Derfor lyver rigtige mænd også i netdatingprofilen

I er sikkert nogle derude, som enten fnyser eller bare ryster på hovedet af folk som mig (og alle andre, jeg har mødt gennem nettet): Folk, Der Lyver Lidt I Datingprofilen.

Hvorfor lyve, tænker I? Man skal jo møde hinanden i virkeligheden, om alt går vel, det er jo hele pointen med al den slåen i tasterne, og så kommer det jo for en dag, alt det man har pyntet på.

For eksempel højden. Eller at man har et stift ben og således nok ikke er den ivrige motionsløber, som man gav udtryk for at man var. Og/eller de ekstra kilo. Eller at man aldrig har været uden for Europa, og at den bestemte drink på den bar i San Francisco, som man havde skrevet, at man drømte om, vitterligt var én, som man bare drømte om. Eller miljøbevidstheden og de stærke holdninger til global opvarmning og Anne Mie Roer Jensen. Eller at man vist ikke var helt fri af tidligere forhold, selv om man havde skrevet udtrykkeligt, at man var det. (<– tænkte eksempler, naturellement).

Men I må forstå, at mennesket bag profilen bare gerne vil have en chance for at blive inviteret ud af den der charmerende type. Så man kan vise ham, at man er god nok som man er, og at de punkter hos én, der ikke ligefrem har reklameværdi, det kan alle nok lære at leve med alligevel; det har man jo selv gjort. Eller. Det prøver man jo selv at gøre.

Vi gider ikke lande i hinandens filtre. Og eftersom det er en cut-throat business, det der online matchmaking, hvor selv de mest åbne og frie sjæle er nødt til at opstille søgekriterier, så kræver det nogle gange lidt sandhedspyntning at få den chance.

ken_mattel

Det er derfor, vi kvinder lyver os lettere – fordi vi tror og ved, at mænd sætter en øvre grænse for, hvor meget deres drømmekvinde vejer, og den øvre grænse vil vi da skide højt og flot på, for hvad ved de om drømmekvinden i praksis, ikke en skid. Samme logik ligger bag mændenes løgne om højde. De ved godt, at kvinder sætter en nedre grænse på 185, for det er sådan en automatisk god højde for ham den diffuse Barbie-Ken, som vores barnlige reptilhjerne stadig tror vi skal giftes med, men det vil rigtige mænd af kød og blod på 183 sgu da ikke acceptere.

Så selv de rigtige mænd lyver. For at styre uden om vores filtre. Og således tager de os ud på dates og med i biografen og ind i Tivoli og snaver os ned i natten og modbeviser, at vi vidste nogetsomhelst om at designe sig til kærlighed.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Og så taler vi ikke mere om dét, Windsor
Og hvad så, hvis he’s just not that into me?
Esben & Systemet

flattr this!





9 Responses to “Derfor lyver rigtige mænd også i netdatingprofilen”

  1. Nana writes:

    Hold da op hvor er det godt skrevet og ikke mindst sandt! Elsker din blog! :)

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Og jeg elsker din kommentar!

    [Reply]

  2. Drengemor writes:

    Sådan! Det vil jeg linke til alle dem, jeg kender, der er ledige på markedet, og som vælger potentielt gode folk fra pga. ting, der sikkert ville vise sig at være ubetydelige i den sidste ende! Du forstår altid at skrive det på den HELT rigtige måde, Dines! (Og læser jeg mellem linjerne en reference til noget i dit eget liv – evt. ham, der gør dig blød i knæene og måske ikke helt er 1,85?) ;)

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Alt på infotainer.dk er referencer til mit eget liv! Datingoplevelser generelt – ikke helt så konkret, at jeg sætter højde i centimeter på nogen … Link du endelig løs, det gør mig glad.

    [Reply]

  3. Caroline writes:

    Ikke at det rager mig overhovedet, men jeg er simpelt hen så nysgerrighed efter om gelében er en du har mødt på nettet? Ham der også bød din veninde på kaffe ?

    Måske skulle man prøve kræfter ned netdating igen?

    ….. Come to think of it.. No. Aaalt for meget arbejde med at barbere ucharmerende karaktertræk af, inden man mødes.

    [Reply]

    Kristina Reply:

    Jaaaaa! Det er også det jeg vil vide?!?

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    @Caroline @Kristina – Jeg ville gerne ud med konkreterne, men det går simpelthen ikke. Lad os bare sige, at jeg den seneste tid har oplevet opture både on- og offline. Jeg er derfor fortaler for, at man åbner sine muligheder (også selv om man skal barberes lidt her og der) og smutter ind på det der netdating, hvis man er single og gerne vil møde mænd. Ikke fordi mænd efterhånden kun kan scores online, men fordi man kommer op i et særligt gear, når man netdater. Jeg blev automatisk opmærksom på interessante mænd, også offline. Jeg blev bedre til at konversere og flirte – jeg blev mere glad. Og glad er jo godt som udgangspunkt at være, når man skal møde et nyt menneske.

    [Reply]

  4. Kammas mor writes:

    Jeg er altid hudløst ærlig. Både om højde, vægt og væremåde. Men så er der ingen der tror på mig. Alle I andre har ødelagt det for mig ;)

    [Reply]

  5. Hvorfor er det så vigtigt at give os selv alle de lammere? | DINES the INFOTAINER writes:

    […] selv om der blev taget fint imod mit forsvar af at lyve sig gennem netdatingprofilen, så er jeg sikker på, at der stadig sidder nogle skeptikere derude, der tænker alt muligt crap […]

Leave a Reply