Nye læsere kan begynde i 2011

Jeg kunne begynde der, hvor han rejser sig fra vores dejá vue for at sætte kaffe over, men smiler skævt tilbage til mig, en unødvendig handling af et smil, som om han lige ville sikre sig, at jeg stadig sad der og var glad, mens han gik efter kaffe. En ubevidst gestus, der rammer mig som en lille lykke, som er så vanskelig at stå ved, fordi jeg er et stort, brændt barn.

Eller jeg kunne begynde fortællingen et døgn forinden, hvor jeg paf sad på en bar og blev holdt i hænderne af et styks ham, der havde joket og charmet sig mod til for at kunne mønstre den helt store alvorsundskyldning. Den helt store.

Hov, eller hvad med der, hvor han gik i stå midt i en sætning for at give mig et langt kram og bare ville sidde i det lidt, stille. Eller øjeblikket, hvor han afbrød mig for at grinehvæse i versaler, at hold kæft, hvor har han savnet mig.

Der er så mange steder, jeg kunne løfte på dynen, men ingen virker rigtige til at fortælle Dines’ blogpublikum, at den mand, I med så eftertrykkelig entusiasme buhede af scenen, da det var på sin plads, e.g her og her, har krabbet sig vej tilbage til en plads i mit liv (for skribenten kommer til kort her, når hun skal argumentere for, hvorfor hun ikke bare viste ham døren igen, for »fordi det føltes rigtigt« klinger så hult her, efter hvad jeg har budt jer af hjertesmerte), og at jeg sidder helt stille i min sofa og prøver at tyde mine egne slørede forventninger til fremtiden og hans rolle i den, uden at ane hvad formlen er for at undgå, at han eller jeg eller vi begge træder forkert igen og må afbryde kontakten vol. 2 og vol. denne-gang-for-good.

Jeg fik såkaldt closure for nogle måneder siden, og drønet fra døren, der blev smækket så eftertrykkeligt i hans fjæs, kan jeg stadig høre og glædes over og blive stolt over. Problemet med closure af den art var bare – lærte jeg af de følgende måneder – at jeg fik ekspederet al dårligdommen forbundet med ham ud af mit liv. Al galden, skuffelsen, vreden. Skubbet over til ham, nu var den hans, nu kunne han sådan set gøre med den, som han ville, jeg skulle ikke bruge den til noget mere.

Men hvad er der tilbage efter sådan en omgang? Ligegyldighed? Det troede jeg, men den kom ikke. Uekspederet var stadig minderne om alt det gode, han og jeg var, inden det gik så galt. Uden lange skygger af hans kolde ikke-farvel. Ikke en ret solid fæstning at bo i, når han valgte at give mig tid og mere tid, inden han satte ind med det vildeste skyts af alle: Hvad der ligner en softwareopdateret personlighed.

En brændt bro, der blev til et brændt barn. Det er der, jeg er. Tilgiv, at jeg lige er lidt stille. Bare lidt. For jeg aner simpelthen ikke, hvordan den her fortælling skal drejes.

Vil du ikke også læse ...

Dårlig timing, piger
Naturligvis ringede han ikke.
Indstiller jagten på gråden
Dines spørger: Er hun dine penge værd?

flattr this!





45 Responses to “Nye læsere kan begynde i 2011”

  1. Cecilie writes:

    Uh, life-altering uanset udfaldet. Scary shit!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Men scary på sådan en krilrende, sjovt-mens-det-står-på-måde!

    [Reply]

  2. CMS writes:

    Jeg hepper Dines, ved ikke på hvad, måske bare på dig, men jeg hepper og håber det bliver det rigtige, det ender ud i.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak for opbakningen! Jeg hepper fandme også på Dines så.

    [Reply]

  3. FruForstad writes:

    Hvad med at fortællingen drejes over til den lykkelige slutning? (Eller er jeg en håbløs romantikker, der burde havde læst din tekst en gang til.)

    Må den gode krælighed vinde.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Er vild med gode udfald og lykkelige slutninger. Men vi ved jo netop ikke om det her ender lykkeligt, eller om det bare er slowmotion af en ny trafikulykke.

    [Reply]

    FruForstad Reply:

    Man ved aldrig om noget ender lykkeligt. Det kommer jo lidt an på hvornår man stopper med at fortælle historien.

