Så nu har jeg købt en endnu uskrevet bog
Saturday, 9 March 2013
Det er ofte svært at naile det konkrete øjeblik, hvor man faldt for nogen, men med Andrea Hejlskov - not so much.
Jeg var fan, men jeg var endnu ikke faldet pladask, da jeg her lovpriste en artikel om hende i Information; det var først nogle dage senere, at jeg gik all in. Da jeg tyggede mig igennem hendes blog, og jeg her faldt over sætningen “It’s not like we never cry anymore. It’s just that now we know why”.
… *pil i hjerte* – *krydser i øjne*
Andrea, der har trukket stikket (for nu at bruge en kliché), bor et sted i de svenske skove i en med familiens egne hænder opført bjælkehytte. Sådan … permanent og temmelig selvforsynende. Efter at have tænkt længe over, om ikke de skulle gøre noget ved den vatindpakkede tilværelse, de stred sig igennem i København. De er lige som det der par fra filmen Revolutionary Road, spillet af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, bare med en happy ending og et fuldført projekt i stedet for klam amatørabort, død og hjertesorg.
Ehm.
Hele historien kan I selv følge med i på hendes blog, men sagen er, at nu vil konen sgu have penge. For at kunne holde fri fra at skrabe de 8.000 kroner sammen hver måned, som det stadig koster at være en familie på seks i skovene, så hun i stedet kan skrive en bog om det.
Så det har hun altså fået. Herovre på denne indsamling. Så bogen bliver en realitet og vi alle kan blive klogere. Jeg skriver det ikke kun for at påberåbe mig praleretten over at forvalte mine penge helligt og, synes jeg selv, fornuftigt (fordi jeg fandt en sjat penge i at aflyse et arrangement af middag og bytur, som jeg egentlig ikke orkede, og sendte dem efter Andreas børns skolegang i stedet.) Men også for at minde alle mine vatindpakkede læsere af denne vatterede blog om, at der findes folk derude, som satser på alternativer til konformiteten. Og vi har brug for ikke alene at der er folk, der gør det, men at det er folk som Andrea, der gør det og taler højt om det.
“I’m the mother. I get to tell the story,” skriver hun. Og hun gør det altså godt.
Historien om “… and the great escape”, som bogen skal hedde, er ikke historien om vidundermidlet til at blive lykkelig. Andrea er vist ikke lykkelig. Eller ulykkelig. Lykke og jagten på den er sat ud af spillet. Den er en historie om at udfordre den moderne autopilot, pille lagene af og se, om vi egentlig overhovedet kan finde ud af os selv uden alle vores støttehjul og forventningpres og forskudsopgørelser og regler om familieliv. Andreas bud er vist, at det kan vi godt. Være mennesker uden krykker. Enten som hende på et minimum af fornødenheder – eller på helt andre måder.
Det er i hvert fald de tanker, der altid myldrer frem, når mine tanker falder på hende. Om hvad jeg egentlig har magt til at gøre med mit liv. Mine tanker falder tit på hende i disse tider, hvor vejret ligger mig så meget på sinde. Solskin med vindstille varme eller solskin med en chill factor, der går gennem marv og ben? Solbriller eller ej? Nylon eller uld? Jeg har efterhånden erhvervet mig en indre Andrea, der griner af mine små vejrbekymringer, fordi vejret hos hende må føles så meget mere ekstremt, når hun bor, sover og lever meget tættere på det – men samtidig stirrer hun noget bekymret på mig over, at jeg er så påvirkelig af mørke og vinter, som jeg er. Eller: At jeg bilder mig selv ind, at det er vinteren, der er problemet – og ikke noget helt andet.
Jeg kunne ævle i tusind år om alle mine tanker om en revolution i hamsterhjulet, men vi har lissom fastlagt, at jeg ikke er nogen barrikadefrontløber, så jeg vil give ordet til Andrea selv:
… Det kan godt være, at Andrea Hejlskov ikke besidder nøglen til Hele Meningen Med Livet. Og det kan også godt være, at man kan finde huller i projektet og afsløre, at det slet ikke er så rent eller purt eller helligt, som det foregiver at være. Sikkert. Hvis man hellere vil dét. Men man kan sgu ikke tage fra hende, at hun handler. Og alene for det fortjener hun mine besudlede, afmægtige penge. Fordi jeg skal lære af hende og hendes bog.
No. 1 — March 9th, 2013 at 17:18
Dilemmaet er ikke så stort – donationer mellem 50 og 50.000 bliver nævnt i forordet, så ved en donation på 500 får du både bog og forord. (Men det er muligt at hun har opdateret indsamlingen siden du var forbi?)
Og i øvrigt er jeg ikke vildt imponeret af en crowdfunding, hvor man skal betale overpris for at få bogen – normalt ved crowdfunding får man produktet til en reduceret pris når man er med til at financiere det (og jeg antager ikke at bogen kommer til at koste mere end 500kr?). Se fx http://www.kickstarter.com/projects/lumio/lumio-one-lamp-multiple-forms-infinite-possibiliti (random pick på Kickstarter) hvor man for $95 får en lampe til en værdi af $125.
På den anden side går det ret godt for hendes indsamling, så det er måske bare mig der er gammel og bitter …
[Reply]
Dines Reply:
March 9th, 2013 at 20:00
Åh, det hjælper at nærlæse. Du har helt ret, jeg bliver jo nævnt i forordet! Heldigt! Gør du? Eller vil du hellere sidde der og være gammel og bitter?
