I weekenden befandt jeg mig i et såkaldt storcenter. Skulle finde tøj, der over for tyve ukendte medkursister kunne medgive, at det der med at være tyk på maven og flad på bagen, det er bare noget, vi leger. Kom i den forbindelse til at forvilde mig ind i… Sparkz. Don’t ask. Det så billigt ud.

Billigt var virkelig også det, jeg fik, da jeg trissede ind i prøverummet med noget stangtekstil. Herinde var lydniveauet skruet noget mere op end i den øvrige butik, og således prøvede jeg – et respektabelt, voksent menneske – at posere og affinde mig med eget selvbillede, mens tonerne af dette fra nogen, der hedder Borgore (?), blæste ind i mine øregange. For fuld smadder. Og til de, der er for fine til at klikke på linket (og det er I alle, for I er ordentlige mennesker) kan jeg nøjes med at gengive omkvæddet. “I love my Mom, my Dad and my dildo… I’m a nympho, I’m a nympho.” Vredet ud af en knap konfirmeret, men kælent barnlig sangstemme. Akkompagneret af mandebrøl med “Do you know what’s hardcore? Me shoving an elephant up your sister’s back door” og “This bitch is so used I couldn’t sell her at a second hand store ’cause her pussy is so wet you could put your head inside“. Mere kan høres derovre. Det værste er nok reference til den der video med den enlige kop og de to piger, der… leger med den.

Prøv og hør, jeg er sådan set ikke mere snerpet, end at jeg godt kan unde, at den slags lever et frit liv på YouTube, hvor kommentarerne holder demokratiet i hævd – om ikke andet for at udstille dem dumhed, der præger lytterne af den slags musik – og vi måske kan se på musikken lidt oppefra og ned, måske endda med en gran humor tilsat lytningen. Men behøver det være en del af den almindelige shoppeoplevelse for Sparkz’ kundegruppe – piger på 15 – at man skal høre på det lort? Ikke at jeg forlanger Kaare Norge eller panfløjtemuzak, men hvad med noget musik, der ikke kræver at man sådan… tager stilling?

Blev så befippet, at jeg kom til at købe blusen. En halv time senere vadede jeg stadig rundt i centret, i granatchok?, og messede “I’m a nympho. I’m a nympho”. Havde et noget stedmoderagtigt forholdet til indholdet i posen. Så jeg styrede tilbage til Sparkz. Hvor jeg placerede posen på disken og bad om pengene tilbage med et “Ved du hvad. Jeg har simpelthen fortrudt”. Og smuttede derfra, underligt høj til mode over, at jeg selv ikke sådan rigtigt anede, hvad en nymfoman var (det var vel bare en poptøs-type?), dengang jeg selv passede ind i Sparkz’ målgruppe.

Det værste, butikkerne udsatte os for i en ikke så fjern og dog ikke så lidt mere præsentabel fortid, var sgu da råbequizzer på P3. Men igen. Hvad skal man egentlig forvente af tøjkæder, der insisterer på putte et Z ind i navnet. Det er som om folk med hang til det bogstav – Sparkz-ejerne, XGirlz-mærket, Jay-Z m.fl – bare ikke vil lytte til den indre stemme, der hos alle andre end Fredrick Joshua Fetterlein prædiker små hints til bedre smag.

Det der med at lide i stilhed, ikke, det er bare ikke mig. Hvis jeg hører en irriterende sang, og den ikke vil stoppe med at køre i loop inde i krydderen, så skynder jeg mig at synge et par linjer højt til nogen. Hvis jeg er alene? Så tweeter jeg dem. For eksempel Bruno Mars’ “to-day I don’t feel-like doin’ æææææ-ænything“, som han skulle henrettes ved hamsterfodring for nogensinde at have indspillet. Det er som om irritationen skrumper lidt, hver gang andre får del i hverdagstraumet og tweeter ting tilbage om, at må jeg brænde i helvede levende eller bare “Fuck. You” for at have tørret loopet af i andre.

Er heldigvis ikke alene om at få det bedre af den slags projektion. Eller, det må i hvert fald have været samme logik, der lå bag, dengang Linda havde behov for at dele med os, at det at spise sildemadder altid fik hende til at tænke på, at sådan måtte det føles at tygge i døde mennesker. Tak for sild. (I øvrigt. Nu jeg har dig. Skala FM? Virkelig? Lol.)

Nå. Men her er noget, jeg snublede over på PostSecret, som jeg lige ville dele med jer.

Så lidt.

Er I ikke snart færdige med at sige ‘modtaget’, når I mener ja/okay/helt sikkert/nå?

Vi har hørt jer. Også dig, Anders Breinholdt.

Man skulle ikke tro det, men det er sandt nok. Visse ting ligger uden for min fatteevne.

Som for eksempel, hvordan der kan være propfyldt på en vi-tager-26-kroner-pr-kop-sort-kaffe-fordi-vi-kalder-det-americano-i-stedet-for-filterkaffe-kædecafé som Laundromat, hvor jeg i går sad og jazzede den med familieminder, når det mad, de serverer, ikke bare er middelmådigt, men serveres til så ublu priser, at jeg – endda indregnet det generelle service- og prisniveau i hovedstaden – fandt det direkte flabet.

