Skilsmissevoksen-allergi

Hver eneste gang mine forældre hyggevrisser, hvorfor jeg ikke bare lige kan sige det-og-det til far, og om jeg lige gider tage det-og-det med, hvis jeg aligevel skal besøge mor, fordi det “er så besværligt at sende frem og tilbage med postvæsenet nutildags”, så har jeg lyst til at hvæse, at jeg har blandet mig i deres opdelte liv for sidste gang.

Og jeg får lyst til at dele med dem en lille anekdote.

Mine forældre havde været skilt i vel to år. Nytår var lige passeret, og en af de første aftener i det nye år havde min far inviteret mig på middag. Sjældent ærligt indviede han mig over koteletterne i fad i, hvordan den nytårsaften – den første i hans liv uden selskab – havde været noget han “aldrig kunne gentage. Det var simpelthen for trist.”

På det tidspunkt kunne mine forældre til tvungne familiesammenkomster godt finde ud af at være i samme lokale uden at hun græd eller han stivnede. Måske fordi de begge to var single igen efter flere post-skilsmisse-forhold. Måske fordi tiden bare havde lagt afstand til de værste af skilsmissens kontroverser.

Efter nytårsudmeldingen gloede han længe på mig. Trak op til et eller andet.

- Taler du … nogensinde med … mor? Sådan …-?

Jeg nikkede, altså ja, jeg talte da med min mor. Han måtte være mere konkret.

- Ja … om … hngh.

Jeg lagde bestikket fra mig. Stirrede tilbage.

- Hm, altså om at … måske, genskabe familien?

Tavshed. En smule ringen for ørerne.

- Ved du, hvor hun står?, fulgte han op, og jeg tror, at jeg kunne høre hans hjerte banke.

I sig selv var udmeldingen ikke så kontroversiel, for det var min mor, der i sin tid var Forladeren, så den slags er måske ikke så sært at høre fra den Forsmåede. Men det forholdt sig bare sådan for ham, at han havde afskrevet hende i det øjeblik, hun smækkede døren bag sig. Det var slut, helt slut, da hun gjorde alvor af at smutte. Så slut, at jeg tror hun fortrød sin exit af bar befippelse. Måske benovelse. Men det var for sent. Og der var ikke andet at gøre end at lige at tåle hinandens eksistens, sådan skal man vel have det, når man beslutter sig for at gå og at afslutte. Sort-hvidt.

Med andre ord gik en granat af, da en far i ramme ærlighed spurgte en datter om en mors forhold til at finde sammen igen. Der over risene og den røde sovs og svinekødet. Fordi nogen i et nytårseksempel havde set, hvordan resten af livets nytårsaftener og resten af alt det, der engang gjorde livet sjovt at deles om, muligvis kom til at se ud.

Jeg fik mumlet et eller andet. Noget, der vist indikerede, at det skulle jeg lige tænke over. Ikke at jeg ikke kendte svaret, for det gjorde jeg. Hun tænkte jævnligt, hvis ikke dagligt over det – det vidste jeg, for jeg er hendes datter, og sådan er kvinderne i min familie, vi lader aldrig tingene ligge, de åndssvage af dem bliver bare ved at køre i ring. For hendes vedkommende sikkert, at hun ikke skulle være gået. At de skulle have fået noget hjælp til at blive sammen. At de skulle have solgt mit barndomshjem og købt sig en fed lejlighed nede i byen og et sommerhus i Provence og måske fået nogle hobbyer, så de kunne nyde deres otium sammen, men måske lidt mere hver for sig. Ja, for satan, hun tænkte da på det hele tiden.

Men skulle jeg give hans vægelsind videre? Til kvinden, der var Forladeren, at den Forsmåede måske ikke var mere forsmået, end at han måske gerne ville noget igen, et eller andet igen? Eller skulle jeg være den rationelt voksne, når nu mine forældre ikke var, og for dem beslutte, at de havde det bedst hver for sig? At det var bedst sådan?

Jeg tænkte for længe. En uge senere mødte min far den kvinde, han nu er gift med. Og alt blev giftigt igen. Og jeg har altid tænkt, at mine niecer måske kunne have et sæt bedsteforældre, der kunne tåle synet af hinanden, hvis ikke jeg havde nølet så længe.

Så kære mor, kære far. Jeres små udtryk for, at I ville ønske den anden slet ikke fandtes, jeres små omveje, der gør mig til mellemled – bland mig helt udenom. Tak.

Vil du ikke også læse ...