Jeg kender hende kun perifert. Hun sad i bussen, der passerede min bil på gaden den sene eftermiddag i marts. Hun vendte hovedet i min retning. Hun så mig ikke, hun så formentlig kun sig selv i vinduets mørke spejl. Hun anstrengte sig, mens tårerne silede ned ad hendes kinder. Lydløst. Så ikke hendes kæreste i sædet ved siden af hendes, eller deres fælles venner, som sad længere bag i bussen, skulle se dem på hendes bortvendte kinder. Men hun græd. Af noget der lignede dyb, fortvivlet ulykke.

Jeg har aldrig talt med hende siden, selv om jeg ser hende jævnligt.

Og nu har jeg sådan en voldsom trang til at fortælle hende, at jeg hver eneste morgen, lige inden jeg vågner, siger til mig selv, at jeg ikke klarer endnu en dag på denne måde med den ligegyldighed og tomhed, der spændes ud mellem sekunderne, så de føles som om de sprænger. Og at min morgensitren af angst og stum gråd, der aldrig aldrig aldrig skal slippes fri, til forveksling ligner det, jeg så på hendes ansigt den martsdag fra den anden side af et kommunalt busvindue. Som om nogen eller noget var død fra hende. Uden at nogen måtte vide det.

– Holder det aldrig op?, har jeg lyst til at spørge hende, når hun ler højt af sin kærestes florlette, dårlige vitser, skriver florlette statusopdateringer og går på florlette indkøb efter beige puder og Änglamark-produkter.

Holder det aldrig op?

Kære overlæge KR og forskningsassistent RM

Jeg har i dag modtaget indkaldelse til behandlingsopfølgning, fordi jeg for ti år siden var til undersøgelse på Center for Spiseforstyrrelser. Forinden opfølgningssamtalen skal jeg udfylde et 34 sider langt spørgeskema om mit forhold til mad, min krop, mine forældre og mit humør.

En sådan opfølgningssamtale deltog jeg i for under to år siden, hvorfor det undrer mig, at I nu generer mig igen. Når nu jeg for to år siden udtrykkeligt frabad mig at høre mere fra jer. Ever. Men nuvel.
‘Opfølgningen’ bestod, foruden samme spørgeskema, af to timers samtale med et helt fremmed menneske, hvor jeg skulle krænge private detaljer ud om ting, jeg i øvrigt ikke gik og talte med nogen om. Om hvordan mit liv havde formet sig i forhold til mad- og spisemønstre i de otte år, der var gået, siden I sidst havde set mig. Der blev noteret og krydset af, færdig, ekspederet, mine hemmeligheder blev placeret i bokse og kasser. Nogle af detaljerne var temmelig opsigtsvækkende (vor geografiske placering i psykiatrien midt i Risskov taget i betragtning), oplevede jeg, når jeg sådan sad og sagde dem højt.
På kommandoforespørgsler forklarede jeg, hvordan jeg stadig overspiste. Kastede op. Hvor meget jeg spiste. Hvor ofte. Hvor angst jeg var for at tage på. Hvad jeg vejede. Hvor stærk min tro var på, at andre gik op i, om jeg havde taget to kilo på. Hvordan jeg stadig kunne tro på, at min mors kærlighed til mig afhang af en lav vægt.
Det blev der ikke taget stilling til fra den høflige, kølige forskningsassistents side. Der blev bare sat kryds. “Det handler ikke om din situation. Det er bare evaluering af vores system,” lød logikken bag.

Det var voldsomt meget energi for mig at bruge, for at I kunne sætte nogle krydser. Er I klar over, hvad en sådan ‘behandlingsopfølgning’ kræver af energi og indre monolog fra min – og andres i min situation – side? For mig var det ikke krydser eller tabeller. Det handlede om igen at pille op i et sammenriet hul af følelser, som I for ti år siden vurderede som værende ikke så grelt, at Risskov skulle bruge sin tid på mig.
Men jeg passede fint til den kategori, der skal evaluere jeres metoder, eller hur?

Hvad jeres systemevaluering lød på, er aldrig blevet præsenteret for mig. Jeg ved heller ikke, hvor spørgeskemaet blev arkiveret, eller hvad I kunne bruge mine svar til for to år siden. Til at forstå, at I ikke skulle have sluppet mig allerede før, I fik mig ind? Til at bekræfte jer selv i, at I nu havde levet op til et statsligt krav om at evaluere egne metoder?
Kunne I lokkes til at være mindre papirorienterede og mere menneskelige i jeres omgang med sårbare mennesker, der ikke tænder vildt og voldsomt på at blive behandlet som numre i rækken, ville I måske have en større respondentscore. Eller. Det skal jeg ikke kloge i. Men jeg, personligt, takker nej til jeres… “SAB OP,” som I kalder denne type indkaldelse. Så vil jeg i stedet bruge tid på at være glad for der, hvor jeg i dag er nået hen.
Dog vil jeg gerne her til sidst rose og sige mange tak for, at I ikke gentog succesen med at sende mig post med jeres adresse og ærinde tværet ud på konvoluttens yderside, så mine bofæller igen kunne snage, sende øjne og lægge to og to sammen om de ting, jeg ikke gad snakke om. Tak.
Men jeg ville dog sætte pris på, hvis I denne gang ville efterkomme mit udtrykkelige ønske om ikke at kontakte mig med disse spørgeskemaer og indkaldelser mere.

