Lad mig lægge ud med at slå fast: dit digt bliver ikke – ikke – bedre af at blive parret med prætentiøst indie.

Ikke siden Nye Rør har nogen sat lyd og litteratur sammen, så det blev lyttervenligt. Har mistet alt for mit store idol i halvfemserne, Jonas fra Puls, efter Møgpoeten og Møglillebror, og min aversion mod begrebet audiopoesi blev hamret fast med meget store søm på sidste uges højskoleophold, hvor en gruppe af de afslagne fra Forfatterskolens optagelsesrunde fik udleveret en mikrofon, temaet ‘frugt’ og en farlig opfordring til at bedrive kunst med nerve… i rundkreds.

Hold kæft, hvor var det ringe. Selv i højskoleregi, hvor der skal være plads til alt, var det ringe. Så mange ananasser som metaforer på ligegyldige liv, så megen påtaget finurlig weltschmerz (du er fra Valby, come nu årrrrn) og så mange politisk korrekte kunstpauser og afrevne stavel… ser.

Nå, men det inspirerede mig til at flikke et par linjer sammen om min egen dag. Baggrundsstøjen kan jo være lyden af fårebrægen samplet med noget dårligt overvejet klaverspil i mol. Jeg bruger lidt gammeldags stavemåde for at virke mystisk og vintage.

Jeg vilde ønske, at Mor og Far havde været mere kulturelle
Pludselig ved jeg ikke, om Neil Young er indeni eller uden-
(kunstpause)
for, For oftest ved jeg ikke
… om jeg er kiøbt.
Eller solgt?
(kunstpause)
I 1941 købte min syttenaarige Bedstemor Mein Kampf.
(kunstpause + brægen x 2)
En blog er en blog er en weblog
Men dette er ikke
… en pibe.

Min krop fortæller mig, at jeg er ked af det, presset eller stresset, før mit hoved tænker det. Vi snakker acneudbrud, løs mave og hovedpine som nogle af de slemmere symptomer på, at noget er galt.

Egentlig var det én lang fest på højskolen. Et ugelangt gensyn med 150 af mine yndlingsmennesker fra et fortryllet forår – vi var samlet igen i kreativitetens tegn, i kærlighedens, i lysets og i højskolesangbogens. Alt var lykke og lærdom.

Alligevel skulle der sideløbende acne, dårlig mave og søvnløshed til, før jeg forstod, at det var et problem, at han var der. Og det er først gået væk nu, hvor jeg er hjemme og har forstået for alvor.

Da han og jeg sås, var det stormfuldt. Det var på andres bekostning, det var her-og-nu, det var grådigt og det var intenst. Fyldt med de store tilståelser, den indre ransagen, de dybe blikke – jeg kan nærmest høre tangoen i baggrunden. For først og fremmest var det hemmeligt. Ikke en sjæl kendte til os, fordi det var forbudt. Vi måtte ikke.

Det fik en afslutning, som den slags gør – en venskabelig én, endda. I dag er vi begge på lang afstand af vores tangotrin dengang, men når vi ses, gibber det alligevel i os. Et skævt, indforstået smil og en kort øjenkontakt, som mindede os begge om noget. Eller. Sådan var det i hvert fald i lang tid. Nu er der blevet længere imellem, at vi render på hinanden, and enter acne, tyndskid og søvnløshed. Jeg bebrejder ham ikke. Men han har glemt os. Og det går mig øjensynligt fysisk på at gå op og ned ad ham i ti dage, når han i dag kun ser ligegyldigt luft i stedet for mig.

Vi er de eneste, der kender til vores hemmelighed, vores dybde, vores rum. At han ikke længere lægger noget i os og vores tango, det gør det ikke til et ømt minde for mig, en lille gave, jeg kan gå og tænke på med et gammelklogt smil. Langtfra.

Det gør, at det aldrig har eksisteret.

