Har sådan lyst til at råbe ud i fortiden til Emodines, at some things are never gonna change. 15 år fra nu vil hun stadig være vild med umodne, provokerende drengemænd, selv om deres bedstevenner ville være meget bedre for hende.

3. september 1997

Er jeg varm på Asbjørn? Nej, vel!? Men jeg vil enormt gerne komme sammen med ham. Jeg savner virkelig én at komme sammen med. Og da Asbjørn er den, der ser bedst ud, er han den første den bedste. Jeg er lidt varm på ham, men jeg elsker ham ikke, som jeg har elsket David. Jeg vil sige, at jeg er tilpas varm på ham til at komme sammen. Hvis bare han ikke var så provokerende og umoden. Han render altid rundt og skaber sig, og siger man til ham, at han skal være ordentlig, så ter han sig så åndssvagt, at jeg ku dreje halsen om på ham. Han er et levende bevis på, at piger modnes hurtigere end drenge. 

Men så i dag så jeg alligevel en side af ham, som jeg ikke har set før. Vi har lige flyttet pladser, og jeg sidder skråt over for Asbjørn. I timen sagde Martin B noget helt vildt uforståeligt (han stammer) og jeg kom til at kigge lidt underligt på Asbjørn som reaktion. Men i stedet for at sige “Ej, gloabe! Kig væk!,” eller sådan noget, som han plejer, kiggede han tilbage og vi udvekslede indforståede blikke.
Der er bare det problem, at jeg ikke ligefrem er Asbjørns type. Men så må jeg vel bare prøve at indynde mig. Snakke med ham, se bedre ud, måske tabe mig, ikke lyde alt for intellektuel, for det er slet ikke ham.
Åh, han har altid været min mors yndling, derfor er det lidt irriterende, at jeg nu er varm på ham. Men hvorfor skal han se så godt ud? Han har lige rundet 1.80, går i Diesel og Levi’s og har de pæneste blå øjne. Desværre er han også bedste venner med Mikkel, som har været forelsket i mig siden 3. Men hallåååeh? Hvornår har jeg nogensinde keret mig om Mikkels følelser? 

15. august 1997

Vi har lige været i ILVA. Vi fandt den pæneste sofa. Man sidder utrolig godt i den og om dagen er den en sofa, om natten en dobbeltseng. Den var zebrastribet – meget pænt – men jeg vil helst have den i blå eller grøn, så den matcher mit nye tapet. Det skal være sådan, at det ligner, at man har malet med en svamp. Jeg håber, at det kan blive rigtig flot, så jeg kan være bekendt at invitere veninder og venner derop!

‘Dramaet’ spidser til. Mest fordi jeg som teenager ikke rigtigt argumenterede så godt i ligegyldige sager. Fordømte hormoner.

26. maj 1997

Åhha, hvor kan jeg ikke klare David. Den nar! I engelsk diskuterede vi, hvor og hvornår vi skal stå og samle ind til Red Barnet på tirsdag. Så siger jeg: “Christine og jeg vil gerne stå på Grønlykkeskolen ret tidligt.” David: “Det kan du ikke bare sige, det er der sikkert mange der vil. I har fået en skole.” Mig: “Jamen, hvorfor skal vi stå i Hasle? Vi aner ikke engang, hvor det ligger.” David: “Det gør jeg sgu da heller ikke.” Mig: “Jamen, hvorfor har klassen så sagt, at vi dækker Hasle Skole? Der er jo ingen, der ved, hvor den ligger.” David: “Det ved jeg sgu da ikke. Det er da for fanden ikke mig, der har valgt den skide skole!” Okay, okay, små slag, David. Jeg kan ikke klare ham.

Havde fortrængt mit og min venindes syge besættelse af Steffen fra 10., som gjorde, at jeg i månedsvis ikke skrev dagbog, fordi jeg havde travlt med at beslutte, om jeg var mest forelsket i David – som “drev mig helt ud på afgrunden” – eller Steffen, som ikke rigtigt ville snakke med os.

2. august 1997.

Jeg har helt glemt at fortælle om den anmærkning lede Margit har skrevet i min karakterbog. “Bør yde langt mere.” Mine karakterer var også rykket langt tilbage, både hos hende og i matematik. Mine forældre blev forståeligt nok pissesure, og ville have at vide, hvad grunden var. Men jeg havde ikke ligefrem lyst til at buse ud med, at jeg havde haft et lidt FOR stort crush on en af dem fra 10. klasse, og at lærerne syrede totalt af over, at jeg snakkede for meget om ham i skolen. Så jeg sagde, at jeg ikke kendte til sagen. Jeg håbede, at de lod det være ved det, men nænænænæ. Tror du ikke, at min mandlige værge ringer til min kvindlige kost af en klasselærer og får at vide, at jeg interesserer mig alt for meget for drengene fra de ældre klasser? Lede sæk. Hun skal sgu da ikke sladre. Hendes job er at lære mig dansk, ikke være spion. Og det var bestemt ikke mig, der førte an i al det her. Det var klart Christine, der var mest vild med Steffen. Men fik hun nogen bemærkninger? Nej. Det forklarede jeg min far, og så sagde han “Margit er led og ked af at se så talentfuldt og begavet et ungt menneske spilde tiden med unødigt pjat. Det er selvfølgelig et klart sundhedstegn, at du interesserer dig for drenge, når du er teenager, men det er ikke fair over for dig selv, at du lader det gå ud over skolen og lektierne. Christine har måske ikke dine talenter.” Jeg blev både smigret, men også lidt skræmt over, hvor mange krav, der egentlig stilles til mig. Så bestemte jeg mig for at yde 110% i det kommende skoleår. Det står mig fuldstændig klart, at drenge lige kommer lidt på afstand. Men tror du ikke, at min far her 1,5 måned efter stadig snakker om at man har forpligtelser over for sine evner? Jeg skal nok forbedre mig…

29. maj 1997

David kan ikke lide mig. Når Kat* kommer er jeg som luft for ham. Hvad ser han i hende? Hun er tudegrim og dum som en dør. Men hun har en fed tøjstil og – har jeg hørt – hun kysser godt. Ja, det sidste ved David jo alt om…

I dag efter skole var jeg til mediatek. Jeg og Julie chattede liderligt med en, der kaldte sig Woota. Blandt andet skrev vi “Min fisse er tør og trænger til olie!!!” Senere fandt jeg ud af, at Woota er et navn, som René tit bruger eller i hvad fald kendte. Tænk, hvis det nu var ham eller hans storebror! Han gjorde et alt for stort nummer ud af at fortælle, at “nej nej, det var altså ikke ham”! YEH RIGTH! Pinligt.

I går spurgte min mor mig, hvem af drengene, der så bedst ud. “David,” svarede jeg prompte, “synes du ikke også det?”.  Mor: “Jo, han ligner en af de der plastikdukker fra Beverly Hills!!!”. Det gør han på ingen måde! Han er perfekt fra naturens hånd!

*)… ak ja. Kat. Hun *var* faktisk hverken for køn eller for klog. Men hendes far havde scoret den nyrige kasse på et eller andet, og for børn af firserne var penge kind of a big deal. Min barndoms allerbedste veninde, mine teenageårs allerværste fjende. I dag er hun gift og meget lykkelig og poserer på sit bryllupsbillede i en rickshaw, og jeg tænker tit på, hvordan man være så forskellige, når man jo for fanden voksede op i den samme skole. Okay. Jeg tænker ikke tit på det. Men nogle gange. Når hun dukker op i min newsfeed. Med alle sine stavefejl, som jeg til ære for min indre emo stadig griner i skægget over.