[Reply]
No. 2 — March 12th, 2013 at 10:59
Argh…Jeg får altså fnuller mellem tæerne af folk der melder sig ud af samfundet, fordi vi er blevet for materialistiske og langt fra naturen (en beslutning man vel kun kan have respekt for) og så alligevel gerne vil forsørges af selvsamme samfund. Enten er du med, eller også er du ikke med. Set fra min ende af andedammen vil Andrea bare gerne have lov til at leve sin drøm ud, men på andres regning. Det skæmmer da lidt glansen på hendes ellers på sin vis respektable (måske endda misundelsesværdige)projekt.
Så nej, hun får ikke nogen af mine beskidte penge, de skal bruges på lakrids og tv
[Reply]
Dines Reply:
March 12th, 2013 at 13:06
Nu skal jeg ikke stå på mål for Andreas beslutning, men hun har forklaret det således: man KAN ikke melde sig 100 procent ud af samfundet. I Sverige, hvor de bor, er det ulovligt hjemmeskole børn – og med skolegang følger der udgifter til bøger, lejrskoler og transport (de bor jo ude i ingenting). Desuden mener jeg at have læst, at de to ældste går på kostskole. Jeg synes det er pænt sejt, at Andrea og manden sender de fire børn i skole i stedet for at omgå loven. Det er et eksperiment, som jeg har forstået det – som de to voksne beslutningstagere går mest all in på. For mig er projektet ikke falsk eller uærligt, fordi de ikke kan formå at leve for 0 kroner om måneden.
De penge til primært skolegang vil jeg gerne hjælpe hende med at finde, så hun kan bruge et halvt år på at skrive mig en bog med værdifulde lektier – og siden vende tilbage til at finde pengene selv, som hun gør lige nu.
Hyg dig med lakridsen. Jeg skal have både lakrids og læsestof!
[Reply]
Minikat Reply:
March 12th, 2013 at 13:23
Hej igen Dines
Jeg synes det er godt at børnene bliver i skole – selvfølgelig skal de da det, også selv om mor og far har fået sjove ideer. Men siden det netop er mor og fars sjove ide at udføre dette familieprojekt, så synes jeg også det er mor og fars ansvar at det hele kører rundt. Hvis det betyder at Andrea skal lege kassedame et par dage om ugen for at skrabe de få tusind kroner sammen (synes jeg læste 8000 et sted) eller at hendes mand skal sælge brænde eller hjemmestrikkede sweatere for at finansiere skolegangen, ja, så synes jeg egentlig bare det hører til projektet. Det burde jo være muligt enten at finde en pengetjeningsmetode, som passer ind i nybyggerstilen, eller også bide i det sure æble, og holde pause fra projektet nogle timer om ugen. Men det gode ved en crowdindsamling er jo trods alt at det kun bliver frivillige bidrag – så os der ikke vil støtte kan bare lade være. Jeg synes bare det er interessant/ærgerligt, at de i mine øjne hiver grundstenen i projektfundamentet væk ved at gøre sådan her. Det er ikke projektet, jeg protesterer mod, men finansieringsformen som i mine øjne ødelægger projektet, sådan som jeg ser det.
[Reply]
Dines Reply:
March 12th, 2013 at 13:42
Glimrende debat. At hun skal gøre som hun gør nu og finde tiden til bogen midt i det – eller slet ikke skrive bogen.
Hvis nok personer er enige med dig (og for få enige med mig), så går projektet ikke op og vi investorer får pengene tilbage. Dét er da smukt.
Det går lige nu op for mig, at jeg ikke støtter nybyggeren Andrea så meget som forfatteren Andrea. Hun kunne sikkert godt finde tid og budskab midt i det sure nybyggerliv – som jeg kan tvinges til at finde tid og budskab til en bog midt i mit hamsterhjul. Men jeg gør det ikke. Hun forpligter sig og involverer en masse fremmede og har dermed en langt vigtigere deadline og projektbeskrivelse at leve op til, end hvis hun selv satte sig en deadline. Hun beder om hjælp. Det er forbandet modigt – for hvis hun fejler eller ikke kan blive udgivet, så har hun mistet ikke bare sin egen tid, men også vores penge. Havde det været min virkelighed, så skal jeg love dig for, at jeg ville vise investorerne mit værd og skrive røven ud af tastaturet.
Man kan også bare sige, at jeg har købt en bog. Godt nok før den er skrevet – men stadig bare en bog. Som jeg glæder mig til.
[Reply]
Minikat Reply:
March 13th, 2013 at 09:52
Jeg håber du får din bog og at den bliver god
Og jeg giver dig ret – det er forfatteren Andrea som støttes, ikke nybyggerlivsAndrea. Jeg tror faktisk det ville have gjort en forskel for mig og støttelysten, hvis dét havde været vinklen. Så er vi jo helt ude over sammenstød mellem projektideologi og pengesamfundet. “Jeg vil gerne have penge til mine børns skolegang fordi vi har valgt ikke at arbejde i det normale samfund” får mig helt automatisk til at tænke samfundsnasser – pengene kan jo netop skaffes ved at arbejde. Mens vinklen – “jeg vil gerne skrive en bog, vil du forhåndskøbe den, så jeg har penge til rent faktisk at skrive og udgive den”, se det er jo en helt anden og ærlig sag. Så er det bare penge man giver FØR man får bogen i hånden i stedet for EFTER.
Jeg har samme problem når foreninger og NGOer vil hverve mig på gaden med facere og andre chikanemetoder, jeg synes formen er uærlig og uigennemskuelig og siger derfor nej. Når man skla gøre noget frivilligt og donere af egen tid og penge, så skal man jo kunne stole på modtageren og når eneste præsentation virker forkert/uærlig/osv, så kan tilliden ligge på et meget lille sted.
[Reply]