Med venlig hilsen,
patientkode 3052

–

Kommer det bag på nogen, at der aldrig tikkede et svar på ovennævnte ind?

.

Kære Lea.

Verden stod stille, da du lod en sidste, våd perle falde fra dit øje mod din mund. Du døde den dag.

Og jeg burde ikke skrive det nu. Det er ikke taktisk klogt med en afsløring allerede. Det er for tidligt. Først til sidst skulle jeg fortælle, at du, Lea, slet ikke er her mere, at du døde den gule dag i april, hvor meningen forsvandt. Men jeg løfter sløret nu, for man kan ikke lave et plot ud af din død, jeg kan ikke bruge dig som litterært værktøj. Du er ikke en rekvisit.

Og pudsigt nok græd jeg ikke den varme aprildag af sorg, men af et hullet savn. Vi var for langt fra hinanden til, at jeg turde begå direkte sorg over din død. Og alligevel var jeg for tæt på dig til ikke at savne dig på en udhulet, snydt måde. Og nu savner jeg dig slet ikke mere.

Du mistede dit bækken til et højresving, du mistede vitale funktioner, du blev stemt hjem. Du, en sygeplejerske. 27 år.

Jeg skriger stadig i søvne og benægter det over for dem, der opdager det. 

Jeg har selv lært at udføre højresving nu. Jeg gør det bare ikke. Undskyldningerne er mange. “Undskyld kære lever, det skal ikke ske igen, i hvert fald ikke på en tirsdag”, lyder det typisk. Og så slipper jeg for det, for ingen må føre et køretøj med en promille eller bare almen træthed. Det vidste din højresvingsmand åbenbart ikke.

Jeg hørte så malende, hvordan et sådant havde knust hele mennesket Lea den aprildag, hvor du græd den sidste, salte tåre – som om du en sidste gang ville tage afsked med din mor og fra din morfinpåvirkede underbevidsthed udtrykke et “jeg er her endnu, det gør ondt, jeg vil ikke dø, mor, jeg vil ikke dø, og jeg er ikke død endnu. For jeg kan græde, så er man ikke død”.

Men du døde. Og dine omgivelser faldt fra hinanden, tabet forgrenede sig ud over det hele, til fjerne afkroge i din periferi, det havde du ikke drømt om. Hvorfor skulle du have tænkt over det.

Jeg har ikke mistet. Det har jeg jo faktisk ikke.

Min bedste veninde er flyttet ind i en lejlighed overfor dit måske sidste syn, lige over for køreskolen og cykelforretningen, måske har du kunnet se op i hendes fine lejlighed, da nogen kørte en lastbil hen over dig og vendte dig om på ryggen på asfalten. Tusindvis af mennesker passerer dagligt hen over resterne af dig, dit bækken, din sidste salte tåre.

Eller. Det var jo noget poetisk pjat. Du græd og døde slet ikke der på asfalten, men på hospitalet. Flere timer efter ulykken. Lægerne, som kunne have været dine kommende kolleger, arbejdede i timevis på at stykke dit bækken og dine vitale dele sammen, men det lykkedes ikke, de lukkede dig ind i en morfinrus, og de sendte bud efter din mor.

“Vi beklager, der er intet liv mere”, konstaterede andre læger hen over din søsters digre mave nogle måneder senere. Hun mistede barnet i 8. måned, ingen ved hvorfor. De satte fødslen i gang, din søster måtte føde et dødt barn, det var det.

Exit.

Jeg kender ikke nogen, der smider om sig med ordene ‘jeg elsker dig’. Enkelte gange overhører jeg venner sige det til deres mor eller søster, men vi siger det ikke til hinanden, sådan er det (desværre), de tre magiske ord er som forbeholdt det intime rum mellem kærestefolk.
Derfor kom det meget bag på mig, da jeg for nogle år siden ikke bare fik leveret en kærlighedserklæring og et seriøst tilbud om at leve sammen fra en fyr, som jeg havde kendt relativt kort tid og troede, at jeg bare var virkelig gode venner med (…). I den overvældende sandwich havde han også smidt et jeg+elsker+dig+intense øjne. Og at han ikke havde elsket nogen, siden hans forlovede skred med hans hjerte og hans bedste ven og hans selvrespekt syv år tidligere.

