Flatus & Fyrværkeri

Hendes kritik af den fyr, jeg dater, var uventet hård. Uventet, fordi hun trods hans mindre fejl og underlige mangler har været på hans side, siden jeg mødte ham. Ikke bare har hun heppet på de kvaliteter, han besidder – hun har støttende heppet på det faktum, at jeg overhovedet dater, overhovedet giver nogen en chance.

Men ikke den aften. For første gang var hendes bryn permanent hævede, tonefaldet var vrængende, når hun gengav de af hans sms’er, jeg havde delagtiggjort hende i, hendes nejhat var ud over det hele.

Jeg kunne ikke lade være at spørge hvorfor. Selv om hendes parodi på en mand, hun aldrig har mødt, egentlig var ret nuttet og temmelig korrekt.

- Jamen, begyndte hun. Det er bare fordi …

Hun samlede lige argumenterne og sippede lidt rødvin. Og så:

- Jeg har virkelig været håbet, at det blev til noget med ham her. At du ville falde pladask for ham, og så skulle I være lykkelige. Bum. Men … men da du helt roligt fortalte, at du en nat var vågnet ved lyden af din egen prut (prut blev sagt med versaler, red), og ikke en gang var gået i indre panik over det, men blot faldt i søvn igen uden overhovedet at tjekke, om han også var vågnet og lå og grinede i skægget ved din side, og i dag kan sidde og fortælle os om det uden nogen form for tegn på forhøjet puls eller noget, som om det bare var … meh!, ligemeget! … Da opgav jeg altså.

Måske var det mit tavse spørgsmålstegn af et ansigtsudtryk, der fik hende til at skære det ud i pap:

- Jeg kender dig. Du kan ikke prutte foran nogen, hvor du har noget på spil.

Og selv om teorien om, at mit følelsesliv skulle kunne koges ned til noget, der står og falder med min egen reaktion på at prutte i søvne foran en semi-ny fyr, virkede noget pjanket i sit design, så har jeg alligevel tænkt en del over, om der er noget sandhed i det, og om hun havde ret i sin efterfølgende konklusion om, at jeg ikke er interesseret i ham og bør rykke videre til en ny bejler. For jeg plejer at gå i panik. Og panik er ikke rart, men det udstiller alligevel, at kvinden synes fyren er så sød og nice, at hun ikke kan bære tanken om, at han indser, at hun bare er helt almindelig. Det med det almindelige er noget, man kan komme overens med længere henne, hvor forelskelsen er blevet til et forhold, der kan tåle mere hverdag, har mere ro og blandselvslik-i-joggingtøj over sig.

Jeg er ikke nået til nogen konklusion. Udover at der er noget i den ro og de afslappede rammer, der er så voldsomt tiltrækkende. Jeg er ikke på konstant overarbejde, selv om han kun har været i mit liv nogle måneder. Maven skal ikke hele tiden trækkes ind. Der er bestemt gelében af og til, men jeg tænker ikke på ham hvert fjerde sekund. Og det lyder så trist, fordi vi er flasket op med forventningen om følelsesfyrværkeri i den indledende fase af et forhold. Bare lidt. Bare af den indre slags. At det først er rigtigt, når det hele først er lidt umuligt. Vi skal kæmpe lidt, før vi må slappe af. Udholde de der små klyngebomber af lykke og potentiel sorg, der kan gå af når som helst.

Eller hvad? Måske kommer fyrværkeri i mange farver? Også de blegere. Hvad ved jeg. Kun det, at jeg ikke er helt færdig med at se det gå af.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Att.: Veninder-Med-Børn
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

flattr this!





35 Responses to “Flatus & Fyrværkeri”

  1. Kamilla writes:

    Hey. Mange farver. Panik er ikke sundt. Så at der ingen panik er, er godt. Det giver plads til balance. Og et forhold der indledelsesvis giver plads til balance, er måske nyt for visse af os, men virkelig langt mere holdbart. Jeg overvejer at prøve det. Nyd det, for helvede :)

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Okay, jeg nyder. Og prøver at finde ro i at være sådan en som slapper af i nye bekendtskaber.

