Hvordan lørdagskylling og pulversovs blot var symptomer på, at mine kloge forældre havde noget at lære

Lyn Baxter / Dreamstime

Jeg voksede op med pulversovs og buræg. Mad var da bare mad. Knorr-lasagne, light-mayonnaise, kartoffelbåde. Ikke noget at tænke over.

Vi tænkte ellers meget i mit barndomshjem. Debatterede holdninger baseret på fakta, quizzede, hørte hinanden i Kennedy, enzymer, jernalder. Demonstration af ny, tilegnet viden var den største kilde til ros og beundring. Først og fremmest var vi børn dygtige i skolen, det var man bare. På den klassiske måde, aldrig den måde, der kastede høje karakterer af sig, fordi man tænkte på nye måder eller løste en hjemmeopgave alternativt.

Vi stræbte efter det intelligente, ikke det intellektuelle. Gik op i politik, historie, samfundsindretning, økonomi. Hen over den vanvittigt uøkologiske, uskønne lørdagskylling med lørdagskyllingmixkrydderi på. Musik, filosofi og andre ulogiske størrelser som smag og dyrevelfærd gik vi ikke op i.

Forstår I forskellen? Og den manglende brik i den mosaik, der var mine forældres syn på vores familie som oplyst? For det gør jeg pludselig. Ånden kunne ikke løfte sig. Pulversovsen var et billede på den søle, der forhindrede os i at kunne bruge vores viden til noget. Når kunsthistorie vægtes højere end kunstforståelse, så aborterer man da sin egen mulighed for at udvikle sin tankegang.

Næsten tyve år senere giver det mig en nøgle til at forstå, hvorfor mine forældre reagerede med så sort en vrede, da jeg som teenager havnede i det offentlige behandlersystem med noget af en rodebutik af anoreksi, bulimi og knas i de fine frekvenser i psyken.

En spiseforstyrrelse er ikke logisk indrettet. Dens anker er følelser, de følelser der ikke vil forklares, forstås eller formuleres. For et sæt forældre, der hele voksenlivet har gjort en dyd ud af logik, rationale og forklaring, må en sådan størrelse i deres teenagedatter have virket voldsom. Hvad satan skulle de stille op? Med noget, der ikke reagerede på fornuft? Mad er jo bare mad? Hvad var der at skulle sætte spørgsmåltegn ved? Spis nu bare, ikke?

Mens jeg betragter mine åndeligt let amputerede forældre med de briller på, bliver jeg lidt blød i kanten. Det er nyt. Jeg har haft svært ved at tilgive dem, at de reagerede med mere vrede end forsøg på forståelse. Men nu bliver jeg altså lidt varm. Får lyst til at kramme de to personer i min fortid, sige »Nårh. I vidste ikke bedre. Stakler«.

De var så bange for hvad der skulle blive af mig, min fremtid, mine udsigter. De var rædselsslagne. For at alt, de havde sat i søen for mig, ville kæntre.

Den var så irrationel, deres vrede. Lige så irrationel som min spiseforstyrrelse. Det er ulogisk at ville skræmme noget ukonkret bort. Men de gik sgu ind i det. Helt barnligt. Med trusler, stuearrester og smækken med dørene og dundertaler. De vidste det sikkert ikke selv, men jeg er overbevist om, at de følte meget mere i de år, end de havde for vane.

Til sidst forstummede vreden alligevel. Den overgav sig vel til et rationale om, at tiden blot skulle gå. Det blev en udmattelseskrig. Dem mod spiseforstyrrelsen. Hvem holdt stoisk stand længst.

Det tror de stadig, at de gjorde.

Det var som om ånden var blevet udfordret til at løfte sig – men ikke kunne. Fordi den aldrig havde været vant til det. Den havde fået for mange buræg, for meget lørdagskylling, for meget pulversovs.

Vil du ikke også læse ...

Kære mandag i april.
Feng shui-konsulent søges til klædeskab
Kh. Den Brændte Bro
Om at trække forelskelsen ud af ligningen

flattr this!





