Holder fokus på, at jeg ikke røg mig ud af det her

Hvis vi skal sige, at 16. december 2013 var en pølse, der skal skæres op i tre, og de to pæne stykker skal pakkes ind i bacon først, så vælger jeg disse: 1) Jeg nåede min deadline for et større projekt på jobbet, og 2) Jeg sendte mit ambitiøse Fremover-vil-jeg-kun-ryge-i-selskab-med-andre til eksamen og bestod med ug, da jeg ikke tændte en meget tiltrængt cigaret, da turen kom til den tredje og grimmere del af pølsedagens indvikling.

3) En sms. Fra to nære veninder ovre fra civillivet, der, hvor Dines har været for sky til at bevæge sig.

SMS

 

Veninder, som har kendt til min blog her et stykke tid, men som af respekt for mit frirum har holdt tæt. Til andre og, mest overraskende, til mig. Som de skulle. Jeg er simpelthen så bevæget i min befippede overraskelse over at få at vide, de ikke bare har hørt min forklaring, som jeg gav den i P1 i sin tid, men også … forstået den. Og ladet mig have Dines i fred så længe.

Men jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Nok at hvis nogen nogensinde gennemskuede, at jeg var mig, så ville de da ikke kunne holde tæt til mig. Som om jeg var den eneste i verden, der kan finde ud af at holde på en hemmelighed.

Suk.

I hvert fald tog de det som en opfordring, den anden dag, da jeg bloggede, at man skulle sige til, hvis man sad derude og havde på fornemmeren, at man kendte mig. Det var nu faktisk ikke lige de to, jeg havde haft i tankerne, da jeg skrev sådan. Jeg havde aldrig forestillet mig det her.

Resten kan jeg tage med dem. Blandt andet min frygt for, at de forklejner betydningen af, hvad det er de i dag har gjort for og ved bloggen og det projekt, jeg holder så uendeligt meget af, men som nu må finde en ny form. Og om jeg nogensinde har krydset grænsen for, hvad de synes er lige frisk nok, at jeg har lagt på nettet. De snakke glæder jeg måske endda faktisk lidt til. Men hvad det får af konsekvenser for blogstilen fremover, må tiden vise – alle input vil blive skattet, højt! – men det er jo ikke ligefrem fordi jeg har overrendt stedet de sidste uger, så måske skal hele Dines bare retænkes lidt.

Men jeg vil dog udtrykke dette – til L og til I og til jer andre:

Hvordan ville I have det, hvis I havde skrevet hvert eneste ord, der står på denne blog, modtaget alle de kommentarer, der siden 2009 er tikket ind her og mødt alle de folk, som Dines har, og indgået flere spændende skrivesamarbejder med nogle af de fineste skribøser dette land kan præstere, altsammen i den bundnaive barneforestilling om, at det kunne holdes hemmeligt for jeres civile liv – indtil i dag?

I ville have en lille smule lyst til en cigaret, ikke?

Vil du ikke også læse ...

Hvis nogen mangler mig, så er jeg heromme – i færd med at få fingrene sprængt væk af fuseren
»Farvel«
Esben & Systemet
Og der blev faderligt lys

flattr this!





26 Responses to “Holder fokus på, at jeg ikke røg mig ud af det her”

  1. amarOrama writes:

    Får lyst til at ryge en cigaret på dine vegne. Så jo.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg ryger, hvis du ryger.

    [Reply]

  2. Leoparddrengen writes:

    Det skete faktisk for mig for ca 1½ år siden, da jeg fik en mail fra den person jeg har været ven med længst – den indeholdt bare:

    “Leoparddrengen?!”

    Det var lidt sært. Ikke fordi han læste bloggen (eller er på twitter), men han havde googlet noget, og da det var noget jeg havde skrevet om (som nok den eneste i Danmark), kunne han udfra hvad jeg har skrevet ret hurtigt se det måtte være mig.

    Det var godt nok lidt sært. Jeg har fået ham til at holde tand for tunge, og bare glemme det – og det er ikke mit indtryk han følger meget med i mit online-liv – men fornemmelsen sidder der endnu. Busted! (Men jeg tænkte nu ikke på smøger.)

    Men ret hurtigt blev jeg afklaret med det, og nu tænker jeg ikke over det. Min blog er så heller ikke så personlig (og aktiv) som den var engang, men det har nok mere med twitter at gøre.

    Mit gæt er at du nok også skal komme der, når paradigmeskiftet er sunket ind – og opdage at det måske i virkeligheden ikke betyder så meget alligevel. Nu har du alligevel blottet dig så længe.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Bloggen her er heller ikke så aktiv som den var engang, men det har den jo været – og det hele ligger lige der i arkiverne. Både det sjove og velformulerede, som jeg gerne står ved, men også alt det, der faldt ved siden af og alt det, der bare var meget dramatisk og mere ærligt, end jeg bryder mig om. Jeg ville være nødt til at sidde på mine hænder for ikke at gå tilbage i arkiverne og slette løs, hvis ikke det var fordi de lissom sikkert har læst det hele.