    [Reply]

  4. Ibs writes:

    Vær du bare stille, vi er her også, når du ved noget mere. Jeg hepper!

    [Reply]

  5. Trix writes:

    Du er med på, at hvis han gør det igen – iggå – så smadrer jeg ham med en hammer. Men så var døren vist heller ikke mere lukket. Tsg en rutsjetur. Vi venter på den anden side for at høre, om du kan flyve eller falde.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Nej, hvis han gør det igen, så er det mig, du smadrer med den hammer. For så er det mig, der har tilladt, at han kunne gøre det igen – og det er lige nu det, jeg forsøger at afværge ved selv at gøre en masse ting anderledes og at aflæse tegn på hvad han egentlig er for en; om man faktisk kan binde an med hans person. Jeg går til det her lidt klogere end sidst, synes jeg. Og derfor skal jeg have slag, hvis det alligevel er mig, der ender med en lang næse.

    [Reply]

  6. Lene writes:

    Måske man ikke behøver at have rationelle argumenter for alting her i livet? Måske man nogle gange gerne må henvise til en følelse som et helt legitimt argument.. Det kan være helt svært at lade være med at være rationel, men nogle gange bliver man måske gladere, hvis man prøver at lade være…
    Og måske det er helt legitimt, hvis du samtidig ikke går rundt og synes, du behøver at skulle overbevise os? For bloggen og livet og manden er vel for din skyld, ikke for vores.. Vi glæder os bare over, at vi får lov at være med – det betyder vel ikke, at vi skal være dommere for det, du vælger at putte i det… Vi kan jo også bare heppe? Uanset..

    Jeg hepper.. På følelsen… Af rigtigt.. Uanset hvad den så er…
    Pøj pøj!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg er så glad for jeres opbakning. Virkelig. Jeg havde vitterligt ikke regnet med den. Altså, ikke fordi I ikke altid er søde og heppende, men fordi jeg troede, at i tilfældet Nogen, så var der fandme grænser for hvor meget en blogger måtte obsesse og nægte at komme videre.

    Og jojo, bloggen er min. Men den har også været et sted, hvor jeg har nydt godt af jeres vise råd og konstruktive input i mangen et tilfælde – jeres ord og meninger betyder skam en del for mig. Derfor er det så rart, at I godt forstår, hvorfor jeg er gået ned ad denne sti. Igen.

    [Reply]

  7. Andreas writes:

    Kynikeren ville sige, at der ikke findes softwareopdateringer uden stadigt graverende fejl. Kynikeren ville måske endda påstå, at mænd er nogle spøjse størrelser, der elsker at jage det, de ikke kan få – eller som de mistede – og at netop jægere oftest er langt bedre i den disciplin end pludselig at skifte fra jæger til beskytter, uanset hvor meget jægeren gerne ville ønske at ændre personlighed.

    Romantikeren ville så måske indvende, at folk virkelig kan ændre sig fundamentalt, når de ‘ser lyset’, at kærligheden altid sejrer til sidst, og at enhver god kærlighedshistorie skal have et turning point og en smuk slutning.

    Kynikeren ville så mumle lidt i skægget og sige, at der nok er en grund til, at kærlighedshistorier i litteraturen og på film stopper ved den smukke slutning og undlader at dvæle ved, om de to rent faktisk levede happily ever after.

    Og måske ligger svaret dér. At hvis man vælger at gå ad den vej sammen, gør det sig bedst for omverden at bevare illusionen om den lykkelige slutning. For den lykkelige slutning opstår ofte kun dér, hvor man som fortæller vælger stopper sin fortælling uden at medtage den del, de evigt bagkloge kalder ‘livet’.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Det er smukt og godt skrevet. Og jeg vil gerne forstå det fuldt, selv om det er klogere end mig. Kan du oversætte sidste afsnit til menneskesprog, så jeg forstår, hvad jeg skal gøre? Holde det ude af bloggen? Lade være at fokusere på, om det her kan holde? Blive en anden?

