Mere makrelmoussé! Mere følelsesporno! Mere øm tapperhed! Flere rygsøjler, der er en by i Rusland! Flere afstødte venstreben og høje korksåler! Flere sengevædere! Flere kisteformede leverpostejforme og bårebuketter af karser! Mere rigtig satire!

Tænk, at man skal befinde sig så meget oppe i røven på sig selv.

Så i sidste uge fik jeg endelig fat på min überseje veninde, B, som ikke kunne tale for 117. gang i denne måned, men lovede at ringe tilbage… snart. Lovede hun og smækkede på. Og med snart tænkte jeg inden for et døgn.

I dag havde hun stadig ikke givet lyd, og jeg – voksne kvinde, I might add – havde ærligt talt svært ved at passe mit arbejde af bar indignation og stod faktisk allerede med et ben på vej ude af venskabet med overvejelser om melodramatiske punktums-sms’er i denne passiv/aggressive-bittersarkastiske-faux-pas-stil:

– Kalder du det her et venskab? Virkelig? eller
– Har du travlt, eller bare for travlt til mig? eller
- Vi er ved at glide fra hinanden. Lad os ikke græde for meget snot over det. Havde vi villet det anderledes, så havde vi handlet anderledes, eller
- Hvorfor skal du altid være hovedpersonen i det her venskab? Det er som om jeg er guest star – altid på dine præmisser.
- Tak for de sidste tre år. Måske var det heller meningen, at man skulle være så tæt.

Endte med at ringe hende op som en voksen kvinde for at få os en mandesnak. Om værdier i livet, om hvordan man behandler andre mennesker og lidt om, hvordan man slår propert op med sine veninder med indbygget respekt for dét, man har haft sammen (sound familiar?), hvis det er det man vil… and, boy, was I in for a surprise.
Jeg kølede af i det øjeblik, jeg hørte hendes stemme sige ‘halloo?’. Lille, rallende, langt-væk og renset for den humor, jeg knuselsker ved hendes. Turns out, at hun lissom ikke har levet det søde liv i den tid, vi bare ikke har fået talt sammen. Turns out, at hun i stedet har ligget vandret i krampegråd over sin forestående eksamen, sin identitet, sine fejltruffede valg, spøgelser og skeletter fra fortiden, sit uheld og sin generelle situation. You know – the small stuff. En regulær nedtur af dimensioner, jeg desværre kunne kende alt for godt, og derfor burde have spottet inden hun bøjede det i neon for mig.

Hold kæft, hvor kunne hun have brugt min krammer, hvis ikke jeg havde haft så travlt med at læse signaler, der ikke blev afsendt, men i stedet læse signaler, der blev underspillet.

Slår op med dramadorte right this second og giver B den krammer i stedet for sparket.

It’s official. Jeg skal trappe ned med de modeblogs. Jeg var ellers sikker på, at den slags pladder, som jeg troede indholdet på de blogs var, ikke ville bide på mig… men de piger er så søøøde. Og jeg kan ikke hate, selv om jeg virkelig prøver at leve op til Svenskens prædikat på mig: den mest sarkastiske jyde i København. Men når jeg læser Agurkeliv, vil jeg bare pludselig eje nitter, nitter, nitter, og Mi Confesión overbeviser mig om, at åbne, hvide støvler vil gøre mit liv bedre, og jeg, der før nægtede at kalde laksefarvet for andet end laksefarvet, forstår nu ved hjælp af Bloggerella, at den selvføøøølgelig ikke hedder andet end ‘koral’.

Wtf? I need an exorcist, det gør jeg virkelig. For min craving efter materialistiske goder blev ikke mindre ved at tage en kold tyrker fra modebloggerne, den blev bare værre, og pludselig kunne jeg visualisere mig selv i en heldragt, og jeg havde slet ikke trang til nedladende at kalde det en sparkedragt – ak, så var det galt fat! Men det indså jeg ikke, jeg skulle bare hen til nærmeste fitting room og finde den længste, der kunne både dække og klæde mig.
Min sambo og jeg besluttede at gøre en tur ud af det, nu hvor vi begge havde fri – og således stod vi pludselig turistagtige i Malmö, det, som vores venner pralende havde kaldt en regulær shopping-himmel.

