Ungdommen 0 – 1 Tabloidmedierne

PR-foto // Morten Hultum

Jeg blev træt helt ud i nervespidserne i dag, da det kom mig for øre, at en gruppe unge gymnasieelever gerne ville i pressen. Altså, jeg blev ikke træt af, at de gerne ville høres, hvem vil ikke det, hvis budskabet er vigtigt nok, og jeg er da selv en sucker for taletid for halv- og helstore publikum, når jeg gerne vil læsse af … Men det var netop det, den var gal med i de unges henvendelse: Budskabet.

De ville gerne have nogle journalister på et større, halvkulørt medie til at tage op, at man havde haft besøg af Yahya Hassan til et arrangement, og at der under afviklingen af arrangementet var hændt noget frygteligt.

Var Yahya Hassan blevet overfaldet? Nej. Havde han overfaldet nogen? Nope. Havde han ytret noget utilstedeligt? Næ, ikke hvad der fremgik af de unges henvendelse. Havde han fremført et dårligt digt, som ikke holdt niveau med den succes han oplever i bogsalg? Heller ikke.

Det, de unge havde på hjerte, var: Yahya Hassan havde fået lov at ryge på scenen . Uden. At. Rektor. Eller. Andre. Voksne. Var. Skredet. Ind. På et gymnasium, hvor de fremmødte unge hverken til daglig, til fredagsbar eller i forbindelse med Yahya Hassans rygning selv måtte have lov at lighte up. At tænke sig!

Men mens jeg og mine nervespidser sad der og måbede over, hvad visse unge i Generation Gymnasium i 2014 får eller ikke får med sig ( … en lyst til også at råbe op om svigt og savn og oplevelsen af det der svære liv? … en trang til at blotlægge egne kunstneriske årer? en lyst til at forstå nuancerne i samfundsindretningen? en kritisk blitz af om det nu også kan passe, at digteren der bliver gjort til posterboy for hele forestillingen om opvæksten i en muslimsk familie? anything? nej? bare en fornærmet trang til at forsøge at få medierne til at tage denne meget vigtige problematik om en cigaret, der blev tændt på en scene uden at nogen myndighed greb ind og slukkede den for evigt i retfærdighedens og sundhedshysteriets navn? okay!?) fra et debatarrangement med et af den slags varme menneskeemner, som vi vil huske forhåbentlig en tøddel længere end Paradise Hotel-emnerne, så skete der noget smukt.

Historien sluttede ikke der.

Med til den hørte, at der har siddet en nyhedsredaktør (gud-velsigne-vedkommende) på det medie, gymnasieungerne havde henvendt sig til, som har besluttet, at det her “nok alligevel er for lille en historie om at gå i små sko”.

Så nu må de unges spæde skridt udi fremtidige forsøg på at råbe pressen op nøjes med at leve et hensygnende meta-liv i et hjørne af det efterhånden så usmarte Blogland.

Hæ.

Vil du ikke også læse ...

Arten burde være uddød ved kommunikationsbrist by now
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?

flattr this!





6 Responses to “Ungdommen 0 – 1 Tabloidmedierne”

  1. Bille writes:

    Man kunne også droppe sin selvfede devaluering af ungdommen og erkende, at vi er ved at nå derhen med rygning nu, hvor vi var med alkohol for 35-40 år siden. Dengang ville de voksne også have erklæret én for en grinagtig snerpe, hvis man var imod, at en digter på scenen -eller éns lærer på lærerværelset- lige tog sig en bajer at styrke sig på.
    Det KUNNE jo faktisk være, at det er de unge, der har ret og os gamle, der tager fejl. Hvis de unge ikke accepterer rygning – så acceptér det. Og respektér det.

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Hvem devaluerer ungdommen? Jeg skriver om “visse unge i Generation Gymnasium i 2014″. Bestemt ikke dem alle. De fleste af dem har langt mere styr på deres shit end jeg har på mit.

    Men hvis en lyst til at råbe pressen op, fordi en digter har røget på en scene uden påtale, er det største, man tager med sig sådan et arrangement … ja, det synes jeg er hysterisk. Uanset om de er faret i blækhuset ud fra et sundhedshensyn eller et retfærdighedsprincip om, at når de ikke selv må, så må han heller ikke.

    [Reply]

  2. N. writes:

    I tvivl om det er mit gymnasium, disse unge kommer fra (håber jeg ikke). Vi så Yahya Hassan. Han røg på scenen. Det var fantastisk. Bortset fra de elever, jeg overhørte, som, når de blev spurgt, om de skulle høre ham, svarede: “Nej dét skal jeg ikke. Jeg har et liv.” …

    [Reply]

    Dines

    Dines Reply:

    Det er godt at høre! Altså, at det var fantastisk. Og også lidt, at teenagere stadig bruger det kontrære “jeg har et liv”-argument, når de spiller smarte. Det gjorde vi også back in the days.

    Aner ikke, hvilket gymnasium, der er tale om. Heller ikke vigtigt. Ryger han ikke alle steder, det passer ham? Og det burde han da lade være med. Men mon ikke det hele nok skal gå, hvis vi lufter ud og lader være at tro, at man skal ryge for at være sej – men inden da har benyttet chancen for at lade ånden løfte sig lidt?

    [Reply]

    N. Reply:

    Helt sikkert. Forstår ikke, at de unge magter at gøre et problem ud af det. Fokus skulle jo helst ligge på dét, han siger, ikke på hvad han ryger. Eller om han gør det. Heldigvis gjorde han det også kun tilsidst. Gjorde hele flokken rygetrængende.

    [Reply]

  3. MargitA writes:

    Røg han på scenen? Nej hvor FORFÆRDELIGT!! intet under at de tog skade på deres sjæl!!!

    [Reply]

Leave a Reply