Sårbarhed. Jeg har folk til at lære mig at elske det ord.

Jeg har altid haft det lidt svært med ordet sårbarhed. I årevis bildte jeg mig ind, at det var fordi selve ordet var kluntet, uæstetisk at se og smage på. Sårbarhed. Med det jyske å og det bløde d. Lidt vammelt. Tænkte jeg, når jeg ikke gad tænke over, hvorfor det gøs sådan op langs rygsøjlen, når folk betroede mig, at det var sådan de følte sig med ditten-og-datten. Sårbare. Bare ew.

Men selvfølgelig går kvalmen på ordets betydning, må jeg nok sande. Ikke at det er psykologisk rocket science: De mest tabuiserede emner i mit eget liv handler om kontroltab, og jeg kan ikke forestille mig en mere krank skæbne end den, hvor jeg i glimt falder fra mig selv, bliver til grin og blot kan se til mens alt det indestængte pibler ud som maddiker fra et glemt skrog.

Men efter jeg selv for nylig oplevede, hvordan styrken i den grad kan findes i sårbarheden, hvor hell-yes!-agtigt man kan få det, når man lader sig dejse om og selv puffer maddikerne derud, ligeglad med faren for at blive til grin, har jeg været obs på den der sårbarhed. Og jeg har indset noget. At mens jeg har holdt på formerne, så har jeg glemt at observere min omgangskreds’ fortrinlige talent for at sætte strøm til verdens for mig farligste ord.

They rock. Og jeg har meget at lære fra dem.

Tag bare fire eksempler fra den forgange uge:

Veninden, der efter seks års parforhold og derpå yderligere tre års mareridt i efterveerne af bruddet, efter hun forgæves har ledt og ledt efter nye stier i jagten på at blive lykkeligt ligeglad, udbryder i et tonefald, jeg aldrig har hørt før, men som jeg pludselig godt må høre, selv om hun oftest er en jernbrynje, personificeret: “Jeg bliver aldrig ligeglad med ham og det vi havde. Han vil altid give mig ondt i maven. Det er okay”.

Moderen, der, da jeg nøgternt konstaterer, at hun igen skal tilbage på antabus, først skaber sig og laver en scene, så falder til ro og til sidst, med øjne, der får lov at svømme over, lægger hånden frem på bordet. Halvvejs mellem mig og hende. Hun gør ikke mine til noget, men venter til jeg af mig selv løsner armene fra korslæggelsen – og martyrriet – og forbarmer mig og lægger min hånd oven på hendes. Hun ved, at hun er nødt til at være sårbar først, hvis jeg skal være det.

Veninden, der er holdt op med at tøjle, at det er et tryk på hendes indre vandingsanlæg, når snakken falder på fædre. Hun er holdt op med at forlade lokalet, bede om emneskift eller time-out, beklage. Nu taler hun bare videre, lytter videre, nikkende med et skævt smil, med tårerne silende ned i to smukke baner, fordi hun savner sin døde far og godt vil være ved nu, at det vil hun gøre for altid.

Manden Der Giver Gelében, der efter et halvt døgns date, som er forløbet så afslappet og i hak, at jeg er kommet i tvivl om hvorvidt vi egentlig bare ses som venner, for kun venner har det sådan her med hinanden, helt stilfærdigt over kaffen og de tomme øldåser med skod i siger ud i morgenens skarpe lys, hvor min øjenmake-up rager rundt et sted nede på kinderne og min ånde sikkert lugter af drage: “Undskyld, hvis jeg virker lidt uafslappet, men det gør mig jo lidt nervøs, at du er her”.

Vil du ikke også læse ...

Tyndskidsfaktoren
For jeg vidste ikke, at jeg var blevet væk. (Okay. Havde det lidt på fornemmelsen.)
Om at hade at elske jazz
Hvad der kommer ud af at ønske sig Sally Field som mor

flattr this!





14 Responses to “Sårbarhed. Jeg har folk til at lære mig at elske det ord.”

  1. Mie writes:

    For hele hule helvede, hvor skriver du helt fantastisk og utroligt rammende. Mvh. eksildanskeren som nu sidder med tårer i øjnene og en knude i maven over egne issues med sårbarhed på toppen af en dobbeltdækkerbus midt i London

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg elsker, når mine ord når ud over Danmarks grænser!

