Den dag Dines fik sig en snak om fortiden med sin mors sygdom

telefonnoir

Her den anden dag blev jeg ringet op af min mors Alkoholisme. Det var relativt syret. Foregik nogenlunde således:

ALKOHOLISME: Ja, hej.
DINES: Ja … hej? Med dig?
ALKOHOLISME: Er din Spiseforstyrrelse hjemme?
DINES: … hvad? Hva’-nej?
ALKOHOLISME: …
DINES: Jamen, hun er på ferie. Beklager. Det har hun været i lang tid.
ALKOHOLISME: (Skjult fnys) Nå! Men det er vel egentlig også dig, jeg vil tale med. Hun kunne bare godt være med på en lytter. Det her angår vel sådan set jer begge.
DINES: Ja…-vel? Okay?
ALKOHOLISME: Ved du hvad, jeg er så skidetræt af dig. Og al din hellighed.
DINES: …
ALKOHOLISME: Her sidder du og blogger løs om dengang din mor havde åh så lidt forståelse for hvor uuuh så svært det var at være teenager, og hvor lidt indsigt dine forældre havde i dine banale følelser, og hvor surt de i det hele taget gjorde livet for dig og din Spiseforstyrrelse med al deres, hvadvardetduskrev, (vrængende) irrationelle vrede.
DINES: (Spagt) … jam-’
ALKOHOLISME: Stop! Jeg er ikke færdig. Ikke bare er det pissestrengt, at du er den, som skal udlevere hvordan din mor gjorde og tænkte og åbenbart ikke følte, bare fordi du har en blog og dermed er den, som kan få det sidste ord; det er også så pissenedladende, at du i en sætning skriver, at du næsten har lyst til at kramme dem og sige »Nårh«, fordi de »jo ikke vidste bedre«. Det er pis og papir!
DINES: Okay? Spændende indsigt du har i vores fortid. Som jeg husker det, så kom du ikke ind i billedet før længe efter.
ALKOHOLISME: Det er løgn, Dines, og du ved det.
DINES: …
ALKOHOLISME: …
DINES: (sukkende) Hvad vil du egentlig? Er det min mor, der har bedt dig ringe?
ALKOHOLISME: Næ. Vi tager lige lidt tid hver for sig. Jeg ville bare sige dig, at du ikke er en skid bedre end hende.
DINES: …?
ALKOHOLISME: Vi er faktisk nogen herovre i denne lejr, som har det pissehårdt.
DINES: Ja? Det ved jeg sgu da godt! Tror du ikke, at jeg ved det!?
ALKOHOLISME: Næ. For som du sidder og skriver om din mors opførsel over for din Spiseforstyrrelse, så skulle man tro, at du af alle ville reagere over for hende og især mig med lidt mere pli end al den, jaforatbrugeditegetbegreb, irrationelle vrede!
DINES: (Spruttende) Irrationelle vrede? Jeg er irrationalt vred!?
ALKOHOLISME: Heeeelt vildt! Du opfører dig præcis som din mor gjorde dengang.
DINES: Hør her! Det der er simpelthen ikke sandt! Jeg er kun hård over for hende, når … når jeg bliver nødt til at træde i karakter. Og sørge for ting. Når jeg for eksempel vurderer, at hun igen skal på antabus. Den slags. Det kan godt være, at jeg lyder hård, men det er sgu da fordi jeg synes det er en anelse hårdt at gå og bøvle med alt det her.
ALKOHOLISME: Jeg tror ikke nogen vil bestride, at du er en artig, opofrende datter. Men behøver du være sådan en martyr? Du står på pinde for hende – men det får hun satme heller ikke mulighed for at glemme. Er du klar over, hvordan dit tonefald er, når du siger ordet antabus? Så hæsligt, at hvis vi ikke skammede os i forvejen, så kom vi godt nok til det.
DINES: Stop så. Det der er unfair. Jeg har ret til at være vred på hende. Hun har fået så mange chancer.
ALKOHOLISME: (trækker vejret dybt ind i stød og mumler noget, der minder om at tælle til ti inde i hovedet) …
DINES: …?
ALKOHOLISME: Kan du overhovedet mindes noget fra din og din Spiseforstyrrelses egen tid som den skrøbelige? Hvordan hun egenhændigt fik dig ud af den skole, der gjorde din Spiseforstyrrelse værre? Hvordan hun pilede til og fra sit fuldtidsjob for at bile dig rundt til psykologsamtaler i hele Jylland? Du kunne tage toget, men hun ville fucking med, selv om hun ikke måtte komme med ind til selve samtalen. Hun sad på en stol i et venteværelse i godforsaken Esbjerg, mens du sad inden døre og vendte det hvide ud af øjnene til en psykolog, der ville dig og din familie det bedste. Husker du, hvordan din mor købte dig fucking cigaretter på en tankstation, fordi du syntes det var så skidesynd for dig selv, at man tvang dig til psykologhjælp? Du ved, hvor meget hun hader røg. Ved du også, hvor forkælet en møgunge, du var? Det kan godt være, at hun ikke talte med dig om dine følelser, men hun gjorde hvad hun kunne. Minder du overhovedet dig selv om alt det, hun huskede at gøre?
DINES: …
ALKOHOLISME: Eller har du bare travlt med at blogge om, hvor åndssvagt det var, at hun kunne tro, at det ville hjælpe nogetsomhelst, at hun vredt fjernede låsen til toiletdøren efter måltiderne? Hvor gammel er det, du er?
DINES: … okay! Nej … Det kan jeg vel godt se. Nej, jeg giver hende måske ikke nok credit.
ALKOHOLISME: Dines, har du nogensinde spurgt din mor, hvorfor hun drikker?
DINES: Nej.
ALKOHOLISME: Nej, du har nemlig ikke. Fordi du er præcis lige så pissebange for svarene, som hun var dengang det var dig, der havde rod indeni.
DINES: …
ALKOHOLISME: … og bange mennesker optræder vredt. Selv om vrede kun er en picodel af det, de prøver at tøjle.
DINES: …
ALKOHOLISME: Så … ja. Det synes jeg måske, at du skal tale med din Spiseforstyrrelse om, når hun vender hjem fra ferie.
DINES: …
ALKOHOLISME: Jeg smutter nu. Vi ses. Hejhej.
DINES: … hej.

