Det er altså sidste gang, at jeg har lyttet blindt til en Politiken-anmeldelse.

For siden jeg kom hjem fra biografen, har jeg siddet helt stille og lignet et spørgsmålstegn. Undret mig over, om jeg lige er blevet hvisket universets store hemmelighed uden at fatte den – eller om jeg bare gerne vil have de 85 kroner, som 138 minutters ørkenvandring åbenbart står i, tilbage.

Jeg hælder nok mest til det sidste, når det kommer til det, som Kim Skotte kalder en “mageløs storfilm, der fortæller alt om det hele”. Jeg synes mest The Tree of Life fortæller en hel del om ikke ret meget. Om jeg begriber, hvorfor Cannes er på den anden ende over den.

Brad Pitt er god som den strenge ingeniør i 1950′ernes USA, der i bund er er uduelig som forsørger – og klar over det. De skuespillere, der spiller hans pinte sønner, er stortalenter i udtryk. Sean Penn er for underlig som den klynkende mand, Pitts voksne søn, der karter rundt i nutiden og paralleluniverser og spiller på violiner så store, at hans panderynke nærmest kræver sin egen plads i rulleteksterne.

Men altså, jeg kan ikke se, at den skulle være en “svimlende rejse i tid og rum”. Jeg synes, det var en bunke flot sammenklippede, men billige filmtricks med overdådig natur som billede på, at universet er stort og vi er bittesmå og vi er allesammen bare er en del af den store organisme. Og så den gamle traver med, at materialisme bliver klodens undergang. Et budskab, der plastres ud i mit fjæs af Sean Penn, der sidder i en skyskraber i Houston og hvisker vingeskudt og teatralsk, at »verden er blevet så grådig«. Come the fuck on.

Det er lige lidt for indie for mig, at vi nu har erstattet en films plot og udvikling med timelange sekvenser med klip med organismer, celler, Jordens Indre, dinosaurer og befrugtninger. Under den en fløjlsblød, almoderlig narrator, der ævler lidt om Gud og nåde og naturen og at kærlighed er basen for alt. Det hele lagt på en bund af klassisk musik så storladen og pompøs, at dets lige ikke er set siden de gammeldags dokumentarer om Jorden, som vi så i biologi i 6. klasse, når vi havde vikar. Jeg kan altså tænde for Lex & Klatten på YouTube, hvis jeg mangler den slags sortsnak. Eller Mandrillen.

Se den, hvis du er typen, der for alvor kan komme i bukserne over digtoplæsning. Det er jeg, desværre, ikke.

Filmkunstnere nutildags. Underlighed pour l’underlighed. Vorherre bevares.

.

Det er en floskel, men den er sand. At alder er et tal, ikke en tilstand. I hvert fald ikke et nummer, man kan bruge som indikator på voksenliv.

Jeg spekulerer ofte på, om jeg mon her, hvor 30 er i sigte, kan kalde mig voksen, når jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været til tandlægen. Og heller ikke kommer det, før jeg får tandpine. Selv om jeg godt gad. Lige være sådan én, der fik ting tjekket. Ligesom den der brystsmerte, der kommer i jag. Ret ofte nu. Og som ingen læge kommer til at tage stilling til, med mindre jeg falder om af det. Og kan man egentlig kalde sig voksen, når man ikke går i bad, med mindre man skal noget? Eller når man ikke ejer en støvsuger? Eller har overblik over sit studielån? Eller menstruationscyklus? Eller spiser morgenmad – eller regelmæssigt, for den sags skyld?

Jeg tænker nej. Og alligevel er jeg ved at male et meget stort, neonlysende spørgsmålstegn henover flotfyr79. Bruge imod ham, at han heller ikke har styr på det basale. Selv om 30 endda er en prik i horisonten bag ham. Jeg kan ikke se ham inde i det der tjekkede liv, som jeg ved, at nogen kommer til at forære mig den dag, jeg rykker fra mit liv og ind på det, jeg bliver ved med at referere til som Den Lange Bane. På Den Lange Bane findes ikke forbigående job, men en karriere. Der findes ingen tømmermænd, men børn. Der findes ikke sporadisk motion, men en sund kondition. Der findes ikke måneder, hvor der ingen indkomst er – fordi jeg er utjekket – men i stedet lån, fast ejendom og den slags. Der findes ingen forårsforelskelser, der findes solid kærlighed. Og det begynder liiiige om lidt. Any day now.

Jeg har det som Verona i Away We Go. Som grådkvalt og højgravid spørger sin kæreste, Burt: »Are we fuck-ups?«. Og han svarer pænt, at nej, de er ikke fuck-ups. Men de er 34, de bor i en ligegyldig rønne på en ligegyldig egn et sted i Midtvesten, de har ingen storslåede uddannelser i bagagen og dagene ligesom bare æder hinanden. Og hun siger i mørket, hvor stearinlysene blafrer, fordi parret ikke har fået betalt elregningen: »I think we might be fuck-ups«.

Verona og jeg tænker måske for meget over tingene. Og har det lidt svært med at give slip og dvæle ved det smukke i en solnedgang, når nu der er større ting, der ikke er styr på. Og vi kunne måske bare selv tage at gøre noget ved det, rydde lidt op i det hele, ryste skeletterne i skabene en gang (… men hvad skal vi så dyrke?).