    Ejendommelig følelse, ja. For det er min helt egen skyld og en del af det her game med hemmelige internetpersonligheder, vi to kører. Jeg var bare uforberedt. Selv om de har udvist den fineste respekt og forståelse og lover at holde tæt, som din ven også gjorde. Det føles stadig underligt. Og pludselig skal man til at tænke over, hvad det egentlig er, man har bygget op. Og før man ved af det er man Narcissus, der falder forover i søen af bar benovelse over sig selv, fordi man gør det meget større, end det skal være. Men det føles fucking stort, det der er sket i dag.

    Kan du udelukke, at du fik mindre behov for at blogge personligt, fordi det ikke længere var anonymt? Det er nemlig min frygt.

    [Reply]

    Leoparddrengen Reply:

    Nej, jeg kan ikke udelukke det – men det er ikke min fornemmelse. Og jeg kan ihvertfald udelukke at jeg på et tidspunkt har taget en bevidst beslutning om ikke at skrive noget, fordi jeg var bange for at nogen nu ville læse det – det ville jeg kunne huske.

    Men om der er emner jeg ubevidst bare ikke tænker på at skrive på grund af en sådan frygt/nervøsitet – det kan jeg ikke 100% afvise. Men det er altså ikke min fornemmelse.

    [Reply]

  3. Jane writes:

    Jeg er så ked af det på dine vegne og på mine (vores) over, du får mindre afløb, og vi får mindre Dines. Når det så er sagt, så kan ærligheden godt bestå sammen med den svigtende anonymitet, synes jeg. Men det kan kræve nogle konfrontationer IRL. Fx har jeg ofte den konfrontation med min mor, at jeg slet og ret siger “jeg vil ikke tale om det”, inden hun kommer for godt fra start, eller sletter hendes velmenende men grænseoverskridende mails med kommentarer til mine problemstillinger uden at læse dem. Det kan virke lidt brutalt, men det sidder stadig dybt i mig, at hun engang fandt min (gamle) anonyme blog, læste den fra ende til anden og printede den ud i papir (!!). Og bagefter indrømmede, at hun havde prøvet at hacke sig igennem den Password protection, jeg havde sat på. Well, lang og måske uvedkommende historie.

    Min pointe er, at der sikkert findes folk i dit liv, som du godt kan holde ud læser med, mens der er andre, hvor det får sig til at vende sig i dig, at de skal kende dig fra den side. Selv har jeg en grumset grå og ukendt masse som publikum for mine skriverier. At der også sidder gamle kolleger, folkeskolekammerater og familie har jeg lært at leve med. Men censuren er større.

    Virkelig rodet kommentar. Sorry! Pointen, for lige at opsummere: Sikke noget møg! Håber, du finder dig til rette i din nye situation (og at du giver lyd, hvis du flytter!)

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Det er svært for mig at kalde det noget møg, for det måtte jo være et vilkår for bloggen her – når den er offentlig, så kunne de finde den. De har ikke gjort noget forkert. Men ja, det er irriterende og meget sigende for vores lands størrelse, at det uundgåeligt måtte komme for en dag. Nu prøver jeg lige at fokusere på, hvor søde og respektfulde veninder, jeg faktisk har. Ikke at jeg tvivlede på det – men at de har ladet mig have Dines i fred i flere år, det overgår faktisk min fatteevne.

    Vild, vild historie med din mor, Jane! Det er sådan noget, vi anonyme bloggere frygter. Den der snagen uden respekt for, at man har gang i noget ret … dyrebart. Noget, der udefra set ikke altid ser ud som et hjertebarn, som men som i allerhøjeste grad glimter og funkler dyrebart det for penneføreren.

    Nu må vi se om det får konsekvenser. Jeg har svært ved at se mig selv være hjertesmertet med det fine publikum, men det kan jo være, at behovet for skriften vil overskygge hensynet til min stolthed næste gange jeg står i mandesorg til knæene. Det må tiden vise. Måske kan der findes en censureret mellemvej.

    [Reply]

  4. Lene K writes:

    Mon Dieu!

    Jeg vil altså meget, meget nødig undvære dig, Dines.

    Kh
    Lene K

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg vil også meget nødig undvære hende! Så jeg vil forsøge at udtænke, hvordan det ikke behøver gå så galt.

    Tak for dit pip, søde Lene.

    [Reply]

  5. Line writes:

    Puh, jeg kan godt forstå at du får lyst til en cigaret. Og det kommer fra en aldrig-ryger.