    [Reply]

    Andreas Reply:

    Heh. At ‘blive en anden’ er nok et ret så radikalt og besværligt valg. Forhåbentlig skal du ikke ned af den vej uanset hvad ;)

    Er generelt af den opfattelse, at man skal passe meget på med at rådgive om forhold, man slet ikke kender til andet end gennem personlige indlæg, der selvfølgelig er vinklede og kun en version af den større sandhed, ingen af os alligevel rigtig kender. Så hellere skrive lidt kryptisk :)

    Men når du nu spørger, tror jeg, at det jeg lidt vel højtragende prøvede at give udtryk for er, at når man putter en kærlighedsfortælling ned på skrift i et live blogforløb, så udvikler det sig oftest på en anden måde end de kærlighedshistorier, vi er vokset op med – og som vi ikke kan undgå at være påvirket af – både i vores opfattelse af romantik og i den måde, vi gerne selv vil fortælle vores historie på.

    Hvis et eventyr ender med hvid dug og bryllupstaler, prøver vi at tilpasse vores historie det fælles narrativ – true love, der MÅSKE har budt på en enkelt forvikling på vejen, som kun gør det, at “vi står her i dag” så meget mere romantisk. Den måske mere praktiske sandhed med eventuelle mørke fremtidsudsigter og kærlighedsforløb, der på papiret ikke tog sig lige pænt ud hele vejen, gemmer vi til alle de snakke, som ikke ryger ud i æteren, fordi de ikke passer til den fortælling, vi alle helst gerne ser og prøver at putte ned over vores eget liv.

    Problemet er, at det romantiske narrativ forudsætter, at et forhold er “til vores dages ende”, hvilket er en forbandet svær milepæl at nå. Det lykkes i sagens natur allerhøjest en gang i hvert liv og gør de mange andre amor-historier, livet bringer os, svære at fortælle og efterfølgende forholde os til. Jeg tror, vi ville få det meget lettere, hvis vi lærte at hylde et forhold for det, det repræsenterer for os her og nu uden at have den vanvittigt ambitiøse målsætning ved hvert forhold, vi kaster sig ud i.

    Mange benytter betegnelsen, at man har spildt x antal år ved at være sammen med en, der ikke viste sig at holde for livet. Den tilgang fatter jeg ikke. Hvorfor kan oplevelser ikke være gode og lærerige, blot fordi personen, man delte dem med, ikke befandt sig ved ens side på dødslejet? Hvis man virkelig var glad for den tid, man fik med sine forældre, før de døde fra en, hvorfor kan man så ikke også være glad for den tid, man fik med en kæreste, før forholdet viste sig også at dø?

    “In my life I’ve loved them all,” synger Beatles så smukt og rigtigt, selv om “some are dead and some are living”. Åh, jeg elsker den tekst. Og jeg elsker alle mine eks’er for det, de bød mig af godt og skidt, og som jeg bestemt har taget med mig i bagagen. Dét narrativ synes jeg er smukt – og langt tættere på virkeligheden end den romantiske fortælling.

    Om du skal holde et forhold, der ikke nødvendigvis fører til den romantiske slutning, ude af bloggen, skal jeg ikke vurdere. Men hvis du vil dele det på bloggen, vil jeg mene, at det vil være godt at lytte mere til Beatles’ ord end til genklangen fra bryllupstalerne. Hvorfor ikke elske ‘dem alle’ og turde vise det, uanset hvor det ender med at føre hen og hvornår det viser sig at stoppe? Lad os skabe vores eget narrativ og ikke lade os styre af andres – heller ikke Beatles’ smukke ord, hvis der nu har været nogen i vores liv, der virkelig ikke var værd at elske :)

    Held og lykke med den fortsatte fortælling :)

    [Reply]

    Andreas Reply:

    Fuck, hvorfor ender jeg altid med at skrive romaner på din blog? :D Begrænsningens kunst, for fanden – sagde vandfaldet.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Men det er et klogt vandfald. Er lige ved at tage dele hele ind. Tak for ordene, fordi du lige gad.

    [Reply]

  8. Line writes:

    Det er svært at ræsonnere ret meget over den slags. (Især, naturligvis, hvis man er typen, der ræsonnerer over det meste og altid har en fornuftig forklaring.) Det kan være svært at se veninder (og bloglæsere) i øjnene, når man har grædt ud på deres skuldre. Det kan være svært at springe ud i det, for selvom bitterheden og vreden og alt det andet måske er på den anden side af døren, som man smækkede, så kræver det stadig en tillidsøvelse af de helt store. Men der er kun 2 mennesker, som med berettigelse kan kaste dom over situationen. Jeg glæder mig til at høre mere, når der er mere. Og som jeg altid skriver, når jeg kommenterer her, så er du uden tvivl min yndlingsblogger. Ingen anden får det til at snøre sammen i maven på mig med ord.

