Man skulle ikke tro det, men det er sandt nok. Visse ting ligger uden for min fatteevne.

Som for eksempel, hvordan der kan være propfyldt på en vi-tager-26-kroner-pr-kop-sort-kaffe-fordi-vi-kalder-det-americano-i-stedet-for-filterkaffe-kædecafé som Laundromat, hvor jeg i går sad og jazzede den med familieminder, når det mad, de serverer, ikke bare er middelmådigt, men serveres til så ublu priser, at jeg – endda indregnet det generelle service- og prisniveau i hovedstaden – fandt det direkte flabet.

Jeg veeed godt, at man bør sænke forventningerne lidt, når man frivilligt bestiller en club sandwich. Især én, som menukortet proklamerer ikke indeholder karrydressing. Men nu er jeg ikke så nede med karry, så måske havde de fundet på et lækkert alternativ.

Jeg fik serveret to skiver toastbrød, der aldrig havde set skyggen af et karryalternativ. Hertil det inderste bitterhvide af et icebergsalathoved, en skive tomat (som i én), branket og meget au naturel smagende kylling, et bæger salatmayo og en håndfuld fritter fra frost. Jeg er ikke helt sikker på, at hvad der presser prisen fra de cirka 25 kroner det må koste i råvarer, produktion, kokketimeløn og kunstnertillæg op på de 98 kroner, jeg kom af med… men jeg antager, at det må være det drikkepengebeløb, som de vel godt kan regne ud, at jeg ikke af mig selv lægger.

Fatter ikke, at de tør nøjes med så dyr middelmådighed midt i finanskrisen. Men hvor er det dejligt at lære, at det er sandt nok, det der med at mennesket kun udnytter 10 procent af hjernekapaciteten. Der er kompleksiteter i denne verden, vi simpelthen ikke er skabt til at fatte.

Hvis jeg nogensinde skal have mig en stambar where everybody knows my name, så håber jeg satme, at baren bliver alle rygerbodegaers forbillede; Funchs Vinstue ved Nørreport.

Min kærlighed til stedet skyldes ikke kun den særligt sure lugt i trappeskakten ned til de kølige toiletter i kælderen, en lugt, der hverken føles ram eller vammel, men bare hyggelig. Eller det mangfoldige klientelpatchwork af alle typer fra gymnasieelever over mappedyr til datende par og ældre kulturkoryfæer. Eller sætninger fra nu fallerede (men i firserne ret anerkendte) skuespillere som “Du har det der… og-ja-jeg-ved-godt-jeg-kunne-være-din-bedstefar-men-nu-siger-jeg-det-alligevel… du har det der begavede look. Intelligens. Det er smukt. Smuk.” Eller ølsjatterne på gulvet, de lunkne smørrebrød og det tykke tæppe af røg, der samler sig i hår og tøj og lader mig stinke i dagevis efter et besøg. Eller betjeningen, der aldrig er særlig hjertelig, men dog så fin, fordi personalet virker som rigtige mennesker, ikke robotter indstillet på ‘serviceminded’.

Nej, den, min kærlighed, er snarere født ud af det gearskift, der altid sker med mig og mine, når vi går gennem det smalle indgangsparti og slår os ned ved et i forvejen fyldt bord, men hvor der altid lige er plads til to mere. Når vi er på Funchen, kan vi lige så godt få ærlighederne på bordet sooner rather than later, for på den gamle, crowdede bodega er nemlig ikke plads til smalltalk, og ingen forlader Nørre Farimagsgade, før de store ord ligger til skue på bordet. Og sådan kunne man i nat se mig sidde og rømme et par tårer væk fra øjenkrogen, rørt over en nær venindes alvorlige hvisken om sin fremtid, der kommer til at slå hendes liv, som hun kendte det, helt omkuld. En kærlig hånd oven på min hånd og varm ånde i mit øre:

“Jeg har ikke brug for hvemsomhelst i den kommende tid. Eller brug for whoever jeg kan overtale til at stille op, fordi jeg beder pænt. Jeg har brug for dig. Fordi du altid er så pissestabil en støtte.”

En læser foreslog, at jeg måske bare ikke var klar til alt det der dating, siden jeg var så negativt indstillet. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. For hvad skal man egentlig bruge netdating og heartache til, når man har gode venner, der kan installere en i en sofa med småkager og begge sæsoner af Downton Abbey – så man ikke behøver vente på narrefissen DR, der kun gider put out med dette voldsomt gode, britiske drama en gang om ugen. My needs are bigger than that.

Har tilbragt weekenden i brak og i selskab med the Crawleys og de helt store violiner i Yorkshire. Jeg har hulket med isdronningen Mary og fnyset med grimme, seje Edith til mine spejlæg. Jeg har gispet ned i min eftermiddagssmåkage med O’Brien, da et øjebliks hævngerrighed fik alt for fatale følger. Og drukket vin og røget smøger ud på min medlidenhed med lede Thomas, der med de værste intentioner alligevel aldrig får det som han gerne vil. Jeg har været irriteret på den karikerede godhed i Matthew og Sybil og faktisk været lodret forelsket i både Bates, Carson og Lord Grantham. Og den nyrige avismand, Sir Carlisle – mest fordi det er lykkedes briterne at caste Bent Falbert til rollen.

Og jeg har til hudløs- og modløshed googlet, om det virkelig kan passe, at Season Three først vender tilbage til efteråret. Det kan det sgu. Suk. Så er det godt, at jeg endnu har både Behind the Scenes og den store, halvanden time lange Christmas Special til gode.

