Yes. I. Can.

awny_yes-we-can

Nogle gange, når opture og nedture tidsmæssigt falder sammen, og det er lidt svært bare at stå op og passe det der voksenliv med hamsterhjul og skånevask og indkøb, som for eksempel sådan nogle sammenfald her, så er det, at skæbnen kan finde på at titte frem og dog krydre det hele med lidt salig, god timing.

Og så skal man fandme gribe chancen.

For da Nogen pludselig stod uden for en låge i mit liv igen og bankede på og gerne vil ses helt ukompliceret, »bare for hyggens skyld«, så var det med at træde meget varsomt, så jeg trådte rigtigt. Og overveje, om ikke jeg skulle udnytte, at jeg står midt i nogle halvstore ting i livet – om ikke det var på tide at benytte chancen til eftertrykkeligt at lukke fortiden med et nejtak. At ignorere, at det da sikkert kunne være meget hyggeligt at ses igen. Bevares. Sådan at invitere sig selv ind i noget, der næppe bliver mindre ukompliceret. Og glemme, at der jo faktisk er noget ganske sprødt i gang med en helt anden mand. Tænke, at man da vel godt kan jonglere begge bekendtskaber. Ham der Nogen vil da sikkert bare være venner igen. Og de sidste års hjertesmerte er da efterhånden uden betydning nu. Water under the bridge, ren tavle. Jeg er stærk nok. Den slags.

Jeg tog en dyb indånding. Og så gjorde jeg det, som jeg aldrig troede, at jeg ville finde mod til at præstere. I skrædderstilling og en rus af røg og rysteture forfattede jeg et opkog af det, som jeg som Dines har brugt over et år på at formulere af alt for mange omgange. Det fyldte tre A4-sider. Så røg jeg nogle flere cigaretter og læste det cirka 1.000 gange. Så kogte jeg det ned til en A4-side.

Og så sendte jeg det. Ærlighed i girafsprog, ufortyndet.

Hvordan han har reageret? Med tavshed. Hvad jeg ikke bebrejder ham. Det var ikke et brev til ham, det var et brev til mig selv. Så dinesk skrevet, at jeg stadig gyser stolt ved tanken om, hvor modig, jeg turde være, selv om det ikke var Dines, der førte pennen – det var mig selv. Der blæste på, at han forventer at alt holdes low-key og udramatisk, mig selv, der utvetydigt serverede ham det kølige faktum: At jeg holdt så frygteligt meget af ham, men at jeg endelig var færdig med ham.

Og hvorfor jeg tror, det er anderledes nu? Forskelligt fra alle de andre gange, hvor jeg har sagt til mig selv, at nu var det slut med at tænke mere på ham – at jeg simpelthen ikke kunne hænge mig mere i noget, der ikke var det værd? Well, ud over at det var ham, der bankede på lågen, og mig der lindede lidt på den, brækkede mig verbalt og smækkede den i igen? Jeg ved det, fordi nu kom tårerne. Forløsning, endelig. I timen mellem at jeg havde forfattet brevet og til jeg faktisk turde sende det, lå jeg sammenkrøllet i en ukristelig fosterstilling og hulkede min make-up ned i mit pæneste sæt sengetøj. Efter afsendelsen tudede jeg lidt mere, og det var faktisk slet ikke så rart, som jeg havde drømt, at de tårer ville være, det var ukontrollabelt og grimt, nærmest lidt flovt også, men det var barmhjertigt, og det var rigtigt.

Og da der var grædt af stod jeg op, gik i bad, lagde sengetøjet i blød, smurte ny make-up ud over min spøgelsesteint, steg op på cyklen, hjulede tværs gennem byen med Roisin Murphys Overpowered i ørerne, bankede på hos den nye mand med det gode hjerte og varmen i øjnene, som krammede mig, fodrede mig, hældte vin på mig og lod være at spørge til, hvorfor jeg så så skæv ud i ansigtet, men som i stedet trak mig ind på sit soveværelse og i bevidstløst mange timer gjorde ting ved mig, som bør beskrives i langt mere vulgært sprog, end I kan få her.

Vil du ikke også læse ...

Wordfeud? Det nye Scor.dk?
Yank me out of it
Hvad har navne som Rikke nu gjort?
Gid mine forældre kunne møde Dines. Der er så meget, hun gerne vil sige dem.

flattr this!





50 Responses to “Yes. I. Can.”

  1. Mathilde writes:

    CONGRATS!!! Det er bare så godt gået og så rigtigt set. More power to ya!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak!

    [Reply]

  2. N. writes:

    Fuck. Yes. Hvor stærk har man lige lov at være.
    Jeg ser frem til den dag, hvor jeg er ovre ham, som væltede mit korthus.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Det kan jeg godt forstå! For mig var det ikke tid, der skulle gå, men det at han en dag – alt for lang tid efter – gav mig muligheden for at sige nejtak. Jeg ville ønske, at det bare havde været et spørgsmål om tid, men sådan var det ikke for mig. Så husk på det her, hvis der en dag bliver vist tegn til at han vil rejse noget af korthuset igen. Måske skal du lave en dines på ham.