Øh. Not so much, vel. 63 kroner fattigere vandrede vi rundt en råkold junidag hinsidan og forsøgte at finde de himmelske tilstande, men vi fandt egentlig bare en masse svensk personale (hvilket vi var vant til fra København, forskellen her var bare, at de i deres hjemland åbenbart er venlige…) og gentagelsen af sætningen ‘det her minder altså om… Roskilde’. Og det gjorde det. Vi tog os selv i at besøge lidt mindre udgaver af de butikker, som vi kendte fra København, mens vi stod en times transport fra the real thing og spurgte os selv hvorfor.

Jeg fandt en sparkedragt. Den var heldigvis voldsomt uklædelig og jeg fik heldigvis en betragtelig camel toe i den, så den blev hængt på plads igen. Og jeg støvede mit gamle selv af. Og hader herfra igen mavesurt alle buksedragter, der ikke sidder på babyer. Og så hævede jeg perspektivet lidt og fandt instant glæde i at bruge min fridag i et andet land i godt selskab og med de samme ting som derhjemme – blot betragteligt billigere.

Men… pssst. Bare lige til en anden gang. Er du en af dem, som elsker shoppingmulighederne i Malmö, gider du så ikke løfte sløret for, hvor de fede steder ligger?

Jeg elsker Britney og hendes If You Seek Amy, der parallelt siger F-U-C-K Me.
Jeg synes folk, der ryger pænt, er seje. Især dem, der kan lave luderhvæs!
Celina Ree holder!
Jeg havde en yndling i Paradise Hotel.
Bliver stadig benovet, når mine jævnaldrende viser sig at have kørekort.
Jeg forstår ikke den hype omkring Johnny Cash og Beatles, der tilsyneladende har tænkt sig at vare evigt.
Kan få grineflip af prutter og begrebet ‘en fræk fad’.
Jeg helmer ikke før chipsposen eller slikskålen er tømt.
Bruger ikke begreber som budget og lån. Friværdi og renten er mig fremmedord, og jeg kender ikke navnet på min bankrådgiver.
Jeg ejer kloge-aage-bøger for at folk skal se omslaget i min reol og tænke, at jeg er sej.
Læser Nynne-spalten før det store kultursøndagsportræt.
Vores EU-valgte kan ikke blive røde nok. Af princip.

Jeg foretrækker ingen tømmermænd over amokdruk.
Blev kaldt frue i 7-Eleven i går.
Jeg bemærker med et løftet øjenbryn, når folk ikke kommer til tiden.
Jeg retter, hvis folk siger supplementere, ikke kender ligge fra lægge og den slags.
Jeg synes The William Blakes og Coldplay er regulært larm.
Jeg har gigtsymptomer.
Jeg siger ting som ‘dav, min dreng’ til mine jævnaldrende højskolevenner.
Jeg har aldrig har set en beklædningsgenstand, der gør så lidt flatterende for kvindekroppen, som chinos.
Jeg stemmer ja til ligestilling kongehuset.

… Jeg gemmer tilsyneladende både på en forvirret tweeniepoptøs og en gammel knark af en bitterfisse.

Mig: “Har tænkt mig at være vulgært nedringet i aften. Please vær det samme.”

Svensken: “Well, eftersom den kjole fra vores sidste dinner date er det eneste rene stykke tøj, jeg ejer, så løser det sig selv. Der er nærmest frit udsyn til patter.”

Mig: “Patter! Patter! Patter!”

Svensken: “PAT! PAT! PAT! PAT! PAT! PAT! PAT!”

Vi blendede fint ind med de fodboldplatte på Vesterbro.