Undskyld Thomas, undskyld Thilde. Undskyld Majbritt.

Vi begynder med et minde.

Vi er i en hal i provinsen i omtrent 1996. Gymnastiklæreren Majbritt har morfet konceptet høvdingbold om til en eller anden pædagogisk version, som også skal aktivere de mere dorske typer. Pointen her er, at hun har gjort sig umage for at det skal være sjovt; Majbritt har gjort sig umage. Men hvad gør jeg – den udpræget dorske type? Vader hen til den fra modstandernes hold, der har bolden, og siger “Her. Skyd mig. Jeg gider ikke”. Og han skyder mig. Og alle småfniser, mens jeg lunter hen til bænken, hvor jeg inaktivt tilbringer resten af kampen. Bortset fra Majbritt. Hun fniser ikke med, som hun ellers godt kan finde på, når vi er flabede. Hun koger. Af vrede over, at jeg inden for reglerne har snydt hende. Der på bænken er jeg ikke uimponeret over min egen opfindsomhed, mens jeg sidder og bobler i slipstrømmen af det, der for længst har defineret min personlighed og vil gøre det i mange år fremover: Hende, der får de andre til at grine med sin humor eller vende mundvigene imponeret nedad med sit vid – så ingen påpeger alt det, hun ikke formår.

Vi fortsætter med lidt perspektiv.

Jeg tror ikke, at Majbritt var vred over andet end min mangel på respekt. Jeg tror mest af alt, at hun var bekymret. Det ville jeg også selv have været, hvis jeg havde kunnet se ind i mit inaktive, usunde voksenliv.

Majbritts høvdingbold randt mig i hu den anden dag, da jeg sad og gjorde mig sjov på bekostning af Thomas Rode, Thilde Maarbjerg og hele den dejlighed, der var sidste onsdag formiddag i deres hyggelige setting. De havde gjort sig umage, hele deres liv går ud på at gøre sig umage – og så var jeg den, der mod bedre vidende luntede hjem til min blog og gav deres bog et par fine ord med på vejen, men satte et punktum med “Her. Skyd mig. Jeg gider ikke”. Mens I andre småfnes.

Jeg glemte nemlig at sige, at der under den formiddagservering meldte sig nogle one-liners, som jeg siden ikke rigtigt har kunnet slippe. Ikke kun fra værtsparret, der smed om sig med “Hvorfor er det første officielle kostråd ikke: Spis rigtig mad?”, “Hvis det ikke kan rådne, så er det ikke mad” og “Hvis du ikke kan udtale hele varedeklarationen, så gå udenom det”, men også fra de øvrige gæster. Damer, jeg aldrig ville være kommet i nærheden af ellers. Damer, som tager kost og god kvalitet dødseriøst.

Jeg husker ikke, om det var Anne, Suzy, Anna, Pernille eller en af de andre, der sagde “Folk glor på mig som om jeg er snobbet, når jeg på restaurant spørger tjeneren, hvor kyllingen er opdrættet” eller hvem der sagde “Hvad nytter det at jeg går op i det her, når ingen andre gør. Jeg vil så gerne starte en kvalitetsrevolution, så de gode råvarer kommer i efterspørgsel og dermed bliver den billigste mulighed i supermarkedet”, men jeg tænkte videre over det. Meget.

Sagen er nemlig – selv om jeg sagde, at jeg godt snart ville have fri fra andres løftede pegefingre – at jeg godt gider. Og at jeg godt orker at blive mindet om dels, at der findes bedre muligheder for at leve et allerede godt liv endnu bedre; dels, at det kræver lidt af mig at optimere.

Jeg tror stadig ikke, at jeg kommer til at leve på et regime, der rent dikterer nul kulhydrat eller aldrig mere forarbejdede madvarer (selv om jeg godt ved, at både krop og hoved får det bedre af nazistyret ernæring) for al min formåen, al min humor og alt mit vid kommer til et stort, fedt kort, når hverdagen indtræffer og jeg begynder at snyde, når der er chips på bordet til en fødselsdag eller kagedag i kantinen. Men nu holder jeg op med at være hende, der lunter hen til min inaktive bænk og griner af mig selv og det hele, mens andre gør sig umage med noget, der er godt for mig. For jeg vil gerne gøre mig umage, selv om jeg muligvis fejler undervejs. Det er ikke sejt at lade kvalitetskost, dyrevelfærd, sundhed og økologi (og i sidste ende madglæde) gå under radaren, når man har råd på både bank- og overskudskontoen til at se det hele i øjnene.

Vi kan jo begynde her: I denne uge er der tilbud på Jane Faerbers LCHF-bog i Føtex. Jeg elsker den, og der har været stille på bloggen, fordi jeg i al min fritid leger hende der fra filmen Julie & Julia, der pærer sig igennem Julia Childs kogebog fra ende til anden. Seriøst. Der er så mange lækre, simple retter af 100 procent rigtig mad, som madinkompetente typer som mig evner uden at brænde alt af, at jeg har måttet tage dem fra en ende af. En dag ad gangen.

LCHF

Så undskyld Majbritt, og undskyld Rode og Maarbjerg. Jeg tænker, at I alle tre er temmelig ligeglade. Men det er jeg holdt op med at være.

Vil du ikke også læse ...