Vil du ikke også læse ...

Kære moderkærlighed.
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt
Inden primatstemningen splattedes ud over os
Det her er næsten for meget, ikke? Eller også ER livet bare som i filmene

flattr this!





41 Responses to “Den dag Dines fik sig en snak om fortiden med sin mors sygdom”

  1. Kamilla writes:

    Kærlighed på dig og din mor. I er mennesker for helvede. Godt skrevet. Og endnu bedre set.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Ja, vi er så. Mennesker. Tak for din kommentar.

    [Reply]

  2. Blå Solskin writes:

    Og der gav du mig lige en kæmpe indsigtsfuld kuldegysning. Det er virkelig godt formidlet.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Indsigtsfulde kuldegysninger er blandt mine yndlingskuldegysninger.

    [Reply]

  3. Kristina writes:

    Wow. Virkelig. Altså på sådan en god måde.

    [Reply]

    AS Reply:

    x2

    [Reply]

    Signe Reply:

    x3

    [Reply]

    Christina Reply:

    x4. Hold da op!

    [Reply]

    Altformangebørn Reply:

    X5

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Ej, hvor er I x5-søde!

    [Reply]

  4. Liselotte writes:

    Der er lige den der bog, du skal have skrevet til oplysning af et par debatter derude i samfundet. Kan du så se at komme i gang, hvis du ikke allerede er det.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Hvilke debatter? Nysgerrig.

    Ved ikke om det her er bogstof. Eller hvordan bogen skulle tage sig ud. Tror ikke jeg har den i mig. Bogen.

    [Reply]

    Liselotte Reply:

    Det ligner bogstof.

    Og du giver bare med den her korte tekst en indsigt i både debatten om en nation, der af og til drikker rigeligt, og til debatten om, hvad spiseforstyrrelser gør ved både enkeltpersonen og familien. Hvis man ikke lige har prøvet nogle af tingene i egen familie, så bliver man klogere af det du skriver.

    Bogens form kunne jo sagtens være en fortløbende dialog, der er sikkert flere deltagere end dem, der er i herværende tekst.

    Du kunne jo prøve at skrive en lille synopse, hvis du har lyst. Så kan du se om der ikke skulle være mere end et blogindlæg eller to.

    [Reply]

  5. RM writes:

    Du skriver som regel fremragende. Ofte morsomt, ofte indsigtsfuldt, altid ærligt. Men indimellem skriver du som om du ikke skriver på papir (eller en skærm), men som om ordene bliver snittet direkte ind i et hjerte. Jesus fuck!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Wow! Tak, altså!