    [Reply]

    N. Reply:

    I’ll go full Dines on him, I promise. Hvis jeg tør.

    [Reply]

  3. Kristina writes:

    Hell yeah!

    [Reply]

    Mie Reply:

    Det var det, jeg ville sige… Hell to the fucking yeah!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak, begge to!

    [Reply]

  4. amarOrama writes:

    Like!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Megalike!

    [Reply]

  5. linda R writes:

    wow.. der fik du meget til at tude! du er en sej kvinde, jeg ville ønske jeg kunne det samme..

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg viste mig sej til sidst, ja. Det var fandmer også på tide. Tak for din kommentar, den betyder meget.

    [Reply]

    linda R Reply:

    Jeg håber jeg finer styrken til at gøre det samme en dag. Det burde ikke være muligt nogen har så meget magt over en. Verdammt!
    Og tak for at du skrev indlægget, det betyder og hjælper mig meget, at jeg ikke er den eneste i verden! :)

    [Reply]

  6. Lene K writes:

    JAAAAAAAA! For helvede hvor er du go’!!! Tillykke!!!
    Jeg har en giga klump i halsen nu. Tak fordi du delte det med os.

    Kh
    Lene K

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Selv tak! Det er egentlig også temmelig grænseoverskridende.

    [Reply]

  7. Helle writes:

    Jamen for helvede, hvor er det godt – og du skriver det ligeså godt!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak for ros! Det var en vigtig post at få skrevet godt.

    [Reply]

  8. dethandlerom writes:

    Det er fucking KAPOW det dér!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg ønsker så meget for dig, at du oplever det samme med Idioten snarest!

    [Reply]

  9. Miriam writes:

    Jajajajaja!! Jeg er fem år inde i processen og er kun lige nået til et lidt forkølet: “Jeg tror ikke, det er en god idé, at vi er venner”, som jeg ikke rigtigt mener. Men hurra for dig, sgu!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Som skrevet til en anden læser: Husk på muligheden for at lave en dines på fæ, der vil vade ind i dit liv igen bare for hyggens skyld. Tak for din kommentar, jeg stemmer i med endnu et hurra – er stadig høj på energi.

    [Reply]

  10. Maya writes:

    Hurra! Sådan!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Ja! Tak!

    [Reply]

  11. Kirstine writes:

    Hallo, hallo!!!

    Hvor er det skide sejt! Kan kun ønske jeg vidste hvordan man følte det efter sådan en omgang, men hvor er du stærk og overvældene modig.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg håber du selv kommer til at kende følelsen en dag! Tak for din kommentar.

    [Reply]

  12. Morten writes:

    Stærk beretning! Selvom jeg ikke kender dig gennem andet end en skarpt vinklet blog, sider jeg her foran skærmen med en følelse af at du klart har handlet rigtigt. Jeg føler mig helt lettet – gad vide hvad du ikke føler.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak! Jeg føler mig lige så lettet.

    [Reply]

  13. Karen writes:

    SÅDAN!! STÆRKT GÅET! Fuck du er sej, mand!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    TAK!

    [Reply]

  14. Fuld writes:

    Hvor er det vildt! Hvor er jeg glad på dine vegne, og hvor er jeg stolt af dig.

    Hvis du havde været min veninde, så havde vi drukket lambrusco – jeg håber ikke, du tager det ilde op, hvis jeg alligevel fejrer dig helt solo-nolo. Men altså, du er bare så god!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Fejr løs!

    [Reply]

    Fuld Reply:

    Skååål-låålåå…

    [Reply]

  15. Christine writes:

    Selv om tårene ikke var helt så forlæsende som ventet, så er det så godt at få sagt fra. Alt for mange kvinder, undertegnede inkluderet, lader sine grænser overskride gang på gang, og forleder sig selv til at tro, at nu er det anderledes. Et lille skridt for kvindeheden, men et stort skridt for hende bag Dines, tillykke med det.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tusind tak. Et meget stort skridt, ja.

    [Reply]

  16. Anne SOfie writes:

    Må man spørge, hvad du skrev i brevet?

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Ja, endelig. Det er ikke fordi, jeg ikke vil dele (ahem, har vist udleveret ret meget på bloggen ellers), men lige dét brev er privat mellem mig og ham.

    [Reply]

  17. Cathrine writes:

    Dét gjorde mig glad. Hold nu kæft hvor er du sej, du fortjener virkelig at fejre dig selv med en sød mand!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Ja, ikke! Godt den søde mand stod klar. Det er det, jeg mener med timing. Jeg havde formentlig ikke turdet handle så resolut, hvis ikke en sød mand havde ventet i kulissen. Ikke fordi jeg er typen, der er nødt til at have nogen for at kunne slippe Nogen, men fordi den søde mand tvinger mig til at se fremad, ikke bagud. Og hvor ser fremtiden rarere ud end fortiden. Lige nu. Trods alt. Meget kan ændre sig, men ja, lige nu skylder jeg den søde mand en stor tak for at dumpe ind i mit liv lige inden Nogen begynde at banke på lågerne.