    Jeg ville være ked af, hvis Dines forsvandt. Der ligger så meget guld og smukke tekster i dit arkiv, og man (jeg…) kan bruge lang tid på at læse og genlæse.

    Jeg håber at du finder en løsning der fungerer for dig. Jeg bliver hængende, så længe Dines (i en eller anden form) bliver hængende.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg bliver så glad, når jeg hører, at folk går tilbage og genlæser. Tak for din kommentar, Line!

    [Reply]

  6. Kristina writes:

    Jeg har røget en smøg for dig mens jeg læste indlægget. Jeg kan af gode grunde ikke helt sætte mig ind i hvordan det er på din side af skærmen, men på min side håber jeg bare at du bliver ved med at skrive for os. På den ene eller den anden måde.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak for ordene – dem er jeg glad for!

    [Reply]

  7. Stine writes:

    Hvorfor er det at det altid sker..
    Lige så snart man har fundet awesomeness (it’s your blog and you know it!) så bliver man i tvivl om hvorvidt den bliver ved med at eksistere.
    Det gør mig lidt trist, og jeg håber at du vil blive. Om ikke andet så for alle os som bliver glade i låget af at opdage der er kommet nye indlæg! :)

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Aw, pæne ord, tak for dem, jeg har nu ikke aktuelle planer om at smutte helt.

    [Reply]

  8. N. writes:

    Jeg kan stadig huske det første indlæg, jeg læste – det var “Om at hade at elske jazz” fra 2011. Egentlig vil jeg bare sige, at Dines er en yndlingsbog, der (måske) ikke slutter, som jeg desuden kan læse igen og igen. Og det er pissefedt.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    N., du er en engel. Tak for de pæne ord. Denne dag har været en rutsjebane. Men den ender et fortrøstet sted. D.

    [Reply]

  9. Jeg benytter lige granatchokpausen til at aktivere jer til en ganske særlig julegave – når nu sundhedssystemet svigter dem, der trænger | DINES the INFOTAINER writes:

    […] mig om, fordi jeg fortsat er i granatchok over at finde ud af, hvor gode veninder jeg har og hvor ikke-anonym denne blog egentlig er, så vil jeg gerne tale om noget, som jeg for nylig har tænkt sådan om: “Hvis ikke min blog […]

  10. Signe B writes:

    Kære Dines. Det er meget sjældent, at jeg har lagt en kommentar, selv om jeg har læst dig helt fast i et par år. Undervejs har jeg været fascineret, provokeret, rørt, uforstående, medfølende, underholdt, uenig og meget mere på skift. Jeg er en stor beundrer af din sproglige elegance. Og så synes jeg, at din tilsyneladende hudløse ærlighed er så befriende i en verden fuld af korte statements, der skal signalere konstant succes og overskud og overflade. Og det er det, der gør det så fascinerende at læse og følge med i.
    Jeg forstår godt, at anonymiteten frisætter dig til at kunne skrive så hudløst. Men du må ikke tage fejl: Vi er allesammen er så grumsede, sårbare, ulykkelige, forkerte osv. Og din blog er et sted, hvor den grimme, forkerte, sårede m.m. side kan blive mødt og spejlet.
    Så du må ikke holde op – anonym eller ikke. For dit projekt er på alle måder vigtigt.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    TAK, Signe. Det føles ikke helt så enkelt … men jeg er, nu hvor jeg ikke har tænkt på andet i dag, begyndt også at kunne se fordele i ikke at være så anonym endda. Måske løser det hele sig. Nu må vi se. Tak i hvert fald til jer læsere, som altid giver besyv med – også i dag, hvor jeg måske har mere brug for det end ellers.

    [Reply]

  11. Anette writes:

    Nu har jeg aldrig været anonym på min blog, så den del af det, kan jeg ikke rigtigt sætte mig ind i. Men den anden del, hvor man får lyst til at delete nogle indlæg, som man skrev, da man havde allermest ondt – det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Og jeg har været rocker-tæt på ret mange gange. Når jeg ikke har gjort det alligevel, har det dels været, fordi jeg gerne selv vil have dem at læse i fremtiden, når det gør ondt igen næste gang. Dels en slags læren at stå ved mig selv, mine følelser, tanker og ord. Det kan indimellem gøre ondt at læse dem igen, andre gange krummer jeg tæer af pinlighed og andre igen er jeg en lille smule stolt over, at jeg har skrevet, som jeg skrev (ikke kun, når det gjorde ondt – that is). Og så er der de der perioder efter, at det gjorde ondt, hvor jeg har holdt mig væk, og som nu, skulle tvinge mig selv til at skrive noget igen.
    Måske jeg bare prøver at sige, som de andre også har gjort, at jeg helst heller ikke ville undvære din blog, anonym eller ej, for den er god, og jeg gider godt at læse den.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Du sætter kloge ord på, hvordan jeg tænkte om et maskefald indtil i dag. Men det sjove er, at jeg lige nu kan mærke, at jeg står ved alt jeg har skrevet og ikke har det fjerneste imod, at de to kan læse det hele. Det skyldes dels, at de har behandlet mig virkelig respektfuldt i dag, så jeg ved at deres indstilling er god nok, men også at jeg for de farligere indlæg og bloggen generelt har høstet ros og opbakning fra alle jer derude – så det ville egentlig være lidt ligemeget, hvis de to nu sad og grinte af mig, skulle det være tilfældet.