    [Reply]

  2. FruForstad writes:

    Forelskelser kommer i mange former, og når man ændre sig. Så ændre man også måde at møde andre og deres kærlighed på.

    Jeg er vild med min mand og synes han er da bomb. En af de ting jeg er allermest vild med er faktisk, at det hele er og altid har været meget udramatisk.

    Første gang han inviterede mig hjem til sig, kom jeg til at slå en ordenlig prut lige mit i sofaen og ‘tør vi holde i hånd’-seancen. Så slog han bare en prut, der sagde endnu højere. Der vidste jeg, at han var den helt rette for mig.

    <3

    Fru Forsatd

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Hahaha, hvor er du og din mand søde. Men omg. Det må have været en knald-eller-fald-situation at sidde og syde i, hvar.

    [Reply]

  3. Julie writes:

    Måske er det netop det at du ikke panikker over prutten, der gør at det er det HELT rigtige. Du siger det selv meget godt. Skal det virkelig være komplekst og småumuligt for at det er godt? Hvorfor må det ikke bare være.. godt?

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Fordi måske er det slet ikke godt – måske er det bare kedeligt. Dét er frygten.

    [Reply]

  4. Kristina writes:

    De første to måneder jeg var sammen med min kæreste, der ville jeg have gået helt i panik hvis jeg havde slået en prut. Nu prutter vi bare. Men han giver mig stadig gelében når han rækker ud efter mig om natten eller sender mig en sød sms i løbet af dagen. Efter halvandet år.
    Jeg synes ikke du skal gå i panik. I hvert fald ikke hvis der også er andre tegn på at I bare er nået til et mere afslappet punkt i forholdet. Vi nåede i hvert fald ret hurtigt dertil, men uden at miste forelskelsen.

    [Reply]

  5. C writes:

    Jeg synes sgu at det at være et bevidst menneske i en moderne verden er lidt af en forbandelse. Jeg tænker af helvede til over alting, taler med venner der tænker af helvede til over alting, også det i mit liv som de ser eller som jeg deler med dem. Det er sgu lidt svært at være afslappet, tilstede i det der bare er og se sig selv indfra, når man er så pissebevidst og skal analysere sig til alle svar, før de står lysende klare foran en.
    Der er så mange ting man ikke kan regne ud. Vi er sgu ikke særlig gode i bare a være, bare at acceptere. Det minder lidt om en exit pol på valgdagen. Man kunne jo også bare vente med at forholde sig til resultatet når det var talt op. Men nej, vi spår og taler om alle mulige vinkler, før vi ved hvilken er den helt rigtige.
    Og når det drejer sig om hvad der sker i ens eget liv, så findes der ikke kun én sandhed.
    Venner er en velsignelse, og venner der deltager, observerer og snakker med er dejlige. Men de ligger altså heller ikke inde med sandheden om noget som helst. Hendes opfattelse af dig, er farvet af hendes egen karaktér. Den er muligvis endda forældet, fordi du kan have flyttet dig siden du sidst fortalte om noget der var karakteristisk om dig.
    Og mest af alt betyder det, at der er mægtig meget aktivitet i hovedet, og mindre i kroppen og i hjertet. Hovedet skal regne ud, hvor meget hjertet skal involvere sig. I en evig dødsyg, kontrollerende analyse der bringer mere forvirring og distance end tillid og nydelse.
    Det synes jeg er så forbandet ved at være menneske nu. Vi analyserer, intellektualiserer alt det der bare skulle køre på en mavefornemmelse og være drevet af: “har jeg lyst eller har jeg ikke lyst”. Her og nu.
    Man burde have sit udsyn indefra og ud, for at være tilstede og i kontakt. Men de fleste ser os selv lidt ovenfra, lidt udefra og det samme gælder vores kontakter. Vi mærker dem nok ikke så meget som vi analyserer dem, i den slags situationer. Måske taler jeg kun om mit og min omgangskreds’ liv, men dette indlæg minder mig om det jeg synes fjerner mig fra lykken og glæden ved bare at være, nyde, go with the flow og fører mig over i kontrol og “følelsesmæssige vejrudsigter”.
    C

    [Reply]

    Carry My Style Reply:

    Helt enig – godt skrevet:)