    Kærlig hilsen hende, der i 2004 smækkede døren i hovedet på røvhullet, som hun nu har op til flere børn og husdyr med. Måske er det ikke alles happy ending, men det er min.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Line! Verdensklassekommentar! Tak!

    [Reply]

  9. caroline Thomsen writes:

    Jeg håbede i mit stille sind at i ville ses igen. Ikke kun fordi jeg selv er forelsket i en utilregnelig stodder, men fordi det fandme ikke hjælper noget at vente på ‘den gode mand’, kysse frøer fra Tinder og drikke 10.000 liter kaffe med diverse whats his names, når hjertet, kemien og ikke mindst timingen faktisk ender med at vælge for en.
    Der er så meget mere der spiller ind i en historie, end bare hvordan han opførte sig ‘dengang’.
    Og helt enig med Line. Det er kun jer der kan kaste dom over situationen. -Ikke os, veninder og andre, der måler tingene ud fra personlige værdisæt og normer.

    Jeg håber du blogger noget mere om det. Jeg læser med – med min heppende og ikke-dømmende hat!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg lover at blogge om det! Tak for din søde kommentar!

    Men betyder det så, at man ikke kan move on fra en utilregnelig fyr ved at finde noget bedre (kysse Tinder-frøer, drikke kaffer, etc.)? Hænger man på ham mentalt, hvis han først har haget sig fast? Jeg tænkte altid, at jeg bare skulle blive ved med at lede, så ville mindet om Nogen blive sat til vægs af noget endnu større og bedre. Det tror jeg altså stadig. Men nu kom han så bare lige selv tilbage. Og satte mindet om sig selv til vægs med en version af sig selv som større og bedre, end jeg huskede. Who would have known.

    [Reply]

    LB. Reply:

    “Men betyder det så, at man ikke kan move on fra en utilregnelig fyr ved at finde noget bedre (kysse Tinder-frøer, drikke kaffer, etc.)? Hænger man på ham mentalt, hvis han først har haget sig fast?”

    - Det troede jeg også at det betød, men livet er altså ret spøjst på den måde! Jeg så en utilregnelig kvinde, som egentlig ikke så gerne ville have mig, men helst lidt en anden, men jeg var god nok når øllerne røg ind og hjernen ud. Tre år. I TRE ÅR var det sådan. Og så holdt vi endda en “valentines-vi-har-ingen-date-nå-hej”-aften tilbage i februar. Det endte med kys i ædru tilstand på sofaen, hvilket var utrolig dumt.
    Dagen efter var jeg i byen i Århus, møder en sød én, danser, kysser og tager med hende hjem. Hende faldt jeg pladask for – mod alle odds – og nu er det hende jeg er sammen med, hvilket går pisse-fucking-godt.

    Men anyway. Jeg tror på at det I trods alt har og har haft, er så meget mere end hvad man kan fortælle på en blog og jeg krydser fingre for dig. Uanset hvad – nyd turen, nyd det lige NU og tænk ikke så meget på i morgen.

    [Reply]

  10. Kristina writes:

    Åååååh…Jeg får helt sommerfugle i maven. Der er altså noget over det der, og du har valgt det helt rigtige billede i toppen. For de kan jo godt forandre sig. Det kan man jo også selv. Og han var jo ikke tilbage, hvis han ikke stadig fyldte noget. Noget meget noget. Og hvis han fylder noget meget noget, så er der jo heller ikke plads til at andre kan fylde noget.

    Kan i øvrigt også godt afsløre, at jeg engang også satte min kæreste stolen for døren, da han ikke kunne finde ud af hvad han ville. En måned senere flyttede jeg ind her på gården, og der har ikke været det mindste slinger i valsen siden.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Tak for din søde kommentar, Kristina! Jeg bliver altid så glad, når du attender min blog. Især når du kommer med sommerfugle!

    Men tror du for real på, at der ikke er plads til andre, hvis én person fylder noget – generelt? Jeg forstår godt logikken, men jeg bliver modløs. Så er det jo nærmest umuligt at komme videre i de tilfælde, hvor et brud ikke er en fælles beslutning.