    [Reply]

  2. Line writes:

    Ja, for helvede. Hvor skriver du godt. Og rørende. Og rammende.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Wow, altså. Tak fordi du læser med.

    [Reply]

  3. Helle writes:

    Du rammer plet hos os andre, der frygter kontroltabet. Det gør hende her også:http://www.ted.com/talks/brene_brown_on_vulnerability.html

    [Reply]

  4. N. writes:

    Bare ordet på engelsk. Vulnerability. Ew.

    [Reply]

  5. Jens writes:

    En lille sidebemærkning til din mors alkoholproblem. Jeg har læst flere af dine indlæg om det med stor interesse (min far er også alkoholiker og ikke tørlagt), og jeg vil lige anbefale dig http://www.tuba.dk.
    Det er et virkeligt godt sted at få hjælp og støtte (til unge mellem 14 og 35), og hvor man kan møde andre med samme baggrund. Der er drop-in møder flere gange om året, hvor folk tager deres sårbarhed uden på tøjet og deler deres ulykkelige historier. Der er også mulighed for længere terapiforløb. Har du brug for nogen, så opsøg dem.

    [Reply]

  6. Mette writes:

    Jeg græder tit, når jeg læser dine indlæg. Om det er godt, ved jeg ikke – men det taler til mig og min sårbarhed, som bare fanden.

    Uden at kende dig, fremstår du som et fantastisk klogt og smukt menneske, Dines. Eller rettere, dig, der er bag Dines.

    [Reply]

  7. hjj writes:

    Jeg er lost. Fatter ikke konceptet. Forstår faktisk intet. Min sårbarhed er ikke hemmelig, og jeg kolliderer altid med den slags, der hemmeligholder den. For så tror jeg, den anden er SÅ stærk, og jeg SÅ svag. Så finder jeg ud af selv, at der var en masse sårbar- og usikkerhed. Og så slår jeg op i ren ulykke over, at personen viser mig så lidt tillid og er så nærrig med sine følelser, mens jeg har krænget mig ud og udstillet mig selv og føler mig dum. Hvad er det farlige eller specielt flotte i at åbne sit hjerte for et andet menneske? Det er kun ok ikke at gøre det, hvis man lever sammen med en kanariefugl.

    [Reply]

  8. Kristina writes:

    Åh, hvor du bare rammer noget med det hele. Og får mig til at mindes min far, men også dengang jeg for første gang skulle besøge min kæreste på gården og han var så usikker og bange for at jeg skulle hade det og løbe ud af døren.

    [Reply]

  9. Sarah writes:

    Du skriver jo så pissegodt og rammende, men det vidste jeg (og alle andre) godt i forvejen. Jeg har siddet og (forgæves) googlet ‘Gelében’ i formodning om, at det var et af de (mange) tyske ord, jeg ikke kendte, men for pokker, det lød spændende! Indtil jeg sagde ordet højt for mig selv.. Tak for dagligt at udvide min horisont, Dines.

    [Reply]

  10. Therese writes:

    Jeg synes at sårbarhed viser styrke og tillid. Tillid til, at det menneske, man åbner sig for, ikke misbruger ens sårbarhed og netop – sårer en. Jeg hørte engang én sige, at kærlighed er at afgive magt – i tillid til at den ikke misbruges. Jeg synes at sårbarhed er den største gave. Men måske lægger jeg så stor en betydning i det at vise sårbarhed, at jeg har svært ved at knytte mig til mennesker, der ikke viser den, og ikke lukker én ind dér, hvor det ikke er smart og trendy og styr-på-det-hele-agtigt. Hvis ikke folk fortæller det svære også, så kan det være lige meget.

    [Reply]

  11. (Hvis I indspiller det her, så skal Veronika Grønnegaard være A, og Gro Grønnegaard skal være D) | DINES the INFOTAINER writes:

    […] bliver nødt til at træde i karakter. Og sørge for ting. Når jeg for eksempel vurderer, at hun igen skal på antabus. Den slags. Det kan godt være, at jeg lyder hård, men det er sgu da fordi jeg synes det er en […]

  12. Altformangebørn writes:

    GELÉ-BEN!!!! For pokker da også! Du skriver om ben af gelé! Jeg har læst det som noget tysk “geleben”, som jeg ikke var klog nok til at fatte….

    Doh…

    [Reply]

Leave a Reply