    [Reply]

    Carry My Style Reply:

    Hvis du er glad, er det vel det vigtigste, uanset graden af fyrværkeri. Det der med nærmest at miste besindelsen af forelskelse hører vel alligevel teenageårene til?;) Behovet for at kunne være helt sig selv med alt, hvad der måtte høre til, vokser jo også med alderen, fordi vi ikke går så meget op i at holde en facade. Så jeg synes det virker meget naturligt, at tingene har ændret sig:)

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Hej C! Jeg er meget glad for dine betragtninger, tak for dem, men … jeg synes det er lidt letkøbt at sige, at vi skal blive bedre til at slå hjernen fra og bare handle mere på mavefornemmelsen. For ofte er mavefornemmelsen der ikke. I kærlighed som i karriereovervejelser som i familieforhold. Analyseren frem og tilbage er min måde at mejsle min mavefornemmelse frem, lære den at kende, blive fortrolig med den. Derudover kan jeg ret godt lide ved mig selv, at jeg tænker meget over tingene. Men jeg håber da, at jeg slår bremsen i, hvis det en dag sætter en unødig stopper for noget – men det synes jeg ikke, at blogindlægget lægger op til, at jeg gør. Tværtimod.

    Når det så er sagt. Tusind tak for dit begreb “følelsesmæssige vejrudsigter”. Hvor er det bare spot on sagt. Det fik mig til at sætte tanker på (undskyld!) to af mine indre frygter, som jeg har svært ved at tåle ved mig selv: 1) min angst for at tage fejl, og 2) min angst for at blive til grin. Jeg ved ikke, hvem disse to frygter er kanaliseret ud mod, altså hvem der skulle dømme mig for at tage fejl og deraf gøre mig til grin, det er vel mig selv og mit syn på min omgangskreds (som aldrig ville dømme eller grine, hvis jeg tænker mig mere om). Og det skal jeg arbejde med. Acceptere, at der i alle beslutningsprocesser ligger en risiko for at tage fejl og gøre det forkerte – og vide, at det okay.

    Så: Selv om jeg køber din argumentation til fulde, så kan jeg godt lidt se, hvor du vil hen.

    [Reply]

    C Reply:

    Kære Dines
    Der er mange ting ved din blog jeg rigtig godt kan li, og som jeg synes giver den substans. En af dem er at du så konsekvent svarer dine læsere der skriver. Det virker meget engageret og respektfuldt.
    En anden er at du virker som en der tænker meget over mange ting, og skriver om dem som en del af den proces at tænke og komme frem til konklusioner.
    Så en af de ting jeg kan li ved dig er jo også at du tænker meget over tingene. Og det gør jeg også selv.
    Jeg har vist ingen mening om, om du tænker for meget over noget som helst, men jeg synes at jeg og at dem jeg omgås generelt er så oplyste, reflekterede, bevidste og opmærksomme. De giver os en meget nuanceret tilgang og en meget bevidst og analytisk tilgang og det giver mening og løser mange knuder og gåder. Paradoksalt synes jeg også at det skaber den føromtalte distance.
    Det er helt sikkert forbundet med det her med at man ikke ser sin verden og sig selv indefra og ud, for det er derfra man mærker og det er der mavefornemmelsen sidder. Jeg er selv en der tænker, ananlyserer, samler viden og så sover jeg på det og så kan jeg mærke mavefornemmelsen. Tænker ikke længere over det, mærker og ved bare.
    Men vores verden er så nuanceret. Vi skal have så mange ting til at gå op. Forhold i dag skal bæres af kærlighed og en vilje og evne til at få det til at lykkes. Vi er ikke bundet sammen af nød (penge, tryghed, konventioner osv) Vi er i stand til at klare sig selv, uden den anden. Det er godt, men det er også hårde betingelser for forholdet der hele tiden kan sættes spørgsmålstegn ved.
    Og det gør vi så, og det gør vi så ikke kun selv, men det gør andre også på vores vegne, fordi vi er så bevidste og analyserende. Der hvor alt det her har relavans i forhold til dit indlæg er nu blot at som jeg læste det, var det ikke dig der blev i tvivl den nat om han nu betød nok, men en veninde der kunne gøre dig i tvivl på baggrund af hendes opfattelse af dig.
    Den opfattelse er sikkert rigtig, eller har været, men sikkert ikke kun. Der kunne vel godt være situationer hvor man reagerer anderledes uden at det betyder noget stort der gør at man skal overveje om han er den rigtige. For det er jo stor ting, og lang større end hvordan du reagerer på en søvnprut. Også selvom han bare er en du kender i et par år eller et par måneder endnu.
    Men kære Dines, det var slet ikke for at sige at du tænker for meget over tingene, eller noget andet konkret i din situation. Men en kommentar med udspring i mine egne mange, mange tanker om hvordan jeg tænker og analyserer mig igennem mange ting, jeg ser det som en tidstypisk ting, og jeg synes desværre at det fjerner mig og os lidt for meget fra det ukomplicerede og konkrete, og stiller lidt for ofte spørgsmålstegn ved noget jeg så skal tage stilling til, i stedet for at jeg bare kan være i det og nyde den del af det der fungerer og se igennem fingre med de dele der måske ikke gør.
    Faktisk kender jeg i den grad til frygten for at tage fejl, og jeg tror at den er en af årsagerne til at jeg tænker så meget over tingene og analyserer og vender dem. Jeg skal være sikker på at jeg har forstået situationen. Jeg tør slet ikke tro på min mavefornemmelse før jeg har været maskineriet igennem og så når jeg frem til det min fornemmelse sagde mig, men det skal der til før jeg kan slippe angsten for at tage fejl. Men det forklarer jo sikkert hvorfor jeg ville ønske at det kørte mere på hvad jeg føler end hvad jeg tænker. Og det var så noget jeg lige fik tænkt mig frem til :-) (Med din hjælp, ud fra din indsigt :-) )
    Bla bla bla.
    C