    [Reply]

    Kristina Reply:

    Jamen, helt ærligt. Hvornår er et brud en fælles beslutning? Det kan godt være at begge parter godt kan se fornuften i ikke at være sammen længere, men synes da der altid er mindst en der føler sig trådt på. Jeg tror skam at det er muligt at komme videre, men jeg tror ikke det er rigtigt muligt så længe den anden person stadig fylder så meget, som han tydeligvis har gjort hos dig. Altså, jeg tror sagtens man kan finde en anden kæreste og være en slags forelsket, men jeg tror ikke man kan give sig selv 100% til en anden, hvis man stadig har noget tilbage for den man gik fra/blev forladt af. Og nu sidder jeg så og tænker om man nogensinde egentlig giver sig 100%, altså når man er sådan voksen-ish. Måske er det bare alder og livserfaring der gør at man giver mindre og mindre af sig selv i et forhold, og ikke ex-kærester? Nu har jeg gjort mig selv helt forvirret.

    Til gengæld tror jeg på timing. Havde jeg mødt min kæreste for 10 år siden hvor han allerede var enormt voksen og ejede hos, osv. og jeg var helt ung og vild i det, så var det nok aldrig blevet os. Så måske er det bare jeres tid nu? Jeg håber det. Og uhhh, jeg håber I har de der snakke hvor han sådan fortæller hvor rædselsfuldt livet har været uden dig. Det er de bedste.
    Jeg elsker når min kæreste siger, at han hader at jeg har haft et liv før ham, og han ikke altid bare har været en del af det. Det giver mig sommerfugle i maven. Uh, nu sidder jeg selv her og bliver helt nyforelsket kl. 8 om morgenen.

    [Reply]

  11. Lise writes:

    Jeg holder vejret. På en måde holder jeg utrolig meget af tanken om, at man kan holde så meget af nogen, at man kan ‘starte forfra’. På den anden side synes jeg det er pissefarligt. Men held og lykke. Jeg glæder mig til at høre mere!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Du indkapsler mit vægelsind og min skepsis så utroligt godt!

    [Reply]

  12. Laura writes:

    Man er færdig, når man er færdig. Og ikke et øjeblik før.

    Og hvem fanden er det også der har bildt os ind at man skal have styr på det. De fleste af os har jo ikke styr på en skid.

    Jeg håber det kommer til at gå godt. Og at du ligemeget hvad, vil fortælle os om det, så vi kan blive ved med at spejle os lidt i dig, og dermed blive lidt klogere på os selv.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Nej, man skal ikke lege, at man har styr på det. Men lige i det her tilfælde, så er der en stor, fælles vennegruppe, hvis reaktion, jeg har frygtet noget – gider de mere fnidder nu, gider de lægge skuldre til mig der græder ud igen, når jeg om lidt brænder nallerne og BURDE have vidst bedre …

    Men de har selvfølgelig reageret som jer.

    I virkeligheden er det nok bare mig selv, hverken jer bloglæsere eller mine irl-venner, jeg ikke vil tabe ansigt over for ved at tage en forkert beslutning.

    Det betyder meget for mig, det du skrev med, at jeg skal fortælle om udfaldet lige meget hvad. For det er nuancer som”glæde”, “svigt”, “træde ved siden af” etc., der udgør et brugbart spejl – ikke det at en fremmed blogskriver tager den rette beslutning, som man bør se op til.

    [Reply]

  13. FAKTA | det handler om... writes:

    […] glæder mig til den dag hvor historier som Dines sidste ikke giver automatiske stik i hjertet. Fordi den tanke, at det samme skulle ske for mig en dag, […]

  14. Triaka writes:

    Der er jo ingen opskrift, der er den rigtige for alle. Kan fandeme godt forstå, at du er fristet. Jeg ville også springe til igen, hvis den mand jeg ellers har brudt grundigt med, kom tilbage i en formodet opdateret version. Fordi noget bare klinger rigtigt, også selvom, der er alt muligt rundt om og indeni, der gør det svært. Det perfekte er sjældent interessant i længden. Desværre. Alting ville være så meget lettere, hvis det var.