Ses. En gang. Forhåbentlig i en tid, hvor man igen kan score sig op ad den sociale rangstige via arrangerede ægteskaber (orker ikke at stå for det selv), og hvor man klæder om til middag, selv på hverdage.

Måske var det meget godt, at de ikke lukkede mig ind på Forfatterskolen, dengang jeg forsøgte. For nu har jeg læst debuten fra Stine Pilgaard, en af dem, der faktisk blev vejet og fundet tung nok det år. Eller, læst og læst. Inhaleret, slugt er måske mere ordene. Og hun skriver mine pointer meget bedre, end jeg selv ville kunne.

Det er ikke fordi der sker forfærdelig meget at skrive hjem om på de 168 sider i “Min mor siger”. Kvinde kyles ud af sit parforhold, kvinde flytter hjem til sin far, kvinde ignorerer sin mors nærmest karikerede mangel på pli og går til lægen og forsøger at jagte en diagnose på sit vakuum, men lægen er mere sådan én som leder efter fysiologiske forklaringer på det hele. Måske er hun aseksuel, foreslår lægen, og selv om kvinden ikke føler sig aseksuel vil han hellere rede ud, hvorfor aseksualitet er så svært at forske i, end han vil forholde sig til at kvinde pludselig giver sig til at hyle.

Det lykkes kvinde at komme videre – hvordan må I selv læse, men hvorfor forbliver et mysterium, for hun handler ikke. Bortset fra når hun ryger i detentionen eller ringer til eks-kæresten og knalder røret på. Eller når hun holder mikrofonen, mens hendes hukommelse – Søhesten – guider læseren rundt i hendes krop og lader organerne tale i imponerende monologer. Indskudte afbræk uden for tid og sted, der bare spytter ord og minder og observationer ud og efterlader mig så ordløs, at jeg måtte læse alle disse passager igen. Sagde hun virkelig det? Det er ikke bare mig, der bliver voldsomt irriteret, når jeg hører folk referere til bøger, som jeg ved de kun har læst omslagsteksten på – ikke kun mig, der kan få lyst til at lave en scene på en restaurant, når folk insisterer på at tage billeder af maden?

Selve historien er som sagt til at ridse op i ganske korte sætninger, og umiddelbart tænkte jeg åh-gud-endnu-en-ung-forfatterinde-der-tror-hun-er-Helle-Helle. Måske primært fordi karaktererne er så anonyme eller groteske (og fordi det parforhold, hovedpersonen smides ud fra, er et lesbisk et. Uden at det nogensinde bliver italesat – undskyld bæ-ordet – for homoseksualitet skal ikke gøres til et tema, de tider er forbi i den moderne litteratur, thank God). Men Stine Pilgaard er sig selv. Og hvor Helle Helle roder rundt i en stringent minimalisme og ender i nogle lette kalorier, fordi hele meningen stod i det udeladte, og som er glemt, når man har vendt sidste blad, pærer Stine Pilgaard rundt i sine egne, mange ord og meninger og skaber et så tragisk relatable menneskebillede, ikke et kvindebillede, et menneskebillede, at jeg mere synes at man kan kalde romanen et spejl end en egentlig roman.

Jeg er forpustet. Men rolig til mode. Fordi jeg har fået 168 siders bekræftelse på, at jeg ikke er alene med min skide hjertesmerte, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere.

Stine Pilgaard – “Min mor siger” – Forlaget Samleren – udkommer i dag. Og Lars Bukdahl er vældig begejstret… Sarah not so much.

Jeg forærede engang min ikke-ret-belæste veninde de hurtigste kalorier nogensinde: Nynnes Dagbog. Hun tog den med hjem, med i auditoriet, med i toget, med hjem til mig igen. Med overalt. Alligevel nåede hun ingen vegne i den, kunne jeg se på æseløret, der hele tiden svævede et sted i første halvdel. En for hende yderst logisk forklaring fulgte. At bogen var så vanvittigt god (jaja… det er den altså), at hun læste første halvdel igen og igen. Og igen. Indtil hun havde vredet al morskab ud af første halvdel, men stadig havde til gode at vide, hvordan det hele dog skulle gå Nynne. Så var hun klar til anden halvdel.

Sådan læste hun altså bøger. Hun sammenlignede metoden med at tisse virkelig langsomt efter at have holdt sig længe. Eller først nyse, når man ved, man kan seks-syv gange i træk. Eller, for at sige det vi alle tænker; trække sex ud. Udspændt nydelse, forlænget.

Jeg er mere sådan én som tisser og nyser og kommer, når jeg kan. Og ræser mod slutningen af en god bog, typisk så hurtigt, at jeg ikke helt opfatter handlingens små, fine detaljer. Men nu har jeg fundet den bog, der får mig at ønske, at jeg kunne følge min gamle venindes metode. ‘A Visit from the Goon Squad’ af Jennifer Egan. En prisoverdynget perlerække af små i hinanden indviklede snapshots fra New York og San Francisco, så banale i sin idé, men så knudret i sin opsætning – og fyldt med så mange lækre observationer, at det er umuligt at fange det hele ved første gennemlæsning. Jeg er hooked på Sasha, Bennie og Lou og den måde fortællingen om dem og deres periferi er foldet ud i glimt over 30 års digital udvikling.

Jeg er nem at imponere. Det gør den ikke mindre god.