    [Reply]

  6. Pernille writes:

    Ejmenforfanden! Tak for den! Det var…som en anden skrev… Virkeligt indsigtsfuldt! Ja! Skriv en bog!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Hehe, taktaktak, det her kommentarspor er overvældende. I bliver ved at pippe bog, jeg bliver ved at pippe på min blog. Det er her det foregår indtil videre.

    [Reply]

  7. Sabrina writes:

    Puha! Kram på dig og din mor + alkoholisme og spiseforstyrrelse!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg tror, at jeg taler for alle tre, når jeg siger tak for krammene!

    [Reply]

  8. Fru Z writes:

    Wouw…stærkt Dines!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak, Z – du er nu god at have i kommentarsporet.

    [Reply]

  9. Charlotte writes:

    Du er god, du er…

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Og du er sød at attende mit kommentarspor, er du.

    [Reply]

  10. K writes:

    Der er en enorm sorg forbundet med at sige farvel til alkohol. jeg står i den unikke situation at jeg både har haft alkoholiske forældre og selv haft et misbrug. Det er er en lang række af tvangstanker og handlinger, der er helt, helt umulige at forstå for folk uden den defekte hjernekemi. Jeg ville gerne sige noget mere om hvordan det er at være på den anden side, det er så skamfuldt og trist, og ens belønningscentre i hjernen bliver ret hurtigt smadrede, så man mister evnen til at føle ægte glæde. Alt det bedste.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak for indsigt. Jeg ved heller ikke om det er helt fair at sætte lighedstegn mellem hvordan de to sygdomme føles … jeg kender jo kun den ene af dem fra egen krop. Men jeg tror, at jeg har en lektie at lære om at trække på egne erfaringer, når jeg skal blive bedre til at være pårørende.

    [Reply]

  11. Nastassja writes:

    Så stærkt! Er helt blæst omkuld..

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Op at stå igen. Men jeg siger tak.

    [Reply]

  12. MKC writes:

    Vi har da vist et par fælles bekendte.

    Personligt ville jeg gerne være dem foruden, så det glæder mig på både dine og mine vegne, at den ene er på ferie.

    Den anden er mere lumsk og kan på alle uhensigtsmæssige måder byde sig selv på kaffe (eller nok noget stærkere).
    Tror endda den bekendte på ferie blev introduceret af dens lumske ven i 3.led.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    De har det med at vende hjem fra ferie, når man har mindst lyst til gæster.

    Tak for din kommentar. Det varmer at vide, at vi er flere der kender det slæng der.

    [Reply]

  13. Karen writes:

    Wow! Tak! De andre kommentarer siger det hele!

    [Reply]

  14. Kathrine writes:

    Hold nu kæft hvor du ramte mig, lige i solar plexus. Jeg sad faktisk (da jeg læste blog indlægget) og tænkte på hvordan dine forældre ville reagere, hvis de nogensinde læste det omtalte blog indlæg. Dette var absolut ikke hvad jeg havde forventet.
    Jeg er virkelig glad for at jeg faldt over din blog. Ærlighed er et sjældent syn i denne verden. Jeg tror på at det nedbryder tabuer og ændrer fordomme. Og for det skal du af hjertet have tak for!

    [Reply]

  15. Løvinden writes:

    De andre har skrevet det så fint, så jeg vil nøjes med at sige TAK og AV! Dit indlæg rev gamle historier frem i lyset og jeg kommer til at læse det igen og igen!

    [Reply]

  16. Tabita writes:

    lidt grænseoverskridende for mig, at læse så personlige ting, og jeg tror ikke jeg turde skrive sådan om min mor. men jeg vil alligevel takke dig for en ærlig blog. jeg har fulgt med længe, men kommenterer sjældent. tak fordi du tør sætte ord på tabuer! :)

    [Reply]

  17. Emilie writes:

    Så utroligt fint formidlet!

    [Reply]

  18. LB writes:

    Jeg sidder her og forsøger at skrive mit tankemylder ned, men dit blogindlæg satte så meget igang at det er helt ufatteligt svært. Men det er godt.
    Jeg kan genkende det. De mønstre dér.

