Hvorfor er det så perverst at være tilfreds med sit lønniveau?

Det var firmafest i afdelingen, det var uden cheferne, det føltes som om vi var børn, der var alene hjemme, og selvfølgelig faldt snakken på halvfarlige emner, da vi begyndte at kunne ane bunden på de første flasker rødvin.

Først fik cheferne en tur, så kollegerne fra de andre afdelinger, så arbejdsklimaet, og så.

*fanfare i mol*

Lønnen.

Det var “utroligt, at vi ikke får mere”. Kollektivt nik. Og det var “utroligt, at vi ikke fik det samme som” dem-og-dem i en parallel afdeling. Kollektivt nik og, fornemmede man, et enkelt “amen”. Så var det utroligt, at der ikke fulgte et lønhop med, da man omrokerede i organisationen og placerede en masse skjult ansvar på os. Endnu mere fællesnik og et enkelt “præcis!”.

Fine indvendinger, sikkert … men. I mine øjne havde den absolutte enighed rundt om bordet dog et lidt ucharmerende lemmingeskær over sig, så da det blev naturligt at tale, så tog jeg, afdelingens på grund af alder og anciennitet formodede lavest lønnede, men helt samme portion læs trækkende som de andre, ordet.

Og sagde noget à la det her (muligvis lidt mere snøvlende):

- Jeg er egentlig meget tilfreds med min løn. I forhold til virkeligheden derude får jeg en svimlende gage, men i forhold til vores lille lukkede virkelighed herinde, så er jeg så tilpas lavt lønnet til, at jeg kan slappe af. Jeg kan med ro i sjælen sende ansvaret videre, når jeg synes det bliver for meget. Jeg kan veje for og imod på projekter og med god samvittighed takke nej, hvis det er noget, jeg ikke egner mig til eller lyster at stå for. Så mens I lyder som om vi arbejder i en sweatshop, så ser jeg muligheder i min udmærkede løn: Mulighed for at holde fri, for at slukke telefonen og mailen i weekenden, for at lade højere lønnede chefer bekymre sig om vision og økonomi, mulighed for at koncentrere mig om det, jeg er bedst til på jobbet – at være fodsoldat.

Stumme kolleger.

Det havde slet ikke strejfet mig, at man slet ikke må tale sådan. At man ikke bør stå ved, at man kalder sit job for det, det er – et *job* – og ikke en karriere. Men graden af perversitet i min ytring gik op for mig, da jeg stirrede ind i tavsheden. Ikke ét fællesnik, ikke ét amen, ikke ét “præcis”. Blot bryn, der røg om i nakkerne, og hjerner i speedomdrejninger for at greje, hvad man skulle sige.

Jeg ved stadig ikke, hvad de egentlig tænkte, for vi forlod emnet kort efter. Men jeg tillader mig at (overfor)tolke deres manglende comeback som en lyst til at sige:

- Du er stadig ung. Og du er genetisk kodet som kvinde til ikke 1) at kræve løn for dine kvalifikationer, og 2) at forstå, hvad du egentlig er værd. Og man er altid mere værd, end chefen synes man er, i hvert fald når det er mere end tre måneder siden sidste lønforhandling. Ude i erhvervslivet, der går vi efter guldet. Allesammen. Vi skal nok få pillet de der hippierester ud af dig. Kommer tid, kommer råd, så skal du bare se.

Vil du ikke også læse ...

Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Det måtte bunde i, at hun kaldte Danielle Steel-bøger for »litteratur«, tilføjede han
Olde var da quite the looker?
Når folk siger »på sigt« ...

flattr this!





9 Responses to “Hvorfor er det så perverst at være tilfreds med sit lønniveau?”

  1. Christine writes:

    HA! Jeg har det på samme måde… Det er heller ikke socialt acceptabelt at sige, at man ikke vil have mere i løn, fordi det medfører mere ansvar, og at ansvar ikke er noget, man gerne vil have mere af. I min branche er ansvar = hive nye kunder ind. Jeg HADER at sælge. Jeg vil ikke sælge… Og dermed; Jeg skal ikke have mere i løn.
    Det ville da være herligt med mere i løn, hvis det var “gratis”. Men det er det ikke.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Præcis! Lønhop er jo nemlig ikke gratis. Og ræs endelig af sted, jer der vil det – jeg har intet behov for det. Jeg kan så godt lide at holde fri og lade op.

    Men det er som om det er lidt farligt i disse stræbertider, ikke, at sige, at man ikke vil have mere ansvar. Jeg er i hvert fald bange for at blive opfattet som uambitiøs, når min ambition er bare at gøre mit nuværende job godt. Så derfor kunne jeg ikke drømme om at stå ved disse tanker over for en chef. Man ville jo kunne blive opfattet som én med dårlig holdånd?

    [Reply]

    Christine Reply:

    Nej det er sandt… For mig handler det også rigtig meget om job-stabilitet. Jo højere løn, desto større pres på at performe… Og efter en periode hvor man ikke har klaret det til “targets”, well, så sidder man lidt løst på stolen. Jeg har det så godt her hvor jeg sidder. Her har jeg nemlig ikke ondt i maven.

    [Reply]

  2. Emma writes:

    Yderst interessant tanke som jeg helt sikkert vil tage med mig til onsdagens lønsamtale.
    Her var vi også til fest uden chefer i weekenden. Men folk undlod at snakle løn mens jeg var der. :-)

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Man skal da selvfølgelig gå efter den løn, man selv synes man er værd. Jeg prøver blot at pirke lidt til automattankegangen om, at man altid er mere værd. God lønsamtale! Jeg håber det går som du vil have det!

    [Reply]

    emma Reply:

    Jeg er faktisk ikke afklaret med hvad jeg vil have, men tak! Din vinkel var en jeg ikke havde tænkt over.

    [Reply]

  3. Birgitte writes:

    Befriende holdning og befriende, at du står ved. Jeg står ved siden af. Jeg er brandgod til mit arbejde, når jeg er der, og jeg går derfra til tiden med brandgod samvittighed.

    [Reply]

  4. Cecilia writes:

    TAK for at sætte ord på! Har det på præcis samme måde men det er SO not tilladt i min omgangskreds hvor karriere (og ikke job) betyder ALT….. Af hjertet tak.

    [Reply]

  5. Minikat writes:

    Enig. Hvis niveauet er fornuftigt og inflationen ikke æder det hele, så behøver jeg ikke højere løn. Har de tpå samme måde med ansvarsniveauet – jeg BEHØVER bestemt ikke påtage mig mere selvom vi jo bliver tudet ørene fulde af at man skal stræbe opad. “Hvor vil du gerne være om ti år?” Er det acceptable svar: samme job, samme løn, samme ansvarsniveau? I think not. Men det er det sande svar. Og nu vi er i gang – kan vi så ikke droppe det der pjat med at man ikke bør/må fortælle sine kollegaer hvad man/de tjener? Endnu et tabu…

    [Reply]

Leave a Reply