Drumroll: En længe ventet LCHF-update (om acne, sgu)

Om jeg stadig leger LCHF-legen?

Ja og nej.

Ja, fordi jeg i det daglige forsøger at efterleve principperne, selv om det efterhånden er en del uger siden, at jeg kokkererede religiøst efter de gode LCHF-opskrifter.

Nej, fordi jeg rendte ind i et praktisk problem. Min hud. Jeg har, som trofaste læsere vil, det sexede problem, at jeg som voksen – ikke teenager – har døjet med acne. For nogle år siden fik jeg mere eller mindre bugt med det ved at analysere sammenhænge: Stress, træls humør og overdreven brug af alskens gode hudprodukter gjorde sagen værre; fred, ro og frisk luft gjorde underværker. Men for første gang siden dengang piblede bumserne frem igen, da jeg havde været på LCHF et stykke tid. Uden at være doktor, så tror jeg godt vi kan konkludere, at årsagen skulle findes i den nye proppen mig med avocado, nødder og fløde.

Det stak en betragtelig kæp i hjulet for mig. Jeg mistede en del af glæden ved den nye kost, og så blev det til mindre og mindre LCHF og mere og mere Low Carb Low Fat, og I ved nok, hvordan den slags fedt- og kulhydratforskrækkede madplaner ender: I det rene salt- og pastaorgie, så snart nogen kigger væk.

Hardcore LCHF’ere vil sikkert anføre, at man bare skal have tålmodighed, så vil alle de “dejlige olier” og “sunde fedtstoffer” blødgøre og smøre hele systemet indefra, og jeg vil have barnenumsehud på nærmest nul komma fem, men jeg siger det her én gang og kun den ene gang: Jeg nægter at diskutere bumser og acnetålmodighed med folk, der ikke har prøvet det på eget fjæs. Men jer, som kender problemet med gensyn med acnen på LCHF, røm jer lige. Så laver vi en erfagruppe.

Nå. Hvor var vi.

Der, hvor jeg i hverdagen har held med at undgå brød, pasta og ris, men altid falder i i festligt lag. En kombi, der – udover at min hud er pæn igen – gør, at mit tøj sidder løsere end det har gjort i årevis … men ikke så løst, som det gerne måtte.

20140309-194847.jpg

Jeg er stadig vild med Jane Faerbers opskrifter, og når jeg skal lave rigtig mad, så er det stadig madbanditten.dk, jeg vender mig mod, selv om jeg ikke har lyst til at leve så fedt i det daglige. Som i aften, hvor jeg ikke havde andet at fejre end vellykket forårsrengøring og en produktiv søndag i joggingtøj.

Thai-salat med spidskål og kylling (inspireret af denne opskrift) og kokospandekager med lakridscreme.

Egentlig gad jeg ikke, for der var kun mig selv at dele herlighederne med, og få ting er mere palle end at planlægge, indkøbe, kokkerere og vaske op for noget, der indtages på et kvarter alene, men så kom jeg til at tænke på noget Kernesunde Ninka Mauritson engang skrev om tarmskylninger:

Nok er det klamt at tarmskylle. Men det er satme klammere at lade være.

Og således:

Nok er det trist at kokkerere et stort, lækkert, nærende måltid helt til sig selv. Men det satme tristere at lade være.

Vil du ikke også læse ...

Kære livmoder.
Jeg har været en tur i Lidl ...
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Of mothers and daughters

flattr this!





18 Responses to “Drumroll: En længe ventet LCHF-update (om acne, sgu)”

  1. M writes:

    “Nok er det trist at kokkerere et stort, lækkert, nærende måltid helt til sig selv. Men det satme tristere at lade være.” er noget af det bedste jeg nogensinde har hørt! Tak!!!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak Ninka.

    [Reply]

    M Reply:

    Hende/ham må jeg takke ved lejlighed! Men tak til dig for at viderebringe de kloge ord! :-)

    [Reply]

  2. C writes:

    For mig er det ikke fedtstofferne der skaber problemet, men mælkeprodukterne. Det kan jo være det er noget helt andet for dig, men det har taget mig lang tid at finde ud ad, ikke mindst fordi jeg har virkelig svært ved at slippe dem. Så derfor vil jeg lige nævne at det kan være dem helt specifikt. Faktisk skal jeg heller ikke overdrive æg. Så trist, og meget svært at følge LCHF når de to ikke kan være der. Og svært at spise ude og med andre.
    Du kunne evt prøve en periode med LCHF med fedtstofferne, men uden mælk og æg og se om det ville fungere og evt. give det løstsiddende tøj du ønsker :-)

    [Reply]

    C Reply:

    altså finde ud af, selvfølgelig.

    [Reply]

    Johan P Reply:

    Hej C

    Jeg har kørt LCHF i en god uge nu (Tak til Dines og Jane). Mælk er stadig et problem, men for første gang køber jeg sød og letmælk til kaffen. Det gider jeg heller ikke drikke i rå mængder. Jeg ved faktisk ikke om det virker, men jeg sover ikke middagslur længere. Jeg er ikke træt, og jeg er (vigtigst!) ikke småsulten.