24 Responses to “Hvordan lørdagskylling og pulversovs blot var symptomer på, at mine kloge forældre havde noget at lære”

  1. Jane writes:

    Wow…

    [Reply]

    Bella Reply:

    Jeg kan også kun sige wow…

    [Reply]

  2. En fra båden writes:

    Jeg kommenterer aldrig dine indlæg. Selvom jeg læser dem grådigt og slubrende hver gang. Fordi det er rigtigt, det, du skriver. Og nu sidder jeg her. Med åndenød og tårer i øjnene. Fordi jeg sidder midt i det. Lige midt i båden fyldt med rod i følelsesfrekvenserne, sorte huller og depression. Og mine forældre reagerer nu som dine fjorde. Måske ikke så meget med vrede. Men med en stilhed som føles som råbende hysterisk voksen skæld-ud. Så følelsesmæssige unuancerede som teskeer.
    Men som du siger. De ved jo ikke bedre. Og det kan jo umuligt være min skyld.

    Tak for indlægget. Mange tak.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    De ved ikke, hvad de skal stille op. Men de ved godt, at her er noget, de slet ikke har kontrol over. De tør ikke stole på, at det eneste der lindrer er at give dig et kram, tale med dig og lytte til, hvad du siger, når du gider sige noget.

    Er mine bud.

    Skriv, hvis du vil tale mere privat om det. dines (@) infotainer (.) dk.

    Tak for din første kommentar – det er dejligt at høre fra dig.

    [Reply]

  3. Charlotte writes:

    Det er vel også ‘known fact’, at når man bliver bange, kan den umiddelbare repons godt være vrede. Som mor ved jeg, at jeg ofte er kommet til at skælde ud, hvis jeg har været rigtig bange på mit barns vegne… Jeg tænker her, at dine forældre måtte have været gennemsyret af angst – det ville jeg have været, hvis jeg var din mor.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Du har da helt ret.

    Jeg tror, jeg prøvede at sige: Hvad skal man med at prale af alverdens visdom som kilden til det rigtige liv – når man handler så uvidende som de mest uoplyste, når det rigtige liv banker på og bliver svært?

    Og dernæst: Jeg siger ikke, at mine forældre havde gjort noget nemmere for mig, hvis de havde været i stand til at tale om følelser og reagere på følelseslivet. Men de havde gjort det nemmere og bedre for sig selv. Det tvivler jeg slet ikke på.

    [Reply]

    Charlotte Reply:

    Ja, og det første forstod jeg, og det er virkelig en god betragtning. Viden om, hvordan vi har det godt, er langt bedre end viden om, hvem der skrev hvilken bog hvornår.

    Tror du virkelig ikke, at det ville have gjort tingene nemmere for dig, hvis de havde været i stand til det med følelser? Har selv forældre, der reagerede med vrede og samtidig tog afstand til mig, da jeg havde det svært som ung. Jeg tænker hele tiden, at det ville have været nemmere for mig, hvis de havde turde snakke med mig og hinanden om de følelser, der var involveret. Vores situationer har selvfølgelig været meget forskellige fra hinanden, men jeg tænker bare, at en accept af følelser altid må kunne hjælpe.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg tøver med at sige, at en anderledes ageren havde ændret noget for mig, for det var alt for kompleks et virvar til, at jeg ved, om én ting havde ændret noget. Jeg kan lege med tanken om, at skyggerne fra min sygdom måske ikke ville have kastet helt så lange skygger ind i voksenlivet, hvis mine forældre havde evnet at snakke om følelserne og frygten med mig – men jeg kan ikke vide det. Der er jeg mere rendyrket vred på behandlersystemet, der opgav mig og ikke så mig som deres hovedpine, fordi jeg ikke var samspilsramt.

    De ville mig det bedste. Dét har jeg aldrig været i tvivl om. At den redningsplanke, de så valgte at kaste ud til mig, var helt forfejlet, det er jeg først nu klar til at begynde at slutte fred med. Fordi jeg forstår dem bedre, efterhånden som jeg drager mine små slutninger i fortiden.

    [Reply]

  4. C. writes:

    Min mor blev vred. “Du må ikke rejse dig før du har spist mindst fem mundfulde”, som da jeg var en trodsig tre-årig der bare ikke VILLE spise. Det var ydmygende, og jeg blev også vred. På mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke bare spise? Og da hun så sårene på kroppen, og hun i protest tog neglelakfjerneren frem og hidsigt skrubbede den sorte neglelak af mine negle, og råbte med store bogstaver om, at jeg gjorde mig selv deprimeret. At jeg var utaknemmelig. At jeg var forkælet. Hvad havde jeg da at være deprimeret over og ked af? …bagefter gik hun tilbage til køkkenet for at drysse ost på Knorrlasagnen. Har tilgivet min mor for længst. Hun vidste jo ikke bedre, og hun sad ikke i det sorte hul med mig – hun stod oppe på kanten og råbte ned i afgrunden.