    At jeg ville få det sådan her, det kunne jeg ikke have forudset. Men det føles rart.

    Min eneste bekymring går nu på, om det fremover vil præge min lyst til at være lige så åben, som jeg af og til har været. Selvcensur er en svær satan at kæmpe mod. Men tiden må vise, hvordan det spænder af.

    Tak for din opbakning, i hvert fald! Og tak fordi du læser med.

    [Reply]

  12. Inge writes:

    Jeg har intet klogt at sige, intet som virker som en god løsning på den virkelig mavepinende situation du står i lige nu. Jeg kan næsten føle den kvalmende fornemmelse det ville give mig, hvis mine nærmeste kendte til alle mine depressive, eftertænksomme og personlige tanker.
    Men du er pisse sej, du har rørt mig et utal af gange med dine ord og jeg vil savne dine indlæg meget, hvis du ikke længere deler ud af dine tanker.

    [Reply]

  13. Juliette writes:

    Av, den var værre.

    Det er en evigt svær balancegang, den med anonymitet på bloggen (eller ej). Jeg har skrevet en del blogs i tidens løb og samtlige de forrige har min familie kendt til. Men så begyndte min mor at censurere, hvad jeg skrev, ved at sige ting som: “Så hård var din gymnasietid da ikke?! Bliver du nu ikke lidt vel mørk i det, du skriver..?” og lignende. Hun syntes ofte, at min tone var for dunkel og min skrivestil for depri – og det er da heller ikke rart for en mor at konstatere, at barnet har dystre tanker. Men moderlig censur gider jeg simpelthen ikke. Så hun har aldrig fået adressen til min seneste blog.

    Som jeg i øvrigt netop har slettet (kladdegjort), hvad de seneste to års blogposter angår. Har taget en beslutning om forsøgsvist at løsne op for anonymiteten på bloggen og måske endda invitere familie & venner ind i mit lille, personlige hjørne – for den ER personlig og farligt nær ens hjerte, sådan en blog. I den forbindelse orkede jeg ikke at finkæmme endsige overskue mit arkiv af tidligere tanker, hvor jeg i øvrigt ved, at jeg har flyttet mig med stormskridt rent mentalt de seneste år. Derfor blev arkivet én gang for alle eksporteret til evig arv & eje og dernæst gemt væk – rent bord, så anonymiteten lettere kan pakkes væk. Kylling, I know, men jeg tænkte over det i længere tid og tog en beslutning.

    Den beslutning fik du aldrig lov at tage – du blev snigløbet. Pludselig forsvandt væggene omkring dig, mens du var midt i storvask af dit fineste, men samtidig mest private og hemmelige undertøjslager. Det må virkelig ikke have været rart og jeg føler med dig – og med din rygetrang.

    Men jeg håber sørme, at vi har meget mere Dines forude. Du har noget helt særligt kørende herinde, som jeg godt forstår har vakt dine veninders interesse, for hvem vil ikke gerne kende sin ven/veninde i dybden; helt derinde, hvor det gør ondt og kan være meget grimt. Jeg vil i hvert fald gerne, og når jeg får lov, er det særdeles værdifuldt og noget, jeg virkelig skøtter. Men faren er der altid for, at man er FOR tæt på og siger de dér dumme ting, som nu min velmenende mor og den censur, hun kom til at udøve. Hmm.

    Jeg krydser fingre for en fortsat hudløs og harsk infotainer.dk, hvor tingene siges råt for usødet, og hvor du strækker dig fra Himmel til Helvede. Må det i øvrigt blive mest Himmel – ikke for vores, men dog for din skyld!

    Mange varme hilsener fra en oldgammel læser

    [Reply]

  14. Sarah writes:

    Jeg venter (en anelse krampagtigt) i spænding. Håber Dines bliver ved med at være, på en eller anden måde som du kan overskue det. For jeg vil godt nok savne dig (Dines!) hvis du ‘bliver væk’…

    [Reply]

  15. Den bedste tid er den vi har | DINES the INFOTAINER writes:

    […] ikke bare har flere veninder fra mit virkelige liv fundet vej til bloggen; manden er også rykket ind i min intimsfære på en måde, som giver Dines […]

Leave a Reply