Oprah ville have sagt om ham, at han havde ‘let himself go’. På formiddags-tv-sprog betyder det, at man har glemt  sig selv på afgørende planer: at pleje sit ydre, sit indre og sine forhold til omgivelserne. Denne mand havde, siden Ond Kvinde Fra Fortiden smuttede, droppet at holde sin krop ved lige, selv om han var eliteatlet tidligere, droppet at stimulere sit intellekt og arbejdede derfor som ufaglært, selv om han havde en universitetsgrad.

Der var ikke så meget at gøre med de tre magiske ord, som han overrakte mig. Jeg elskede ham ikke – og snart var jeg ude af hans liv. Han ville ikke være venner, hvis ikke jeg kunne give ham mere; det blev en meget øm og meget smuk afsked i aftenskumringen.

… and enter Facebook.

Det forpulede medie bød os at skulle være “venner”, eftersom vi er “venner” med alle hinandens “venner”. Og her forleden snusede jeg rundt i folk billeder og sårn, blandt andre hans. Det viser sig, at manden har tabt de fleste af de kilo, han tog på efter Ond Kvinde fra Fortiden. Og at han godt nok stadig arbejder ufaglært, men at han er avanceret til chef.

Og så titter det lille, grimme menneske frem i mig. Uden egentlig at tænke over, hvad jeg monstro har gang i, åbner jeg  en message, stiler den til ham, og skriver en omgang storladent, højdramatisk… bavl. Hvor jeg selvfølgelig ikke nævner hans vægttab eller forfremmelser, men bare snøfter derudaf om, hvordan jeg savner vores venskab (som om jeg har skænket det ret mange tanker, siden vores afsked?), og ham og hans dejlige væsen.
Der er intet formål med det, andet end at jeg vil have ham i tale. Men hvad er det, jeg vil have ham til at sige? Han skal jo ikke tilgive noget, for det er jo ikke som om jeg kommer rendende og siger, at jeg elsker ham alligevel og godt vil føde hans børn, nu, jeg tænker over det.

Jeg er jo ude på, at han skal skrive, at det gør for ondt at høre fra mig, at jeg må lade være at pine ham, han elsker mig stadig. for jeg er et dårligt menneske på et ego-trip af dimensioner.

Han har naturligvis ikke svaret. Hvilket jeg nærmest har lyst til at skrive og ønske ham et dybtfølt tillykke med. Jeg har det som om jeg har forsøgt at lege Carrie Bradshaw, der sender et ‘I miss you. Do you miss me?’ af sted til eks’en Aidan efter hun bollede med Big, men i stedet for at han råbegræder ‘you BROKE my heart!’, men derefter alligevel gerne vil være kærester igen, kvitterer han med et ‘good for you. I have moved on’.

Jeg gider ikke, hvis jeg skal være sådan her. Det tror på sådan noget her.

Min krop fortæller mig, at jeg er ked af det, presset eller stresset, før mit hoved tænker det. Vi snakker acneudbrud, løs mave og hovedpine som nogle af de slemmere symptomer på, at noget er galt.

Egentlig var det én lang fest på højskolen. Et ugelangt gensyn med 150 af mine yndlingsmennesker fra et fortryllet forår – vi var samlet igen i kreativitetens tegn, i kærlighedens, i lysets og i højskolesangbogens. Alt var lykke og lærdom.

Alligevel skulle der sideløbende acne, dårlig mave og søvnløshed til, før jeg forstod, at det var et problem, at han var der. Og det er først gået væk nu, hvor jeg er hjemme og har forstået for alvor.

Da han og jeg sås, var det stormfuldt. Det var på andres bekostning, det var her-og-nu, det var grådigt og det var intenst. Fyldt med de store tilståelser, den indre ransagen, de dybe blikke – jeg kan nærmest høre tangoen i baggrunden. For først og fremmest var det hemmeligt. Ikke en sjæl kendte til os, fordi det var forbudt. Vi måtte ikke.

Det fik en afslutning, som den slags gør – en venskabelig én, endda. I dag er vi begge på lang afstand af vores tangotrin dengang, men når vi ses, gibber det alligevel i os. Et skævt, indforstået smil og en kort øjenkontakt, som mindede os begge om noget. Eller. Sådan var det i hvert fald i lang tid. Nu er der blevet længere imellem, at vi render på hinanden, and enter acne, tyndskid og søvnløshed. Jeg bebrejder ham ikke. Men han har glemt os. Og det går mig øjensynligt fysisk på at gå op og ned ad ham i ti dage, når han i dag kun ser ligegyldigt luft i stedet for mig.

Vi er de eneste, der kender til vores hemmelighed, vores dybde, vores rum. At han ikke længere lægger noget i os og vores tango, det gør det ikke til et ømt minde for mig, en lille gave, jeg kan gå og tænke på med et gammelklogt smil. Langtfra.

Det gør, at det aldrig har eksisteret.