    [Reply]

  15. Maiken writes:

    Jeg genkender flere ting. Dels ham jeg brød med efter mange mange års frem og tilbage, ingenting og lidt alting. Jeg brød og han bakkede, præcis efter mit ønske. Alligevel tænker jeg da på ham af og til! Hvad det var der gjorde, at det ikke kunne blive – at han ikke kunne finde ud af at ville mig nok og jeg kunne blive bedre til at sætte grænser. Jeg satte én! Og den holdt. Måske lidt for godt! Men sådan blev det og jeg kom videre. Jeg traf et valg om at vælge en anden slags mand, og det gjorde jeg. Og det var godt. Ikke så farligt eller spændende, men det var godt.
    I forhold til at føle sig vægelsindet, er jeg den, der det sidste år har sagt til alle og enhver at NU ville jeg skifte job. Uanset hvad. Jeg har analyseret og fortalt og forklaret. For nu at være kommet frem til – at jeg helst vil blive! Og selv om jeg er sikker på mit valg, for nu er det et tilvalg, så er det sværeste nemlig at fortælle om mit valg til dem, der har lyttet og givet mig ret i, at jeg trængte til et nyt job!
    Det sjove er så, at de alle (næsten i hvert fald…) bare griner og lytter til, hvorfor jeg nu ikke vil skifte job alligevel. Og at de accepterer og forstår mit valg uden at være sure over, at de har lagt ører til jeg ville det modsatte.
    Sikke en omgang. Jeg glæder mig til at følge med – og pointen er, at jeg ikke dømmer dig! Det skal man lade være med, for jeg kan jo ikke vide, hvad der er rigtigt for dig.
    Mærk i maven og tænk det igennem. Det virker for mig :-)

    [Reply]

  16. Jane writes:

    Good for you, Dines!! Det er ikke så rationelt, det med kærlighed, og jeg forstår godt dit valg! Uden ansigtstab (eller risikoen for) er der ingen kærlighed.

    [Reply]

  17. Drengemor writes:

    Jeg har fulgt med længe; i årevis. Så længe, at jeg har læst alle indlæggene, du linker til, men alligevel var det rart at få dem genopfrisket.
    Din smerte dengang var så intens, at den selv på skrift krøb ud gennem skærmen og satte sig fast under huden på os, der læste med. Og jeg bliver så bange på dine vegne for, om det sker igen, men samtidig er jeg også en sucker for kærlighed og håber, håber, HÅBER, at det forløber HELT anderledes denne gang!

    Mon han stadig ikke har kommenteret på brevet, du kogte ned til en A4-side? Og er den gode fyr, der trøstede så godt efter du endelig havde fået grædt ud, mon long gone?

    [Reply]

  18. Ditte writes:

    Kære Dines,
    Jeg har også læst med virkelig længe – og jeg glæder mig altid, når der er nyt fra dig!
    Jeg tror på, at vi må sætte os selv på spil for at høste det af livet, vi gerne vil. Det er meget nemmere at sige end at gøre, velsagtens. Og jeg kan kun komme i tanke om ganske få gange, hvor jeg selv har turdet. Men – hvis der er en snert af håb om, at du har en stor kærlighedsoplevelse foran dig, så synes jeg ikke, du skal tvivle, og egentlig heller ikke, at du skal tage ret mange beskyttende forbehold. Kast dig helt og fuldt ud i det, og nyd det!

    [Reply]

  19. Underlige Hoved writes:

    Åh, det gør både ondt og godt at læse. Ondt, fordi jeg virkelig, virkelig ikke håber, han igen vil gøre dig rigtig, rigtig ked af det. Men godt, fordi kærligheden nok skal sejre i sidste ende, og hvis det bliver med ham, så er alt jo fantastisk. Måske er du der, hvor du skal være. Måske er du slet ikke. Tiden vil vise det, men jeg håber, håber, håber for dig! Tak for en fantastisk blog, som jeg identificerer mig næste umenneskeligt meget med.

    [Reply]

  20. Rolf Hansen writes:

    Er udgangspunktet kærlighed?

    [Reply]

  21. fuld writes:

    Er både lidt misundelig og meget glad på dine vegne. Venter med spænding på udfaldet, som jeg håber bliver godt, for jeg M Å tro på, at folk kan ændre sig. Også selv om det ikke sker for mig.

