Er lige lammet. Giver ordet til de andre.

Jeg kan ikke finde ud af at blogge for tiden. Vi kan godt sige, at det handler om mænd, der giver gelében, stress på jobbet og krævende forhold til mødre … men i virkeligheden er det alt det og så noget lidt mere specifikt.

Der er tikket nogle googlesøgninger ind på bloggen her, som siger mig, at the jig is up med den der anonymitet. Men hvad havde jeg også regnet med? Fem års intens selvudlevering uden at nogen ville lægge to og to sammen? Næppe. Det er  ikke noget, jeg ved mere om, men det paralyserede lige min bloglyst gevaldigt at overveje, at folk derude, som kender mig personligt, sidder og følger med uden at sige det til mig. Jeg ved ikke, om man kan bede om, at folk siger til, når nu bloggen er fri for enhver at besøge – men det her er et metaforsøg på netop det.

Men mens jeg venter på, at rystelserne lægger sig … venter på, at der indfinder sig nok ro til at jeg kan aflive instinktet om bare at slette alle arkiverne, hele molevitten her … så vil jeg vise jer noget af det, der fortæller mig, hvorfor det er jeg blogger på denne måde. Det kom nemlig læserpost den anden dag, læserpost der mindede om, at det her selvsmageri har en længere rækkevidde end mig selv, kan noget mere end blog at være min egen terapi.

Kære Dines

Jeg vil sende dig en oprigtig tak for din blog og for at den har været medvirkende til at redde mit liv her i foråret og sommeren. Hvorfor? Jo – tilbage i februar opdagede jeg at min kæreste gennem mere end 16 år, igennem et par måneder havde haft et forhold til en kollega. Selvom jeg konfronterede hende og tiggede hende om ikke at forlade mig fortsatte hun – mere eller mindre åbenlyst – forholdet med ham. Jeg stoppede det ikke før et par måneder senere da vores børn stod for at have fødselsdag og jeg syntes de skulle have nogle gode dage. Jeg konfronterede hende endnu engang i slutningen af april men fik først forholdet mellem dem stoppet da jeg tog kontakt til ham og bad ham holde sig fra min kæreste – ellers ville jeg tage kontakt til hans kone (!) og fortælle hende sandheden. Det ville han ikke risikere så han stoppede, til min kærestes store fortrydelse, forholdet. Vi har så siden forsøgt at få det tilbage på skinner selvom det er rigtig hårdt. Jeg har svært ved tanken om at give slip på hende selvom hun nok ikke er god for mig. Jeg tror du forstår hvad jeg mener. Oveni alt det her rod mistede jeg så mit job i slutningen af maj. Jeg havde haft svært ved at koncentrere mig og det gik naturligt nok udover min arbejdsindsats og kvaliteten af mit arbejde så jeg forstår sådan set godt at de skilte sig af med mig.

Så fra slutningen af maj og hen over juni var mit humør på nulpunktet og jeg var så langt ude psykisk at jeg var meget tæt på at gøre en ende på det hele. Men din (og til dels Maren Uthaugs) blog gav mig på en eller anden måde et håb og tro på at det nok skulle gå og at jeg ville komme stærkere ud af det. Specielt dine indlæg om hjertesmerte har jeg læst og genlæst flere gange. Der findes ikke ord for hvor smukt og præcist du beskriver det når man er i sine følelsers vold og ikke kan kontrollere det. Jeg har siddet i mine alenestunder med computeren og grædt så jeg rystede over hele kroppen mens jeg har læst. Men det har været gode tårer. Min kæreste og jeg er stadig sammen men jeg ved ikke om det bliver ved at gå. Dit seneste indlæg hvor du får en form for afklaring med “nogen” har givet mig en tro på at jeg også vil kunne klare en konfrontation og få sagt fra og stop. Jeg er sikker på at det vil være det bedste men vi har nu været sammen i over 17 år og det er ikke bare sådan lige at smide væk. På den anden side er jeg kun 37 og vil ikke leve de næste måske 50 år i et kærlighedsløst forhold hvor jeg ikke er elsket og ikke bliver begæret.