Jeg hader kirkegårde. Jeg hader din grav. Den døde tyngde gør mig klam og kold indeni. At se hende gå omkring ved din grav med en stor vandkande i hånden, hun trasker omkring og sysler med det, og for nogle ser det måske ud som om hun vandede hvilken som helst slags blomster, ikke dem, der gror ud af dig.
Hendes øjne plirrer og misser mod sollyset i det tidlige forår, men det er som om de er holdt op med at se. Ikke af chok, men fordi de aktivt koncentrerer sig om, hvilket liv, der nu skal leves, tænker jeg. Hun var så sprudlende og jordnær, så genkendelig for mig, som om nogen havde holdt et spejl op for mig. Det er lige meget nu. Nu er hun bare sig selv. Hendes tanker fæstnet ved den landevej, hvor du måtte erlægge dit liv i bøde for et øjebliks uopmærksomhed. Det tordnede mod dig, godstoget, ikke vinkelret, men let bagfrakommende. Godstoget, der ramte min ven. De sagde, at du hang ud af vinduet i din sele, da redderne kom, men jeg kan ikke få det til at stemme.

Det var, som om trykket pr. kubiketellerandet var større, den nat vi kørte rundt i din bil et halvt år forinden. Den mørke landevej var så frygtindgydende, men nu ville jeg ønske, at den havde varet evigt. Vi hørte The Streets. Et halvt år senere stod jeg på Roskilde Festival og hulkede ned i en tam øl, fordi jeg troede, at Mike Skinner var det eneste, der var tilbage af dig. Vi spiste rejesalatsandwich på en tankstation. Jeg vil ikke skrive din nekrolog. Vi sad i ventesalens neonlys ved færgen. Jeg var træt. Tænkte du også, at det var som om, vi havde kendt hinanden i flere år? Jeg vil ikke skrive din nekrolog.

Så snart hun gav mig lov, ringede jeg til de andre med det sorte budskab. Tavshed i den anden ende. Deres første reaktion var at spørge mig, hvordan jeg havde det. Jeg var ør. Sagde noget om, at jeg var blevet interviewet til avisen samme dag. Som for at sige, at nu gik det lige så godt. Deres tavshed lød mærkelig.

Jeg så dig sidste gang lillejuleaften. Tomandshånd. Jeg måtte se at komme mig over min angst for min forestående køreprøve, sagde du. Du selv havde først bestået din tredje køreprøve. Der var intet at være bange for, det lovede du mig, det var det sidste, du nogensinde sagde til mig.

Du har ødelagt et lille stykke af os alle.

Hun vil komme sig. Bedre, end jeg lige nu vil fatte. Og hurtigere end enkelte i hendes omgangskreds vil finde passende. Om få år vil hun i et meget bestemt tonefald bede mig lade være med at betragte sig som din enke. Og jeg vil se på hende, vantro, og blive vemodig, fordi hun har stedt dig til hvile med en modenhed og stoisk rank ryg, som kun i hendes handling undgår at blive kynisk og trodsig, men bare rigtig. Og jeg kan ikke begribe, hvor det kommer fra.
Jeg vil i øjeblikket med indstuderet patos tænke, at den er vokset ud af dit minde. Måske bliver jeg klogere.

Jeg vil stede dig til hvile, før hun gør. Selvfølgelig. I et anfald af hiksten og med en virkningsløs stomipose rødvin indenbords vil jeg – meget ømt og for et usynligt publikum – strække armene mod himlen og råbespørge Gud i Himlen, hvorfor han tog dig fra os. Og så vil en grim sandhed gå op for mig. Det er ikke min sorg. Den er hendes.

Men lige nu skal du lade mig svælge.

Jeg vil gerne undskylde til Sverige. Det er min skyld, at I er på spanden. Havde jeg bare langsomt trappet ned, så ville I slet ikke have været økonomisk uligevægtige langt ind i 2009. Undskyld. Men det greb om sig. Så jeg tog en kold tyrker, og der stod I, med tæppet trukket væk under jer. Undskyld.

Jeg har i årevis haft en affære kørende med TV Shop. En co-dependent forhold, hvor vi begge vidste, at det ikke kunne vare ved, og hvor vi begge vidste, at vi hver især fortjente bedre. Én måtte trække stikket, og det blev mig (strengt taget blev det TV Shop, der i 2006 nægtede at udlevere en sending ProActiv Solution, men blot returnerede mine penge. Jeg forstod godt jeres vink med en majstang. Og gjorde det forbi).

Så velkommen til min TV Shop-kirkegård. En Hall of Fame af fejlkøb.

