Synes virkelig godt om, at hvis man klikker Hverken enig eller uenig til alle spørgsmål i Politikens tilbøjelighedstest, der skal pege på den kandidat, man er mest enig med i hovedspørgsmålene til folketingsvalget 15. september, så kan man som indbygger i Storkøbenhavn være så heldig at matche hele 100% med… Joachim B. Olsen.

En mand med holdninger til meget lidt. Ja, altså bortset fra, at den offentlige sektor skal effektiviseres og at den service, vi betaler for over skatten, skal være konkret, som vi kan se. Det kan man vel næppe fortænke ham i. Ville godt nok blive hidsig, hvis nogen mente, at den offentlige sektor skulle være mere ineffektiv eller at det er helt okay med mere såkaldt ukonkret service for skattekronerne.

Nåååh… testen kan være misvisende? Sjuskende med fakta? Ja da. Det kan den da. Jeg ved kun, at da jeg indtastede mine rigtige holdninger til de mange spørgsmål, spyttede Politiken en rødlig herre af sympatisk væsen ud, som jeg i forvejen havde overvejet som my guy.

.

Jeg har ret stor respekt for, at Poul Nyrup med sin bagage som pårørende til sindslidende slår et slag for unge med tungsind. Virkelig. Jeg kunne bare godt have ønsket for ham, at han ikke selv havde været det absolutte highlight i det sære line-up, der gav koncert i dag på Ophelia Beach i København i promoveringen af det nye initiativ, Ungekompasset.

Først bød udendørsscenen ved Skuespilhuset på en gang livstræt Djuna Barnes (hvorfor skal hun se så sur ud? Hun er jo pissedygtig! Kan hun ikke lige kravle lidt ned fra det selvhøjtidelighed der). Så en, som altid, overkæk Huxi Bach som konferencier, der præsenterede Moi Caprices Michael Møller og en helt tilforladelig guitar. Derpå et par testemonials fra to seje unge med skizofreni, der helt ufrivilligt blev gjort til Ugens Glade Krøblinge af konferencieren, der stillede helt upassende spørgsmål om kærestesorger til de to, hvis navne han knap havde styr på. “Øh, Michael, øh, jeg mener Peter, hm, så var det så at, haha, at øh, at du så mistede din kæreste…” Så den endelige deroute med en gang Sarah fra X-Factor, der mellem hver sang undskyldte sin ringe optræden med forkølelse (yeah right, det skyldes forkølelse…). Og så ved jeg ikke rigtigt, hvad der derefter skete, da mit selskab klappede strandstolene farvel og lod Ophelia Beach være Ophelia Beach. Vi ville hellere skilles og tage hvert til vores end… at blive hængende og få vores blødende ører voldtaget yderligere.

Men mellem al kattejammeren gik Poul Nyrup altså rundt mellem os i viskestykkeinspireret skjorte eller stod på scenen med et meget seriøst og velformuleret budskab om, hvor vigtigt netværk og afbrænding af tabu-mure og hjælp er for at styre nogenlunde helskindet gennem ungdomsårene. Og det er trods alt det, der er vigtigst. Ikke Sarah, ikke Djuna, ikke Huxi. Men målet om en federe ungdom for nogle af de psykisk sårbare, der har så svært ved at komme gennem den. Det er et vigtigt og prisværdigt initiativ, som jeg kun kan beundre, at en mand i livslang sorg går så stærkt ind for at booste.

…

Uanset hvad han gør, ikke, så står historiens vingesus bare om en mand som ham, ikke? Og også lidt cykelhjelm og lidt lalleglæde, men allermest det der… statsmand. Om han så bruger en teenager, der burde holde sig til storcenterscenerne, en afdanket-to-be dj og en overvurderet radiostemme til sin mission. Det er okay, Poul. Men jeg synes måske, at du skulle se dig omkring efter en bedre koncertarrangør. Som ikke enten booker stortalenter uden gejst eller talentløse kendisser, der kun har gejst at byde ind med.

.

… hvor ord ikke slår til.

Hvor 76 mennesker på nordligere breddegrader får blæst livet ud af sig. 68 unge mennesker på politisk sommerlejr, der på hver sin måde fejrede så umoderne og retro begreber som “demokrati” og “fællesskab”. Og tog afstand fra egoet og ligegyldigheden. 8 mennesker, som bare passede deres arbejde. I det land, jeg er viklet ind med både familiebånd og venskabsbånd. Og som jeg har et så nært forhold til, at tårerne presser sig på, selv om jeg holder dem nede og verfer dem væk. For de hører sig ikke til. Det er ikke min sorg.

Hvor jeg registrerer, at jeg bedre synes om bjælken “nyhetsvarsel” på de norske skærme, end det kopidramatiske “breaking news” på danske skærme.

Hvor jeg når at spørgetænke, hvorfor det nu var, at 76 menneskers liv bliver til breaking news over hele verden, når nu hungersnøden i Afrika ikke kan trække mere end sporadiske overskrifter. Hvor jeg selv når at svare. Norske, tabte liv er bedre nyheder end afrikanske ditto. Men det er ikke hele forklaringen. For i Norge er der nogen at rette skylden mod. Noget uhyggeligt koldt ved navn Breivik. Cirka så norsk og blond og letpåtå, som det kan blive.

Dage som i dag vil jeg lade andre tale.

Mens jeg selv opdager, at jeg junker norsk drama, fordi jeg ikke kan forholde mig til det nære drama. For det norske har placeret et hav mellem mig og massakren, og jeg har ingen slægtninge eller venner sovset ind i blodbadet. Og det er en afstand, jeg har brug for at fokusere på. Fordi jeg blev ringet op af en gravid søster. Der – med en stemme, der skulle være stolt og stor – spagt og småt og traurigt måtte melde, at hun kun er gravid i få timer endnu. Noget, der skulle være et ønskebarn og kilde til lykke engang i foråret, skal ikke være alligevel. For man kan ikke blive et ønskebarn eller kilde til nogen lykke, når man uanende er blevet placeret uden for livmoderen. I vejen, midt på en æggestok. Eller hvordan man nu siger det. Man kan i stedet blive skrabet ud i ingenting et sted i Hvidovre. Og, uden at ville det, være død grund til en ikkealligevel-mosters tårer, som hun havde hårdt brug for at lade falde en dag som i dag.

.

Man ved bare, at det er en gang hø, når verdenspublikummets højeste »aaaw« falder ved synet af brudens kjole. Brudekjole-aw’et skal kun være det første af en bølge af aw’er, som skal vare ved henover gommens tuderi, når bruden skridter ned ad kirkegulvet; de to sæt »I will« i kirken; det første kys som ægtefolk; det andet og det tredje kys; den lysende kærlighed brudeparret imellem… kulminerende i et kæmpe-aaaaw, når gommen harker sig igennem en kærlighedstale så tyk af klicheer, at kun hans tårevædede brud for alvor elsker det helhjertet – hvorfor vi så elsker det helhjertet. Fordi de royale bare græder så pænt.

Fik vi noget af det i går i London? Ikke engang en snert. Vi fik et blodfattigt tantekys på en balkon, som the couple in question selv mest så ud som om de var blevet tvunget til. Som om nogen havde sagt »Kys nu… Bare lige lidt. Giv pøblen… etellerandet, selv om det er smagløst.« Var fandme nødt til at smutte på YouTube og junke Fredes tale til Mary og Olof Daniels tale til Victoria fra Svensker Royale – og som bonus lige en omgang Diana-interviews fra efter separationen fra Charles. Altså for overhovedet at få antydningen af gåsehud. Det er utroligt, ikke? Som verdens største, kendteste, mest skandaleramte kongehus kan formå at sætte en så tam gang ritualer på autopilot, som de lige gjorde med Kates og Williams cirkus – og så endda kalde det ‘århundredets bryllup’.

Vil dog stadig give hi-five til den, der formår at gejle Jes Dorph sådan op i gear, at han går i selvsving over at skulle annoncere, at den for kameraerne lukkede bryllupsreception vil byde på »blandt andet kanapeer«. Den mand er umulig at skyde igennem, når noget har sat ham til at dække noget kongeligt. Og samme props til den redaktør, der gav Ulla Terkelsen lov til bramfrit at sige om den bus-kortege med Europas royalty, der sejlede op ad The Mall, at »den ligner en fangetransport.«

Nå. Kan vi rette opmærksomheden mod noget næsten helt andet? Altså. Hvor længe vil den Windsor-bande benægte den skide lighed? Harry er jo som snydt ud af næsen på James Hewitt, som Diana havde en affære med? Og så ved jeg godt, at Hewitt hævder, at han først mødte Diana, da Harry for længst var blevet født. Og at det røde hår ikke kommer fra ham, men fra Dianas Spencer-gener. Men altså. Det skal han sgu da sige. Ellers sætter de ham bare fast i Tower, eller hvor de holder landsforræddere gemt these days.

Harry er den eneste i den familie, der ikke er offer for indavl og lange hesteansigter. Det kan enhver sgu da se, han sprudler jo på en så u-Windsor-like måde. Fordi han er resultatet af sundt, varmt blod og kærlighed. Eller begær. I hvert fald noget menneskeligt. Men very well. Hvis ikke Hewitt vil kommentere det, så lad billederne tale:

Okay, okay, bare fordi der går forårskuller og Den Unge Werther i kulisserne, så behøver det jo ikke gå ud over bloggen. Der er vigtigere ting her i verden at skrive om.

For eksempel det forestående bryllup i England. Hende der Kate synes jeg er meget godt kørende med en skæg blanding af Marys begavede udstråling, Dianas do-good og en lillebitte, irriterende snert af Marie Cavalliers luftighed. Ikke? Men vi bliver nødt til at tale om William. Og hvad vi selv ville gøre. For jeg forstår godt dilemmaet. Man kan ikke kronrage en gom. Og slet ikke en royal gom. I Nordeuropa sender det stadig sådan nogle triste, nazikolde, racehygiejniske signaler. Selv om kronragning ville være det eneste rigtige at gøre.

Det her beviser bare, drenge, at I skal af med håret i det sekund, månen viser sig, så I når at være skaldede mænd, inden I bliver skaldede gomme. Og jeg snakker ikke om blottede tindinger, de er sexede nok. Men når det begynder at tynde i toppen, så rager I fandme sveisen af (og gælder det ikke jer, men jeres venner, så tager I altså en kammeratlig snak med dem. Det er jeres opgave. Som mænd.) Ellers ender det i slappe comb-overs, som til højre demonstreret i en royal udgave. Eller, gys, hair-plugs.

Det kan ikke udsættes, for før I ser jer om, står I dér og glor fåret ned i løbet på geværet: to milliarder seere verden over, der vil følge jeres måner i meget store, tv-overvågede kirker, ventende på brude, som I godt nok var lækrere end for ti år siden, men som med årene er raketskudt ovenud af jeres ligaer. Hvorfor? Fordi I ikke lyttede til jeres indre saks, mens I endnu kunne. Dengang det stadig var muligt for andre at fokusere på andet end den bare plet i toppen.

I tror, at I stadig kan skjule jer bag et “jeg er jo alligevel højere end damerne, de opdager det aldrig”. And you’re so wrong. Af med det. Lars Bom-style. Okay så, Bruce Willis-style. Inden brylluppet, inden forlovelsen, inden du når at ligne et fjols uden selvindsigt.

Skaldet er hot! Go!