Se nu der. Nu gør Jens Joel noget rigtigt igen. Det skriver Stiften selv.

Og sjældent har kombinationen af male bangs og korrekthed været så sexet. Skynd jer ud på barrikaderne på lørdag, aarhusianere.

Selv om jeg nu nok synes, at det tosseri, han demonstrerer imod, skal ties ihjel – ikke have opmærksomhed fra politisk side. Men lyt ikke til mig. Hvad Joel gør, det er dog det rigtige. Det er også så dansk, det der med at tie ting døde. Hvad nu hvis Hvidstengruppen* havde tiet ting ihjel, hvar. Lad os prøve noget nyt.

*) Frygteligt dårligt stykke film i øvrigt. Dilletantteater.  Mage til blasfemisk produktion af et vigtigt kapitel danmarkshistorie.

Nordisk litteratur, det er lige mig. Så når jeg både tæver det nyeste på dansk, norsk og svensk igennem, så må vi ikke glemme… finsk.

Finsk? Bøger på finsk? Det findes? Ja. Endda nogle gode nogen.

…

Sådan ville jeg have indledt min anmeldelse af Sofi Oksanens roman, Baby Jane, som egentlig udkom før hendes gennembrud, Renselse, der vandt Nordisk Råds litteraturpris.

Og hvad var det så, der skete, mens jeg var midtvejs i en unavngiven heltindes optrevlen af en geskæftig fortid med mystiske Piki – Helsinkis cooleste lebbe? Jo. Livet skete. Selv om det faktisk var ganske underholdende at læse om de to deprimerede kvinders salg af brugte trusser til de stønnere, de solgte telefonsex til. Men mit liv tog lidt over, ing. Noget med noget job. Og en hulens masse læsestof i dén forbindelse. Som jeg heldigvis nyder så meget som var det skønlitteratur.

Desværre er der ikke tid til begge dele. Og for en stund må jeg lægge de fine læseoplevelser på hylden, for jeg kløjes simpelthen i den dårlige samvittighed.

Men det betyder sgu da ikke, at I skal snydes! Forlaget Rosinante har doneret et konkurrenceeksemplar, og det kan blive dit. Vurder måske ud fra denne anmeldelse (fra nogen, der faktisk har læst bogen…) om den er noget for dig. Og hvis den er, så smider du et lod i puljen med en kommentar herunder om, hvornår du har måttet vinke farvel til noget, du ikke havde lyst til at tage afsked med – og hvorfor.

Jeg bestemmer en vinder mandag 2. april klokken 22!

Sofi Oksanen, “Baby Jane”, 2005 | 201 sider | 300 kroner | udkom på dansk 1. marts

Jo, sgu. Gyldendal har spenderebukserne på og vil gerne give én af jer muligheden for at vinde et eksemplar af David Lagercrantz’ Zlatan-bog, som jeg anmeldte her.

Hvad du skal gøre? Du skal give nogle ord igen, for det er trods alt min yndlingsting ved det her blogging – at høre fra jer, der læser mine ord. Du skal fortælle mig, hvordan/hvorfor/hvornår du sidst har forsøgt dig med noget, hvor du var helt på glatis – som jeg fx var, da jeg her skulle forholde mig til noget fodboldrelateret.

Derudover er formen fri. Sig frem! Der trækkes lod blandt de bedste svar, der er kommet ind inden – kort proces – tirsdag 20. marts klokken enogtyvehundrede.

Go.

Hvad jeg tænkte efter en side med “Min historie: Jeg er Zlatan Ibrahimovic”:

- Det er løgn. David Lagercrantz har bare trykket ‘play’ på fodboldlegenden, og så har han udgivet båndudskriften. For billigt!

Hvad jeg tænkte efter 220 sider med Zlatan:

- Det er løgn! David Lagercrantz har bare trykket ‘play’, og så har han udgivet båndudskriften! Genialt!

Hør her. Jeg gider ikke fodbold. Og jeg er den irriterende kvindetype, der godt kan finde på at bede om pædagogisk at blive forklaret offside, selv om jeg godt er klar over min indbyggede høredefekt, hvad angår det begreb. Jeg er så uendeligt ligeglad, og jeg kan blive decideret harm over, at sportsindslagene er på længde med de øvrige nyheder i tv, når nu det samlede kulturstof anses for ‘niche’. Men når Weekendavisen giver sig til at anmelde kalorius, så måtte jeg tjekke den ud.