Min debut i den gul-blå verden var blid, men afgørende. Jeg blev ejer af SuperStyler Rotating Hair Brush. En motherfucker af en børste i grå kunstfabric, på en skøn holder og batteriskjuler i én, så den altid kunne stå i oprejst fallosposition, når den opladede.
Superstyleren holdt mit hår glat, præcis som reklamen lovede. Det kan eventuelt have noget at gøre med, at mit hår i forvejen er utrolig glat, hvorfor logikken bag mit køb kan diskuteres – men lad ikke det ligge TV Shop til last.

Efter SuperStyler-successen var jeg hooked. Og det ledte mig direkte til formiddagsmødet med AB Energizer-bæltet (forløberen til det mere kendte og langt mere genialt udtænkte The Sauna Belt, der via opvarmning simpelthen smelter fedtet på maven væk. Det er altså rigtigt!). Bæltet her, en skønhed af en intelligent maskine svøbt i en beklædning af sølvgråt plastikstof, indeholdt to impulsplader, som, med sine fire forskellige indstillinger, føltes som nåle blev boret ind i maven. Ny-del-se. Hurtigt forstod jeg, at der nok var pyntet lidt på markedsføringen, der lovede, at monstrummet sagtens kunne bæres usynligt under tøj, og jeg opgav at fatte yderligere ømhed for torturinstrumentet, da tuben med pre-’trænings’-smørelse begyndte at afgive en ram benzinduft og fik mine betragtelige kvadratmeter maveskind til at kvittere med eksemskjolder ude af denne verden – og den ønskede virkning, selvfølgelig, udeblev.

Men ét fejlkøb hindrer ikke den, der vil føres bag lyset af sektagtige infomercials på morgensendefladen. En stund var jeg meget forelsket i The Magic Bullet-serien (mest pga. den meget virkelighedstro og slet ikke opstillede reklamefilm med vennepar, der laver quasadillas og blåbærmuffins af samme substans), men eftersom jeg ikke havde mit eget køkken og nægtede at involvere forældre eller søskende i mit TV Shop-misbrug, valgte jeg at gå tilbage til fitnesstilbudene. Og min kærlighed faldt på The Ab Swing, fordi Taylor fra Glamour virkelig lagde sig i selen og fik mig til at forstå, at jeg ikke kunne leve længere uden det, der havde reddet hende fra et liv som blegfed, fattig og deprimeret.
Problemet med den var bare… well, der var mange. For det første er der overhængende fare for at falde af den, hvis man har ben, der er længere end ti centimeter. For det andet kan den slet ikke klappes sammen og gemmes væk under almindelige møbler alligevel, som reklamen lover (kan med snilde ligge under et højt stuebord. Men det er vel også i princippet ‘gemt væk’). For det tredje virker den ikke. For det fjerde kan man på ingen måde koncentrere sig om at se fjernsyn imens, sådan som Taylor kan. For det femte er det bare for åndssvagt at sidde der og tro, at man kan vippe sit bildæk væk.
Også en succes, der var til at overse.

Herefter kom turen til cremerne. Jeg indkøbte mig en creme mod appelsinhud, som med et helt bestemt og meget hemmeligt, men mycket, mycket intelligent forskerudviklet serum lovede at gå til angreb på al tænkelig cellulitis i miles omkreds. Der fulgte endda en smart støttestrømpe med, som man skulle love at sove med.
Dette produkt holdt utroligt nok, hvad det lovede. Jeg var appelsinhudsfri. Som med SuperStyleren kan også dette have noget at gøre med, at jeg ikke er angrebet af nogetsomhelst, der bare ligner appelsinhud, og igen kan min logik diskuteres – så den tager jeg på min kappe.

Derpå var det blevet tid til Silhouette Slimming Pants. Som, udover at skulle rulles på som et kondom i en ekstremt ydmygende time, var lavet af det mindre svedtransporterende kunststof elastan og en masse på polynesisk, så man faktisk blev forpustet at have det på. Virkede de? Næ. Kunne heller ikke da knappe de bukser, jeg havde købt lidt for små med vilje. I ved, som ekstra motivation (til selvmord).

En tur omkring AB Slimmer kom jeg skam også. Der skal TV Shop så have credit for, at de ikke praler med, at den kan gemmes af vejen. For det kan den ikke. Fra det øjeblik, man erhverver sig den, bor den i hjørnet med nullermændene og fylder samme areal som en mindre lænestol. Ikke ret kollegieværelsevenligt – eller stilvenligt. Eller venligt overhovedet, eftersom den jo bare står der og glaner som en hån, for den veeed bare, at man aldrig får lagt sig i den. Ligeså lidt som man lige lægger sig og tager 50 mavebøjninger uden den.