    [Reply]

    Cathrine Reply:

    Men det er bare nemmere at sige nej tak når man ved at det ikke bliver efterfulgt af solo-aftener med flødeis og just-eat men i stedet i en sød mands selskab. Jeg har selv stået i samme situation, min Nogen var bare min daværende kæreste igennem 3 år, et forhold fyldt med problemer og grænsen til psykiske sygdomme (fra hans side af) og det var altså først da jeg havde snakket med min nuværende kæreste første gang, at jeg blev klar over at forhold og mænd ikke behøvede være som det jeg havde oplevet og at jeg faktisk fortjente meget bedre.
    Meget kan ændre sig ja, men den søde mand vil altid være ham der hjalp med til, at du fik klarheden om at Nogen skulle have et nej tak. Og dét er stærkt!

    [Reply]

  18. Drengemor writes:

    Jeg har fulgt med i flere år efterhånden, og behøvede ikke engang klikke på dine links for at vide, hvilke indlæg (og personer), der var tale om. Og jeg bliver sgu så forbandet glad og stolt, selvom jeg ikke kender dig i virkeligheden! SÅDAN! Håber, det er en keeper, du har fat i nu – han lyder skøn, og du fortjener det!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Stolt? Det er fandme dejligt, at du bliver det! Er helt overvældet over jeres respons på det her.

    [Reply]

  19. Blå Solskin writes:

    Hvor er det sejt gjort! En dag drømmer jeg om selv at kunne sige fra, tak for inspirationen.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Selv tak. Gem blogindlægget her og husk på, at det er muligt at sige endeligt nejtak, når betingelserne er de rette. Det føles som en voldsomt skridt, når man står foran det, men når man så har taget det og svæver i tavs luft og venter på at lande på fødderne igen, så kan det bedst beskrives med, at jeg tror det er sådan her at flyve.

    [Reply]

  20. Luna writes:

    FUCKING SEJT! Altså mega sejt! Du er stærk. Pisse stærk og du fortjener ham med de varme øjne! More power to you!

    [Reply]

  21. Sarah writes:

    Mit hjerte bankede afsted mens jeg læste det. Hvor er det stærkt gjort og hvor kender jeg bare følelsen. Hurra for den nye mand – han lyder fantastisk! Men hov – du glemte linket til bloggen med det vulgære sprog??!

    [Reply]

  22. Zehn writes:

    Det gjorde mit også, hjertet altså.
    Har selv været der. Med et lidt andet fortegn ganske vist som afslutningen på et laaaaaangt forhold med bofællesskab og børn m.v. Gagske vist ikke fælles, det lettede det noget. Men hvor havde jeg også brug for det. Jeg kørte i ring, nat og dag i omtrent et år efter og var så træt af det og selv om jeg vidste han ikke gad høre det, selv om havcnok arkiverede det lodret, så sete det forunderligt, at da jeg havde sendt mit hjerteblod med posten, så minimeredes tankerne mærkbart.

    I dag, omtrent tre år senere kommer de måske frem een gang ugentlig, og kun i små korte smertefulde glimt. Og en dag er han væk….

    Smerten i dag handler mere om bevidstheden jeg fik: at lige på den anden side af kærligheden bor ligegyldigheden og foragten. Det har jeg det svært med sådan helt overordnet set…

    Sejt gået .Dines. Det krævede mod og du havde det …

    [Reply]

  23. Sårbarhed. Jeg har folk til at lære mig at elske det ord. | DINES the INFOTAINER writes:

    […] efter jeg selv for nylig oplevede, hvordan styrken i den grad kan findes i sårbarheden, hvor hell-yes!-agtigt man kan få det, når man lader sig dejse om og selv puffer maddikerne […]

  24. Er lige lammet. Giver ordet til de andre. | DINES the INFOTAINER writes:

    […] Min kæreste og jeg er stadig sammen men jeg ved ikke om det bliver ved at gå. Dit seneste indlæg hvor du får en form for afklaring med “nogen” har givet mig en tro på at jeg også vil kunne klare en konfrontation og få sagt fra og stop. Jeg […]

  25. We need to talk about Tinder | DINES the INFOTAINER writes:

    […] derpå to-tre linjers uakavede jokes, og det var det. Og jeg havde ikke ondt i maven. For efter alt det, jeg smed i hovedet på ham, er jeg fri. He knows. Præcis hvor skidt, jeg synes han behandlede mig. Det var jeg så bange for, […]

  26. Nye læsere kan begynde i 2011 | DINES the INFOTAINER writes:

    […] på dynen, men ingen virker rigtige til at fortælle Dines’ blogpublikum, at den mand, I med så eftertrykkelig entusiasme buhede af scenen, da det var på sin plads, har krabbet sig vej tilbage til en plads i mit liv (for skribenten […]

Leave a Reply