Jeg forventede en svensk lightversion af Joakim Jakobsens fodboldbog-gone-europahistoriebog “Tynd luft”. Jeg fik noget, der godt kan hamle op, men på ingen måde kan sammenlignes.

Zlatan-bogen er… virkeligkedafatskullekopiereklicheernefraomslaget… en bunke dynamit i en liga for sig. For den handler ikke om fodbold. I hvert fald ikke på noget niveau, hvor jeg ikke kan være med. Det er en forpustet, socialrealistisk smøre om cykeltyven fra Malmö, der spillede bold for at komme væk fra en mildest talt belastet familie. En far, der hellere ville lytte til jugomusik og en ikke helt vel forvaret mor, der slog dem med grydeskeer. Narkoproblemer, sociale myndigheder, skoleskift og svenskerjante. Om den simple Zlatan, der ikke indretter sig, men hellere vil køre rundt i store biler og have kort lunte og råbe op.

Det er urhistorien om Klods-Hans, men en indvandrerklodshans, der kommer fra rendestensghettoen Rosengård og siger ‘liksom’ hele tiden og tager sin angst for tomme køleskabe med sig ud i sin imponerende karriere. Et værk, der ligner sin hovedperson: Det virker simpelt og lidt dumt, men det insisterer på at blive taget seriøst. Så det bliver ved i samme rille, indtil det bliver taget seriøst. Og brillerer.

Det er naturligvis ikke en uredigeret båndudskrift, vi er ude i, selv om bogen virker som én lang monolog. Som det er med sande stykker kunst, så får denne bog dig til at tænke, at det kunne du da også have gjort. Det kunne du ikke. Så flot orkestreret, at man enkelte steder tænker, at Zlatans historie er for kliché til at være sand.

I har sikkert fattet det på alle de øvrige anmeldelser. Men hvis ikke – og Lisbeth, læser du med? – så lad mig slå det fast med bæ-ord: Det her er seriøst læsværdig samtidslitteratur.

Vil gerne takke norske Hanne Ørstavik for passager som denne i hendes nye roman, Hyænerne:

Hun ved ikke, hvordan hun skal leve med det, lige meget hvor meget hun ordner, er der noget der bliver forkert. Noget der ikke ligger som det skal, som stikker frem, som lugter. Som er støvet eller klistret eller fedtet. Hun sidder der på toilettet med bukserne nede, og der kommer kvalmevand i munden, og hun ville ønske hun kunne kaste op, men det kommer ikke, og hun græder heller ikke, gråden er ligesom for fin til dette, dette er grimmere, ulækkert er det, og gråden kan ikke få fat i det, kan ikke det ud, er et andet sted end dette.

Ikke kun, fordi hendes portræt af Siv, der som fyrreårig rejser fra norske kærestesorger til genopfindelsen af ensomhed i en engelsk flække, er som at holde et spejl op foran mig. Komplet med overanalyse og en amputeret glasklokkefornemmelse. Jeg bryder mig ikke helt om, hvad jeg ser af navlepillende i-landsproblemer og indzoominger på ligegyldigheder i følelsesspektret og ordsammensætninger, men hold op, hvor jeg kender hele billedet. Også selv om jeg har lidt svært ved at gå helt ind i Sivs traurige, når hun jagter følelse efter følelse og mening efter mening. Og hyæner på Youtube.

Nej, jeg vil gerne takke Hanne Ørstavik for noget, hun slet ikke kan gøre så meget for. Nemlig at hun kom ind i mit liv på præcis samme tid som tyske Wankelmut og deres sang One Day.

Her sidder jeg, 251 sider og vel 300 gennemspilninger senere og er så… ør. Fordi sang og bog spillede så perfekt sammen på den der weekendmåde, hvor luften krøller sig sammen og man tror, at man tænker store tanker. I virkeligheden sidder man bare i sin sofa og ser sig om og har fået et lille hjørne hverdagslykkelighed. Over ingenting. Måske over vejret, måske over en godt skrevet bog, måske over ikke at være så utilstrækkelig fagligt, som man i et splitsekund i sidste måned nåede at frygte, at man var. Måske bare over sandheden i messen af sætninger som One day, baby, we’ll be old, we’ll be old, and think of all the stories that we could have told.