    [Reply]

  6. Cecilie writes:

    Da jeg mødte min kæreste, havde jeg ikke haft sådan en i ti år (ja, 10!), men det havde ikke afholdt mig fra at give andre rigtig mange gode råd på vejen. Især det med, at når man er sammen med den rigtige, så VED man det bare. Og jeg har skam også været vidne til fyrværkeriet flere gange. Og jeg glædede mig sådan til selv at opleve det en dag.
    Så møder jeg ham her, som jeg fra starten forklarer, at jeg egentlig ikke vil have noget med at gøre. Det er han såmænd helt ligeglad med, så det får jeg ikke lov til. Og jeg slapper helt og aldeles af i hans selskab. Ingen trækken maven ind, grinen af noget, jeg dybest set ikke kunne se det sjove i eller andet i den dur. Jeg var bare mig selv. Jeg blev ved med at undre mig over, hvor helvede sommerfuglene i maven og fyrværkeriet blev af. Var det egentlig ikke lidt kedeligt…?
    Lige indtil jeg opdagede, at bare fordi andre har følelser, der bobler over i forventning og spænding og overfortolkning af beskeder, er jeg måske bare så tilpas pakket ind i et beskyttende skjold, at jeg slet ikke kunne se, at jeg var gladere end nogen sinde. Og så ramte fyrværkeriet – på den der måde, hvor det hele bare er faldet på plads og jeg tuder, fordi han gør mig så ubeskriveligt glad og tryg i stedet for alt det modsatte.
    Så det, jeg egentlig ville sige, var: Fyrværkeri kommer i forskellige former og farver – man skal bare finde ud af, hvilken en man(d) bedst kan lide.

    [Reply]

    Kamilla Reply:

    Orh

    [Reply]

  7. jane writes:

    Man kan også se således på det: Hvis det ikke har båret længerevarende frugt af sig at være i ‘dø-af-skam-over-prut-forhold’, så sku man måske prøve noget andet???
    Alt fyrværkeri forsvinder anyways indenfor 1/2 – 1 år. Når man når en vis alder gi’r det (for mange) mere mening at gå efter det man kan se (føle) perspektiv i. Trods det usexede i hverdag, stabilitet, tryghed, ro og balance, så blir man sådan mere langtidslykkelig af det end man gør af fyrværkeriet.