Jeg veeed godt, at man bør sænke forventningerne lidt, når man frivilligt bestiller en club sandwich. Især én, som menukortet proklamerer ikke indeholder karrydressing. Men nu er jeg ikke så nede med karry, så måske havde de fundet på et lækkert alternativ.

Jeg fik serveret to skiver toastbrød, der aldrig havde set skyggen af et karryalternativ. Hertil det inderste bitterhvide af et icebergsalathoved, en skive tomat (som i én), branket og meget au naturel smagende kylling, et bæger salatmayo og en håndfuld fritter fra frost. Jeg er ikke helt sikker på, at hvad der presser prisen fra de cirka 25 kroner det må koste i råvarer, produktion, kokketimeløn og kunstnertillæg op på de 98 kroner, jeg kom af med… men jeg antager, at det må være det drikkepengebeløb, som de vel godt kan regne ud, at jeg ikke af mig selv lægger.

Fatter ikke, at de tør nøjes med så dyr middelmådighed midt i finanskrisen. Men hvor er det dejligt at lære, at det er sandt nok, det der med at mennesket kun udnytter 10 procent af hjernekapaciteten. Der er kompleksiteter i denne verden, vi simpelthen ikke er skabt til at fatte.

Alice var 18, da hendes veninde halede hende med ind til Hjørring, hvor soldaterne gik march. Egentlig gad hun ikke. Hun havde en aftale med sin kæreste senere. Veninden himlede, kaldte ham Aage en stivstikker. Alice trissede med. Og glemte kort sin forlovelse med Aage, da hun så soldat nummer 46 stå ret nede på pladsen, selv om denne fremmede i uniform slet ikke passede ind i forestillingen om et liv. Altså, for hun havde jo tænkt sig, at det skulle være hende og Aage for evigt.

Så selv om soldat 46 samme aften bød Alice op til dans og de næste år bejlede langdistance fra forskellige kaserner og begik alskens underlige, forelskede krumspring, så skulle Alice lige overveje. Hun havde jo sådan set lovet Aage et liv. Og snavede med ham oppe på høloftet på nu fjerde år, det kunne man ikke bare sådan rende fra. Først da soldaten tog toget op gennem Jylland – i regnen, mener Alice at huske, men hun er ikke sikker, måske husker hun bare soldatens tårer som regn – med et brev i hånden, forstod hun. Da han læste hendes brevfarvel højt for hende, ord for ord, hylende, forstod hun, at soldaten her kunne lære hende, at hvis man vil have noget, så må man lægge sig i selen. Hvis hun valgte ham. Så det gjorde hun.

Alice glemte Aage, men det gjorde soldaten ikke. Og når de en sjælden gang skændtes i det 55 år lange ægteskab, der fulgte, råbte soldaten gerne “Du skulle have giftet dig med Aage i stedet, skulle du, så behøvede vi slet ikke have denne diskussion!” og så stormede han ned ad den smalle trappe til kælderens værkstedsrum, indtil han blev god igen. Det blev han hurtigt. Hans temperament røg op og ned af skalaen, altid, helt ulig hendes eget.

En dag i 1965 bladrede Alice i lokalavisen og blev bleg og tavs over en notits om en fatal soloulykke ude ved sundet. Da lagde soldaten sin pibe fra sig, så på sin kones smukke sorte hår og spurgte stille “er det Aage?”. Hans kone nikkede med tårer i øjnene, han rejste sig og lagde armene om hende, sukkede dybt og virkede for første gang nogensinde som om han indså, at Alice ikke havde skænket Aage en tanke, siden hun valgte ham fra. Aage havde kun spøgt i hans hoved.

De talte aldrig om Aage igen.

Jeg sidder på en café i København og kommer til at tænke på soldaten og Alice, min fars forældre, da jeg browser gennem kuldegysningerne på Times fotogalleri om at blive gamle sammen. Ved siden af mig sidder et ungt par. Han er til skinke/ost, hun er til kyllingmoussesandwich. Det er Valentine’s Day, og foreløbig har de ikke udvekslet et ord. Hans hage er let vigende, hun er højere end ham, på mange måder ligner de soldaten og Alice på det ydre. Jeg tænker. Om der mon er en Aage inde i billedet, om der mon er en passion og en gnist et sted, om der mon er grundlag for et 55 år langt sammenfiltret fællesskab på godt og ondt, når man markerer en dag som i dag med udespisning og en blomst, men ikke rigtigt har noget at tale om.

Måske er tiden løbet fra de lange, episke kærligheder. Eller måske var Alice og soldatens kurmageri i efterkrigsårene præcis så uinspirerende at se på som det, der udspiller sig ved min side lige nu. Måske er det også op til dette unge pars efterkommere at male et rosenrødt, violinbårent blogportræt af disse to mennesker, der kan fortælle en historie om et liv, der ikke umiddelbart ser storladent ud – men i højeste grad bliver det.

Det håber jeg.