    [Reply]

  22. A writes:

    Fedt at du sætte Mr.Big-fotoet på, så er stilen ligesom lagt. Måske du er heldig og får din SATC-slutning, at den tidligere stodder er blevet en good guy. Men… set fra den anden side (som jo er meget begrænset, kun oplevet igennem din meget subjektive version), hvad er det lige, der er så anderledes ved ham nu? Hvordan kan man(d) vende på en tallerken og pludselig sige, hov, hende pigen jeg var utro, ignorerede og i det hele taget behandlede rigtig skidt, hun var faktisk kvinden i mit liv! Hvordan dukkede den erkendelse lige pludselig op i hans hoved?
    Jeg er beklageligvis skeptisk og lidt kynisk anlagt, også et brændt barn. Det tog mig en del år at erkende, at nej, ham jeg troede var ‘the one’ var slet ikke god nok til mig. Det tog mig lang tid at erkende, at kemi ikke var nok. Men jeg var også heldig, efter 4 års besættelse af en mand, der dybest set ikke var vild med mig, fik jeg endelig closure, endelig en afvisning, en lukket dør. Og følte mest af alt en lettelse. Og bagefter oplevede jeg, hvad det vil sige at blive holdt af. At være sammen med én, der virkelig bekymrer sig om dig, give dig omsorg, ømhed, forståelse. Og nej, det holdt ikke, og han var ikke spor perfekt, men hold op hvor var det lækkert at opleve, hvordan et forhold kan være berigende frem for opslidende. Hvis min gamle besættelse kom imorgen og bankede på, så ville jeg ikke lukke op. For jeg ved endelig, hvor fantastisk det kan føles, når man ikke konstant er følelsesmæssigt udsultet. Når det ikke bare er lyserøde skyer, men et forhold fyldt med respekt, med nærhed, alle de dejlige ting, som man jo har brug for i et forhold (ville jeg mene).
    Jeg håber virkelig, du har heldet med dig, at han har ændret sig. Hvis det føles rigtigt, skal han have en chance, vi mennesker er komplicerede, kaotiske størrelser. Men for pokker, pas på dig selv!

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Jeg tror, at man skal være varsom med at sætte den her slags på formel og tro, at den formel passer på virkeligheden. Jeg er nødt til at prøve mig frem.

    Hvad betyder det der “Pas på dig selv” egentlig? Sådan konkret? At jeg skal lade døren være lukket, så jeg kunne sidde i min sofa og tæve netdatingprofiler igennem og sammenligne samtlige med ham?

    Jeg ved godt, at det her kan slutte med et brag. Et grimt et. Men undervejs har der måske været nogle andre brag. Nogle gode nogen. De tæller også. Sammen med risikoen for, at både han og jeg har ændret os til det bedre.

    [Reply]

    A Reply:

    Godt ord igen, for hvordan passer man på i kærlighed? Ville gerne give svaret hvis jeg kunne. Og nej, du skal ikke holde døren lukket (det lyder også, som om det er for sent under alle omstændigheder), og ja, nogen gange skal folk have en chance til, også selvom det kan ende galt. For der er ikke noget værre en at sidde tilbage og tænke “hvad nu hvis..”. I sidste ende er der ingen andre end dig selv, der kan afgøre, hvad der er det rigtige for dig.

    [Reply]

  23. Kaffekværneren writes:

    Har ikke læst kommentarerne ovenfor, men godt skrevet indlæg – som altid. Man er ikke altid i total følelseskontrol og nogle gange smasker det hele bare sammen. Og så opstår der noget nyt – eller noget helt andet. håber tågerne letter så du får fodfæste i det der nye noget med genforenings-manden. ;-)

    [Reply]

  24. Hvorfor Conchita Wurst for mig længe vil symbolisere en helt anden slags sød musik | DINES the INFOTAINER writes:

    […] sker så meget i disse dage, at jeg har svært ved at suge det hele op og grifle det ned, for jeg aner virkelig ikke op og ned […]

  25. Else Togo writes:

    Fukkk – er altid sådan ligt bagud. Ledte efter dig, Dines – syntes der havde været tavst så længe. Nyd det og slip sanserne løs. Mænd elsker allermest mest af alt sig selv. Men lad det ikke spærre. Sorry og good luck.

    [Reply]

  26. Den bedste tid er den vi har | DINES the INFOTAINER writes:

    […] hvor det – længe før jeg selv aner sandhedens karakter - vil vise sig, at jeg har opdigtet hans genkomst i mit liv, simpelthen for mit sind havde brug for det. Så vi lige kunne tale lidt om det. Her på […]

Leave a Reply