    [Reply]

  8. sofie writes:

    prut ku vel symbolisere en slags festfyrværkeri i kroppen..

    [Reply]

    Maria R Reply:

    Ha, ha – good one!

    [Reply]

  9. Ibs writes:

    Jeg har prøvet at formulere det helt vildt fint, men nu giver jeg op og siger bare, at hvis du synes, det føles fint og godt, så ér det jo fint og godt. Og vi ved alle, at gelében og hjertebanken før eller siden skal trækkes af stalden som et uvilligt øg, så jeg kan vitterligt ikke se problemet, hvis det ikke er der 24/7 fra the get go.

    [Reply]

  10. Liv writes:

    Nogle gange er det ikke festfyrværkeri for fuld udblæsning helt fra begyndelsen, det kan også komme snigende efterhånden. Sådan var det for mig, da jeg mødte min kæreste. Jeg troede egentligt, at det bare var en kortere flirt, for så vild med ham var jeg altså ikke. Men det blev jeg lidt efter lidt, og nu, hvor vi har været kærester i godt fem år, er jeg mere forelsket end nogensinde – samtidig med at det selvfølgelig også er blevet stille og roligt og hverdagsagtigt, men jeg ville ikke undvære ham for noget i verden.
    Jeg tror, at man gør det besværligt for sig selv, hvis man hele tiden anstrenger sig for at føle efter, når man dater, og i stedet bare skal tage det fra gang til gang. Har man lyst til at se ham igen, også så følge sin indskydelse – uanset om man er ved at gå til af sommerfugle i maven eller “bare” synes, at det da kunne være rart…

    [Reply]

  11. Den Sure writes:

    Det er sindssygt at dømme et forhold ude fordi man (du) ikke eksisterer i det i åndeløs angst. Måske var din panik i tidligere forhold netop panik?

    [Reply]

  12. AS writes:

    Dines, følg dit hjerte. Din reaktion på en prut afgører ikke dine følelser for gelében-manden. Se hvad tiden bringer, og måske, måske ikke, er han manden i dit liv. Prutten kan måske ende med at være dealbreakeren. Men ingen ved i hvilken retning :)

    [Reply]

  13. Charlotte writes:

    Veninde må tage sig sammen :-)
    Jeg gik fra fyr jeg boede med i fire år som ganske ung. Mine efterfølgende kærester som netop blev flove over sådan noget småpjat, kunne jeg heldigvis sige: prøv lige at høre. Jeg har boet sammen med en i fire år. INTET du kan finde på af den slags kan få mig til at løfte et øjenbryn! slap heeelt af.
    Så kom skuldrene ned og vi kunne bare være sammen på godt og pinligt.
    Jeg synes også de forhold der varer ved for mig er dem, som ikke starter m bål og brand. For det fiser sgu tit ud hvis det kun er fysisk kemi.
    Nyd din mand. I ro og mag. I kan højst risikere at det er det rigtige på den lange bane.

    [Reply]

  14. Anne writes:

    Åhh, Dines, åhh Dines… Du spurgte den anden dag, hvad vi faste læsere bedst kunne lide at læse hos dig. Denne post er et godt bud! Jeg genkender mig selv og mine veninder i præcist denne problematik, og jeg bliver fortrøstningsfuld og lettet når jeg læser alle kommentarerne om at man netop ikke behøver at være en stor gang gelében for at være på vej ind i et langt og godt forhold.
    Det er så ofte du får sat meget præcise ord på noget jeg netop har gået og tumlet med. Pt er det hele dating-cirkuset, kjærligheden og selvfølgelig Arvingerne. Du spænder vidt, og nogle gange rammer du plet med en perspektivering af min verden, og andre gange gør du mig lidt klogere på dele af verdenen som jeg ikke kender til fra mit eget liv. TAK fordi du gør det, fortsæt endelig.

    ..og i forhold til kærligheden, så er det min erfaring at man skal være i det så længe man har det rart. Hvis man pludselig ikke har det længere, skal man lige mærke efter en gang mere og så smutte hvis den ikke-rare-følelse fortsætter.