Jeg ved ikke om jeg på nogen måde giver mening og om du overhovedet kan bruge det til noget som helst, men jeg synes bare du skal vide at selvom jeg slet ikke kender dig (kender kun Dines men det er jo ikke “dig”) så er jeg sikker på at du er et fantastisk menneske og du fortjener alt den lykke der forhåbentlig kommer til dig.

Mange hilsner fra C

Kære C. Tusind tak for ordene. Og tak fordi jeg må bringe dem. De er en form for anker i disse dage. Må lykken også finde dig. D.

Vil du ikke også læse ...

Lækker timing, far
Kære mor.
Et forsøg på en stopklods
Ungdommen 0 - 1 Tabloidmedierne

flattr this!





7 Responses to “Er lige lammet. Giver ordet til de andre.”

  1. Carry My Style writes:

    Hvor er det bare et fint brev du modtog, og hvor er jeg glad for, at det har hjulpet ham sådan. Ja, man ved aldrig, hvem der læser med, og om de måske får meget mere ud af det, end ens ydmyge ‘jeg’ kan forestille sig:)

    Keep up the good work:)

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg er også så glad for at høre fra en som C!

    Tak. Jeg ender helt sikkert med at keep it up. Ville ikke ane, hvordan jeg skulle være uden bloggen her.

    [Reply]

  2. Ann writes:

    Selvom det selvfølgelig må være sindssygt angstprovokerende for dig at sidde med en bevidsthed om, at nogle, du kender, følger med og ved at det er dig bag bloggen, så er jeg sikker på, at de under alle omstændigheder vil forstå dig og dine handlinger bedre end de ville kunne uden bloggen. Det ville være mærkeligt, hvis de folk, du kender, der sidder og læser med, ikke vil fatte større sympati med dig. Det kan du måske trøste dig selv lidt med.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Søde, vigtige ord. Tak, Ann.

    [Reply]

  3. Kristina writes:

    Åh nej :( altså, for det første så har jeg altid misundt din anonymitet fordi jeg tror at det er nemmere at krænge de mørke sider ud på den måde. Vi har dem jo alle, så i virkeligheden er det jo dumt at os ikke-anonyme hele tiden føler trang til at nedspille dem, lave lidt fis med dem, eller slet ikke nævne dem.
    Jeg kan godt forstå at der er nogle personlige forhold der måske kan føle sig trådt på over at være blevet ‘udleveret’ hvis dit cover bliver blown, men på den anden side, så har de jo også selv et ansvar i det hele, altså at der er noget at skrive om dem in the first place? Forstår du hvad jeg mener?

    …og kære, søde C! For helvede, hvor gik det lige i hjertet da jeg læste din historie! Den kunne næsten være skrevet af min kæreste (gennem et års tid) for nogle år siden! Det bliver aldrig som det skal være, og du skal selvfølgelig føle dig elsket og begæret! Jeg elsker selv en mand der er blevet trampet på efter 20 års samliv, og det er hårdt på mange punkter, men fandeme også dejligt at se ham ‘vågne’ mere og mere op til hvordan et forhold skal være, med respekt og kærlighed og være SÅ glad for det! Er glad for at du skriver at du føler du er stærk nok til at tage konfrontationen og komme videre!

    ..og fine Dines, du fortjener at få post som den fra C. Du har også flere gange rusket i sår hos mig som jeg troede var helet, men som stadig gør ondt. Og det er godt at du gør det, for så ved man at man ikke er den eneste der har været det igennem, men også at de ikke er helet, men bare gemt væk og aldrig bearbejdet – og det skal de. Tak fordi du er så awesome, håber du fortsætter!

    [Reply]

  4. Nina writes:

    Åh bare du ikke holder op med at skrive! Det er så værdsat, så mange steder.

    [Reply]

  5. Holder fokus på, at jeg ikke røg mig ud af det her | DINES the INFOTAINER writes:

    […] hvert fald tog de det som en opfordring, den anden dag, da jeg bloggede, at man skulle sige til, hvis man sad derude og havde på fornemmeren, at man kendte mig. Det var nu faktisk ikke lige de […]

Leave a Reply