    Mvh Johan

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak for råd. Jeg har tidligere prøvet en mælkeproduktfri diæt. No luck, ingen indflydelse. Der var nu også klar sammenhæng i dårlig hud og særligt fed mad, så jeg er ret sikker på, at det var der hunden var begravet.

    Men det er fint nok sådan her. Vægten går stadig ned. Omend det går uendeligt langsomt.

    [Reply]

  3. Anna writes:

    Jeg har aldrig haft acne, og altid kunne blære mig med babyhud. 2 uger inde i LCHF havde jeg flere bumser, end jeg havde haft samlet i mit liv. Det blev en smule bedre, men aldrig rigtig godt. Jeg syntes det var svært at finde nogen hjælp, hvis man ikke var en af dem, der fik et helt nyt liv på LCHF. Der gik ikke længe før jeg blev træt af helligheden, og at alle der skriver om LCHF er ret stillesiddende i forhold til min livsstil, og derfor havde en anden opfattelse af mæthed, energi osv. Er tilbage på brød. Det er awesome!

    [Reply]

  4. Jane writes:

    Æv med den hud! Jeg ved faktisk ikke, hvad det skyldes. Er det mon fedtet? Jeg hører også fra mange, som har fået bugt med acne ved at spise LCHF, så derfor er jeg lidt usikker på årsagen. Er vi ude i noget hormonelt? Altså også forårsaget af kosten? LCHF gør jo også noget ved hormonerne. Well, jeg skal ikke kloge mig. Jeg har kun prøvet at have fiskebensskællende hud og det er heldigvis gået væk. Det eneste tidspunkt i mit voksenliv, hvor jeg fik uren hud, var da jeg stoppede med at tage p-piller, fordi jeg gerne ville være gravid. Og straks piblede det frem og jeg var ved at opgive hele projektet. Så jeg kan fjernt genkalde mig følelsen af… æv. Sådan skal huden bare ikke være!

    [Reply]

  5. Maiken writes:

    Jeg melder mig under fanen: særdeles dårlig hud med LCHF.
    Jeg har ikke haft decideret akne som ung/voksen, men med LCHF fik jeg det. Jeg endte med en creme fra lægen og væk fra LCHF i flyvende fart, mere over i palæo men jeg har droppet alle madreligioner.
    Sågar min ryg blev fyldt med klamme bumser. Æv. Maden var ellers god. Men hellere god hud.

    [Reply]

  6. Tersely writes:

    Øeh… Hvorfor er det (satme) klammere at undlade at tarmskylle?

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Mit bud er, at Ninka fandt, at hvad end der kom ud af hende under tarmskylningerne, så var det bedre at have det uden for kroppen end inden i den.

    Men Ninka-logik kan være vanskelig at følge. Her er dagens guldkorn: https://www.facebook.com/ninkabernadette/posts/10152254221834890?stream_ref=10

    [Reply]

    Tersely Reply:

    Jamen, hun har da vel for fa’en ikke noget i kroppen som hun ikke selv har stoppet derind?! Altså, tarmindholdet er vel ikke klammere end den føde hun har indtaget… Altså med mindre at kroppens funktioner tilfører noget klamt? Eller…? Jeg forstår det overhovedet ikke.

    [Reply]

  7. Linda writes:

    Jeg ved ikke, om det kan være det samme, vi ikke kan tåle, men for mig er problemet primært kokosfedt. Jeg har været så “heldig”, at jeg altid har vidst, at jeg ikke så godt kan tåle det ift min hud, fordi min mor heller ikke kan. Ved godt, at det en MEGET specifik kommentar, men tænker bare, at når jeg slår ud som en på 16, når jeg går kokosamok, så *kunne* det jo være, at det samme var tilfældet med dig?

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg vil afgjort prøve af, om det kan være tilfældet – tak!

    [Reply]

  8. Kolorista writes:

    Åh, Dines, denne tråd gør mig totalt lykkelig – på den noget omvendte måde, jovist! Er nemlig selv blevet totalt irriterende bumsoid her fire uger inde i LCHF-himlen. SÅ træls downside til ellers rigtig rar kostomlægning. Tager lige alle de gode råd til efterretning – og går herfra som en lykkeligere, forhåbentlig snart knopfri, bumso! KH Lisbeth

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg vover ikke helt at udråbe løsningen, men i et par dage har jeg prøvet LCHF uden kokosolie og kokosmel, som Linda foreslår et andet sted i kommentarfeltet. Det går bedre!

    [Reply]

  9. En anden en writes:

    Har du læst Pudderdaasernes posts om bumser & acne? Deres råd om kemisk eksfoliering (& Avene Cleanance K) har stort set fjernet mine hudproblemer.
    http://pudderdaaserne.dk/2012/06/25/re-post-akne-og-bumser-sadan-slipper-du-af-med-dem/

    [Reply]

Leave a Reply