    [Reply]

  15. julie lillegaard writes:

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om din manglende prutte-panik kan betyde noget andet end manglende forelskelse? Måske er du med alderen blevet mindre panikslagen ved tanken om at mænd kunne mistænke dig for at være typen, der prutter? Det kan du sikkert bedre fornemme end jeg kan her igennem skærmen, men om ikke andet vil jeg gerne tilslutte mig, at fyrværkeri kan komme i mange farver. Og at man skal tillade sig selv (og andre) at ændre holdning til prutter og andre vigtige spørgsmål. Jeg tænker, det bliver sværere at registrere, at man har ændret sig, når velmenende veninder fastholder et billede af ens identitet. Selv har jeg haft den samme kæreste i ti år. Da jeg mødte ham, var jeg 21 og ville hellere ligge vågen hele natten end at risikere at slå en prut i søvne – for tænk, hvis han ikke syntes, jeg var den yndigste prinsesse i byen? Ti år og to børn efter slår jeg flere prutter i hans nærhed, end jeg vil indrømme her på det store internet. Jeg tror ikke kun, det handler om tryghed i forholdet og hverdags-agtig hverdag, hvor der skal være plads til joggingbux og prutter. Jeg kan mærke, at jeg generelt er blevet mindre selvbevidst med alderen. Og det gør det – for mig – på mange måder mere behageligt at være 31 end 21.

    [Reply]

  16. Susling writes:

    Jeg lever i et forhold, der lige præcis om et øjeblik bliver 30 år gammelt. Der er og har været fyrværkeri, prutter, geleben, skænderier, børnefødsler, sorg, glæde, ømhed, nedture og opture. Der har simpelthen været helt almindelig levet liv. Det er mange år nu, men jeg kan stadig huske, hvad jeg tænkte, da jeg begyndte at hænge ud med ham: Hvor er det her dog dejligt ukompliceret! (indrømmet, jeg kunne ikke gå på toilettet med ham i min lejlighed den første måned og jeg blev flov over at prutte. Men han tog mig præcis som jeg var. Det var og er fantastisk. Se det som en gave og lad være med at analysere alt til døde. Løsningen sidder ikke i hovedet men i kroppen. Føles det ok, så er det ok. Kh. Den gamle

    [Reply]

  17. Theka writes:

    Dines, hvor er det smukt og hudløst ærligt skrevet. Apropos yndlingsindlæg, så er dette nu mit klare favorit-indlæg, og der har været mange at vælge i mellem :-)

    Fyrværkeri kommer, som andre skriver i mange former og farver, men bestemt også i intervaller, så længe du ikke har fat i en fuser, så er det da bare med at nyde at kunne være dig selv i hans selskab.

    Held og lykke med kærligheden…

    [Reply]

  18. Lisa Andersen writes:

    Hvorfor i alverden tænker I så meget over tingene, unge kvinder?

    Prøv til en afveksling at læne jer tilnage, følge flowet og se, hvad det ender med.

    I tænker fan’me kærligheden ihjel!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Her på infotainer.dk er det tilladt at tænke over og mødes over både store og små emner, uden at vi skal lade som om nogen af delene er forkerte.

    [Reply]

  19. Det knapt så unikke snefnug writes:

    Jeg tror, at manges – inkl. mit eget – problem ligger i, at man ønsker et forhold, hvor man, omend ikke fra hustoppene, men så i lidt mere private omgivelser, STOLT tør sige “Hun er den mest fantastiske, jeg nogensinde har mødt” og “Jeg VED, at jeg vil være sammen med ham resten af mit liv!”. Og mene det – med både hjernen og hjertet. Man ønsker, at hvis man var med i The Truman Show, ville det være tydeligt for alle, hvor fantastisk et forhold, man var i: at man tænker på personen hele tiden, at sms’erne konstant både er søde og finurlige, at man tager med til kedelige familiefester bare for at kunne være nær personen. At man – hvis man scanner ens mave – kan se sommerfuglene.

    Er et sådan forhold muligt på kort sigt? Bestemt. På langt sigt? No clue. Er det den eneste vej til et lykkeligt (kærligheds)liv? Juryen er stadig ude.