Der er dage ...
Skilsmissevoksen-allergi
Gyldendal og Arnold Busck; buckle up
Fire år, du

flattr this!





11 Responses to “Undskyld Thomas, undskyld Thilde. Undskyld Majbritt.”

  1. Jane writes:

    Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Tak for de pæne ord. Jeg er helt rørt!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Det er mig, der takker for en god bog. Jeg har faktisk brugt den som godnatlæsning flere aftner, haha. Og har ligget der og glædet mig til alt det, jeg skulle spise. I’m such a dork!

    [Reply]

  2. Blå Solskin writes:

    Hvor er du sej! Det kræver sit at lægge et personlighedstræk på hylden, som har hængt ved siden folkeskolen, på en måde er det at genopfinde sig selv, når man pludselig er nødt til at æde nogle af de udsagn, man gennem tiden er kommet med og overgive sig til noget, man ikke troede, at man kunne se sig selv gøre.

    Jeg er vild med perspektivet i dit indlæg og takker for oplysningen om at bogen er på tilbud i Føtex – har gerne villet have den længe!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Det kræver i hvert fald lidt at betragte de personlighedstræk i strakt arm og forholde sig til om de egentlig er ret fede.

    Glæd dig til bogen!

    [Reply]

  3. Miriam writes:

    Jeg er egentlig lidt ligeglad med mig selv. (Selvom jeg ikke burde være det, jaja.) Men min samvittighed er simpelthen ikke til lørdagskyllinger og foie gras. Det er altså noget forpulet svineri, hvordan vi behandler vores dyr.

    [Reply]

  4. Hanna Tómasdóttir writes:

    Fantastisk skrevet, ærligt og skønt!

    [Reply]

    AS Reply:

    Helt enig!

    [Reply]

  5. Mikael writes:

    Efter Thomas Rodes ukritiske medvirken i Complot / Søren Gades program på DR2, der agerede mikrofonholdere for konventionelle svineproducenter, så er der flere skeletter på vej ud af skabet.

    Artikel i MetroExpress den 18. november 2013

    Stjernekokken Thomas Rode, kendt fra fra tv-programmer som 4-Stjerners Middag, skriver, at han »går højt op i, at dyrene, som har måtte lade livet for at ende på tallerken, har haft et så godt liv som muligt.«

    Spiser det ikke selv

    Thomas Rode spiser ikke selv længere det foie gras, som han sælger i sin restaurant.

    »Foie gras er ingen af os til længere. Stegt foie gras synes jeg nærmest er vulgært,« skriver Rode i sin bog I Kongens Klæ’r om sit og kones forhold til den dyre delikatesse.

    Løgismose direktør og medejer Steen Aalund Olsen oplyser at han på grund af både dyrevelfærd og smag ikke spiser det foie gras, han selv importerer.
    Alligevel serverer han som køkkenchef på Michelin-restauranten Kong Hans andelever – foie gras – fra den franske producent Ernest Soulard, som udsætter ænderne for ufattelige grusomheder.

    Den engelske dyreorganisation Viva har netop dokumentet, at ænderne mases ind i bure så små, at dyrene ikke kan stå oprejst.

    Flere gange dagligt får de gennem en slange stoppet så voldsomme mængder foder ned i halsen at nogle brækker sig, mens andre dør af smerte og udmattelse.

    Forholdene hos Thomas Rodes leverandør er så rædselsfulde, at franske og britiske dyreværnsorganisationer siger, at de i 20 år ikke har set noget så brutalt.

    - Hovedingrediensen i Thomas Rodes foie gras er ondskab og ufattelige lidelser, siger Justin Kerswell, kampagnechef i den britiske dyreværnsorganisation Viva! ud Rode.

    Den britiske tv-stjerne-kok Gordon Ramsey stoppede i sidste uge efter hårdt pres med at købe fois gras fra Ernest Soulard.

    Det samme gør Thomas Rode nu. Han lader sin chef, Steen Aalund Olsen udtale sig. Han er direktør i gourmet-koncernen Løgismose, der ejer Kong Hans og importerer leverne.

    »Det er fandeme noget svineri. Vi vil hverken direkte eller indirekte støtte sådanne virksomheder. Samarbejdet stopper nu. Slut,« siger han, da metroxpress viser ham, hvordan hans fois gras er produceret.

    »Vi kan ikke besøge samtlige steder, hvor de 10.000 produkter i vort sortiment, er produceret,« forklarer Løgismose-direktøren, som også sælger foie grasen i sin butik og på fynske Falsted Kro.

    Justin Kerswell finder det utilstrækkeligt, at Rode og Løgismose nu boykotter denne leverandør.

    - Hvis han tager dyrevelfærd alvorligt, må alt foie gras væk fra menuen, siger han.

    [Reply]

  6. Anette writes:

    Jeg har også fået anskaffet mig den bog! Helt fantastisk.

    [Reply]

  7. Drumroll: En længe ventet LCHF-update | DINES the INFOTAINER writes:

    […] Om jeg stadig leger LCHF-legen? […]

  8. Julie writes:

    Fedt! Jeg synes også, der er alt for lidt fokus på madvarernes kvalitet. Godt at der også er andre, der aktivt forsøger at påvirke på dette punkt.

    [Reply]

Leave a Reply