Så var det, at jeg fik en bums og tog Vanessa Williams, Jessica Simpsom og Kelly Clarkson på ordet om, at ProActiv Solution var min eneste redning fra et liv som blegfed, bebumset og deprimeret. Troede jeg. TV Shop bildte mig nemlig ind, at varen var udgået og returnerede mine penge. Som om! Der er sgu da ikke andre end mig, der var idiotiske nok til at handle på tvshop.se – var der!? Åbenbart. Og da gik den frygtelige sandhed op for mig.
… at lykken nok alligevel ikke blev leveret med pakkevæsen fra Skåne.

I dag nøjes jeg med at drømme om The Ab Blaster, om dyreunger på VHS, om Youthfull Essence, om Thighmasters, om Windsor Pilates, om Sheer Cover, om The Malibu Pilates Chair og om The Sauna Chair og om de andre hede flirte, jeg kunne have fået. Ak. Jeg er en tørlagt TV Shopaholic.

A lovestory. 2001-2006. R.I.P.

Jeg mødte Marc en våd aften på Waxies i Århus af alle steder.

Øboen og jeg var taget i byen med de psudonymer, Posh og Baby, som alle charterarabere i Egypten havde flirteråbt ad os. Således blev jeg til Victoria Beckham, og Øboen blev til min wingman, Emma Bunton (?), for en aften.

Victoria og Emma tør meget mere, end vi selv tør, så derfor sætter Victoria og Emma sig uden invitation hos en flok mænd – der straks bliver begejstrede over vores ligefremme facon. Marc, kongen af bordet, fanger mit blik, og da han ikke bemærker, at jeg fniser over at præsentere mig selv som Victoria, bliver jeg til hende. En femme fatale, som ikke tager pis fra nogen, som er kølig og reserveret – en kvinde, som Marc kunne falde for.

Marc er en firskåren, bred narkofitnesstype. Med et entourage, der som ham er klædt i smal, hvid t-shirt. Han har to kategorier for de i hans liv, der er af hunkøn. Der er kællinger, som tæller langt de fleste af hunkøn, han møder, og så er der hans kvinder. Victoria forstår, at det formentlig kun er hans mor og hans søster, der er kvinder. Hans ekskone, kan hun forstå, er en kælling.

Marc siger, at han skyder sine ‘forretningsforbindelser’ i knæskallerne for 500 kroner, hvis ikke de leverer varen til tiden. Varen viser sig at være narko. Eller noget hvidt stads, som pludselig ligger spredt ud over det fedtede bord. Marc byder Victoria en bane af stadset (som ingen af de andre rører), men hun er en dame af klasse, som ikke har noget problem med at afslå. Egentlig har hun godt fattet, at det nok næppe er kokain, de sidder der og fører sig helt åbenlyst frem med, men på den anden side spiller hun jo også selv en rolle, så hun lader ham. Og spiller pænt med.

Marc har to børn. De hedder Freja og Oliver, deres navne står mejslet ind med blæk mellem pigtråd på hans underarm. Da han spørger Victoria, om hun ville se billeder af dem, fryser jeg pludselig inde i mit skjul, og synes det hele kommer lidt tæt på. Og Marc bemærker noget i Victorias facade, som får ham til at rykke nærmere og hviske til hende:

– Ved du hvad min far sagde til mig, inden han døde?

Og Victoria læner sig frem, det her skal jeg høre.

– Min far sagde til mig, at jeg skulle sige det til en kvinde, hvis jeg mødte én, som kunne omvende mig. Jeg siger til nu. Til dig.

Jeg kan ikke lade være at klukke lidt akavet inde fra mit skjul, men Victoria holder masken udadtil. Og hun spørger til den specielle vending, ‘omvende’.

– Mit liv. Min tilstand, svarer Marc.

Og Victoria drikker ud. Slår blikket ned, men ser ham så i øjnene og siger:

– Marc. Kun du kan vende det om.

Og så rejser hun sig og trækker Øboen med, og jeg efterlader Victoria i pupillen af Marcs øjne, hvor jeg sidst så hende.