    Erstat Spiseforstyrrelse med Stress og Mor med Stedfar, så er det nogenlunde en diskussion jeg selv har ført. Ikke med Alkoholismen, men med Den Dårlige Samvittighed.
    Min mor prøvede at være der og prøvede at håndtere mit stress, samtidig med at Stedfar og Skilsmisse kolliderede i en lind strøm af tårer, skjulte sprutflasker, råb og magtesløshed. Det ødelagde noget indeni os og der gik tid, før vi igen kunne fungere som Mor og Datter. I dag kommer Alkoholismens spøgelse stadig forbi fra tid til anden i forbindelse med andre problemer der rammer familien, men vi kommer igennem det. Eller også så diskuterer Den Dårlige Samvittighed, Alkoholismen, Stress’en og jeg med hinanden i et par timer, indtil koen på isen er forsvundet igen. Selv om, at det virker lidt skizo, så hjælper det faktisk rigtig meget!

    Kæmpe kram.

    [Reply]

  19. Minikat writes:

    Når du nu skal dele bedrevidende og bagbelyst frelste indsigter ud, beroliger det mig, at du trods alt også selv er i sigtekornet. Indsigten i dine forældre kunne godt være blevet lidt ‘kvalmende’(for nu at bruge et temaord)dér, for et par indlæg siden, men når din mor(s sygdom) også får taletid, blev det pludseligt helt smukt og knivskarpt. Av for pokker, hvor man selv tænker tilbage på alle de uretfærdigheder, ens forældre altid pinte/piner en med, hvor der nok også godt kunne trækkes alle de andre og gode sider frem for lige at afbalancere. Der er jo mange sider af enhver sag. Og mange måder at tage sig af hinanden på – ikke altid lige gode eller lige værdsatte. Jeg håber næsten at din mor ville kunne skrive disse to indlæg om en rum tid, når hun er kommet videre.

    Det kan godt være du ikke mener, der er en bog i dig – men jeg tror efterhånden der er guld nok rundt omkring i bloggen til en lille skarp udgivelse af blogglimt, der gør herrenas og herregodt. Tænk lige over det. Jeg tror flere af os kunne finde en liste med dine blogindlægsforslag frem, som er udgivelsesmateriale.

    Minikat

    [Reply]

  20. Louise writes:

    Jeg er så heldig, at jeg ikke kan relatere til hverken din, din mors eller lignende sygdomme, så derfor undrer det mig, at det her indlæg rammer mig så meget. Jeg kan jo ikke relatere.
    Og så alligevel, måske lidt. For kan vi alle ikke tåle en reminder om at se lidt bredere på de situationer, hvor vi bliver stødt, fornærmet eller såret? Bare kigge lidt på den anden parts intentioner eller baggrund for at agere og reagerer som de gør..?
    Nå men nu må jeg hellere løbe, jeg skal lige ringe til min veninde og høre hvordan hun har det, hun har irriteret mig på det sidste med kun at ville tale om sig selv..

    Ps. Jeg tror, at du er bedst i blogform. Jeg kan lide at blive overrasket med dine skarpe stød på vigtige emner, uden at være forberedt. Jeg synes det er enormt virkningsfuldt, at det er dig der bestemmer hvornår vi skal vide hvad og i hvilket tempo. Det giver os tid til at læse, reflektere og genlæse + jeg ville nødigt undvære de fine kommentarer.
    Men jeg tror nu alligevel, at jeg ville købe din bog, hvis den en dag skulle komme :)

    [Reply]

  21. Vibeke writes:

    Kære Dines
    Har læst med længe, men dette er min første kommentar.
    Jeg læste hele indlægget med tilbageholdt åndedræt. Det er så knivskarp og indsigtsfuldt! Fantastisk simpelthen. Tak!

    [Reply]

  22. Skrigeskinken writes:

    Jeg synes fandme det er sejt, at du poster samtalen her på bloggen, velvidende at de sidder og læser med. Alkoholismen har altid anvendt en mærkelig logik, som mestendels er ansvarsforflygtigelse. I dette tilfælde – og uden egentlig overhovedet at ‘kende’ dig eller situationen, da det er det første indlæg jeg har læst herinde, vil jeg bare sige, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor martyrisk din opførsel måtte være. Din ret er at forholde dig til den situation, som de har bragt dig i, præcis som du fucking vil.

    [Reply]

  23. Ane writes:

    Stærkt og tankevækkende. Du skriver formidabelt og rammer lige i maven, hvor det gør allermest ondt.

    Jeg kender et hjørne af dine bekendte men hele følelsen af at have godt af at se det lidt fra den anden side. Min mor fik lige lidt længere line…

    Tak

    [Reply]

  24. Omveje writes:

    Er tavs for tiden. Agtigt. Other things, you know. Men det dér – det dér er dét. No more. Dét. Måden at fortælle på.

    [Reply]

Leave a Reply