    Ps. Du skriver fantastisk. Virkeligt.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Du bringer ordet ydmygelse på bane, tak, for mens jeg ved, at det sidste mine forældre ville var at ydmyge mig, så var det også en stærk grad af ydmygelse, jeg følte. Fordi det var så tydeligt for mig, at jeg gjorde noget forkert, og at jeg hellere måtte se at gøre det rigtige.

    Ja, kravene om at man skulle spise ditten og datten før dette og hint, husker jeg også. Og også “DU GØR DIG SELV SYG!”. Og den demonstrative fjernelse af nøglen til badeværelset, så jeg ikke kunne kaste op (hvorfor man en enkelt særligt ydmygende hverdagsaften kunne finde mig i en skov, lænende mig op ad en træstamme med et par fingre nede i halsen). Skænderierne, der ofte endte i, at de brølede noget med, at sygeplejersken på psyk jo HAVDE givet dem ret i, at vi ikke var som de andre pigers familier; vi var faktisk VELFUNGERENDE!

    Jeg har også tilgivet for længst. Men jeg har vist faktisk ikke tilgivet, at vi ikke taler om dengang i dag. Måske kunne man nok få dem til at pippe lidt om frygt og om deres oplevelse af sagen, men jeg ved også, at hvis man kunne kigge ned i særligt min fars hjerne, så ville der ikke eksistere mange tanker om den periode. Den er gemt og glemt og “det endte jo godt”, så jeg tror faktisk han har bildt sig ind, at “så slemt var det jo heller ikke”.

    Det var den værste periode i mit liv. Den er med mig dagligt, kaster lange skygger ind i mit voksenliv.

    Tak, fordi du deler.

    [Reply]

    Konen Reply:

    Det var ikke spiseforstyrrelse hos mig. Men depression og angst der udsprang af hvad der først langt, langt senere blev korrekt diagnosticeret som en personlighedsforstyrrelse.

    Jeg fik et brev en dag, med indkaldelse til børnepsykiatrien. Mine forældre havde kontaktet dem, uden at snakke med mig først. Uden at spørge hvordan jeg egentlig havde det. Hvordan det føltes, at være mig. De mente det alle sammen godt, men havde så travlt med jeg skulle være NORMAL og passe ind, og der var opgivende suk og stiltiende bebrejdelser når jeg sagde jeg ikke ville medicineres.

    Jeg har aldrig snakket med dem om det. Slet ikke om den dag jeg overhørte dem tale om at sende mig væk. Jeg samler stadig mod, for snakkes skal tages hvis jeg skal lægge det bag mig, sådan for alvor.

    Det hele er blevet vendt på hovedet og rodet rundt efter jeg selv har fået børn, og efter vi mistede vores søn dukkede der følelser op som jeg ikke anede man kunne have. En helt ubeskrivelig magtesløshed, som mine forældre også må have følt. Jeg forstår det, nu, men forståelse medfører ikke automatisk tilgivelse og det gør det heller ikke automatisk ok at det var som det var.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg er ked af at høre, at du har mistet din søn.

    Og jeg er ked af, at du også har været det igennem med forældre, der handlede tosset i afmagt. De gik til det psykiatriske system bag om ryggen på dig, alligevel? Det var godt nok … ekstremt.

    Jeg håber, at du kan tale med dem om det en dag. Måske skal du bringe det op spontant næste gang, du har lyst til det. Selv om I sidder midt i anden, eller selv om du egentlig ringede for at tale med dem om noget praktisk. Ellers, er min erfaring, kan det være svært at få gjort. Hvis man går og planlægger og bygger op og udtænker den perfekte og eneste situation, emnet kan påtales i. Den har det nemlig med ikke at dukke op, den situation.

    Gode tanker til dig.

    [Reply]

  5. byMelchiors writes:

    Tror du ikke at det handler om kontrol? At de, i deres afmagt, forsøger at styre og tvinge ind på rette spor, fordi det er skræmmende for dem at miste kontrollen? Især til noget, som de slet ikke forstår?