Verona og jeg har forestillingen om Livet, Som Det Burde Være ret tydeligt klippet ud i pap. Hængt op på væggen, hvor vi kan stirre på det, som det stirrer på os. Og vi ved ikke, hvad vi skal med det stykke pap… kun at det lige nu kun er pap. Ikke liv.

.

Det er skidt, rigtig skidt, når man ikke kan fungere, men bare overspringshandler sig ud af livet. So long træning, so long deadlines, so long hverdagens tjekkede overskud, der inkluderer rengøring, indkøb og personlig hygiejne. Og så kører en ung mand rundt i hovedet på mig, og der skal han ud fra i en sadens fart, for han er bad news. Af den charmerende, heartbreaking slags. Som ikke rigtigt vil noget, men gerne vil lidt alligevel. Og selv om jeg slet ikke ved, om jeg vil noget, så er jeg af princip imod mænd, der ‘godt vil lidt’. For man investerer blot i en langtidsfosterstilling ved at bruge tid på dem. Især, når de er pænere end én selv, for ubalancen får én til at opføre sig som om man er på stoffer.

Nåm, jeg kunne have sagt mig selv, hvor akkumulationen af ovenstående ville ende. Elitedaters.dk. Så jeg kiggede lige.

…

Hej klichékonger. Hej dårlige metaforer. Hej casual som forklædning. It wasn’t pretty. Men det må jeg derimod indrømme, at ret meget andet på sitet faktisk er. Hvad er nu det? Var det meningen? Billederne skal da være i dårlig opløsning, dårligt belyste og præget af alle mulige andre gennemskuelige forsøg på at tildække, at man ikke er faldet for heldigt ud. Men… her er mændene pæne? Wtf?

.

Ej. Kan vi ikke godt lige tale lidt om det her? Når nu det skal hænge på Christiansborg? Og minde senere generationer om både vor tids politikere og kunstsmag?

I get it. Fogh har selv valgt kunstneren, der skal portrættere ham til malerirækken af tidligere statsministre og folketingsformænd. Og hun er tidligere venstrefløjsaktivistisk BZ’er, så derfor er han mega storsindet ved at have udvalgt hende, og hun er også mega tolerant ved overhovedet at gide, og ih, hvor er det altså toppen, at parterne sådan kan forenes om kunst uden for politik. Og kalde hinanden for bøgetræer og sådan.

Men altså. Hvorfor er det, at han ligner en actionman? En orange én? Og hvad er det med bøgeskoven foran Die Hard-flyet og den bibelske ørken? Og vokshuden? Det kan hun sgu da ikke mene seriøst!?

Jeg kan ikke lade være at tænke, at Simone Kærn lige har sat et underspillet, men meget venstreorienteret aftryk på en ellers fredelig handel. Og det… må jeg tilstå, at jeg elsker.

Jeg havde holdt mig fra alle anmeldelser. Jeg ville have den rå, uforfalskede, open-minded udgave af de fire kvinder fra New York, som jeg elsker. For jeg elsker dem. Eller. Har hadet Carrie siden den sæson af serien, hvor hun går fra Aidan, men har elsket de tre veninder, mændene, moden, humoren og den gode, lette underholdning. Som cirka alle andre kvinder på vor del af kloden, så original er jeg.

Det eneste, der slap gennem mit anmelder-filter, var en ret begavet udtalelse fra Lotte Thorsen, Politikens Nynne-journalist:

“Det har altid undret mig, hvorfor man forbandede gang, man laver noget underholdende om kvinder, skal slæbes gennem den dér store diskussion om, hvorvidt det nu også repræsenterer alle og er kvindepolitisk korrekt og tegner et fuldstændigt 1:1-billede af vores alle sammens liv. (…). Hvornår går man i gang med at gennemtæske samtlige mandescener i ‘Klovn’ på samme måde?”

Jeg kunne ikke være mere enig. Hvorfor gøre Sex and the City til mere end det er? Det er ikke kvindebevægelse, det er ikke politisk, det er ikke intellektuelt. For fanden. Det er tomme kalorier. Så jeg holdt fast i min premierebillet. Og satte mig til aften til rette i et biografsæde ved siden af en masse trunter i stiletter og glattet pandehår og fancy pyjamasbukser og havde det åbne sind på.

Gider ikke engang forsøge at anmelde fiaskoen som den ikke-filmkender, jeg er. Hverken den “danske” arkitekt, der rendte rundt med stiv pik i Abu Dhabi under navnet Rikard Spirt (?), de karakterløse gespenster til Miranda og Charlotte, der flimsede rundt i periferien af Carries Dior-liv og var et hårstrå mere spændende end tørrende maling, Samanthas vulgære og uelegante kamp mod overgangsalderen, eller kvindernes møde med en flok mellemøstlige “søstre”, der i en ørkenvandring af et såkaldt klimaks smed niqab’erne og afslørede, at de skam alle gik i Louis Vuittons seneste kollektion under de kvindeundertrykkende dragter. Eller det rip-off filmen lavede på Venner og sørgede for at the hot nanny, vupti, var lesbisk og dermed ingen trussel for nogen alligevel. Eller det uforskammet korte møde med en forpustet, ligegyldig Aidan. Eller den ligeså ligegyldigt karikerede Big.

Vil bare prøve at lægge den ubehageligt kedelige oplevelse bag mig. Formentlig med seriens sæson 2 og 3 – og en opfordring til Michael Patrick King om at servere alle fremtidige visninger af filmen kloden rundt med kvajebajere. Ej, men se dem lige: