Alice var 18, da hendes veninde halede hende med ind til Hjørring, hvor soldaterne gik march. Egentlig gad hun ikke. Hun havde en aftale med sin kæreste senere. Veninden himlede, kaldte ham Aage en stivstikker. Alice trissede med. Og glemte kort sin forlovelse med Aage, da hun så soldat nummer 46 stå ret nede på pladsen, selv om denne fremmede i uniform slet ikke passede ind i forestillingen om et liv. Altså, for hun havde jo tænkt sig, at det skulle være hende og Aage for evigt.

Så selv om soldat 46 samme aften bød Alice op til dans og de næste år bejlede langdistance fra forskellige kaserner og begik alskens underlige, forelskede krumspring, så skulle Alice lige overveje. Hun havde jo sådan set lovet Aage et liv. Og snavede med ham oppe på høloftet på nu fjerde år, det kunne man ikke bare sådan rende fra. Først da soldaten tog toget op gennem Jylland – i regnen, mener Alice at huske, men hun er ikke sikker, måske husker hun bare soldatens tårer som regn – med et brev i hånden, forstod hun. Da han læste hendes brevfarvel højt for hende, ord for ord, hylende, forstod hun, at soldaten her kunne lære hende, at hvis man vil have noget, så må man lægge sig i selen. Hvis hun valgte ham. Så det gjorde hun.

Alice glemte Aage, men det gjorde soldaten ikke. Og når de en sjælden gang skændtes i det 55 år lange ægteskab, der fulgte, råbte soldaten gerne “Du skulle have giftet dig med Aage i stedet, skulle du, så behøvede vi slet ikke have denne diskussion!” og så stormede han ned ad den smalle trappe til kælderens værkstedsrum, indtil han blev god igen. Det blev han hurtigt. Hans temperament røg op og ned af skalaen, altid, helt ulig hendes eget.

En dag i 1965 bladrede Alice i lokalavisen og blev bleg og tavs over en notits om en fatal soloulykke ude ved sundet. Da lagde soldaten sin pibe fra sig, så på sin kones smukke sorte hår og spurgte stille “er det Aage?”. Hans kone nikkede med tårer i øjnene, han rejste sig og lagde armene om hende, sukkede dybt og virkede for første gang nogensinde som om han indså, at Alice ikke havde skænket Aage en tanke, siden hun valgte ham fra. Aage havde kun spøgt i hans hoved.

De talte aldrig om Aage igen.

Jeg sidder på en café i København og kommer til at tænke på soldaten og Alice, min fars forældre, da jeg browser gennem kuldegysningerne på Times fotogalleri om at blive gamle sammen. Ved siden af mig sidder et ungt par. Han er til skinke/ost, hun er til kyllingmoussesandwich. Det er Valentine’s Day, og foreløbig har de ikke udvekslet et ord. Hans hage er let vigende, hun er højere end ham, på mange måder ligner de soldaten og Alice på det ydre. Jeg tænker. Om der mon er en Aage inde i billedet, om der mon er en passion og en gnist et sted, om der mon er grundlag for et 55 år langt sammenfiltret fællesskab på godt og ondt, når man markerer en dag som i dag med udespisning og en blomst, men ikke rigtigt har noget at tale om.

Måske er tiden løbet fra de lange, episke kærligheder. Eller måske var Alice og soldatens kurmageri i efterkrigsårene præcis så uinspirerende at se på som det, der udspiller sig ved min side lige nu. Måske er det også op til dette unge pars efterkommere at male et rosenrødt, violinbårent blogportræt af disse to mennesker, der kan fortælle en historie om et liv, der ikke umiddelbart ser storladent ud – men i højeste grad bliver det.

Det håber jeg.

Når jeg med interventionsstemning får serveret af bekymrede veninder og søstre med komisk lodrette øjenbryn, at jeg nok tager for let på tingene, at det er for nemt bare at tæve rundt i diverse netdatingprofiler med hvad de kalder påtaget entusiasme, for nemt ikke at kigge sig tilbage og være vred, for nemt og rationelt ikke at græde en eneste tåre, så har jeg lyst til at sige roligt, rationelt og let til dem, at jeg skam har en hemmelig blog, hvor jeg skriver alt det, jeg ikke vil sige højt.

At jeg ikke selv har behov for det, men at Dines skam bider sig hårdt i inderkinden, når hun tæsker de Facebookfotoalbums igennem, hvor han og jeg begge optræder, solbrune, kyssende og glade. Og at Dines da døjer med de farlige tanker i retning af ‘er hans nye kæreste mon lavere end mig?’ (det er hun nok) og ‘er hun mon tyndere end mig?’ (det er hun nok også), selv om jeg siger, at de tanker slet ikke strejfer mig.

At Dines flere gange om dagen klasker sig selv hårdt og d’oh!-agtigt på panden, fordi hun igen-igen har taget sig selv i pludselig at forstå min mors irrationelle tanker og handlinger efter sin skilsmisse fra min far. Sammenligner altså næsten 40 års ægteskab med det her. Sindssyge.

At Dines faktisk ikke rigtigt har overblik over, hvor slemt det er, selv om jeg hører mig selv sige ting som ‘så er det vist heller ikke værre’ til de bekymrede veninder og især til deres lodrette øjenbryn. Hvordan måler man den slags?

At Dines føler sig så uendeligt dum. Og at Dines ville åbne døren, hvis han ringede på den. Og at hun er allermest ked af godt at vide, at det gør han ikke. At hun som noget nyt er begyndt at drømme om ham. Og omtrent hver nat vågner brat og slår i puden, fordi drømmen er slut.

They don’t need to know. At jeg skam er rationel og storsindet og videre for real. Jeg har folk til alt det andet. Jeg har Dines til at tage sig af bitterheden for mig, af vreden og til at stirre på en telefon, der ikke ringer for at sige undskyld.

Så er min skæbne beseglet.

Jeg troede lige, at jeg faktisk havde en reel chance for at blive et helt menneske, igen fri af min tv-pakke. I al hemmelighed så jeg frem til, at jeg skulle være blandt dem, der mistede TV 2. Fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne overskue at få dem tilbage, hvis de først var væk. Pist væk med tidsfordrivet. Ikke mere ukritisk discountnyhedsformidling på News, ikke mere Friends på Zulu, ikke flere glemte halvfemserfilm på Film. Det ville sikkert svie lidt i begyndelsen, men efter noget tid ville jeg formentlig vende tilbage til bøgernes verden, avisernes, bladenes. Og lidt DR K til de stunder, hvor man kunne holde fri fra intellektualiteten uden sådan rigtigt at holde fri, ikke.

Ak nej. Ikke bare sad TV 2 morgenfrisk der inde bag skærmen og hilste goddaw, da jeg med rystende, ambivalente hænder i morges klikkede mig rundt i min skæbne. Farvel svage håb om givende fritid. Nej, nu kan jeg også læse, at den helt store fælde, som SBS havde fjernet fra min liste over mulige guilty pleasures – Glamour – nu er tilbage fra marts. Hos Canal 9.

Jeg ved ikke, hvordan Helle Thorning forventer, at jeg skal leve op til nytårstalen om at bidrage i selv det små, når hun tillader slige sager. TV-pakker, crap-serier og internettet er for Danmark hvad plastikstolene er for Venezuela: hvis vi forbød dem, så skulle I bare se løjer og en folkevandring af arbejdsløse og freelancere og ‘selvstændige’, der ville strømme ud på jobcentrene og tigge om noget at tage sig til.

Hm. Hvor fanden ligger Canal 9? Og hvorfor staver de det med c? Det er jo ikke fordi kanal på engelsk hedder canal, vel, med mindre man taler om kanaler med vand i. Og det håber jeg ved gud ikke, at man gør.

So what do you do, spurgte han.

Og jeg forklarede ham det på mit afstøvede skoleengelsk. Som han høfligt roste. Det var jo hans modersmål. Og jeg spurgte velopdragent, hvad der havde bragt ham til København. Han sagde noget om arbejde. Nå, hvad det så gik ud på. Han gik ind i en til lejligheden nedbarberet, men dog fyldestgørende beskrivelse af sit job. To-tre præfabrikerede sætninger. Af den slags, man altid har i lommen, til når fremmede spørger. Til når fremmede couldn’t care less, men nu står man altså der. Som nu vi to gjorde.

Jeg døde lidt indeni, da jeg fyrede en ventet ‘so how do you like Copenhagen?’ af. Blodet visnede i mine årer, og jeg kom til at afbryde hans lige dele ros og kritik af københavnernes kultiverede, men reserverede tilgang til livet, kom til at afbryde, at jeg really wasn’t cut out for this. Han spurgte ‘pardon?’. Smalltalk, forklarede jeg, uden at uddybe, jeg lod pausen være pause og luften mellem os blev pludselig lidt tung i det. Fordi jeg havde trådt uden for rammerne for social conduct.

Is that what this was, spurgte han, uden at spørge, for tonen faldt ikke opad til sidst i sætningen, det var nærmere en lidt ærgerlig konstatering. Det var jo hvad det var. Så pegede han på en bænk lidt længere nede ad gaden. Om jeg have lyst til at go make out? Vi kunne godt bare kysse, sagde han, selv om han da selvfølgelig ville foretrække mere. Men nu var det lidt offentligt. Der i den kolde decembernat på indre Nørrebro. Jeg lo.

Så sagde han alvorligt ‘No, really, do you want to go make out?,’ og måske skulle jeg egentlig have gjort det. Bare for at kvittere høfligt for det effektive mord på smalltalken.

Jeg bor på den ene side af Strøget og arbejder på den anden, så det er svært for mig at undgå denne pøblede, danske handelsstrækning i min hverdag – selv om der virkelig er mange grunde til at holde sig fra Strøget i København i december. Én kunne være det gravearbejde, der lige nu indsnævrer store dele af Købmagergade (i årets juleshoppemåned, ja, smart planning, Ayfer). En anden grund kunne være de andre mennesker. Enten dem, der går foran dig og pludselig bare stopper, uden at gå ind til siden, stop, fordi de lige skal sige noget vigtigt til manden og ikke kan gå samtidig; you make me want to smoke crack. Eller dem, der en tirsdag i myldretiden kommer løbende bagfra, tapper dig på skulderen og råber ind i dit øre ‘undskyld, må jeg lige spørge dig om noget!?’ Mit tankemønster så således ud:

1: Tricktyv! Eyes on the wallet!
2: Facer! Eyes on the wallet!
3: Lunatic! All eyes on the wallet!

Facere angriber typisk forfra, og tricktyve har det med ikke at henvende sig så nervøst, som denne unge mand gjorde, så jeg settlede på option 3. Lunatic. Mens han bare stod og gloede på mig. Og til sidst tog min hånd. Og så noget beklemt ud i det, da han sagde:

– Jamen, eh. Jeg synes bare, at du så rar ud, som du gik forbi…

Her blev jeg ekstra alert og slap hans hånd, for hvis der er noget, jeg og min selvindsigt godt ved, så er det, at vi ikke ser rare ud. Reseverede, udstoppede, på en god dag bare kølige isdronninger – men sjældent ‘rare’. Hvad havde han oppe i ærmet?

– … og så øh ville jeg bare hilse øh på. Jeg skal mødes med nogen om lidt. Men… ville bare høre, hvem du mon øh er.

Og han så helt oprigtig ud. Lignede lidt Skipper fra Sex and the City. Men jeg, den åbenbare Miranda-for-the-day, kunne slet ikke begynde at overveje det smigrende i situationen, fordi jeg var overbevist om, at han var med i et væddemål, eller han havde et Skjult Kamera-crew med sig, så jeg hvæsede en halvublid mumleversion af ‘jeg er vist bare mig’ og prøvede at kante min cykel forbi ham. Hvilket fik ham til at ramble on i en:

– Ej, er du nu sikker på, at du er dig *nervøst grin*, mon ikke du faktisk er en helt anden *nervøst grin* end dig selv, ehhehe…?

Jeg var long gone.

Synes måske, at han skulle arbejde på sin approach og have noget præfabrikeret samtaleemne med i skuffen, for hvad skal man egentlig svare en fremmed, når han spørger, hvem man er? Men hvad fanden er det for et samfund, der har skabt kvinder som mig? Som ikke genkender komplimenter, når de stopper os på gaden?

Vi skulle skamme os.