    Sådan er mine forældre. Da jeg var så sygeligt tynd, at lægen reagerede på det, skulle jeg lyve om det og sige, at det var fordi jeg trænede så meget som konkurrencerytter.
    Selv idag, hvor der er sket så mange voldsomme ting, at jeg endte med en svær depression og en centrifugering rundt i det psykiatriske system, så nægter de at anerkende det. Det kan allerhøjest beskrives som stress af dem og de accepterer ingenlunde, at der er ting jeg ikke kan.

    På den måde går tingene jo i ring: At de ting, de lukkede øjnene for tidligere har været kraftigt medvirkende til det store kollaps, som de heller ikke anerkender.

    Jeg tror ikke det løser sig før der bliver gjort op med det, enten på den ene eller anden måde. Jeg synes det er flot at du kan tilgive dine forældre, det kan jeg ikke med mine. Ikke endnu i hvert fald.
    Og jeg håber at du får hjælp i dag, så du kan blive løsladt fra det fængsel, som du har siddet i alt for længe.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Det er kloge tanker. Jeg absorberer hver og én. Tak for dem.

    [Reply]

    byMelchiors Reply:

    Hvis du ikke har prøvet bodysds, så prøv. Virkelig. Jeg er slet ikke til hokus pokus og nærmest overkritisk, men det er mirakuløst hvad den rette behandler kan udrette og få både krop og sind til at give slip på traumer og begynde helbredelse. Det har virkelig rykket for mig og har været en aha oplevelse helt ud over min vildeste fantasi!!
    Hvis du vil vide mere så skriv endelig. Bare så jeg ikke fylder kommentarfeltet med den lange epistel.

    [Reply]

  6. Miriam writes:

    Min far gør det stadig. Jeg er 27 og temmelig fucked oppe i hovedet, og min mor, som jeg har det fra, og som er gået sammen vej, er med årene blevet klogere og køber ordentlige æg, mens min far holder fast på, at vi da bare kan sætte os ud over de rationelle tanker. Tænke os raske. Det er jo noget, vi bilder os ind. Så nu har vi opgivet, min mor og jeg. Sagt pænt nej tak til hans indblanding i vores liv. Hun er på nippet til at gå fra ham, og han aner det ikke. For det er jo os, der er problemet, ikke ham.

    [Reply]

    Miriam Reply:

    *Udover de irrationelle tanker, naturligvis.

    [Reply]

  7. Susling writes:

    Superflot indlæg! Det kan faktisk overføres på mange ting. De vidste ikke bedre! Som forældre til to voksne børn er det vand på min mølle. Jeg er ikke perfekt, men jeg prøver på at se ungerne som de er og ikke forme dem i et bestemt billede. Bedre kan jeg desværre ikke gøre det.

    [Reply]

  8. Triaka writes:

    Jeg gik i klasse med en pige, som pludselig skrumpede ind til det halv størrelse. Pludselig kom hun ikke mere, og vi fik at vide hun var indlagt på hospitalet. Det blev der mumlet en hel del om i spisefrikvartererne. Det var i 1980′erne, og anoreksi etc. var stadig et forholdsvis nyt fænomen blandt masserne. Hendes forældre havde ingen ide om, hvordan det skulle takles, og den hjælp de som pårørende kunne få i behandlingssystemet var mildest talt mangelfuld (jeg ved det, for hun er stadig min veninde).

    I dag er jeg konfronteret med en datter som har så sart en sjæl, at hun jævnligt falder i med tvangstanker og OCD symptomer. OCD er fandeme svært at forstå. Så irrationelt. Men gennem terapi har vi lært, hvad det er for nogle fysiske mekanismer, der går i gang (ja, hjernen er jo i høj grad fysisk). Det er vigtigt for mig, som er et rationelt orienteret menneske. Hvis ikke jeg havde fået den ballast med til at forstå min datters irrationelle måde at håndtere en utryg verden, havde jeg i langt højere grad stået og råbt ad hende i afmagt. Men jeg (og hendes far) fik hjælp som pårørende. Dine forældre manglede tydeligvis den form for hjælp til at forstå deres datter ud fra deres præmisser. Pulversovs eller ej. Det er godt, du har tilgivet dem.

