og mit råd er: vil du holde øje med om du går og tager på/taber dig uden at du lægger mærke til det, så gør det til en vane at veje dig en gang om ugen/måneden – tag et billede af dig selv i fuld figur eller ta’ dine mål og skriv dem ned … kun når du har det sort på hvidt kan du selv følge med i op- og nedture)
[Reply]
Dines Reply:
March 3rd, 2013 at 12:24
Ja, jeg studsede også over det med, at “veninden vel selv kan se det”. Det er en logisk antagelse, men den holder desværre ikke. Hun kan sjældent selv se det. Hvis hun ligner mig, så føler hun sig tyk uanset sin vægt. Fordi hun formentlig er usund og endnu ikke har knækket koden til at have det godt i sin vitaminfyldte krop, der holdes ved lige med motion, sund mad, udskejelser og højt humør.
Den regelmæssige vejning er god, men jeg kan ikke styre det. Hvis jeg først vover mig op på vægten, så gør jeg det dagligt, flere gange dagligt, og før jeg ved at det, dikterer den et dårligt humør. Så jeg lader mine bukser tale. Jeg har et par bukser, som har et mål, jeg godt kan lide. De er lidt større, end hvad jeg tidligere ville acceptere som tåleligt, men nuvel, jeg er blevet ældre – jeg ER en kvinde med fylde. Når de sidder lidt løst, er det fint, når de strammer, ved jeg, at jeg har taget for meget på. Lige nu kan jeg knap lukke dem og går helst i nederdele … Stretch er gud, ikke. Men jeg skal nok komme ned i dem igen.
Jeg ved dog ikke, hvad jeg gør, når de bukser er slidt op.
[Reply]
visitsen Reply:
March 3rd, 2013 at 16:31
Man beholder det efter det er slidt op (i mit tilfælde en smart lille spencerkjole) og køber noget stof – og planlægger at man på et tidspunkt skal få nogen til sy noget magen til.
Så lader man det ligge på øverste hylde i et skab i et par år eller måske 10 – og så tager man det på igen og opdager at man slet ikke var tyk der for 10 år siden … men at man seriøst er det nu…
Og venter indtil man igen kan passe kjolen … eller bukserne – og sværger ved sit liv, at når man igen kan passe det pågældende stykke tøj, så vil man ikke længere kalde sig selv tyk.
… altså rent hypotetisk – forstås …
[Reply]
Dines Reply:
March 3rd, 2013 at 18:05
Æhm. Er vi den samme person? Har et meget skizofrent øjeblik. Måtte fluks tage mine omtalte bukser på. Det gider jeg ikke rigtigt snakke mere om.
[Reply]