    I et forhold, hvor det ikke hele tiden er sådan, har vi problemet. Måske man skammer sig overfor sig selv i at være i et sådan forhold, for livet er jo så kort, man får jo kun én chance, osv. osv. Og måske der er en (eller mange) derude, det kan være sådan med. Man møder ham der er lækker, som ens kæreste ikke er det, hende, der er sjov som ens kæreste ikke er det, og ham der kan synge som ens kæreste ikke kan det. Og hvad gør man så?

    Jeg tror, nogle af os er større tænkere, drømmere og romantikere end andre. Vi lader os lettere rive med af vores følelser og de muligheder, vi ser. Det er både vores forbandelse og vores held. Ikke alle skriver blog om det, men jeg tror, de fleste tænker tankerne.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Lige i skabet.

    [Reply]

  20. Signe writes:

    For mig og den kæreste jeg stadig er sammen med nu, på 4. året, har det hele været ret udramatisk. Fra dag 1 har jeg følt at jeg kunne være mig selv i hans selskab og han ditto, men formattet har virket mere som ‘bedste venner der er tiltrukket af hinanden’, end ‘prinsen på den hvide hest skal vinde prinsessen’. I begyndelsen skabte det nogle seriøse samtaler om, om det så var værd at fortsætte, for skal man ikke have den Hollywood forelskelse og skal ‘hun’ ikke virke mere utilgængelig så ‘han’ kan få lov at jagte? Kan det virkelig være godt, hvis det ikke er dramatisk? Og i dag føler jeg mig ret sikker på de svar. Vi deler respekt, omsorg, interesser, sex og kærlighed. At jeg så stadig holder prutterne inde omkring ham er min egen snerpetheds skyld.

    I tråd med hvad ‘Det knapt så unikke snefnug’ skrev, så har jeg skam selv været skyldig i at tænke “er der noget andet og bedre derude?” og det kan jeg sgu ikke svare på. Jeg tror ikke på the one, men nærmere at der er mange man kan passe godt sammen med, afhængigt af situationen, tiden og alle de andre omstændigheder. Om man så vil være eller ikke være i et forhold er et valg. Nogle gange er valget indlysende, andre gange not so much og så må man mærke efter helt omme bag alle usikkerhederne, hvad-nu-hvis-tankerne og idealerne om det perfekte.

    [Reply]

  21. Signe writes:

    Og så lige en ps. om noget helt andet, hende her minder mig ret meget om dig, bare i en New Yorker version: http://www.megfee.com/

    [Reply]

  22. Sarah writes:

    Jeg synes så, sådan helt personligt, at din veninde skulle skamme sig. Det er en helt fair betragtning at komme med, især fordi det lader til at havefået dig til at tænke lidt over det hele, og faktisk (lyder det til?) komme frem til at det er ‘okay’ at det ikke er det store festfyrværkeri. Men måden det blev kommunikeret på, virker egentlig bare tarvelig og en smule ondskabsfuld? Måske tager jeg fejl, og det bare lyder værre end det er, men en vrængende gentagelse af SMS’er som du tidligere har læst for hende virker egentlig en smule usympatisk?

    Nå, men anyway: Kærlighed kan tage alle mulige forskellige former, og ingen skal dømme hvilken der er rigtig og forkert. Hvis DU kommer frem til at du vil have usikkerhed og/eller festfyrværkeri så fair nok, så er det bare sådan DU er,og det DU har behov for. Men så længe du trives, og når du så ovenikøbet lærer nyt om dig selv og om kærligheden så er der da ingen der skal dømme det.

    (Jeg ved godt at din veninde ikke nødvendigvis dømte det, det var bare en mere generel betragtning)

    Fra en, hvis kæreste giver den slags ro som et dampende varmt brusebad giver, efter at man har været gennemkold og gennemvåd. Han har udviklet mig langt mere end alle mine tidligere forhold tilsammen.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Hun er det bedste, jeg har. Og hun er en støtte 100 procent på den måde, at hun bakker 90 op og stiller 10 procent spørgsmål, som får mig til at tænke videre. Just so we’re clear!

    [Reply]

    Maria R Reply:

    …de veninder er de bedste af slagsen. Og de hænger ikke på træerne. Tillykke med hende!

    [Reply]

Leave a Reply