    [Reply]

  9. MargitA writes:

    ved du hvad, jeg er formodentlig dobbelt så gammel som dig. Derfor er det nogle andre underlige fødevarer jeg husker fra min barndom, der var noget underligt noget der hed Minutkød, dåsene mindede om dem med torskerogn, jeg tror nok det var det englænderne kalder spam: det fik vi meget ofte i mit barndomshjem. Der var også fiskerand på dåse, hakkebøf på dåse og noget underlig medisterpølse som var nogle lysegrå stænger i en pakke.
    Det var rædsomt! men som i dit hjem, gik man i mit hjem meget op i historie, kultur og politik. Nu som MEGET voksen synes jeg, at det var hundeæden værd, måske fordi jeg ikke er fra en generation, hvor man gik så meget op i maden.
    Jeg giftede mig med en mand fra et helt andet samfundslag, lærte at mad var andet end brændstof; men vi havde en periode med store økonomiske problemer, og så gentog historien sig: Min søn hader Jaka bov, den var billig, ligesom torskerogn på dåse og fiskepinde. Jeg har siden prøvet at forklare ham, at det var bitter nød. På den måde bider det sig selv i halen.
    Selvom jeg er vokset op med hundeæde (lørdagskylling ville være en delikatesse) er jeg i dag glad for at være vokset op i et hjem, hvor det intelektuelle betød meget, det gav mig en styrke og baggrund, som jeg nødigt ville leve uden.
    Jeg håber ikke at dette er patroniserende, det er ihvertfald ikke min mening.

    [Reply]

  10. Morten writes:

    Sky ha. Som far til 2 der ikke er blevet teenager endnu, håber jeg, at de vil prøve at forklare mig hvis der er noget der tynger eller maden bare ikke er efter deres overbevisning. Jeg kan nemlig også godt komme til at sige som C’s forældre “tag nu lige et par mundfulde” eller “smag nu lige på det”. Dejligt med et indslag man kan reflektere over som forælder. Man har jo ikke lige en uddannelse i det med at være forældre, og ved som regel ikke mere end hvad man har oplevet selv eller set ved andre. Jeg er selv ingeniør og arbejder i den rationelle verden og derrfor kan det være svært at forstå andre tankegange. Jeg tror dog på, at hvis man kan lytte bliver det lidt nemmere for både børn/teenager og voksne.

    [Reply]

  11. Emilie writes:

    Fantastisk indlæg!
    Forstår så udemærket forskellen.

    [Reply]

  12. julie lillegaard writes:

    Jeg tror og håber der er meget der har ændret sig siden firsernes lørdagskylling og det, jeg synes at læse mellem linjerne her, at den blev serveret sammen med: en interesse i viden og samtidig en manglende forståelse for følelser. Jeg ved ikke, om jeg læser min egen forståelse ind i dit indlæg. Firserfamilier var fortravlede. De skulle have enderne til at mødes med børn og fuldtidsjob. Hjemme hos os blev der serveret fiskefingre med hvide kartofler og kogte ærter som garniture. Ikke fordi mine forældre ikke vidste bedre, men fordi de ikke havde tid til andet. Der hvor jeg voksede op var der ikke noget alternativ til bil og båd, hus og rideskole – og fuldtidsarbejdende forældre og fiskefingre. Og Politiken på sofabordet og atlas og leksikon i bogreolen. Og skæld-ud over avisen når børnene var “hysteriske”. På Freuds tid blev det bedre borgerskabs teenagedøtre hysterikere. Undertrykte følelser blev til uforklaelige, fysiske symptomer. Hundrede år senere fik det bedre borgerskabs døtres undertrykte følelser afløb i spiseforstyrrelser. Tænker jeg. Beklager, jeg efterlader sådan en rodebutik af strøtanker i dit kommentarfelt. Jeg når ikke at samle alle de løse ender her midt i putte-cirkus af næser der skal tørres og bløde kinder der skal kysses, men dit indlæg gjorde stort indtryk på mig. Som dine indlæg ofte gør. Jeg får bare ikke altid sagt det.

    [Reply]

  13. (Hvis I indspiller det her, så skal Veronika Grønnegaard være A, og Gro Grønnegaard skal være D) | DINES the INFOTAINER writes:

    […] jeg er så skidetræt af dig. Og al din hellighed. Dines: … Alkoholisme: Her sidder du og blogger løs om dengang din mor havde åh så lidt forståelse for hvor uuuh så svært det var at være teenager, og hvor […]

Leave a Reply